Linje 250S

Denne rute drives udelukkende af Region Hovedstaden, og jeg håber, at den nye Region Øst vil fortsætte med driften. Men der er en lille tvivl hos mig. Regionen modtager et årligt beløb til kollektiv trafik, og regionen skal så fordele midlerne. Men regionen har, ud over busserne, andre trafikudgifter. De giver tilskud til flere lokaltog, til metro og nu også til en letbane, hvor anlægsprisen er blevet små to milliarder dyrere end ventet.

Efter nytår skal regionen også stå for busdriften for hele Sjælland. Det betyder, at Dragørs byrådsmedlemmer skal holde tæt kontakt til deres nye partifæller i regionen. Vi kan frygte, at en opgradering af busruter andre steder vil betyde besparelser.

Linje 33 og 32

Indtil for seks år siden var det Dragør, som selv finansierede linje 32 fra Søvang til stationspladsen. Det var en ret dyr ordning, som var endt i en reel svikmølle, hvor passagererne blev stedse færre, og afgangene blev tilpasset det. Naturligvis var brugerne berettiget utilfredse.

Som ny udvalgsformand tog jeg et møde med Movias driftschef, Torsten Rasmussen. Vi snakkede forskellige scenarier igennem og fandt på, at hvis linje 32 blev lukket ned, og linje 33 blev forlænget, kunne meget være løst.

Linje 33 er en usædvanlig rute. Gennem byen er den oftest nærmest overbelagt, og længere ude på Amager tynder passagererne ud. Formelt betaler de kommuner, som en busrute kører igennem, en kilometerafgift modregnet billetindtægterne. Det betyder, at linje 33, grundet de mange passagerer, er næsten gratis for kommunerne København, Tårnby og Dragør. Ulempen ved den lange rute er dog risiko for forsinkelser på grund af tæt trafik i byen. Til gengæld er der enkelte natbusser.

Linje 35

Denne rute går fra Sundbyvester Plads ad Kirkevej til lufthavnen. Her deles de tre kommuner om grundbetalingen. For Dragør er den fælles drift ikke nok for borgernes behov.

Dilemmaet er, at linje 35 for både Tårnby og København opfattes som sekundær, hvorimod ruten er vital for Dragør. Det gjorde, at de to kommuner ikke var interesserede i en udvidelse af afgangene. De sparede penge på linje 32 kunne i stedet bruges på ekstra afgange på linje 35 mellem lufthavnen (metro) og Dragør Stationsplads.

Jeg havde helst set, at de ekstra afgange skulle gå til rådhuset. Men problemet var, at busserne ikke kunne vende.

Efter valget

Shuttlebus fra Fields via Sydstranden til lufthavnen, som nu foreslås igen og igen, er dødfødt. Tårnby har absolut ingen interesse i at bruge penge på det.

Efter valget bør vi sammen med Movia indføre en god kontrol med de leverede ydelser, således at kommunen, der betaler, får en automatisk straksunderretning om uregelmæssigheder. Derved kan forvaltningen dagligt følge med i, om trafikselskabet leverer den aftalte service, og handle til glæde for brugerne.

Forrige år var der adskillige udfald af linje 33 ved Søvang. Flere unge skrev flere gange til forvaltningen om det, uden at noget konkret skete. Det var først, da de direkte henvendte sig til borgmesteren, at det blev rettet. Tak til Kenneth.

Men det er uholdbart, at Movias håndtering af deres egne fejl skal afvente en lang række procedurer – klage til borgmester/forvaltning/Movia/lokal entreprenør/chauffører – og derpå retur i omvendt rækkefølge. Vi skal kunne forvente, at hvis Movia svigter deres opgaver, bliver det straks rapporteret.

En kommune kan outsource mange ting, men ansvaret kan trods det aldrig fraskrives.

Frihed og valgfrihed – også når man bliver ældre

Som Venstre-politiker i Dragør går jeg til valg på at give borgerne mere frihed og flere muligheder i ældreplejen.

For Venstre handler det om frihed under ansvar – også i den tredje alder.

Derfor ønsker jeg:

• Mindre minutstyring og mere tillid til medarbejderne.
• En stærkere indsats for forebyggelse, aktivitet og fællesskab, så ældre kan leve et aktivt liv længst muligt.
• Et friplejehjem som supplement til Enggården, så vi kan tilbyde ældre reel valgfrihed og højere kvalitet.

Ældrepleje handler ikke kun om at overleve – det handler om at leve. Det handler om at bevare sin værdighed og sine vaner, selvom man har brug for hjælp.

Sund økonomi – med mennesket først

Vi skal bruge pengene klogt, ikke nødvendigvis flere af dem. Venstre i Dragør har vist, at økonomisk ansvarlighed og menneskelighed kan gå hånd i hånd. Når vi styrer fornuftigt, får vi råd til det, der virkelig betyder noget – flere medarbejdere, bedre pleje og mere frihed til borgerne.

Jeg vil arbejde for, at Dragør fortsat er en kommune i balance, hvor hver skattekrones værdi kan mærkes i hverdagen – ikke i bureaukratiet.

Sammenhæng mellem kommune og region

Som kandidat til både kommunal- og regionalvalget vil jeg også kæmpe for, at ældre ikke falder mellem to stole, når de udskrives fra hospitalet.

Der skal være sammenhæng i hele forløbet – fra hospital til genoptræning og videre til hjemmepleje.

Det kræver samarbejde, tillid og lederskab, og det er præcis det, jeg vil bringe ind i arbejdet.

Vi skal turde tage ansvar

Dragør viser allerede, at frihed, tillid og ansvar virker. Men jeg tror på, at vi kan gøre det endnu bedre.

Vi skal skabe en ældrepleje, hvor borgeren bestemmer, medarbejderen har frihed, og systemet støtter i stedet for at styre.

Det er den retning, jeg vil arbejde for – både i Dragør Kommune og i Region Hovedstaden.

Generelt er linje 35 dækket godt ind med fire afgange i timen i myldretiden, men kun to uden for myldretiden. Linje 250S har fem afgange i timen det meste af dagen, mens Søvang primært har én afgang i timen. Der er således forskelle på busbetjeningen alt efter, hvor i Dragør man bor.

Vi er desuden udfordret af den lovgivning, der gælder for bestilling af busbetjening, hvor udgangspunktet er, at kommunerne skal være enige om busruterne.

