Identitet er vigtigt herude på den kønne side af lufthavnstunnellen. Også vigtigere end de fleste andre steder i Danmark. Børn bliver stadig døbt Marchen, Neel og Dirch, som de er blevet gennem de godt 500 år, der er gået, siden hollandske bønder blev inviteret til Store Magleby for at dyrke grøntsager til hovedstaden. De gamle gårde er stadig referencepunkter, selv om de færreste er landbrugsejendomme i dag. Man kan lige så vel sige Hollændergaard, Marienlyst eller Dobbeltgaarden, når man skal fortælle, hvor man bor, som at nævne vejnavnet.
I Dragør værner man om den gamle bydel og dens særlige fortælling. Og overalt inden for kommunegrænsen kan man opleve en vis skepsis, hvis der bliver pillet ved det eksisterende. For hvad vil det betyde for nærværet, for identiteten, for traditionen?
Intet sted er kærligheden til traditionerne og skepsis ved forandringer mere tydelig end til fastelavn. De seneste par uger har man kunne se ryttere trodse sne og is for at træne sig selv og hestene op til at tage del i den århundreder gamle tradition i Store Magleby, hvor den bemalede tønde igen i år vil blive hejst op over Hovedgaden. I Dragør er traditionen nyere, men stadig en fasttømret del af byen. Det er en lokal højtid, når man ser rytterne storme frem i håb om at se deres hest blive laurbærkranset efter sejren.
I Store Magleby har traditionen levet i århundreder. Selv om den foregår på gaden foran Amagermuseet, er ridtet ikke et tomt levn fra fortiden. Det kunne lige så vel være enhver anden af landsbyens gårde, der lagde hus og gade til. For nok er fastelavnsridtet en markering af slægten og stedet, men det er også et udslag af en levende erindring. Rytterne gør, som man altid har gjort, men de gør også, som de gjorde sidste år.
Det gør forandringer svære.
Som i 2019, da rompunchen blev erstattet med te på Store Magleby Skole og førte til, at Store Maglebys fastelavnsryttere sprang det ellers faste stop på Kirkevej over på deres rundtur inden tøndeslagningen. Eller da generalforsamlingen i Vennekredsen, der står bag arrangementet, både sidste år og i år afviste at optage kvinder som medlemmer, selv om de var indstillet af nuværende medlemmer, og på trods af, at Store Maglebys fastelavnsridt er under pres på grund af, at stadigt færre mænd kan sidde på en hest.
Frygten for forandring kan virke ekskluderende. Specielt, hvis man er født i et andet postnummer og forbinder fastelavn med børn i superheltekostumer mere end med voksne mænd med punchglas og pyntede heste.
Men bag frygten ligger dybe følelser. En trang til at smede videre på en ubrudt kæde. En kærlighed til det eksisterende. Enhver, der har forsøgt at kombinere to familiers stærke juletraditioner, ved, hvor svært det kan være at omstille sig. Det tager tid. Men lige så stille former der sig en ny tradition.
Det kommer nok også til at ske i Store Magleby. Der har været forandringer før. To ridt er blevet slået sammen til et for mere end 50 år siden. Endnu længere tilbage begyndte man at optage mænd, der ikke drev landbrug eller gartneri i Store Magleby. Og siden er også folk med adresser uden for 2791 blevet en del af højtideligheden.
Den langsomme udvikling er nødvendig, for at sjælen kan følge med. For fejringen er ikke et tomt show for tilskuerne. Det er en identitetsmarkør hos dem, der hopper på hesten.
Man kan være uenig i hastigheden, som forandringerne sker med – den ene eller den anden vej. Men det er svært at være i tvivl om, hvor meget 500 års hollænderslægtsskab betyder, og hvor meget fortid og nutid flettes sammen, når man ser rytterne fastelavnsmandag. Og det er endnu sværere ikke at lade sig begejstre, når tønden får sine tæv for til sidst at bukke under.
Glædelig fastelavn, alle sammen!
