Dragør Boldklubs førstehold (DB) tog lørdag til Lersøparken, hvor Bispebjerg BK (Bispebjerg) holder til på de skæve baner.
DB var tvunget til at tage alle tre point for at være sikre på at holde sig i toppen af serie 1. Derimod havde Bispebjerg BK ikke meget at spille for – med en placering i midten af rækken, hvorfra de hverken kan rykke op eller ned. Men hjemmeholdet kæmpede med det, de havde – særligt i første halvleg.

Topscorer på bænken
Kasper Walker var klar for DB igen efter en tre ugers skadespause. Walker startede bænken sammen med Jacob Heinsøe og Andreas Steffensen.
Der var kun spillet fem minutter af kampen, før DB bragte sig foran 1–0 på et flot frispark. Oliver Joost blev spillet ud i højre side. Fra en fri position lagde han bolden i et område på midten, hvor Bispebjerg ikke dækkede op. Mads Job Lund løb bolden i møde, men han blev hevet ned lige ved kanten af feltet. Det lignede et straffespark – men der blev dømt frispark. Mads Job Lund tog selv frisparket. Han sparkede bolden fladt uden om muren og videre i mål. Flot scoring!
Efter 10 minutter opstod en serie af muligheder efter et DB-hjørnespark. Mads Job Lund sendte et flot indlæg afsted. Først afsluttede Daniel Graae og så Oliver Joost. Hector Uhl var næste mand, inden Bispebjerg endelig fik sparket væk.
Der skulle gå 23 minutter, førend Bispebjerg fik spillet sig frem til deres første reelle afslutning, men skuddet udefra gik over mål.
Oliver Joost fik bolden i nettet efter 26 minutter, men der var forinden dømt offside.
Det blev i stedet for Tobias Damkær, som bragte DB på 2–0 – på assist af netop Oliver Joost. Damkær nærmest snublede bolden i mål – men alt tæller.
Bispebjerg holder trit
Bispebjerg fik reduceret til 1–2 med godt fem minutter tilbage af første halvleg. Bispebjerg fik via et frispark lov til at spille sig frem til en afslutning fra kanten af feltet i højre side. Det flade skud snød i den grad Mads Glæsner i DB-målet.
DB gik til pausen med en snæver 2–1-føring efter godkendt spil. I pausen skiftede DB Kasper Walker ind til fordel for Oliver Joost. Joost kom dog tilbage på banen, og den farlige angrebsduo fik de sidste 20 minutter af kampen sammen.
Walker kom frem til sin første afslutning efter fire minutter, men skarpheden manglede.
Jacob Heinsøe kom på banen ti minutter inde i anden halvleg. Han erstattede Leonardo Han, der i kampens første 55 minutter igen leverede et kæmpe løbearbejde, som modstanderne havde svært ved at dæmme op for.
DB fik igen mulighed for at bringe sig foran efter et hjørnespark, og igen ville bolden ikke over stregen. Først forsøgte Tobias Hjorth og så Hector Uhl sig i Bispebjerg-feltet, men der blev fløjtet for offside.
Efter en times spil lykkedes det endelig for DB at komme på 3–1. Et hurtigt angreb blev sat i gang af Tobias Damkær, som spillede videre til Hector Uhl. Uhl så Hjorth løbe ind i Bispebjerg-feltet. Afleveringen faldt præcist, og Tobias Hjorth satte en venstre inderside på bolden i første hug – direkte i mål.
Fem minutter efter kom Andreas Steffensen på banen i stedet for Daniel Graae, som i anden halvleg var involveret i et par frispark.
DB’s scoring tvang Bispebjerg frem på banen – og det gav desværre bonus efter 66 minutter. Et hjørnespark til højre for DB-målet blev sendt ind foran, hvor der manglede opdækning. En fri Bispebjerg-spiller kunne nemt heade bolden i mål til 2–3.

Afgørende overtal
Efter 71 minutter fik Tobias Damkær frispark midt på banen. På frisparket spillede Damkær videre til Hector Uhl, som blev stoppet af en al for voldsom tackling, der fortjent gav gult kort til Bispebjerg-spilleren.