Derfor er jeg glad for, at vi har sat flere initiativer i gang på området. Først og fremmest har vi fokus på, at Søvang har en dårligere dækning end resten af kommunen. Vi har derfor bedt om en særskilt undersøgelse af, hvilke muligheder der findes for at styrke busbetjeningen i Søvang – så det bliver lettere at komme til arbejde og uddannelsessteder med bus.

Derudover mener jeg og Det Konservative Folkeparti, at vi løbende – sammen med Movia – skal have fokus på, hvordan behovet i Dragør udvikler sig. Vi skal se på, om vi kan omlægge buslinjerne, så de i højere grad afspejler borgernes reelle behov, og drøfte med Movia, hvordan vi kan skabe en mere fleksibel busbetjening. Vi har tidligere ikke anvendt Movias data om rejsemønstre strategisk – det skal vi ændre på.

Endelig vil jeg have et stærkt fokus på, at linje 250S ikke forringes. Det er Region Hovedstaden, der driver og finansierer linjen, men vi skal kæmpe for, at den bevares. Linjen har tidligere været lukningstruet, og det må ikke ske igen.

Vilkårene for privatbilismen

Mange borgere i Dragør har brug for bilen hver dag – til arbejde, for at hente børn og for at få hverdagen til at hænge sammen. Det skal vi som samfund respektere. Derfor skal fokus være på at sikre god fremkommelighed på vejene.

Flere politikere i Københavns Kommune arbejder for at begrænse privatbilismen. Venstrefløjen ønsker færre biler i byen, og overborgmesteren har foreslået roadpricing for kørsel gennem København. Det skal vi modarbejde – for borgerne i Dragør skal kunne bevæge sig frit på tværs af kommunerne uden at blive beskattet yderligere.

En fælles trafikplan for Amager

Jeg deltog for nylig i et vælgermøde i Rotary Amager med mine to borgmesterkolleger, Allan Andersen fra Tårnby og Line Barfod fra København. Et af temaerne var netop trafik. Her foreslog jeg, at vi efter kommunalvalget sætter os sammen for at udarbejde en samlet trafikplan for Amager.

En plan, der skal sikre fremkommelighed for bilisterne, skabe de bedste busforbindelser mellem vores kommuner og resten af København – og sørge for gode parkeringsmuligheder ved metrolinjerne.

Det må og skal være en opgave, vi løser i fællesskab. Jeg går gerne forrest for at samle borgmestrene på tværs af Amagers kommuner om en fælles plan, som vi alle kan bakke op om.

Lad os sammen skabe en trafikplan, der binder hele Amager bedre sammen – til gavn for alle borgere.

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, borgmester (C)

• Huset var i to etager – der må kun bygges halvandet plan.
• Frontispicerne var for dybe og i to etager.
• Huset var for tæt på skel mod nord.
• Der var indbliksgener fra store gavlvinduer, der lå uden for højdegrænseplanet på førstesal.
• Der var langt mere end de tilladte 50 procent kviste og tagvinduer på et hus på halvandet plan.
• Der var en tagterrasse på begge facader, som gav ubegrænset indkig over naboejendommene.

Altså meget langt fra definitionen på et hus i halvanden etage, som myndighederne og byplansvedtægten foreskriver.

Om husets beliggenhed på langs af vejen gjorde vi opmærksom på, at Dragør Kommune netop i lokalplanen »Fyrtårnsgrunden« havde fremhævet, at ejendommene skal ligge med gavlen mod vandet, men vi var udmærket klar over, at det ikke gjaldt for vores område.

Det bad vi om at få kigget på, men det eneste, der skete, var, at fru Sommer forlod os med en bemærkning om, at det skulle hun nok få ret til.

Fru Brita Sommer fik alligevel sin »næsten« blanke byggetilladelse efter sit møde med formanden for Byg & Teknik, der på ingen måde var fagmand på området. Der blev dog taget hensyn til afstanden til naboerne.

Kommentaren om min havudsigt er urimelig, da jeg i det tilfælde nok havde købt mod vandet, hvis jeg ønskede det.

Hvorfra Brita Sommer har det med, at der blev stillet krav om en million kroner i erstatning, hvis kommunen fastholdt en på det tidspunkt ikke meddelt byggetilladelse, må betegnes som fri fantasi.

Derefter indsendte vi naboer/genboer vores klage til Planklagenævnet. Her skal det lige nævnes, at Planklagenævnet ikke arbejdede ud fra skøn, men fakta.

Den første entreprenør på byggesagen blev åbenbart kasseret prismæssigt, og byggesagen blev overdraget til Huscompagniet, der lavede nye tegninger, hvor man yderligere forstørrede de fire »frontispicer« med 60 centimeter – så det samlede areal på huset voksede med cirka 30 kvadratmeter.

Ny byggetilladelse blev klaret til det nye projekt på en weekend.

Men da Planklagenævnet ønskede tegninger til deres sagsbehandling, fremsendte kommunen tegninger af det første projekt. Altså behandlede Planklagenævnet et mindre, men lignende projekt. Alligevel fik vi som klagere medhold i vores klage i Planklagenævnet.

Så kom sagen i byretten i København, der gav klagerne medhold, hvorefter man arbejdede i Plan & Teknik på alle mulige løsninger på lovliggørelse og ankede sagen til landsretten.

I Østre Landsret fik klagerne igen fuldt medhold – med en klar dom om, at huset skulle gøres til et hus på halvanden etage efter reglerne.

Herfra har vi blot ventet – sammen med Dragør Kommune – på, at bygherren efterlevede dommen.

Det er sket nu, hvor ejendommen er solgt, og hele tagetagen er fjernet.

Det, der står tilbage, er, at Dragør Kommune nu har måttet lave et forlig med den tidligere ejer, da en politisk udnævnt formand totalt fejede lovgrundlag og nabointeresser til side for egne interesser, hvilket bringer Dragør Kommune i en ansvarsdragende situation.

Byplansvedtægten er lavet for at beskytte naboer, genboer og alle beboere mod overgreb, men i Danmark er det en svag lovgivning, som kan udnyttes og udvandes med svag – eller det modsatte – kommunal byggesagsbehandling og aftaler med blot to naboer. Så der var i mange tilfælde frit spil i Dragør.

Se blot på nogle af ejendommene på Sydstrandsvej/Nordstranden. Der har eksempelvis højdegrænseplanerne været sat ud af spil i mange år.

Det er heldigvis slut nu, da kommunen har strammet op, og i dag kan du regne med, at det er byggeloven – og ikke jungleloven eller kammeratloven – der gælder.

