
En enig kommunalbestyrelse bakkede op om de beslutninger, der allerede var taget i flere fagudvalg. Dragør kan ikke sidde overhørig, at Transportministeriet har fremlagt et lovforslag, som vil gøre metrobilletter til og fra lufthavnen – plus enkeltbilletter til takstzone fire, der dækker Dragør – 20 kroner dyrere.
Finansieringen af en ny metrolinje til Lynetteholmen har i et stykke tid været på forhandlingsbordet i Folketinget. Dragør Kommune har allerede fået indarbejdet ændringer i forslaget, som tager hensyn til pendlere, så de ikke rammes af prisstigninger. Samtidig er det blevet sikret, at man heller ikke rammes af takststigningerne på buslinje 250S, hvis man kan dokumentere bopæl i Dragør eller Tårnby.
Trods justeringerne møder taksstigningernes system fortsat skarp kritik i Dragør. Kommunen peger på, at systemet er svært at gennemskue og kan gøre det ekstra svært for pendlere, unge og pensionister at finde den rette billet og undgå ekstratillægget.
»Det er vigtigt, at vi laver et fælles høringssvar. For det er vigtigt at sende et stærkt signal til Københavns Kommune og ministeriet om, at det rammer superskævt. Jeg er kommet til at kalde det københavneri, og det mener jeg også, det er. Det er fornuftigt at finansiere udbygningen af metrolinjen via billetpriser, men det må kunne løses på en meget enklere og bedre måde. Alle, der har med kollektiv at gøre, ved, at hvis det skal være et reelt alternativ, skal det ikke bare være billigt, men også enkelt,« lød det fra Nicolaj Bertel Riber (A), da sagen blev behandlet på januars kommunalbestyrelsesmøde.
T: Selvfølgelig skal vi råbe op
Også Mia Tang fra Det Konservative Folkeparti kaldte lovforslaget for københavneri.
»Det virker politisk tonedøvt fra Folketingets side, at man laver noget, der rammer så skævt,« sagde hun.
Liste T bakkede også op om et fælles høringssvar.
»Vi vil gerne tiltrække både borgere og turister til Dragør. 20 kroner kan være meget for den enkelte, og der er risici for fejl og bøder. Selvfølgelig skal vi råbe højt om, at dette ikke er fair,« lød det fra Ann Harnek.
Flere andre i salen pegede på, at tillæg på billetter vil ramme både kommunens og erhvervslivets muligheder for at rekruttere ansatte, hvilket i forvejen ikke er nemt. Ligeledes vil det også kunne gøre det sværere at tiltrække turister, fordi billetterne til Dragør bliver dyrere for dem.
Borgmester Kenneth Gøtterup (C) udtrykte dog en vis optimisme. Han henviste til, at der allerede er ændret i lovforslaget, efter at kommunalbestyrelsen sendte et brev til Københavns Kommune og Transportministeriet i sommers.
»Så mon ikke, at vi også her kan påvirke det i den rigtige retning,« sagde han på kommunalbestyrelsesmødet.
Hvad står der konkret i lovforslaget?
Udpluk af Transportministeriets lovforslag, som Dragør Kommune nu sender høringssvar til:
Lov om ændring af lov om en Cityring og lov om trafikselskaber
(Anlæg af metrolinje M5 til Lynetteholm og justering af takster m.v.)
§6a
Stk. 2. På alle rejser til og fra Københavns Lufthavn med offentlig servicetrafik tillægges taksten et lufthavnstillæg på 20 kr. (2025-pl) pr. rejse. Der pålægges ikke lufthavnstillæg på pendlerprodukter, herunder ungdomskort og pensionistkort. Der ydes rabat på lufthavnstillægget svarende til den rabat, der ydes på standardbilletter for kundetyperne barn, ung, pensionist og handicap.
Stk. 3. På alle rejser til takstzone 4 foretaget på standardbilletten enkeltbillet tillægges taksten et lufthavnstillæg på 20 kr. (2025-pl) pr. rejse. Der pålægges ikke et lufthavnstillæg på enkeltbilletter til takstzone 4, hvis den rejsende har bopælsadresse i Tårnby eller Dragør Kommune. Der ydes rabat på lufthavnstillægget på enkeltbilletter til takstzone 4 svarende til den rabat, der ydes på standardbilletter for kundetyperne barn, ung, pensionist og handicap.
Stk. 4. Lufthavnstillægget pristalsreguleres efter takststigningsloftet.
Sådan skal taksterne se ud
Som lovforslaget ser ud nu, vil det betyde:
Et tillæg på 20 kroner per rejse, når du tager med offentlig transport til/fra Københavns Lufthavn og til/fra takstzone fire (hele Dragør Kommune og dele af Tårnby Kommune).
Lufthavnstillægget pålægges ikke pendlerprodukter, herunder ungdomskort og pensionistkort, samt enkeltbilletter til takstzone fire, hvis den rejsende har bopælsadresse i Tårnby eller Dragør Kommune.
Ansatte i virksomheder i Dragør Kommune, som ikke bor i Dragør eller Tårnby, vil dog skulle betale de 20 kroner ekstra hver vej, hvis de køber en enkeltbillet.
Det samme gælder turister, som tager en bustur med enkeltbillet til Dragør Kommune.
Rejsende til og fra Dragør Kommune, som bor i Dragør, og som bruger stationen i lufthavnen i forbindelse med cykling eller et lift, kan undgå lufthavnstillægget, hvis de køber en enkeltbillet. Men hvis de anvender rejsekortappen, kommer de til at betale de 20 kroner ekstra.















