Kommunalbestyrelsesarbejdet og det første af fire år for de nyvalgte 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer er nu for alvor i fuld gang. Alle fagudvalg har haft deres første møder, og ikke mindst har det første kommunalbestyrelsesmøde fundet sted i byrådssalen i den forgangne uge.
Fire nye ansigter er der i klassen – Thomas Olsen (V), Leif Nielsen (SF), Christian Hansen (C) og Jerrik Walløe (C). Sidstnævnte har siddet der før, men for de tre andre er det helt nyt aktivt at skulle arbejde med politik – med alt, hvad det indebærer, som at læse lange dagsordener og sætte sig ind i de mange budgetter, skemaer og rapporter, der danner grundlag for de mange beslutninger, de skal træffe.
Men forvaltningen har klædt dem godt på. På særlige introdage har kommunalpolitikerne fået tips og tricks til, hvordan man forbereder sig bedst og forstår de mange tal og bilag. Og som du kan læse i denne uges avis, føler de nye sig også godt modtaget af de 11 øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har siddet i salen i flere år.
Stemningen lader til at være god. De er ikke enige om alt – men de har respekt for hinanden.
På Dragør Nyt glæder vi os. Over at et nyt politisk år speeder op. Over at der er en engageret flok, som sammen vil tage ansvar for alt fra kystsikring og kulturliv til skoler, børnehaver og ældrepleje.
Kenneth Gøtterup (C) sidder for anden gang for bordenden. Han er den 10. borgmester i Dragør, siden Dragør og Store Magleby kommuner officielt blev lagt sammen i april 1974. Tre andre konservative borgmestre har der været gennem tiden, og derudover to socialdemokrater, to Venstre-folk og to Liste T-borgmestre. Det er i øvrigt første gang, en konservativ borgmester er blevet genvalgt.
Men som det er kutyme i Dragør, sidder Kenneth Gøtterup sammen med et bredt udsnit af partier. Han er valgt ind sammen med kollegaer fra Venstre, Socialdemokratiet, SF og Liste T.
Allerflest fra hans eget parti har han dog omkring sig. Som bekendt fik Konservative absolut flertal ved kommunalvalget i november. Så derfor sidder der nu i alt otte konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer om bordet.
Allerede fra valgnatten har borgmesteren meldt ud, at han ønsker det brede samarbejde. Og Konservative har konstitueret sig med Venstre og Socialdemokratiet, selv om de strengt taget ikke behøvede at gøre det.
Det ændrer dog ikke ved, at Konservative automatisk kan få flertal for alle forslag, de selv stiller på kommunalbestyrelsesmøderne. Også i fagudvalgene sidder de tungt på magten.
Traditionen for samarbejde i Dragør er dog ikke til at tage fejl af. Og det bliver spændende for alle at følge med i, hvordan dette fortsætter.
Dragør Nyt kommer selvfølgelig også til at være så tæt på beslutningsprocesserne som muligt. Og rapportere fra alt i samfundet, der er bagtæppe for beslutningerne. Vi gør det uden at tage stilling. Med det helt overordnede formål at give jer som læsere indblik i dem. Så I kan forholde jer til jeres kommune og til jeres politikere på et oplyst grundlag.
Vi glæder os, som politikerne helt sikkert også gør det. Og vi vil gøre vores bedste for at dække bredt emnemæssigt og politisk. Og er der noget, I tænker, vi kunne gøre mere ved, noget vi kunne gøre bedre – og i det hele taget ris og ros – så skriv til os på redaktion@dragoer-nyt.dk.



















































