Derfor var det mere på sin plads, at Brita Sommer undskyldte for sit forsøg på at sprænge byplansvedtægten. Det gælder både over for de ansatte i Plan & Teknik og de involverede naboer/genboer, som ligesom Britta Sommer har brugt næsten ti år på at afværge ulovligheder.

For at overholde de presseetiske retningslinjer om, at oplysninger, som kan virke agtelsesforringende, skal forelægges for den pågældende, samt at angreb og svar skal bringes i sammenhæng, har Dragør Nyt sendt ovenstående debatindlæg til Dragør Kommune og Brita Sommer.

Britta Sommer har sendt følgende svar:

Sagen ultra kort

På mine vegne indsendte HusCompagniet ansøgning om opførelse af et hus på Øresunds Alle. Fuldstændig i lighed med alle andre borgeres byggeansøgninger.

Jeg modtog byggetilladelse, og byggeriet blev igangsat. Undervejs blev jeg bekendt med, at naboerne havde en dialog med kommunen, da de mente byggetilladelsen var givet på et ulovligt grundlag.

Min byggevejleder kontaktede derfor kommunen adskillige gange for at sikre sig, at den givne byggetilladelse var i overensstemmelse med byplanvedtægten for netop den del af Øresunds Alle. Det blev bekræftet, ligesom vi blev forsikret om, at byggeriet kunne fortsætte.

Da sagen, anlagt af klagegruppen, blev afgjort i landsretten, var det imidlertid en beklagelig kendsgerning, at kommunen havde givet en ulovlig byggetilladelse, og domstolene pålagde mig og kommunen at gøre huset lovligt, så det overholdt byplanvedtægten.

Det krævede en ombygning, der ville ændre husets udseende og forringe anvendelsesmulighederne i betydelig grad, hvorfor jeg valgte at sælge huset inklusive det påkrav, der lå fra myndighedernes side. Efterfølgende indgik jeg et forlig med kommunen, og sagen er dermed lukket.

Hans Geschwendtner opfordrer mig afslutningsvist i sit indlæg til at give Dragør Kommune en undskyldning i denne sag. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad han mener, at jeg skal beklage.

Mit indlæg i Dragør Nyt er udelukkende baseret på kendsgerninger, og hvis nogen skulle have yderligere tvivl, kan de finde den fulde dokumentation i de cirka 2.000 bilag, der findes i sagen.

De ret voldsomme beskyldninger af kommunen og dens medarbejdere, der bliver fremsat af Hans Geschwendtner, vil jeg naturligvis overlade til kommunen at forholde sig til.

Med venlig hilsen

Brita Sommer

Dragør Kommune har sendt følgende citat fra direktør Louise Piester:

»Byggesagen vedrørende Øresunds Allé 67 er afsluttet gennem et forlig mellem parterne. Da sagen er afsluttet med et forlig, har kommunen ingen yderligere kommentarer til de konkrete forhold, der har været en del af sagen. Dragør Kommune arbejder løbende på at sikre, at vores byggesagsbehandling er så klar, professionel og gennemsigtig som muligt. Vi tager læring med fra afsluttede sager for at styrke kvaliteten i vores fremtidige arbejde til gavn for borgere og virksomheder i kommunen.«

Det positive var, at der ikke er forråelse på Enggården, at medarbejderne gerne vil udvikle sig, men at der grundlæggende mangler organisering, faglig ledelse og styring. Vi bevilgede i alt syv millioner kroner ekstra til Enggården.

Genopretningsplanen strækker sig over flere år. De vigtigste tiltag, der har betydning for patientsikkerhed og kvalitet, skal igangsættes med det samme. Ud over det alvorlige omsorgssvigt, som er kommet frem, er der også opstået andre klagesager. Efter at vi har dykket grundigt ned i genopretningsplanen, må vi konstatere, at der langt fra er arbejdet tilstrækkeligt med planens indsatser, og at væsentlige tiltag ikke er igangsat eller gennemført. Det giver os stor bekymring.

Socialudvalgsformand Nicolaj Bertel Riber fra Socialdemokratiet er vidende om det samme og har haft genopretningsplanen til behandling flere gange – uden at dykke ned i de konkrete resultater.

Det politiske ansvar

Kommunalbestyrelser gennem tiden har svigtet – det har vi De Konservative også, og borgmesteren har offentligt taget sin del af ansvaret for denne valgperiodes svigt i 2022–2024. Derfor har vi taget ved lære.

Vores vurdering er, at vi mangler faglige og ledelsesmæssige kompetencer i hele organisationen, Dragør Kommune. Det ses ved manglende opfølgning og styring af genopretningsplanen. Derfor er vores melding klar til direktionen: Iværksæt de nødvendige tiltag, så vi som politikere i løbet af de næste måneder kan se tydelig fremgang i arbejdet med de mest nødvendige indsatser. Hvis det ikke lykkes, må vi erkende, at vi ikke er dygtige nok og ikke har kompetencerne til at sikre en reel genopretning af den faglige kvalitet på plejehjemmet.

Der bor borgere med et stort behov for hjælp, og der er medarbejdere, som gerne vil yde god kvalitet. Begge parter fortjener bedre end det, vi som organisation leverer i dag. Derfor mener vi, at vi bør indlede drøftelser om at gøre plejehjemmet til et selvejende plejehjem, eksempelvis med driftsoverenskomst med OK-Fonden eller en af de andre store operatører på plejehjemsområdet. Det vil sikre en organisering, hvor de rette faglige kræfter og ekspertise er til stede. Det er i lighed med, hvad der sker i mange andre kommuner.

Socialudvalgsformanden har også et ansvar

Udvalgsformand Nicolaj Bertel Riber er formand for det udvalg, der har det politiske ansvar for Enggårdens drift, og han har i den tidligere valgperiode kendt til udfordringerne. I denne valgperiode er han blevet inddraget i alle de udfordringer. Alligevel skyder han nu med skarpt og kritiserer vores udspil. Det gør han angiveligt af hensyn til personalet – men han kommer ikke med forslag til, hvordan vi kan skabe fremdrift i resultaterne for Enggården og dermed forbedre kvaliteten af plejen for de ældre.

Socialdemokratiet i Dragør er ideologisk imod, at andre end kommunen kan drive et plejehjem – også selvom det fungerer i andre kommuner. Og dermed er det tom retorik fra Nicolaj Bertel Ribers side.

Vi skal skabe gennemsigtighed

De Konservative kritiseres for at udmelde vores synspunkter offentligt. Men der har i flere år været debat om Enggården. Vi mener, at det vil være usundt, hvis politikere ikke må tage en offentlig debat om kvalitet og mulige løsninger – blot fordi vi skal tage særlige hensyn til organisationen og os selv som politikere.

