Selvom du er træt af skolen og måske ikke er den flittigste elev, kan du sagtens få et fedt job og en spændende karriere. Vær ikke bange for at vælge forkert. Kast dig ud i det. Grib de chancer, der viser sig – i stedet for at være for fastlåst på ét mål, én vej.
Det var hovedbudskabet blandt de 19 erhvervsprofiler, der brugte en torsdag aften i Framehouse for at klæde 9.-klasseselever fra Nordstrandskolen på til deres kommende uddannelsesvalg.
For fjerde år i træk har Framehouse været vært ved en række uddannelsesevents, hvor de på skift har inviteret 9.-klasserne fra Dragørs tre folkeskoler forbi for at få inspiration fra forskellige erhvervsprofiler, inden de den 1. marts skal sætte kryds ved en ungdomsuddannelse.
En lang række karriereveje fra frømand og sygeplejerske til jurist, tømrer, speditør og marketingdirektør har været repræsenteret.
Dragør Nyt var med på den sidste aften for at finde ud af, hvorfor »de voksne« gad bruge en hel friaften på at fortælle om deres karrierevej og svare på de unges spørgsmål, og for at finde ud af, hvad de unge så fik ud af det.
Derudover har vi – så du som læser måske også kan få lidt inspiration til dig selv eller de unge omkring dig – gengivet nogle af de spændende karriereveje, der blev præsenteret.
Ingen er gået ligeud, og det var hele pointen.

Lene Louise Kvist-Madsen, founder og ejer af Framehouse har sammen med sin mand Martin for fjerde år i træk været vært for tre forskellige karriereaftener for 9.-klasserne på Dragørs tre folkeskoler.
Parret trækker på deres store erhvervsnetværk og får folk med meget forskellige jobprofiler og erfaringer til at bruge en aften på at fortælle de unge om deres karrierevej.
Men hvorfor laver I karriereaften for de unge?
»Jeg har faktisk altid haft en drøm om at blive skolelærer og synes bare, det er fantastisk at få de unge mennesker ind i det her hus. Få fortalt dem, hvad det er for et sted, og bare generelt åbne Framehouse mere op for alle aldre. Og så ved jeg fra min søn, at de unge ofte søger dem, de kender, når de skal vælge uddannelse. Så det her er et forsøg på at inspirere dem til måske at overveje nye og anderledes veje. Og så er vi bare privilegeret i, at alle de erhvervsprofiler, vi spørger, siger ja. Folk vil virkelig gerne bidrage og hjælpe de unge. Og så synes jeg også, at det er godt for de unge på den måde at få øje på de lokale virksomheder. Både i forhold til studiejob og til fremtiden, fordi vi jo også gerne vil kunne holde på nogle af de dygtige unge herude.«

Natasha Brandt, kommerciel direktør i Dansk Erhverv, fortalte 9.-klasserne om sin karrierevej, der har zigzagget mange gange. Hun var skoletræt i 9. klasse og anede ikke, hvad hun ville. Men så tog hun 10. klasse og siden HF. Derefter tog hun to sabbatår, hvor hun blandt andet arbejdede som klinikassistent, var på idrætshøjskole og på sprogskole i England.
Så troede hun, at hun skulle være tandlæge, men mødte tilfældigvis en professor, der inspirerede hende til at starte på handelshøjskolen. Her læste hun først HA almen og tog derefter en cand.merc. i økonomisk markedsføring. Hun fik sit første job i TDC, hvor hun stod for at starte onlinesalg op. Efter nogle år blev hun onlinechef. En række tilfældigheder og hjælp fra et godt netværk førte herefter til mange forskellige trin op ad karrierestigen.
Hun skiftede fra TDC til Telmore, hvor hun først var onlinechef og siden onlinedirektør. Herfra blev hun administrerende direktør for Boligsiden og fik siden en række lederstillinger i JP/Politikens Hus som blandt andet kommerciel direktør på Politiken og direktør for Saxo. Nu er hun kommerciel direktør i Dansk Erhverv. Derudover har hun en række bestyrelsesposter.
Hvad er dit vigtigste råd til de unge?
»Ligegyldigt hvad I vælger efter 9. klasse, skal I vide, at livet ikke er en lige vej. Vær nysgerrige og tro mod jer selv. Mærk efter, om du er glad – hvis du er det, er du på rette vej. I skal turde tage springet, gøre jer umage, være nysgerrige og tage de muligheder, der viser sig – mere end at have en fast plan.«
Hvorfor vil du gerne bruge tid på at inspirere de unge?
»Vi kan nok alle huske, at vi har fået hjælp af nogen undervejs til at finde ud af, hvad vi ville. Og jeg vil rigtig gerne give noget tilbage. Jeg vil også gerne hjælpe de unge til at få mere udsyn. Verden er blevet mere åben, men samtidig mere snæver. Det er, som om mange i de yngre generationer har en meget fastlåst plan for, hvad de vil. Her vil jeg gerne inspirere til, at man skal turde tage nogle spring, uden at man helt ved, hvad man laver. Og så vil jeg virkelig også gerne fortælle, at selvom man måske er lidt skoletræt i 9. klasse, så kan skoleglæden sagtens komme senere. For når man laver noget, man synes er sjovt, kan man lære alt.«

