
En ny hovedvandledning står til at blive meget dyrere end først antaget for Dragørs vandkunder, efter at forsyningsselskabet HOFOR har oplyst, at hele regningen ender lokalt.
I et notat til Dragør Kommune ridser HOFOR derfor en stribe alternativer til den nye vandledning op. I notatet fra den 8. januar i år bliver det understreget, at der er tale om »en indledende brainstorm« der ikke er analyseret til bunds og derfor ikke priser på etablering og drift.
Behold den gamle
Dragør bliver allerede forsynet med vand via en ledning fra Tårnby til Store Magleby Vandværk. De ældste dele er fra 1972, og ledningen vurderes at være mere end halvvejs i sin levetid. HOFOR kalder det et nulscenarie at nøjes med den ledning.
»Konsekvensen ved nedbrud på den primære ledning til Dragør vil være meget lavt tryk i ledningsnettet, ligesom forbrugerne periodevis vil opleve, at der ikke er vand i vandhanen. Når vandet eller trykket vender tilbage i distributionsnettet, vil der være risiko for trykstød, der kan medføre lækager og nye afbrydelser af vandforsyningen,« hedder det i notatet, hvor det dog bliver påpeget, at HOFOR selv kan reparere og desuden har en standbyaftale med en entreprenør.
Den store løsning
I den modsatte grøft ligger et regionalt vandværk i Dragør.
Sådan et værk skal kunne levere over fire millioner kubikmeter vand årligt, så værket ud over at forsyne Dragør, også kan forsyne regionalt til resten af Amager – inklusiv nye udviklingsområder. Der er blot et stort spørgsmål.
»Det er ikke klarlagt, hvilken vandressource et sådant vandværk i givet fald ville anvende. Det kunne være vand fra Øresund med et supplement fra grundvand i Dragør og eventuelt også terrænnært grundvand under Dragør By.«
Vand til et halvt døgn
Et vandreservoir på Store Magleby Vandværk med vand til et halvt døgn til hele kommunen bliver også beskrevet som et alternativ. Det skal være nødforsyning ved et midlertidigt svigt i den nuværende vandledning.
En stor ulempe ved denne plan er, at en forureningshændelse i Tårnby vil påvirke både ledningsnet og reservoir, der skal skylles igennem. Det vil betyde længere forsyningssvigt.
Mere tryk på
Tømmerupledningen til Dragør er ifølge notatet i sig selv er så lille, at der er for stort et tryktab i ledningen. Men trykforøgere vil sikre et bedre tryk i Dragør.
Forslaget er spekulativt, fremgår det af notatet.
»Scenariet er ikke beregnet og forudsætter desuden, at ledningsnettet i Tårnby kan understøtte denne løsning, uden at der kommer lavt tryk i Tårnbys ledningsnet. Hvis årsagen til problemet i en aktuel situation med vandmangel er, at der ikke er vand i Tårnby eller forurening opstået i Tårnbys ledningsnet, vil dette tiltag ikke hjælpe i Dragør.«
Et hjemligt vandværk
Dragør har ikke længere en selvstændig vandforsyning, efter at Store Magleby Vandværk forrige år blev lukket på grund af miljøgiften PFAS i grundvandet. Men måske kan der laves et nyt værk med ekstra filtre, vurderer HOFOR, der dog ikke anbefaler løsningen.
»Løsningen er medtaget, fordi det er en mulighed, men prisen eller takspåvirkningen i Dragør og implementeringstiden vil være meget høj i forhold til effekt, ligesom det udelukkende vil være Dragør, der skal bære risici ved kvalificering eller implementering af de tekniske løsninger. Løsningen vurderes derfor ikke attraktiv.«



















































































