
Havnen bliver ofte kaldt Dragørs hjerte. Og lige nu er der rigtig mange ting i spil for at puste nyt liv i det. I hvert fald var havnen på dagsordenen ved en række punkter på fagudvalgenes og kommunalbestyrelsens møder i februar.
En ting er, at de 97 millioner kroner ud over anlægsrammen, der bliver behov for, når havnen skal udvides og renoveres, er en vigtig årsag til, at kommunalbestyrelsen valgte at sætte gang i udarbejdelsen af en langsigtet budgetvurdering for kommunen (som man kan læse mere om andetsteds i avisen).
En anden ting er, at politikerne talte rigtig meget om, hvad der konkret skal ske på havnen, og i hvilke tempi. Blandt andet var Værftets Venner forbi Økonomiudvalget for at give en orientering om, hvilke planer for udviklingen af det gamle bådeværft, de går og pusler med.
Arbejdsgruppen blev nedsat af kommunalbestyrelsen sidste år og holdt i september åbent hus for også at få borgernes input til, hvad stedet kan bruges til, og de har nu en række anbefalinger klar.
Intet er offentliggjort eller afgjort endnu, men borgmester Kenneth Gøtterup (C) løfter alligevel sløret for nogle af tankerne.
»Den arbejdsgruppe, vi nedsatte, har knoklet på livet løs og gjort det supergodt. Jeg og hele Økonomiudvalget er dem meget taknemlige for deres kæmpe engagement. De har peget på en række muligheder for, hvordan huset kan bruges. Omdrejningspunktet er fællesskab for Dragør. Det bliver først i marts, vi konkret skal tage en beslutning om, hvad vi vil arbejde videre med. Men jeg kan sige, at jeg er meget begejstret for deres tænkning om fællesskab. Vi optager drøftelser med partierne om idéerne og er sikre på, at vi kommer frem til en løsning,« siger borgmesteren.
Ny strategi skal udarbejdes
At der nu igen skal sættes gang i at få lavet en langsigtet strategi for den fysiske havneudvikling – både renovering og udvidelse – blev også godkendt på både økonomiudvalgs- og kommunalbestyrelsesmødet.
Beslutningen blev i øvrigt taget ud fra et oplæg til opstart af udvikling af havnen, som havnearkitekterne Hasløv & Kjærsgaard har tegnet for foreninger og klubber på Dragør Havn.
»Den strategiske udviklingsplan er vigtig, for den skal vise visionen for havnens udvikling. Vi sætter den i gang vel vidende at vi ikke har råd til det hele på en gang. Der kommer en prioritering. Men for mig er det vigtigt, at vi tør sætte en retning, som vi tror på. Og så må vi undervejs se på tempoet, og hvordan vi kan skaffe pengene til det hele. Jeg er taknemlig for, at det er brugere på havnen, der er kommet med et oplæg til os. Vi har som politikere ansvaret for økonomien og prioriteringerne. Men at få inviteret borgerne ind i idéudviklingen er altafgørende,« lyder det fra borgmesteren.
Udviklingsplanen skal laves sammen med en rådgiver, og arbejdet bliver sat i gang med det samme. Foreløbigt er planen, at den skal kunne sendes i offentlig høring allerede i år og vedtages i første kvartal af 2027.
Politikerne bevilgede en halv million kroner til at få udarbejdet den strategisk fysiske udviklingsplan, og yderligere 250.000 kroner fra anlægsbudgettet for 2026 blev afsat til forundersøgelser af, hvordan man kan ombygge havnemoler og indsejling, og hvordan det tænkes sammen med kystbeskyttelse.
Da forundersøgelserne anslås at koste 400.000 kroner, finansieres de sidste 150.000 kroner af kystbeskyttelsesprojektet.
Nye boder allerede til sommer
Også på lidt kortere sigt har først By-, Miljø- og Klimaudvalget og Økonomiudvalget truffet nogle beslutninger for havnens fremtid. Blandt andet er det nu godkendt, at der kan komme en ubemandet bådudstyrsbod og en ubemandet madbod på havnen allerede til sommer.
Når det gælder madboden, er tanken, at lokale producenter skal kunne sælge deres varer i boden.
De nye boder skal placeres ved det nye værft og har foreløbigt tilladelse for et år.