Omet Schahnavaz og Loke Schotte er henholdsvis nyuddannet tømrer og speditør.
Loke Schotte kunne fortælle, hvordan han først valgte det almene gymnasium, fordi hans søskende havde gjort det. Men hurtigt gik det op for ham, at han ville noget andet, så han skiftede til handelsgymnasiet. Herefter søgte han elevpladser – først som revisor og siden som ejendomsmægler. Men da ingen af delene lykkedes, faldt han tilfældigt over speditøruddannelsen og fik en læreplads her. Tilfældigheder eller ej, nu er han vild med sit job som speditør.
Heller ikke Omet Schahnavaz var afklaret med sit uddannelsesvalg. Han tog på efterskole efter 9. klasse og havde så en plan om at komme i militæret. Da det ikke kunne lade sig gøre, måtte han finde på noget nyt. Han kom i tanke om, at han altid havde elsket sløjd i folkeskolen, og så endte han med at uddanne sig som tømrer. Et fag, han i den grad brænder for.
Hvorfor er I her i aften, og hvad vil I gerne fortælle de unge?
»Jeg kan godt følge det her med, at de har haft brug for nogle yngre til at stille op og tale med de unge. For jeg er kun 22 og kan godt huske, hvordan det var at høre på folk, der er 50 og taler om uddannelser og job. Det er bare svært at spejle sig i. Jeg synes også, det er fedt at kunne fortælle om speditøruddannelsen. For ingen aner, hvad det er. Det gjorde jeg heller ikke selv, før jeg startede. Jeg tror også, det er vigtigt at vise, at nogle ting kan ske tilfældigt, og at det kan ende med at være vildt fedt,« fortæller Loke Schotte.
»Jeg vil gerne fortælle, hvorfor jeg har taget den retning, jeg har gjort, og forklare mere om, hvad det vil sige at være tømrer. Jeg elsker det. Og jeg håber, det kan inspirere dem. Det er bare fedt at kunne hjælpe,« siger Omet Shahnavaz.

