Hendes farfar red fastelavn. Hendes far har gjort det i mange år. Og selv har hun været med siden 2017.
27-årige Nanna Rose Hansen er født ind i den dragørske fastelavnstradition. Men det var første år i år, at hun red som fanebærer.
Lørdag den 14. februar klokken 16.30
Fanebærertjansen kender hun dog endnu ikke til, da Dragør Nyt møder hende lørdag eftermiddag før punchruten. Her er hun i stalden på gården Nyvang for at gøre Cozmo fastelavnslækker. Både hun og hesten er rolige. De har gjort det så mange gange før, så de glæder sig bare.
»Jeg er vokset op med fastelavnsridningen, så det kom meget naturligt, at jeg også gerne ville være en del af det,« fortæller Nanna Rose Hansen, mens hun vasker og skurer Cozmos hove.
Hun fik sin første pony som seksårig, og Cozmo har hun haft i 11 år – siden hun var 16. Egentlig havde hun forelsket sig i en anden hest, men de to kunne af forskellige årsager ikke få hinanden. Så hun var – ifølge både egne og mor Sannes beskrivelser – temmelig teenagevranten, da far Ole (H. Hansen, mangeårig formand for Dragør Fastelavnsforening, red.) ville have hende med ud at se på en hest, som ifølge ham ville være den rette for hende. Det var under en del protester, at hun tog med.
»Men så viste det sig bare at være det perfekte match. Man må sige, vi kender hinanden godt nu,« forklarer Nanna Rose Hansen og aer ham blidt på mulen.
Trods et fuldtidsjob som lager- og driftsansvarlig i en Matas-forretning og to små børn – Thea på fire år og Felix på et år – rider hun stadig på Cozmo så mange gange om ugen, hun kan. Og når hun ikke kan få det til at hænge sammen, har hun to unge piger til at hjælpe, så han får den motion, han skal have.
Så heste og ridning har altid – og vil altid have – en kæmpe plads i hendes liv. Men det er fastelavnsridningen, der betyder allermest. Hun husker selv tilbage fra barndommen, hvordan der blev brugt ekstra mange timer i stalden i ugerne op til fastelavn.
»Man kunne både mærke på hestene og på mor og far, at der skulle ske noget. For vores familie var det en slags højtid. Min far har altid sagt, at fastelavn er større end julen. Rigtigt er det i hvert fald, at så snart julen er overstået, begynder man at glæde sig til fastelavn,« fortæller Nanna Rose Hansen.
Lørdag den 14. februar klokken 17.00
Også forberedelserne til fastelavnen er en social ting. Så denne lørdag eftermiddag er Nanna heller ikke alene i stalden. Omkring hende er både mor, far og flere venner. Der er varm kakao på kanden og nybagt chokoladekage i bradepanden. Der bliver sludret og fortalt røverhistorier om fastelavnsridningen sidste år, året før og året før igen, mens Nanna arbejder videre med Cozmo.
Hans hove er nu rene og fine, halen er blevet redt, og nu skal manen flettes. Cozmo er ikke den mest hårfagre hest på jorden, men Nanna fletter det, så godt hun kan. Jo mere, hun kan gøre klar, inden i morgen tidlig klokken seks, hvor både hun og hesten skal i deres stiveste puds, desto bedre. En lang dag venter.
Alle ryttere rider fra det sted, de har hesten opstaldet, og mødes ved Beghuset klokken 08.30. Og så går det slag i slag med en stram tidsplan og en puncherute med 33 stop med tøndeslagningen på Engvej som højdepunktet – og afslutning på strandhotellet klokken 17–18-stykker.
»Det er jo en helt anden måde at ride på, end jeg rider til dagligt. Der er så mange traditioner forbundet med fastelavn. Man vil gerne leve op til alle dem, der har været før en selv. Og så er det bare en særlig dag, fordi alle er glade. Det samler os alle – og det skal være på præcis samme måde hvert år,« fortæller Nanna Rose Hansen, mens hun fletter.
Årets ryttere vælges altid ved en generalforsamling i januar. Alle medlemmer af Dragør Fastelavnsforening kan melde sig, men der er kun plads til 28 ryttere i optoget. Blandt andet fordi man normalt besøger alle rytternes hjem på punchruten, og der er grænser for, hvor meget man kan nå på en dag. Er der flere interesserede ryttere end pladser, tæller ens rideanciennitet og medlemsanciennitet.
Når man er valgt som rytter, begynder forberedelserne. Det gælder både om at være i form og have det rigtige tøj.