Vi er nødt til at være ærlige og transparente om både det, der går godt, og det, der ikke går godt. Vi vil ikke understøtte en politisk kultur, hvor man ikke må tale om de svære ting. Vi skal erkende vores fejl og tage ansvar – og vi skal præsentere vores bud på løsninger.

K for kvalitet

Nicolaj Bertel Riber siger, at De Konservatives partibogstav K står for kaos. Det er vi ikke enige i. Den rette betydning er K for kvalitet – for det er netop kvalitet, vi ønsker at skabe gennem konkrete løsninger, der kan bringe Enggården på den rette kurs.

Socialdemokratiet peger ikke på nogen løsninger – kun på os andre.

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, borgmester
Martin Wood Pedersen
Trine Søe
Mia Tang
Jan Madsen
Theis Guldbech
Den konservative byrådsgruppe

Vi vil arbejde konstruktivt for et bredere samarbejde i kommunalbestyrelsen. Det må kunne lade sig gøre at overbevise partierne om, at det er bedst for Dragør, når vi står sammen om de største projekter og ikke mindst om økonomien.

Mere velfærd, grønnere by og ansvarlig økonomi

Socialdemokratiet tør udvikle vores lokale velfærdssamfund. Det gør vi for eksempel, når vi går forrest i kampen for gratis psykologhjælp til unge eller en borgerrådgiverordning, der kan guide og hjælpe borgerne i komplekse sager – initiativer, der fremmer sundhed og lighed. Ligesom vi vil være den stemme, der husker på, at vi også i Dragør har socialt udsatte borgere eller borgere med handicap, som har brug for hjælp og støtte. Dem må vi ikke glemme.

Vi vil fortsætte med at komme med nye idéer og hente inspiration fra andre kommuner til, hvordan vi kan gøre Dragør endnu bedre, især med fokus på velfærd for både børn og ældre.

Klimakampen skal også kæmpes i Dragør. Vi skal som kommune tage vores del af generationsansvaret for at løse klimakrisen. Det handler blandt andet om at sænke vores CO₂-udledning. Det gør vi for eksempel ved at udskifte vores bilpark til mere miljøvenlige biler, omlægge vores forbrug i vores kommunale institutioner, så vi prioriterer økologi og investerer i energirigtige løsninger i vores bygningsmasse.

I det hele taget skal vi vælge de grønne, bæredygtige og sunde løsninger.

Vi står på et solidt økonomisk fundament, og det skal vi bevare. De mål, som vi har været med til at vedtage, står vi vagt om, for de er forudsætningerne for en fortsat selvstændig kommune samt muligheden for at investere i fremtiden. Vores økonomiske politik skal til enhver tid være båret af ansvarlighed og lederskab – men også af modet til at tænke nyt. Visionen og målet med den kurs er et ubetinget ønske om at fremtidssikre Dragør og udvikle vores lokale velfærdssamfund.

En stabil økonomi skaber ro i hverdagen – både for borgere og medarbejdere. Det betyder færre gule og røde flag i vores institutioner og en langsigtet plan, der undgår stop and go-løsninger. På den måde skaber vi de bedste rammer for velfærd og for ledere og medarbejdere, som hver dag løfter Dragør.

Så Dragør skal stadig være gule huse, strandenge, Gåserepublikken, Amagermuseet, fastelavn og Søvangs hyggelige kvarterer. Men det skal også være flere lokale arbejdspladser, flere almene boliger, mere velfærd og fokus på klima og miljø.

Socialdemokratiet vil ikke revolutionere Dragør. Men vi vil forandre og udvikle vores by.

Det skal stadig være det Dragør, du kender – bare bedre.

Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet

Hvis man blot har en smule indsigt i, hvordan man driver en større organisation, ved man, at timing er yderst vigtig. De eventuelle overvejelser, man måtte have, kan drøftes for lukkede døre og måske i en snæver kreds – og ikke, som her, drøftes i offentligheden, samtidig med at man er i færd med at gennemføre en langtidsplan for Enggården. Det dur bare ikke.

Hvordan har du tænkt dig, at man som ansat i Dragør Kommunes forvaltning og i særdeleshed på Enggården skal være i stand til at holde fokus på opgaven, opretholde moralen og føle sig motiveret, når man i sidste ende ved, at det hele kan være lige meget?

Selvom borgmesteren udtrykker stor respekt for den indsats, der ydes på Enggården, ændrer det ikke på, at skaden er sket. Borgmesterens fremmøde på Enggården vidner om et behov for at rage nogle kastanjer ud af ilden. Det var ét langt væveri, og det lykkedes ikke.

Dragørs øvrige byrådskandidater holder sig heller ikke tilbage med at fremsætte forslag om Enggårdens fremtid. Selvom de har kritiseret borgmesteren for unødig og utidig indblanding, fremsætter selvsamme personer alligevel forslag til Enggårdens fremtidige virke og organisatoriske tilhørsforhold.

Har I da slet ingen situationsfornemmelse? I burde være klogere, men er det desværre ikke.

Jeres udtalelser vidner om en relativt begrænset erhvervserfaring fra større organisationer. I burde alle have sagt: »Der er gået seks måneder siden planens implementering, så lad os følge udviklingen og bakke op om det solide arbejde.« Den eneste, der har overblik og sund fornuft, er Socialdemokratiets kandidat Nikolai Bertel Riber.

Det tegner ikke lovende for Dragørs fremtid med de byrådskandidater, hvor enkelte af dem måske sættes til at styre kommunen.

Lad mig benytte lejligheden til at erindre, hvordan borgmesteren stædigt fastholdt, at Dragør skulle have fjernvarme rullet ud, selvom der fra flere sider blev advaret om projektets økonomi.

Husk desuden, at Kenneth Gøtterup opstiller til regionsrådsvalget. Hvis man ikke er i stand til at håndtere en mindre kommune, hvordan skal det så gå med »to hatte på«? Jeg er ikke i tvivl.

Det er på tide, at Enggårdens personale får ro til at gennemføre de aktiviteter, der skal til. Bak op om dem i stedet for at kritisere dem eller tvivle på deres evner. Lad nu være med at fremsætte ugennemtænkte løsninger.

Enggårdens ansatte fortjener ro til at vise, at fordums tider er forbi, og at der er stor vilje og evne til stede. Jeg er sikker på, at der bliver ydet en kæmpe indsats på alle niveauer på Enggården.