»Det her er første skridt på vejen i den erhvervsstrategi, der blev vedtaget i sidste valgperiode. Nu begynder vi at udmønte dem – så vi holder fast i den retning, der er lagt,« siger Kenneth Gøtterup og henviser til, at erhvervsstrategien blandt andet peger på, at Dragør skal satse på gastronomi og lokale fødevarer.
En ansøger, der havde søgt om at stille en pølsevogn op på havnen, fik dog afslag, og vedkommende blev i stedet henvist til at søge om tilladelse til at stille op på Nordre Væl.
Der var også en ansøger, der havde ønsket – på forsøgsbasis – at servere barbecue fra en foodtruck uden for det gamle værft. Her besluttede begge udvalg at undersøge sagen nærmere, inden der gives svar. Blandt andet fordi man vil undersøge, om man overhovedet må sælge mad fra et område, der klassificeres som forurenet.
Det skal ny havneudviklingsplan indeholde
Der har længe været et ønske om at lave en fælles indsejling til Dragør Havn i stedet for flere – og at der bliver lavet en løsning, så sejlrenden i lystbådehavnen ikke hele tiden sander til.
Men den nye strategisk fysiske udviklingsplan for Dragør Havn, som kommunalbestyrelsen netop har sat i gang, skal se på en lang række faktorer i den forbindelse:
• Havnens tekniske anlæg.
• Designkriterier for ombygning af havnen, der passer ind i kystbeskyttelse og stigende havniveau.
• Økonomisk overslag og forslag til udbygningsstrategi og rækkefølge for de forskellige dele af havnen.
Der skal i planen også ses på, hvordan en udvidet og forbedret havn bedst muligt spiller sammen med:
• Dragør gamle by og havnens historie.
• Kystbeskyttelse og de rekreative muligheder.
• Turisme.
• Erhvervsliv og arrangementer.
• Fritidsliv, klubber og foreninger.
Mange planer for havnen
Det er langt fra første gang, der bliver lavet udviklingsplaner for Dragør Havn. Her er et udpluk:
2005: I kommuneplanen for 2005 blev der lavet en helhedsplan for havnens udvikling, fordi færgesejlads til Sverige var ophørt.
2007: TænkeTanken, som bestod af interesserede borgere, udarbejdede en havneplan med efterfølgende debatoplæg og offentlig høring af forslagene.
2009: I kommuneplanen for 2009 blev havneplanen revideret og videreført. Og man udarbejdede lokalplan 70 for erhvervsområdet på Dragør Havn. Den udlagde blandt andet to nye byggefelter – det ene til større erhvervsbygninger og det andet ved skurbyen til mindre bygninger med mere alsidige formål. Her blev også udlagt et areal til turistbusparkering.
2015: Buslommen blev lavet, og der blev udført arealudlæg til værftet.
2021: Kommunalbestyrelsen besluttede i maj at lave en foranalyse af ombygning af Dragør Havn med tætning af østmolen, oprensning af lystbådehavnen, ændret indsejling til færgehavnen, gennemgravning af sandtangen og etablering af flere bådpladser og servicebygninger. Det blev besluttet at etablere 16 nye bådpladser på en flydebro. Oprensning af lystbådehavnen blev indstillet, da projektet skulle afvente et kommende kystbeskyttelsesprojekt.
2021: By-, Erhvervs- og Planudvalget vedtog i november en vision for havneudvikling og kystbeskyttelse.
2024: Der blev vedtaget en erhvervsstrategi for kommunen, der beskrev, at Dragør Havn skal være bindeled mellem bymidten, havet og de omkringliggende naturområder. Havnen skal derudover kunne rumme erhverv inden for fødevarer, kultur, gastronomi og detailhandel og tiltrække borgere og turister hele året rundt.
2025: En initiativgruppe, der repræsenterer klubber og foreninger på havnen har udarbejdet forslaget »Opstart på udvikling af Dragør Havn«.
2026: Kommunalbestyrelsen vedtager – på baggrund af oplægget fra initiativgruppen – at igangsætte udarbejdelse af strategisk fysisk udviklingsplan for havnen.
Kilde: www.dragoer.dk



















