Der er en stejl læringskurve, når man sidder i kommunalbestyrelsen for første gang. Ikke mindst som ene mand for sit parti. Men Leif Nielsen fra SF var glad efter sit første møde. Han føler sig godt modtaget og er optimistisk på det brede samarbejdes vegne. Realistisk, men fyldt med gåpåmod i forhold til sine påvirkningsmuligheder.
En krone kan ikke bruges mere end én gang. Og hvis man bliver spurgt, om man hellere vil bruge en krone på mere hjemmehjælp til fru Jensen end på en ny lysregulering, kan svaret virke åbenlyst. For selvfølgelig skal pengene gå til mennesker og omsorg frem for asfalt og jern, hvis man er tvunget til at vælge. Men hvad sker der så den dag, et barn bliver kørt over, fordi lysreguleringen ikke var blevet sat op?
Disse og mange andre tanker havde Leif Nielsen gjort sig før sit første kommunalbestyrelsesmøde i 2026, hvor de 15 nyvalgte skulle samles og træffe beslutninger ud fra deres første dagsorden. For han er ikke en mand, der ser tingene i sort-hvid. Han er bevidst om nuancerne. Bevidst om det ansvar, han nu har på skuldrene. Det handler ikke kun om børn, ældre og sundhed, som naturligt ligger øverst på hans prioriteringsliste, men også om huller i vejen og diger.
»I sidste ende er alt jo velfærd. Og det er ikke så enkelt, som man skulle tro, at prioritere pengene. For vi har jo kun de penge, vi har,« lyder det fra Leif Nielsen, der allerede kan fornemme de mange dilemmaer, han kommer til at stå i, når noget skal vælges fra, så andet kan vælges til.
En stejl læringskurve
For nu sidder han her. I byrådssalen. Med 4,8 procent af stemmerne i Dragør ved kommunalvalget i november hapsede han nemlig et enkelt SF-mandat. Partiet blev således valgt ind i kommunalbestyrelsen for første gang siden 2009.
»Det er da specielt at sidde her første gang. En ting er at blive valgt. Det var bare wow, for det er jo kæmpestort, at nogen har stemt på en. Men pludselig er det alvor. Og det er da en stejl læringskurve, for der er utrolig meget materiale og meget at læse op på. Særligt er der rigtig meget omkring budgetter og finansiering, jeg vil blive skarpere på,« forklarer Leif Nielsen, da det første møde er slut.
Han meldte sig på talerlisten til flere sager undervejs på mødet. Han havde forberedt sig godt med sin gruppe og vidste, hvad han ville sige.
»Det er første gang, jeg siger noget. Men det bliver helt sikkert ikke sidste gang,« som han bemærkede, da han trykkede sig ind første gang.
Som SF’s enmandshær kommer han til at være ordførende på alt, hvad SF gerne vil have gennemført. Men han er i fuld gang med at øve sig i at sige »vi«, selvom han kun er én mand. For han har et stærkt bagland og er sig meget bevidst om, at han taler på fleres vegne.
»Det er jo ikke mig, der mener noget. Det er SF. Så det er jo et ‘vi’, når jeg skal udtrykke noget,« siger han.
Øje for mærkesagerne – men også for dialogen
Og SF’s mærkesager vil hele tiden være boldene, han har for øje at slå til. Tid og kvalitet til gamle fru Jensen. Overholdelse af minimumsnormeringer. Fokus på trivsel og mere voksenstøtte i folkeskolen. Og kystsikring, inden det bliver for sent, og vi står i vand til knæerne.
Men han er meget opmærksom på, at det ikke bliver nemt for SF at få alt igennem med et absolut flertal til Det Konservative Folkeparti og fagudvalg, hvor De Konservative sådan set kan tromle igennem det hele, hvis de vil.
»Reelt kan De Konservative gøre, hvad de vil. Det har de sådan set demokratisk ret til. Men de siger alle, at de vil det brede samarbejde, og det tror vi på. Vi tror også på, at vi i SF kan komme langt på en dialogbaseret måde. Vi kommer ikke til at sætte os i et hjørne og sige ‘øv bøv.’ Vi vil dialogen og kan se nødvendigheden af kompromiser. Selvfølgelig har vi vores bekymringspunkter og vores grænser, men fordi man ikke er enige, behøver man ikke være vrede på hinanden,« lyder det fra Leif Nielsen.
Alle vil hjælpe
Han oplever dog også en forvaltning, der har gjort meget for at klæde ham på til opgaven, både med seminarer og oplæg om, hvordan man læser dagsordener, knuser budgetter og får overblik – og ikke mindst fra de mere garvede kollegaer i kommunalbestyrelsen.
»De siger jo alle, at jeg bare skal sige til. Jeg har følt mig meget velkommen og godt modtaget. Vi er her jo alle – på trods af vores forskelligheder – for at gøre det bedste for Dragør,« siger Leif Nielsen.
Ud over at sparre meget med sit bagland sparrer han også meget med sin kone. For hun kan prikke lidt til ham, når han snakker for meget, eller hvis han bliver for forsigtig.
Han er slet ikke i tvivl om, at han skal få kam til sit 72-årige hår de næste fire år i kommunalbestyrelsen. Og at hans kone, fem børn, tre børnebørn, elskede vovse og jobbet i Københavns Borgerservice får kamp til stregen. Der bliver nok at tage sig til og kæmpe for.
Men han føler, at det hele nok skal gå. Det er nu engang hans tilgang til livet. At han kommer til at lære meget, er han slet ikke i tvivl om. Heller ikke om, at SF også kommer til at sætte sit aftryk.
»De andre prikker allerede til mig – at de vil have SF med i budgetforhandlingerne – og det vil vi gerne. Det er ikke sikkert, at vi kan blive enige. Men vi går til det på en konstruktiv måde. Og så vil jeg sige, at hvis jeg indgår en aftale med nogen, så står jeg på mål for den. Det bliver vigtigt for mig. Ikke noget med at bakke ud af det, der er svært,« lyder det fra Leif Nielsen.