DB havde nu styr på Bispebjerg, og holdet fik spillet sig frem til flere afslutninger.
Tobias Damkær var tæt på at øge 4–2 efter 76 minutter, men hans afslutning strøg få millimeter på den forkerte side af stolpen.
To minutter efter var det Oliver Joost, der var tæt på en scoring. Joost blev spillet fri til en afslutning, og selvom han ramte bolden for dybt, havde den alligevel retning op mod venstre målhjørne. Men Bispebjerg-keeperen havde set det, og med en fantastik redning helt oppe i målhjørnet måtte DB nøjes med et hjørnespark.
I kampens sidste ti minutter sværmede DB foran hjemmeholdets mål.
Efter 83 minutter fik Oliver Joost scoret til 4–2. Kasper Walker fik sat sig godt igennem i højresiden. Han spillede videre til Victor Dyhl, som med et godt indlæg lagde op til en nem scoring af Joost. Bispebjerg-forsvaret var opløst.
Men DB var ikke færdige. De afsluttede kampen med endnu to mål.
Oliver Joost scorede sit andet mål til 5–2 med tre minutter tilbage af den ordinære tid. Tobias Hjorth blev sendt til baglinjen. Han sendte bolden ind foran mål, hvor Joost udplacerede Bispebjerg-målmanden.
Så var der ikke mere tilbage i hjemmeholdet, og i dommerens overtid sluttede Kasper Walker kampen af med en scoring til 6–2.
DB-holdet havde igen fundet rytmen efter et par hårde kampe. Alle på holdet kæmpede og gav alt. En flot præstation, som lover godt for sæsonens sidste kampe.
Tilbage i front
Det er fortsat tæt i toppen af serie 1. CBS Sport, som inden weekendens kampe var på førstepladsen, tabte til Østerbro IF med 6–3, og må ned på tredjepladsen. De blev – ud over DB – overhalet af Føroyar, der vandt 3–2 over Viktoria.
I bunden af rækken ser det vanskeligt ud for KFB, der på hjemmebane tabte 3–0 mod Jægersborg BK, mens PI Fodbold øgede deres forspring til bundproppen med en 3–0-sejr over B1960. PI Fodbold spiller mod KFB tirsdag den 19. maj efter avisens deadline.
CBS Sport, der er nummer tre i serie 1, møder søndag den 24. maj Føroyar i en vaskeægte topgyser, der kan være afgørende for, hvem slutter på en af de to pladser, der giver oprykning til københavnsserien.
Næste kamp
Dragør Boldklub spiller mod Nørrebro FF lørdag den 23. maj klokken 12 på udebane i Mimersparken.
Øvrige resultater
B1960–PI Fodbold 0–3
HB–KFUM 0–2
Nørrebro FF–Hellas 4–0
Bispebjerg BK–Dragør Boldklub 2–6
KFB–Jægersborg BK 0–3
Østerbro IF–CBS Sport 6–3
Føroyar–Viktoria 3–2
| Serie 1 | Hold | Kampe | Målscore | Point |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Dragør Boldklub | 22 | 75–30 | 52 |
| 2 | Føroyar | 22 | 60–27 | 51 |
| 3 | CBS Sport | 22 | 62–31 | 50 |
| 4 | Østerbro IF | 22 | 60–34 | 44 |
| 5 | KFUM | 22 | 39–31 | 38 |
| 6 | HB | 22 | 40–46 | 32 |
| 7 | Viktoria | 22 | 52–44 | 28 |
| 8 | Bispebjerg BK | 22 | 50–49 | 27 |
| 9 | Jægersborg BK | 22 | 46–50 | 25 |
| 10 | Nørrebro FF | 22 | 31–50 | 24 |
| 11 | Hellas | 22 | 43–49 | 23 |
| 12 | B1960 | 22 | 38–61 | 21 |
| 13 | PI Fodbold | 21 | 24–67 | 14 |
| 14 | KFB | 21 | 17–68 | 9 |





























