Dette er brudstykker af det, jeg skrev til Dragør Nyt den 21. december 2021; jeg har dog slettet det, der var takketalen:

Jeg kom med forslag om at lukke Dragør Bibliotek og ombygge det til et kulturhus samt at bebygge værftsgrunden i samme stil som f.eks. røgeriet m.fl. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for dette.

Jeg ville bygge seniorboliger på dele af Engvejsarealet, som efter vores mening ikke er et åndehul, men en gammel boldbane, som for få år siden ikke var offentligt tilgængelig. 200 meter i retning af Enggården er der et dejligt område, som er et åndehul. Her kan der trænes og spilles bold. Den opmærksomme læser vil nu også kunne se, at politikerne er fritstillet til at stemme om byggeriet på Engvej; sådan kommer flere af de valgte politikere uden om deres valgløfter. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for at bygge seniorboliger på Engvej.

Jeg ville arbejde for, at salg og bebyggelse af Dragørs ledige arealer skal ske ud fra nøje afvejninger af kortvarige versus langvarige udgifter og indtægter. Som alternativ til et salg bør Dragør Kommune overveje langtidsudlejning af byggearealer – med hjemfaldspligt. Er arealet først solgt, er kommunens indflydelse forsvundet. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for dette.

Jeg ville arbejde for at tiltrække private investorer til seniorboliger samt for muligheden for at få friplejehjem og hospice til Dragør. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde på dette.

Jeg ville arbejde for – og ikke imod – privatskoler og private daginstitutioner i Dragør. Det skal ikke være Dragør Kommune, der står i vejen. Hvis der er ønske om et privat initiativ, skal Dragør Kommune være den første til at bakke op. Jeg håber, at de nu valgte vil arbejde for dette.

Jeg er sikker på, at de næste fire år vil blive helt som det altid har været i Dragør; gode gamle Dragør, hvor alting er som det plejer. Om fire år er det store spørgsmål så: »Er Dragør klar til forandringer, eller skal vi stemme, som vi plejer?«

Rigtig godt valg.

Habilitetsproblemer med dobbeltmandatet kan ifølge regionsloven, kommunestyrelsesloven og forvaltningsloven især opstå i situationer, hvor kommunens beslutninger har økonomiske eller forvaltningsmæssige relationer til regionen, f.eks. vedrørende hospitalsdrift, sundhedsaftaler eller fælles anlægsprojekter. I sådanne tilfælde skal den pågældende erklære sig inhabil enten som borgmester eller som regionsrådsmedlem.

Borgmesteren er f.eks. forhåndsudpeget af kommunen til at sidde i Sundhedsrådet Amager/Vestegnen i det nye regionsråd. Når beslutninger, som vedrører Dragør, skal tages i dette råd, må borgmesteren gå uden for døren, da han er inhabil. Det vil sige, at vores borgmester ikke har indflydelse på meget vigtige beslutninger i regionsrådet.

Borgmesteren nævner i Amagerliv, at Amager vil komme i klemme, hvis vi ikke har en repræsentant fra Amager. Det er jeg helt enig i. Men kommer vi ikke i lige så stor klemme ved ikke at have medbestemmelse på vigtige områder på grund af inhabilitet og samtidig have en borgmester, der ikke har fuldt fokus på arbejdet i kommunalbestyrelsen?

SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten har derfor partivedtægter, som generelt forbyder dobbeltmandater for fuldtidspolitikere, netop med henvisning til risiko for interessekonflikter og manglende arbejdsopdeling. Omvendt tillader partier som Venstre og Konservative fortsat dobbeltmandater for kommunale fuldtidspolitikere.

Det er vigtigt, at Amager er repræsenteret i Region Østdanmark, men det skal ikke være med et dobbeltmandat, som sætter Amager skakmat uden indflydelse. Lad os i stedet få en borgmester, som ønsker at prioritere og fokusere på Dragør, og et regionsmedlem, der har fuldt fokus på dette arbejde, og som kan prioritere beslutninger til gavn for Amager.

Jeg er pensioneret laboratorietekniker og har som sådan mange års professionel erfaring inden for toksikologi og partikelspredning. Når jeg ser på rapporterne fra DCE, undrer de mig i nogen grad. Ikke mindst hvad angår de foreslåede initiativer til nedsættelse af den partikelmængde, som borgerne udsættes for.

Jeg savner en vurdering af, hvor meget akkumulation (opkoncentrering) af udefrakommende partikler inde i de berørte lokaler og bygninger bidrager til sundhedsrisikoen.

En undersøgelse fra 2025, publiceret af Birmingham Universitet, viser, at der kan være en højere partikelkoncentration indendørs end udendørs. Det siger sig selv, at ventilationens funktion spiller en væsentlig rolle. Derfor kan der være store forskelle fra bygning til bygning. Den gode nyhed er, ifølge Birmingham Universitet, at disse målinger ikke er kostbare.

På den baggrund undrer det mig, at man ikke har foretaget sådanne målinger i de bygninger, der ligger tæt på CPH. Man opholder sig trods alt størstedelen af tiden indendørs. Som bekendt udgør uhensigtsmæssig ventilation med manglende filtrering på indsugningen en risiko for højere koncentration af partikler indendørs.

Vi ved, at luftkvaliteten har betydning for hyppigheden af hjertekarsygdomme og luftvejslidelser. Men der har også længe været fokus på indeklimaets betydning for sundhed, trivsel og udbytte af undervisningen. Realdania med flere har set på denne problemstilling og har iværksat forskellige initiativer, der skal vise, hvordan problemet med dårligt indeklima kan adresseres.

Det kan tilføjes, at mange videnskabelige undersøgelser peger i retning af, at der er en forbindelse mellem luftforurening og tilstande som ADHD og autisme. Derfor kan det også undre, at den varslede undersøgelse, som forestås af Kræftens Bekæmpelse, ikke også inddrager data om autisme og ADHD.

Der er i øjeblikket planer om en større kapacitetsudvidelse af CPH, og måske af samme grund er der ved at komme pressefokus på borgernes bekymringer herom. En sådan udvidelse vil kunne betyde mere partikelforurening med PM10, PM2,5, UFP, nanomaterialer, ozon, NOx, SOx, PFAS, jetbrændstof, bly, PAH’er, VOC’er, black carbon (BC), CO og støj. Alt sammen vil i væsentlig grad påvirke indeklimaet i de nærliggende bygninger.