Jim Bauer, Sabrina Carøe og Stefan Monberg er henholdsvis soldat, sygeplejerske og socialpædagog. Men deres veje har taget mange sving undervejs, og de fortalte de unge, hvor meget de netop havde lært af, at uddannelse- og karriereplanen ikke bare har kørt efter et fastlagt skema.
Stefan Monberg fortalte, hvordan han efter 10. klasse drømte om at blive kok eller professionel fodboldspiller. Og da fodbolden tog fart, og han var inde over ungdomslandsholdet og spillede på FCKs andethold, blev det fodbolden, der vandt i mange år. Sideløbende arbejdede han dog på en restaurant. Derefter valgte han at uddanne sig som pædagogisk assistent, arbejdede som pædagogmedhjælper og tog en professionsbachelor som socialpædagog og arbejder i dag med udsatte unge i et udkørende team i Københavns Kommune.
Jim Bauer arbejder faktisk med cybersikkerhed i dag, men arbejdede i mange år som soldat. Efter 9. klasse blev han som værnepligtig bidt af fællesskabet i hæren og uddannede sig som frømand. Herefter har han blandt andet arbejdet i NATOs hovedkvarter som en del af den internationale militærstab, været udsendt otte gange til Afghanistan og været 22 år i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Sabrina Carøe var ikke glad for at gå i skole, men hun elskede dyr. Så hun startede som dyrepasser efter 10. klasse, dog kunne hun ikke få en praktikplads og måtte droppe ud. Derefter tog hun først social- og sundhedshjælperuddannelsen og siden social- og sundhedsassistent. Efter at have arbejdet på et hospital tog hun efter nogle år sygeplejerskeuddannelsen på merit, og nu har hun arbejdet 13 år på akutmodtagelsen på Herlev Hospital og elsker sit job.
Hvilke gode råd kan I give de unge mennesker?
»Husk at skynde jer langsomt. I skal nok nå det. Arbejd på plejehjemmet, læs noget, gør en forskel, inden I vælger uddannelse. Og vælg noget, I synes er sjovt. Der er et hav af muligheder. Og så vil jeg gerne sige: Lad være med at stile efter den høje løn. Gå efter det, du gerne vil,« sagde Jim Bauer.
»Prøv at udnytte de muligheder, I ser. Ikke lås jer fast på bare én ting. Jeg ved ikke, om jeg ville have valgt anderledes i dag. Men det, jeg fik med fra fodbolden, vil jeg ikke være foruden,« sagde Stefan Monberg.
»Det er vigtigt at vide, at der er flere veje til det, man vil. Hvis man for eksempel ikke gider gå i gymnasiet, er social- og sundhedsassistentuddannelsen for eksempel en superfed vej til at blive sygeplejerske. For så får du en uddannelse, du kan bruge med det samme, og en stor indsigt i, hvad du kan arbejde med – men du kan også læse videre,« sagde Sabrina Carøe.

Villads Noel Grønborg og Villum Lund Nørregaard fra 9. klasse på Nordstrandskolen syntes, det var inspirerende at høre om de mange forskellige snørklede veje, der kan føre til en uddannelse og et spændende job.
»Det er vildt fedt at få at vide, at man kan opnå meget, selvom man samtidig også gerne vil dyrke sin sport. Og at det kan være nødvendigt og godt at prøve flere forskellige ting af. Jeg tror, jeg vil søge ind til politiet, men jeg ved da ikke, om jeg vil ende med at være politibetjent,« fortalte Villads Noel Grønborg.
»Det er rart at høre nogen fortælle, hvordan de har prøvet lidt frem og tilbage. Det var også fedt at høre om, hvad man kan få ud af at være værnepligtig. At der er det her fællesskab, som man både kan lære noget af personligt, og der også er flere karrieremuligheder,« sagde Villum Lund Nørregaard.

Carl Seier Beier, Emil Colstrup og Philippa Dixon fra 9. klasse på Nordstrandskolen tog også en masse inspiration med hjem fra Framehouse og mødet med de forskellige erhvervsprofiler.
»Jeg ved allerede, hvad jeg vil (hun vil læse jura og har en meget fast karriereplan, red.), men i aften har blandt andet givet mig et indblik i, at jura kan bruges til mange andre ting. Der er mange muligheder. Det har også været rart at høre om, at det er okay at lave fejl. Det lærer man bare af, og det kan føre nye steder hen. Jeg synes også, det var godt, de fortalte, at selvom man har det svært i folkeskolen, så står man ikke alene. Og man kan blive alt muligt alligevel,« sagde Philippa Dixon.
»Det har været godt at høre, at der ikke bare er én vej. At man kan skifte uddannelse og job undervejs,« sagde Emil Colstrup.
»Ja, og at du ikke nødvendigvis vælger rigtigt første gang. Jeg har altid tænkt, at jeg ville læse økonomi, fordi jeg godt kan lide tal. Men hvad nu, hvis jeg bliver træt af det? Det er godt at høre andre fortælle om, at det er muligt at skifte retning,« sagde Carl Seier Beier.















