
Der var masser af mål i begge ender, da Dragør Boldklubs (DB) førstehold tog imod AB Tårnby og Virum-Sorgenfri Boldklub i træningskampe forud for sæsonstarten lørdag den 28. marts ude mod KFUM.
Kedelig start
Tirsdag den 24. februar gæstede AB Tårnby fra danmarksserien Dragør. Det stærke AB Tårnby-hold spiller altså to rækker over DB.
Der var nok ikke mange, der havde tænkt at DB kunne score fem gange efter at være bagud 0–3 efter godt 20 minutter.
Fra starten af kampe mødte DB-mandskabet kun modgang.
AB Tårnby sad fuldstændigt på kampen, og efter blot syv minutter kom de foran 0–1. Og to minutter senere stod det 0–2.
Der var således lagt op til, at DB-holdet skulle blive skudt ned af at aggressivt og hurtigtspillende hold fra den anden side af tunnelen. De hurtige mål var straffen for, at DB ikke kunne udnytte deres chancer, når de var der.
AB Tårnby kom på 0–3 efter 21 minutter – igen på et hurtigt kontraspil, efter et misbrugt DB-hjørnespark.
Som stillingen fortalte havde DB det svært den første halve time af kampen, og de måtte bruge kræfter på at samle holdet og kæmpe sig tilbage.
Efter cirka 25 minutter måtte Daniel Graae lade sig udskifte. Ind kom Julius Damkær.
Angriber slår til
Netop, som det hele så lidt umuligt ud der i den kolde aften, kom der lidt varme ind over holdet og tilskuere. Tobias Damkær fik reduceret til 1–3 på en scoring, der kom ud af det blå. Målet fik holdet til at samle sig og skabte tro på, at det kunne lade sig gøre at komme tilbage, selvom man var bagud.
To minutter inden pausen fik Tobias Hjorth ændret stillingen til 2–3. DB var tilbage i kampen, og AB Tårnby-spillerne så noget lamslåede ud.
Ti minutter inde i anden halvleg fik DB’s Julius Damkær udlignet til 3–3! Kampen var igen helt lige, og begge hold havde håb om sejr.
AB Tårnby fik igen presset DB tilbage på banen, og store dele af spillet foregik i DB’s straffesparksfelt – dog uden at det førte til de helt store muligheder.
Efter 79 minutter fik AB Tårnby imidlertid tilkendt et straffespark, som effektivt blev omsat til føring 3–4.
Kun to minutter efter udlignede DB’s nye angriber Ali Jennane og til 4–4 – og i sidste spilleminut var han igen på pletten og fik scoret til 5–4. En flot tilkæmpet sejr var hjemme.
Selv om kampen startede skævt for DB, var det en fornøjelse at se et hold kæmpe sig tilbage og score mål, selvom man var presset i bund i dele af kampen – og langt bagud på tavlen.
To annullerede mål i hård kamp
Lørdag den 28. februar spillede DB mod Virum-Sorgenfri Boldklub – to klubber, der normalt ikke møder hinanden. Sidst, de to hold tørnede sammen, var også en træningskamp i februar 2024. Her endte opgøret 3–3.
DB virkede opsatte på at skabe kampen, og de fik da også skabt to store muligheder inden for de første to minutter. Virum-Sorgenfri havde dog ikke i sinde at lade sig kyse og fik gang i deres eget spil, og de pressede DB tilbage på egen banehalvdel.
Udefra virkede spillet noget hårdt med syngende tacklinger, som gik begge vej. Det var dog ikke alle tacklinger, der blev fløjtet for. Efter 20 minutter fik DB’s Daniel Graae det gule kort for en tackling, dommeren mente var for hård. DB overlevede de ti minutters udvisning – og begge hold kæmpede ufortrødent videre i højt tempo.
DB fik scoret midt i første halvleg – men dommeren dømte for en frisparksituation, som kun dommeren så. To Virum-Sorgenfri-spillere faldt over hinanden i målfeltet. Bolden røg ud til Daniel Graae, som sendte bolden retur ind foran mål. Ali Jennane forlængede indlægget ind foran Virum-Sorgenfri-målet, hvor Hector Uhl headede bolden i mål. Men målet blev altså annulleret.
Kort efter blev altid solide Mads Lund nedlagt på egen banehalvdel og måtte udgå. Desværre blev situationen ikke anerkendt til et kort.
Efter en halv times spil fik DB igen annulleret et mål. Denne gang fik Tobias Hjorth over stregen, men der var forinden dømt offside. Julius Krüger tog sig af et frispark fra egen banehalvdel. Bolden endte for DB-fødder, Ali Jennane spillede flot sammen med Tobias Hjorth i Virum-Sorgenfri-feltet. Ali Jennane afsluttede på målmanden, og bolden røg retur til Hjorth, som tæt på baglinjen sendte bolden i mål – men altså offside!
Virum-Sorgenfri var meget tæt på at komme foran efter et hurtigt kontraangreb, hvor DB-forsvaret blev overløbet. Mads Glæsner lavede en mesterlig parade, og bolden gik tilbage i spil.

Ingen panik trods pres
I første halvlegs overtid fik DB skabt to farlige angreb. Den sidste udløste et straffespark til Dragør-holdet. Ali Jennane blev spillet fri i Virum-Sorgenfri-feltet, hvor en modstander tog fat om livet på ham. Begge spillere faldt i græsset – men dommeren var ikke i tvivl – straffe! Ali Jennane sparkede selv sikkert fra pletten i mål til 1–0.
DB startede anden halvleg positivt. Den målfarlige angriber Ali Jennane var på pletten igen efter 49 minutter med et drøn af et skud fra kanten af feltet – direkte op i hjørnet til 2–0.
Ali Jennane står nu noteret for seks mål i fire træningskampe – og alt tyder på en angriber, der kan gøre livet surt for målmændene i serie 1.
Efter DB-dominans i det første kvarter af anden halvleg kom Virum-Sorgenfri tilbage og fik presset hjemmeholdet. DB-holdet har lært en del over vinteren og de seneste træningskampe. Holdet går ikke i panik, selvom modstanderen presser hårdt.
Med et kvarter tilbage af kampen bragte den altid energisk Hector Uhl DB på 3–0. Et hjørnespark blev ekspederet ned på DB’s banehalvdel. Bolden blev sendt tilbage med et langt spark. Hector Uhl fik headet bolden i mål uden chance for Virum-Sorgenfris målmand.
Virum-Sorgenfri fortsatte deres pres og fik efter et hjørnespark reduceret til 3–1 efter 77 minutter. Kampens sidste mål til 3–2 scorede Virum-Sorgenfri igen efter et hjørnespark.
Sejren bringer nu DB på fire sejre i de seneste fire træningskampe.
Næste træningskampe
Lørdag den 7. marts klokken 12 spiller DB mod Fremad Amager (2) på DB’s hjemmebane.
Lørdag den 14. marts klokken 14 spiller DB på udebane mod Brønshøj (2).