Måske er det forestående kommunalvalg en god anledning til at tage en diskussion om, hvilke initiativer der bør sættes i værk for et bedre indeklima og en bedre sundhed omkring CPH. Måske er sikring af et sundt indeklima i de berørte bygninger i realiteten den mest kosteffektive måde at adressere problemet på i første omgang. Måske kan CPH bringes til at løfte en del af omkostningerne?

Der er tale om, at skoler, undervisningsmiljøer og børneinstitutioner ligger lige op ad lufthavnen. Her opholder sig en følsom gruppe af borgere, og det er endelig også et spørgsmål om arbejdsmiljø.

Lufthavnen har skabt tusinder af lokale arbejdspladser og været et vigtigt fundament for vores egn. Det skal vi aldrig glemme. Men jeg har også set bagsiden: støjen, forureningen og flere kolleger, der blev syge og døde af kræft efter mange års arbejde i miljøer, som ikke altid var sunde.

Balancen er væk

I dag er det, som om vægtskålen tipper – mere vækst, mere trafik, mere støj – uden at tage hensyn til naboerne og miljøet.

Det handler ikke om at lukke lufthavnen. Det handler om at få respekt og rimelighed tilbage i forholdet mellem Dragør og Københavns Lufthavn.

Realistiske krav – ikke symbolpolitik

Jeg vil støtte krav om permanente støjmålere i Store Magleby og Søvang, stop for motorafprøvninger om natten, klare regler for natflyvninger – lufthavne i andre byer har restriktioner, det kan vi også få – reelt ansvar for PFAS-forureningen – her må Københavns Lufthavn tage skraldet, ikke borgerne – mere gennemsigtighed og dialog, ikke bare tekniske rapporter, men ærlig information.

Som DF’er i Dragør mener jeg, at kommunen må stå langt mere fast over for lufthavnen og staten. Vi kan ikke bare acceptere flere natflyvninger og større trafikmængder, før der findes løsninger på støj, ultrafine partikler og giftstoffer i jorden og vandet. Der skal måles langt mere systematisk, og resultaterne skal være offentlige, så borgerne får reel indsigt i, hvad vi udsættes for. Men miljøkampen i Dragør handler ikke kun om lufthavnen. Den handler også om vores grønne energi og biodiversitet.

Vi skal insistere på sund luft, rent vand, ro om natten og ansvarligt miljøarbejde med lokal forankring. Dansk Folkeparti siger klart: Nej til flere natflyvninger – ja til grøn fornuft i Dragør.

Vi skal ikke være fjender

Jeg deler ikke helt Liste T’s dommedagsretorik.

Vi skal ikke nedgøre lufthavnen – men vi skal kræve, at den tager ansvar. Dragør skal ikke ofres for, at København kan vokse. Men vi skal heller ikke lukke øjnene for, at tusinder af mennesker har deres job der.

Derfor samarbejde – men på sunde vilkår.

DF-perspektiv

Jeg bakker fuldt ud op om spidskandidat Morten Dreyer, der med sin erfaring og ro repræsenterer Dansk Folkeparti i Dragør, og som opfordrer til sammenhold og samarbejde. Samtidig mener jeg, at vi godt kan være mere fremadskuende og kræve, at myndigheder og lufthavn tager større hensyn til borgernes sundhed og trivsel.

Vi skal ikke »rive muren ned«, som Morten kalder det, men vi skal sørge for, at muren ikke bliver en mur af larm, røg og forurening mellem Dragør og lufthavnen. Vi skal sikre balance. Det skylder vi både dem, som arbejder der, og dem, der bor her.

Dansk Folkeparti står for lokal forankring, sund fornuft og respekt for danskernes tryghed. Tryghed handler også om miljø og sundhed. Vi siger ikke nej til arbejdspladser – vi siger nej til, at mennesker bliver syge af at bo eller arbejde her. Og vi siger ja til at beskytte Dragørs miljø, uden at vi mister luft og jordforbindelsen.

Ansvaret – hvis ikke det juridiske, så det moralske – burde være det samme i en offentlig instans (her Dragør Kommune) som i en privat virksomhed. Men i dette projekt kan skatteborgerne, som vil være at sidestille med ejerne af en privat virksomhed, tilsyneladende ikke få oplysninger om det grundlag eller de forudsætninger, dette erhvervsområdeprojekt baserer sig på, endsige om den med projektet forbundne økonomi.

Det erindres, at Dragør Kommune ikke selv ejer nogen del af det område, der er planlagt omfattet af projektet, og som følge heraf heller ikke vil have nogen direkte indtægt ved et salg. Så meget desto mere burde kommunen få samtlige sine udlæg tilbagebetalt enten af de private ejere/sælgere af arealet eller af en mulig køber/investor.

Derfor må det undre, at C, A, V og M nu taler om medfinansiering af anlægsudgiften til adgangsvejen via Ryvej; i artiklen i Dragør Nyt den 22. oktober 2025 er udgiften anført til cirka 17 millioner kroner. Det skal bemærkes, at der i dette beløb ikke er medtaget udgifter til ekspropriation og arealerhvervelser omkring Ryvej samt til en nord-sydgående vejføring over lufthavnens areal. Endvidere er der ikke indeholdt udgifter til vejbelysning, omlægning af fremmede ledninger, flytning af hegn, ændring af bomanlæg og teknik. Disse forhold er tidligere skønnet at bringe de samlede anlægsudgifter til denne adgangsvej op i nærheden af 30 millioner kroner.

Det vil være helt urimeligt, hvis ikke hele denne udgift pålægges enten sælger eller køber af første etape. Dragørs skatteborgere skal fuldstændig friholdes for enhver udgift hertil. Det må være sund fornuft for alle.

Kommunen skriver nu, at »området planlægges etapevis, så udviklingen kan ske i takt med efterspørgslen.« Det kan jo umiddelbart lyde som en god og fornuftig løsning. Men denne kompromisagtige løsning fjerner fortsat ikke bekymringerne ved selve projektet og konsekvenserne heraf. Uanset om området nu planlægges etapevis, skal skattekronerne fortsat ikke bruges på at realisere projektet.

Endelig kan vi ikke lade være at spørge os selv, hvorvidt de private ejere vil være villige til at sælge ud af arealet i etaper – og risikere at forblive som ejere af den del af arealet, som udgør efterfølgende etaper? Eller vil en investor være interesseret i at købe i etaper – i modsætning til, hvis hele arealet blev købt samlet i ét hug – hvor en investor så ville skulle afvente og være afhængig af kommunens eventuelle »etapevise udvikling«? Hvilken rolle har Dragør Kommune i givet fald tænkt sig at påtage sig i denne nye problemstilling? Udstede garantier?

