
Den kommende Region Østdanmark risikerer en kæmpe sparerunde, når sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver en realitet ved næste årsskifte. Det kan få enorme konsekvenser for de buslinjer, som drives af regionerne, hedder det i et brev fra formanden i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj til samtlige borgmestre i regionen.
En af buslinjerne er 250S. Hver dag bruger mere end 1.000 passagerer linjen til at nå mål uden for kommunegrænsen fra Dragør Kommune. Et tilsvarende antal – pendlere, turister og gæster – må formodes at bruge bussen til transport ind i Dragør Kommune.
Region Østdanmark skal ifølge brevet fra Lars Gaardhøj i værste fald finde 148 millioner kroner på budgetterne. Det skyldes dels et fald i bloktilskuddet fra staten, og dels, at en sundhedsreform har givet regionerne nogle ekstra opgaver, som ikke bliver opvejet af, at andre opgaver forsvinder.
»Det vil ikke være muligt at gennemføre besparelser i det omfang, uden at det vil få alvorlige konsekvenser for den kollektive trafikbetjening«
Regionsformand Lars Gaardhøj
Besparelsen rammer både lønkroner og miljøindsatser – men busdriften skal holde mest for. Regionen driver blandt andet »bogstavlinjerne« – altså S-, R- og E-busser, og her skal mere end 100 millioner kroner findes. Det svarer til en tredjedel af regionens samlede budget for bus- og lokalbanedrift.
»Det vil ikke være muligt at gennemføre besparelser i det omfang, uden at det vil få alvorlige konsekvenser for den kollektive trafikbetjening og håndteringen af jordforureninger i Region Østdanmark,« hedder det i brevet til borgmestrene, der dels er skrevet som en orientering og dels for at bede borgmestrene om at hjælpe med at lægge pres på staten, så den ny region kan få bedre økonomiske rammer.
»Som borgmester kan jeg ikke se, hvordan vi skal kunne undvære 250S. Linjen er en livsnerve for Dragør«
Kenneth Gøtterup
»Virkelig stor bekymring«
Det pres er der da også god grund til at lægge, mener Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup (C).
»Det er med virkelig stor bekymring, at jeg ser på regionens sparebehov. Som besparelsen ser ud nu, svarer den til, at de skal af med en meget stor del af S-linjerne. Regionen har endnu ikke besluttet, hvordan besparelserne skal føres ud i livet, og vi ved endnu ikke, hvad forhandlinger mellem regeringen og regionerne vil føre med sig, så vi kan ikke sige noget om, hvor stor risikoen er,« siger han.
»Som borgmester kan jeg ikke se, hvordan vi skal kunne undvære 250S. Linjen er en livsnerve for Dragør, så hvis regionen nedlægger den, vil det have meget, meget alvorlige konsekvenser,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.
Foruden de regionale linjer står kommunerne selv for en stribe linjer. I Dragør er det 33 og 35, hvor udgiften deles med Tårnby og København. Dragørs andel er på 7,4 millioner kroner om året for de to linjer.
Hvis linje 250S bliver nedlagt eller voldsomt forringet vil det kunne mærkes i kommunekassen.
»Det vil betyde, at vi som kommune skal finde andre løsninger. Det betyder også, at kommunen vil blive nødt til at bruge markant flere penge på busbetjening på bekostning af andre kommunale projekter,« siger Kenneth Gøtterup, der ikke kan sætte beløb på.
»Vi har ikke regnet på, hvad det kan komme til at koste, og vi gør det heller ikke, før vi kender konsekvenserne for S-linjen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at fortælle Region Hovedstaden, at det er en dårlig ide at nedlægge 250S. Men det vil alle borgmestre jo også sige om deres S-linjer,« siger han og peger på nogle mere overordnede samfundsforhold, der er i spil.
»Når vi har en fælles strategi om at anvende kollektiv trafik, skal vi ikke reducere den. Det vil ramme yderkommuner og landkommuner. Den kategori hører Dragør til i denne sammenhæng, fordi vi ikke har metro eller togforbindelser, og det vil gøre, at privatbilismen vil stige både her og i alle andre kommuner, der bliver ramt,« lyder det fra Dragørs borgmester.
Lars Gaardhøjs brev er et led i forhandlingerne med Folketinget om næste års økonomiske rammer for regionerne. Og selv om kommunale politikere i større sager trækker på deres netværk på Christiansborg, mener Kenneth Gøtterup ikke, at kommunerne skal køre sololøb. I stedet skal KKR – der er en sammenslutning mellem kommunerne i de enkelte regioner – udtale sig samlet.
»Hvis der skal være dialog mellem kommunerne og Christiansborg skal det foregå i KKR-regi. Vi skal tale med en samlet stemme og ikke slås indbyrdes,« siger han.
Derfor skal der spares
Et faktaark fra Region Hovedstaden viser, hvorfor Region Østdanmark risikerer at skulle ud i en katastrofeopbremsning på blandt andet busdriften i 2027.
En sundhedsreform, hvor regionerne skal overtage en stribe sundhedsopgaver fra kommunerne, betyder ifølge faktaarket, at den nye region skal spare cirka 77 millioner kroner i 2027 på den regionale udviklingsøkonomi. Det skyldes, at rammereduktionen i reformen er større end de udgifter, Region Hovedstadens og Regions Sjællands faktisk har brugt på blandt andet klima- og kulturopgaver, som falder bort med reformen.
Fordelingen af statens bloktilskud vil desuden føre til et tab hos Region Østdanmark på cirka 71 millioner kroner på udviklingsområdet. Det giver i alt en besparelse på 148 millioner kroner.
Hvis besparelsen bliver udmøntet ud fra den nuværende fordeling af udgifterne på budgettet, ser det sådan ud:
• Kollektiv Trafik skal bære 72 procent af besparelsen, svarende til 106,4 millioner kroner
• Miljø (råstoffer og jordforurening) skal bære 15 procent af besparelsen, svarende til 22,2 millioner kroner
• Øvrige (herunder løn) vil ende med 13 procent af besparelsen, svarende til 19,2 millioner kroner
Region Østdanmark
Ved årsskiftet 2026/2027 bliver Region Hovedstaden og Region Sjælland lagt sammen i en samlet region Østdanmark.
Baggrunden er sundhedsreformen fra 2024, hvor sammenlægningen blev besluttet for at skabe en fremtidssikret sundhedsstruktur, hvor kommuner og regioner arbejder tættere sammen.
Region Østdanmark vil få et fælles regionsråd og et forretningsudvalg. Sideløbende findes seks sundhedsråd, hvor kommunerne i regionen deltager. I 2026 forbereder de nyvalgte regionsråd i de to regioner sammenlægningen.

























