»Det er klart en fordel at være i god rideform. For det er en lang dag i sadlen, så selv for os, der er vant til at ride, ender man med at være træt i kroppen og lidt øm bagi,« smiler Nanna Rose Hansen.
Lørdag den 14. februar klokken 17.15
Hun går i gang med at pudse ridestøvlerne, der også skal skinne. Fastelavnsudstyret til rytter og hest er selvfølgelig ikke noget, man bare køber i H&M. Den kridhvide skjorte med pufærmer, vesten med de fine broderier, hatten og hestens snotøj er ofte noget, der går i arv.
»Jeg startede med at ride med min fars hat. Og så holder man ellers øje med, om nogle, der ikke rider mere, sælger ud af deres tøj. Så der er en del forberedelse i det. Især første gang,« forklarer Nanna Rose Hansen.
Selvom hun efterhånden er en erfaren fastelavnsrytter, husker hun stadig sin første gang tydeligt. Det er altid en ære at være med. Ikke noget, der er en selvfølge. Men man skal også præstere noget. Foran mange mennesker.
»Første år var jeg meget nervøs for tøndeslagningen. Der er altid mange tilskuere, der klapper. Man rider på asfalt. Og meget kan gå galt. Men nu er det det, jeg glæder mig mest til. Og Cozmo ved, hvad han skal gøre. Han er normalt en rolig hest – selv min fireårige datter rider ham. Men det er klart en fordel, at han er vant til fastelavnsridningen og alt det, der foregår omkring os,« siger Nanna Rose Hansen.
Nu får Cozmo klippet hår i ørerne. Og så får han en slags ekstra nitter – såkaldte mordax – sat fast under hesteskoene, så han kan stå bedre fast på asfalt og på februars isfyldte veje. Intet er overladt til tilfældighederne.
Søndag den 15. februar klokken 06.30
Nanna Rose Hansen gør sig klar i stalden. Med sig har hun sin hesteholder Marken Guldbech, som skal hjælpe hende igennem hele dagen, som hun har gjort det fem gange før. De har været rideveninder i mange år, og deres samarbejde sidder på rygraden.
Cozmo får det udsmykkede seletøj, kronen på hovedet og sløjfer omkring fletningerne og halen. Og Nanna Rose Hansen ender med i alt fire lag tøj.
Vejret viser sig fra sin glade side med masser af solskin (som er fantastisk sammenlignet med de år, hvor det har regnet på hele punchruten). Men kulden – to–tre minusgrader – er ret bidende. Så vindtæt tynd jakke og uldundertøj er nødvendigt for at holde varmen under den hvide skjorte.
Søndag den 15. februar klokken 11.50
Nanna Rose Hansen og Ane Wieder kommer ridende forrest med hver deres fane på vej ned ad Færgevej og hen mod Café Espersen. De har hele rytterflokken, musikvognen og de mange følgere på cykler – hesteholdere, familie og venner – med sig.
Dagen er allerede godt i gang, og alle er glade. Da alle heste og ryttere har fået stillet sig op på række og fået rompunch i glasset, får de skålet for dette stops værtspar Mie og Peter. De ønsker dem et langt og godt liv med lykke, glæde og velstand.
Nanna holder sig tilbage med punchen. Det er skik og brug, at man skal skåle og drikke hvert sted. Og den varmer da også godt på denne kolde dag. Men hun ved, at dagen er lang. Særligt skal man være klar i hovedet til tøndeslagningen. Vil man bunde punchglasset, er det godt at vente, til tønden er slået ned.
Hun hopper af hesten.
»Det går fint. Men der er jo ligesom sket nogle ændringer. Christians (Hansen, red.) hest var halt, så der skulle findes en ny fanebærer, og det blev så mig. Det fik jeg at vide i morges. Jeg anede ikke noget om det i går. Det er en ære, men også angstprovokerende. Jeg skal lige huske at trække vejret ned i maven, kan jeg mærke,« smiler Nanna Rose Hansen.
Cozmo har heldigvis prøvet at ride med fane før, og det er allervigtigst, at han er tryg ved opgaven. At Nanna til gengæld ender med at få godt ondt i den ikke-fanevante arm, er en anden sag.
At hun rider forrest med fanen, betyder også, at hun nu skal have helt styr på ruten, hvem de skal besøge, og hvem der skal synges og skåles for.
Det kan både Marken Guldbech og hendes med-fanebærer Anne Wieder dog også hjælpe hende med.
»Folk er heldigvis søde og siger, at jeg gør det godt,« fortæller Nanna Rose Hansen, der dog stadig ser lidt overvældet ud.
