
At føre valgkamp til folketinget er som at træne op til et stort sportsevent. Bagefter er man træt helt ind til benet. Både fysisk og mentalt. Sådan beskriver Mia Tang (C) det.
Hun fik et flot personligt valg som den absolut største stemmesluger i Dragør Kommune – og fik næsten 1.700 personlige stemmer i Københavns Storkreds. En plads i Folketinget blev det dog ikke til.
Så lige nu sidder hun og prøver at komme til bunds i de omkring 800 mails, hun er bagud. Og så glæder hun sig rigtig meget til påskeferie.
»Jeg er simpelthen så taknemlig for den lokale opbakning, jeg fik. Kæmpe tak til borgere i hjemmekredsen og rundt i storkredsen, der har stemt på mig. Især den lokale opbakning var ikke til at tage fejl af. Det varmer virkeligt. Jeg er selvfølgelig enormt skuffet over ikke at komme i folketinget. Jeg ville virkelig gerne ind og arbejde for mine mærkesager og for konservativ politik. Men det er jo et nåleøje. Og så er det jo altså en ræverød storkreds,« konstaterer Mia Tang.
Afventer politisk patchworktæppe
Hun synes, valgkampen har været speciel. Ikke mindst det endelige valgresultat, som fik alle 12 opstillede partier ind, så stemmerne blev spredt ud over et stort areal.
»Jeg har arbejdet med politik fra forskellige vinkler, siden jeg var midt i tyverne. Og det er det mest brogede resultat, jeg har set. Vi er ude i et politisk patchworktæppe. Og vi ved ikke, hvor kønt det bliver,« siger Mia Tang, der synes, det både er interessant og skræmmende, fordi det er så uforudsigeligt.
Nu er syv partier i første omgang inviteret til forhandlinger. Men hun drømmer stadig om en borgerlig regering, selv om hun kan se, det ser svært ud. Det mener hun nu også, det gør på den røde fløj.
»Vi er mange, der sidder og tænker: Hvor lander de forskellige partier? Hvilke kameler skal vi æde? Hvor store kameler kan de andre æde?« siger hun.
Regner ikke med at stille op igen
Uanset hvordan regeringen ender – og uagtet hendes flotte valg – regner Mia Tang umiddelbart ikke med at stille op til næste folketingsvalg. Denne gang var tredje gang og blev ikke lykkens gang. Valgkampen er benhård og koster både penge og menneskelige ressourcer. Så hun vil i stedet lægge kræfterne i at påvirke regeringen og Folketinget fra sin kommunalbestyrelsespost.
»Vi har en masse vigtige ting, vi skal. Blandt andet at holde regeringen fast på klimahandlingsplanen, så vi kan komme i gang med kystsikring,« siger Mia Tang.
Hun mener også, det kommer til at frigøre tiltrængte ekstra kræfter, når folketingsdrømmen bliver lagt ned i skuffen.
»Jeg glæder mig over at kunne gå tilbage til mit spændende lederjob og mit hverv i kommunalbestyrelsen, hvor vi har en god konstituering og et godt samarbejde på tværs af partier. Og så vil jeg også få mere tid til min familie, som jeg har forsømt. Mine venner, jeg ikke har set nok. Og til mine fritidsinteresser, jeg har parkeret i lang tid. Det kan også noget,« lyder det fra Mia Tang.

Glæder sig over Moderaternes resultat
Lisbeth Dam Larsen kan godt genkende den træthed, der sidder i Mia Tangs knogler. For den oplever hun også selv.
»Jeg er afsindig træt, og nu glæder jeg mig bare til påskeferie,« fortæller hun.
De sidste valgplakater skal stadig tages ned. Men ellers afventer hun – som resten af landet – med næsten tilbageholdt åndedræt på, hvilken regering vi ender med.
»Jeg er da rigtig rigtig glad for, at vi fik så fint et valg i Moderaterne. Og jeg glæder mig over mine to dygtige kollegaer fra storkredsen, som blev valgt ind (Jacob Engel-Schmidt og Ellen Emilie, red.). Valgresultatet gør jo, at vi har en enorm stor indflydelse på den regering, der skal indgås. Men det er stadig hamrende spændende, hvad de kan blive enige om. De kan alle ende med at komme til at blokere hinanden. Men jeg håber stadig, vi kan få det bedste med fra begge sider. Det er det, jeg vil og har kæmpet for. Jeg håber på de gode kompromiser. De er vigtigere, end at jeg eller du får ret,« siger Lisbeth Dam Larsen.
Tror stadig på bred regering
Personligt tror hun mest på en regering mellem SF, Radikale, Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre. Men skattepolitikken og den grønne politik kommer til at være emner, der kan få det hele til at revne.
Lisbeth Dam Larsen havde ikke selv et prangende personligt valg, men fik knapt 400 stemmer i storkredsen. Det var dog ikke den store overraskelse for hende, fordi hun lå nederst på listen. Moderaterne fik dog samlet set også i Dragør et rigtig godt valg. Og det gør hende optimistisk for fremtiden.
»Det vigtigste for mig var jo, at der er et parti at stille op for til kommunalvalget om fire år. Så det var jo meget fedt at se, at Moderaterne fik mere end dobbelt så mange stemmer som Venstre i Dragør. Så er der da grobund for, at der kommer moderater ind, når vi skal have kommunalvalg næste gang,« lyder det fra Lisbeth Dam Larsen, der foreløbigt vil fortsætte sit arbejde for Moderaterne i kredsbestyrelsen.




