Vi ved godt, hvad vi som henholdsvis sælger og køber ville foretrække og arbejde benhårdt på at få realiseret.

Vi borgere i Dragør må i den grad sætte vores lid til, at politikerne har styr på deres del. Det vil være ualmindeligt uheldigt, hvis vi igen skal blive overrasket over de reelle konsekvenser ved projektet – som for eksempel da beregningerne for, hvad det i realiteten ville koste at anlægge en adgangsvej via Ryvej, blev præsenteret.

Intet er sket. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Når nu vores borgmester åbent erkender, at udviklingen går for langsomt, og at kommunen måske ikke magter opgaven, så er det alvor. Det handler ikke om tal og planer, det handler om mennesker, om tryghed og værdighed i alderdommen.

Dansk Folkeparti har længe advaret mod, at kommunen har haft for lidt fokus på faglighed og ledelse på ældreområdet. Hvis plejehjemmet fortsat ikke kan leve op til de grundlæggende krav, må der ske ændringer – hurtigt og konsekvent.

Det kan være nødvendigt at ryste organisationen helt igennem og overveje andre driftsformer, så vi sikrer, at Dragørs ældre får den omsorg, de fortjener.

Vi støtter derfor borgmesterens udmelding om, at der inden for få måneder skal dokumenteres tydelige forbedringer – ellers må der nye løsninger på bordet.

For os i Dansk Folkeparti er det helt enkelt:

De ældre skal kunne stole på, at de får ordentlig pleje. Punktum.

Når der er to voksne i klassen, skaber det ro, nærvær og overskud. Det giver læreren mulighed for at undervise, mens en pædagog eller medlærer kan hjælpe de elever, der har brug for ekstra støtte – eller give flere udfordringer til dem, der kan og vil mere. Forskningen viser, at den tidlige indsats betyder alt for børns senere skolegang. Hvis man mister grebet om læsning eller regning i 1. klasse, bliver det meget svært at indhente senere.

Samtidig handler tovoksenordningen om trivsel og fællesskab. To voksne i klassen betyder flere øjne på dynamikken, færre konflikter og mere tid til det sociale arbejde. Fællesskabet i klassen er ikke bare hyggeligt – det er en forudsætning for læring.

Jeg glæder mig over, at flere partier i Dragør nu også har meldt sig positive over for idéen. For det her er ikke et spørgsmål om blå eller rød politik, det er sund fornuft.

Vi i Venstre mener, at Dragør skal have modet til at gå forrest. Vi har en sund økonomi, og derfor skal vi investere klogt. At styrke børnenes første skoleår er ikke en udgift, men en investering i vores fælles fremtid.

Venstre ønsker en folkeskole, hvor faglighed og fællesskab går hånd i hånd.

To voksne i klassen er det næste naturlige skridt i den retning.

Hvad kan vi så gøre ved det?

Der er ingen tvivl om, at en del børn med særlige behov kan trives i folkeskolens fællesskab – hvis rammerne vel at mærke er de rigtige. Det handler ikke om lærere og pædagoger, der ikke vil hjælpe børnene. Det handler om ressourcer, tid og faglighed. Idealer er ikke gratis.

Vi har brug for en mere realistisk tilgang til inklusion. Vi skal dels turde investere massivt i folkeskolen for at give de sårbare børn nogle optimale vilkår for at kunne trives. Her skal vi støtte lærerne med flere hænder, flere støttemuligheder og flere ressourcer for at få inklusionen til at lykkes. Dels skal vi bruge og udbygge vores egne specialtilbud, når det er det bedste for barnet.

Derfor er der i Liste T’s budget for 2026 afsat midler til at:

• Indføre tolærerordning i indskolingen, så der er mulighed for støtte – både til læring og trivsel – helt fra starten.
• Støtte alle børns behov i folkeskolen.
• Understøtte det specialiserede børneområde.

Når vi investerer i børns trivsel, gavner det os alle på sigt. Mistrivsel er dyrt, både menneskeligt og økonomisk. Inklusion må aldrig blive en spareøvelse – det skal være en pædagogisk beslutning båret af faglighed og respekt for det enkelte barn.

Møblerne var godt nok hjemmefra, men systemet omkring dem og min kone var ret institutionspræget. Gardinerne blev ikke trukket fra vinduet, så lyset fik en chance; sengen blev ikke redt, og sengetæppet ænsedes ikke.

Ting og sager, som retteligt burde være ude i det store toilet- og baderum, stod rundt omkring i stuen. Dertil kom altid tre til fire store papkasser med bleer, som bare stod i indgangen, skønt der var plads til indholdet i skabene. Det var et værre roderi. Jo, det var sandelig som derhjemme.

Det var den praktiske modtagelse. Det oplevede jeg som ubehageligt. Samtidig var de mennesker, der tog imod os, venlige og imødekommende; de så bare ikke det praktiske, som jeg så det. Min kontakt til dem har siden ændret positivt på tingene, så lidt af vort hjem er kommet tilbage. Faktisk møder jeg i hverdagene stor imødekommenhed fra de fleste. Og tak for det!

Det faglige i forhold til beboerne

I demensafdelingen handler det om mennesker, der er ramt af hjernesygdom. Men her er det ikke som på en kræftafdeling, hvor der er tilstrækkeligt med både fagligt og støttende personale.

Det er, som om hjernesygdom ikke tages lige så alvorligt som eksempelvis kræft, om end der i begge tilfælde er tale om sygdomme, man kan dø af. Skønt der på Enggården er ansatte, som virkelig udfører dygtigt og fortjenstfuldt arbejde, er der også eksempler på, at viden og indsigt mangler – i visse tilfælde måske endda lysten til overhovedet at beskæftige sig med denne gruppe mennesker. Under alle omstændigheder er der et videreuddannelsesbehov her, ligesom det også handler om ledelsesansvar.

Til forannævnte kommer normeringen. Den synes fornuftig først på dagen, men aftenvagten er ikke i orden. I den afdeling, jeg kender, er der 20–21 beboere, som for de flestes vedkommende skal hjælpes med det meste. Der er fire ansatte i ugens første fire dage, men kun tre i de sidste tre, hvor den ene af de tre undertiden lånes ud til en anden afdeling.

Det forekommer hovedløst. Der er lige mange beboere, måltider, toiletbesøg og så videre på alle ugens dage. Hvorfor denne forskel?