Søndag den 15. februar klokken 13.10
Det er blevet tid til et særligt stop på ruten for Nanna Rose Hansen. Nemlig hendes barndomshjem på Strandjægervej, hvor hun må hoppe af hesten for at blive sunget og skålet for sammen med sin mand Rasmus og deres to børn.
Lille Felix bliver ved med at række ud efter punchen, mens Nanna grinende må fortælle ham, at det altså ikke er noget for ham.
Efter en masse kram til børn, familie og venner er det op på hesten igen. Og så fører hun an i skål og sang for forældrene Ole og Nanna – og derefter for søster Caroline og hendes mand Mads.
Det er en familie med en helt særlig historie og plads i fastelavnsforeningen, så der bliver gjaldet igennem.
Tilskuerflokken er stor her. Mange har gjort det til en tradition at følge med på hele eller dele af ruten, mødes med venner og familie, nyde synet af de flotte ryttere – som de oftest også kender – og selvfølgelig skåle i lidt punch.
Søndag den 15. februar klokken 14.10
Tilskuere er der også mange af ved SuperBrugsen, hvor der bliver delt punch ud til de voksne og slik og juice til børnene.
Nanna Rose Hansen og Marken Guldbech får kigget på planen, tjekket, at de følger tidsplanen, og fulgt op på, hvem der er de næste. Så er der styr på det.
De joker med, at de burde få et fanebærertillæg. Humøret er stadig meget højere på skalaen end trætheden.
Søndag den 15. februar klokken 16.00
Så er det nu. Tøndeslagningen. Nanna Rose Hansen og Ane Wieder kommer ridende forrest med hattene respektfuldt taget af, inden alle ryttere gør sig klar til på skift at forsøge at ramme tønden.
Blushøj er ikke til at få øje på for mennesker. Og en meget kraftig kødrand har samlet sig på hver side af Engvej.
Nanna Rose Hansen har fuld fokus. Ikke alle rammer hver gang. Men det gør hun. Og flere gange får hun en flig eller et bræt af. Det bliver dog Frei Wieder, der løber med sidste bræt og bliver tøndekonge.
»Jeg må bare lige sige, at det der er altså min søn,« udbryder Ane Wieder ved siden af Nanna Rose Hansen.
En stolt og rørt mor.
Også Nanna Rose Hansens far er rørt, da tøndeslagningen er forbi. For han husker tilbage, da han selv red med for første gang som 18-årig.
»Man kan ikke andet end at blive rørt. Det er bare en fantastisk dag. Sådan en fin tradition,« siger Ole H. Hansen, der heller ikke lægger skjul på, at dagen har været særlig, fordi Nanna endte med at blive udpeget som fanebærer.
Nanna Rose Hansen er også glad.
»Jeg synes, det er gået godt. Cozmo har klaret det godt og været rolig det meste af tiden. Men der har da også været nogle gange, hvor han har været lige frisk nok i det,« griner hun tydeligt lettet.
Nu venter der kun et par stop mere, og så kan hun hoppe af hesten, lægge fanen fra sig, hvile armen og slutte af med fest på Dragør Strandhotel.
Næste dag er Cozmo lånt ud til en rytter i Vennekredsen, der skal ride fastelavnsridning. Og Nanna? Hun skal nok sove længe. Og bare begynde at glæde sig til næste år.
Om Nanna Rose Hansen
• 27 år.
• Medlem af Dragør Fastelavnsforening og har redet fastelavn siden 2017 (med undtagelse af de år, hvor der var corona, og et år, hvor hun lige havde født).
• Mor til Thea på fire år og Felix på et år, som hun har sammen med Rasmus.
• Datter af Sanne og Ole H. Hansen, formand for Dragør Fastelavnsforening.
• Har redet hele sit liv.
• Rider på Cozmo, som hun har haft i 11 år.
• Arbejder til daglig som lager- og driftsansvarlig i en Matas-forretning.
Kort om de to fastelavnsforeninger
Vennekredsen i Dragør er den ældste af de to fastelavnsforeninger, da den er stiftet i 1864. De rider deres punchrute og har tøndeslagning fastelavnsmandag. De har traditionelt ikke optaget kvinder på rytterlisten og også i år var der kun mænd.
Dragør Fastelavnsforening er stiftet i 1970. De rider deres punchrute og har tøndeslagning fastelavnssøndag. De optager både mænd og kvinder på rytterlisten, og i år var 24 ud af 28 ryttere på listen kvinder, mens fire var mænd. Christian Hansen måtte dog udgå, så det endte med tre mænd ud af 27 ryttere.