Personalet er dyrere i weekenderne? Jo, men beboerne har behov for den samme hjælp hver dag. Og her handler det om arbejdsgiveransvar. Det er kommunen. Medarbejderne kan være pressede, så en borger ikke kan komme på toilettet, når der er behov herfor, men må vente – eksempelvis ved aftensmåltidet. Tænk lige tanken til ende.

Det er, som om man overser eller ikke har viden om, hvad et Alzheimer-ramt menneske slås med. Det giver sig undertiden udslag i bemærkninger som, at hun bare er forvirret – er gammel. Altså en, man hverken kan regne med eller skal tage alvorligt. Måske sat på spidsen, men undertiden tæt på sandheden.

Når disse mennesker synes at opføre sig grænseoverskridende eller stærkt irriterende, er det jo et råb om hjælp, som omgivelserne – de ansatte – skal evne at forstå og tage hånd om. Den Alzheimer-ramte er ikke bindegal, men stærkt søgende. Hukommelsen svigter, så vedkommendes hjerne og hele sanseapparat er på hårdt arbejde.

Min kone sagde forleden: »Det er, som om det hele er en drøm! Jeg er bange, fordi jeg er en anden end den, jeg er! Jeg er ikke rigtig!« Knivskarpe iagttagelser, som fordrer at blive taget alvorligt. Men det kræver god tid og stor tålmodighed fra medarbejdernes side.

Det handler om tilstrækkelig normering. For at tiltrække flere fagligt stærke medarbejdere er det et spørgsmål om ansættelsesvilkår – herunder løn. Tænk, om Dragør Kommune evnede at gå forrest her. Skabe forhold på området, så de veluddannede søger hertil!

Det æstetiske

Den ældste del af Enggården er faktisk et smukt byggeri med hensigtsmæssige lokaler inden døre. Af gode materialer! Dertil kommer, at der er anlagt små terrasser med udgange fra blandt andet spisestuer og mødelokale. I virkeligheden er der oprindeligt – er jeg blevet orienteret om – tale om sanseterrasser for beboerne, de ansatte og besøgende. Rum med særlige træer, blomster og buske.

Men områderne bliver ikke vedligeholdt. De ligner noget, kommunen ikke kan være bekendt at byde nogen: ukrudt, udgåede planter, tøjrester, blade fra flere efterår og så videre. En skamplet!

Sjovt nok ser der helt anderledes ud oppe ved Rådhuset, om end det kreative her er ikkeeksisterende. Men på Enggården, hos de gamle, demente og så videre, er det tilsyneladende ikke så vigtigt. De sanser og ser det jo ikke.

Kære kommune: Beboerne her er mennesker, vi som familier og samfund har rigtig meget at takke for. De har leveret varen – og så er det takken. Det kan kommunen ikke være bekendt.

Inde i spisestuerne sidder man med udsigt til skraldestativer med blandt andet madrester drivende ned ad plastikposerne. Det er virkelig appetitvækkende. Få dog de stativer ind i skabe, som kan bygges til formålet. Det behøver ikke koste en bondegård.

Og så er der alle papkasserne, som står rigtig mange steder. Tøm dem. Der er skabe til indholdet. Men få kasserne ud. Skægkræ elsker papkasser, tøj, papir og madvarer. Det er et råd, som skadedyrsbekæmpere fremfører igen og igen. En besøgende hos os kalder Enggården for »depotet«.

Er det æstetiske af god standard, betyder det rigtig meget for den enkeltes velbefindende. Det er, som om man oplever at blive taget vel imod, uanset hvilken status man har. Det handler om, at der er tænkt på, at dette sted skal være et godt sted for mennesker. Og så signalerer det samtidig, at her er styr på tingene.

Det kunne måske få en og anden til at passe godt på dem. Få én til at føle, at her er noget, vi er fælles om. Det skaber tryghed. Det rummer vel også en vis inspiration.

Ovennævnte forhold har jeg omtalt – skriftligt såvel som mundtligt – over for Enggårdens ledelse, kommunens borgmester og en direktør fra kommunens direktion.

Alle har taget meget pænt imod mig. Alle har udtrykt stor forståelse. Det er jeg taknemmelig for. Jeg kan også se positive ændringer, men der er altså lang vej igen, så på med vanten. Enggårdens beboere og ansatte fortjener det.

Her er det oplagt at inddrage erfaringerne fra Dragør Borgersamling, hvor 36 borgere har udviklet anbefalinger til fremtidens velfærd. Borgersamlingen anbefaler blandt andet et fast borgerting, der kan rådgive politikerne om svære prioriteringer. Det er en model, som også kan bruges på klimaområdet.

Rapporten viser, at borgerne gerne vil tage ansvar og bidrage med idéer og handlekraft, hvis de bliver inddraget reelt. Som det står i rapporten: »Borgerinddragelse bør ikke være en engangsøvelse, men en løbende og forpligtende proces, hvor ressourcerne i lokalsamfundet inddrages i morgendagens løsninger.«

Dragør har potentiale til at blive foregangskommune, hvis vi tør sætte klimaet øverst på dagsordenen og inddrage borgerne aktivt. Mit spørgsmål til de øvrige kandidater er derfor: Hvordan vil I konkret sikre, at Dragør lever op til sine klimamål, og hvordan vil I inddrage borgerne i arbejdet?

Sydamagerlisten er klar til at hæve ambitionsniveauet, fremme energirenovering og grøn energi, styrke naturen og biodiversiteten og gøre borgerinddragelse til en fast del af kommunens arbejde.

Vi arbejder for social retfærdighed i omstillingen, og vi vil lære af de bedste løsninger fra andre kommuner.

Mit forslag er, at ordningen udvikles i tæt samarbejde med forældre, personale og lokale fødevareleverandører. På den måde kan vi sikre både fleksibilitet, kvalitet og ejerskab i hverdagen.

Det skal være frivilligt at deltage, men med mulighed for, at vi som kommune lærer af erfaringerne og ser, hvordan en lokal model kan styrke børns sundhed og hverdag.

Lovgivningen giver faktisk kommunerne frihed til at indføre lokale madordninger, så længe der er forældreinvolvering og mulighed for at vælge til eller fra. Det betyder, at vi i Dragør selv kan forme en løsning, der passer til vores størrelse, økonomi og kultur – uden at skabe unødigt bureaukrati.

I Venstre tror vi på frihed under ansvar og på at skabe løsninger tæt på borgerne.

En lokal madordning i Sølyst er et lille, men vigtigt skridt i retning af mere nærvær, kvalitet og fællesskab i børnenes hverdag – og en mulighed for, at Dragør går forrest med en model, der kan inspirere resten af kommunen.