
Indsatsen for at få unge til at drikke mindre og lave mindre ballade på havnen og byens legepladser har virket. Det tyder SSP’s årsrapport for 2025 i hvert fald på.
Til gengæld skal der nu mere fokus på, hvad der sker ved private fester – samtidig med at der fortsat skal være et stort fokus på forebyggende arbejde i forhold til nikotinprodukter.
SSP-konsulent Peter Henriksen kommer med sit bud på, hvorfor man i 2025 har set færre unge, der har mødtes spontant for at feste på skolers og daginstitutioners legepladser og på havnen.
»SSP har de seneste år prioriteret at øge tilstedeværelsen på gaden med SSP-opsøgende medarbejder – typisk tre til fire gange om ugen i skolernes sommerferie. Det er sket i kølvandet på, at der for et par år siden sås en stigning i hærværk og svineri og efterladenskaber fra unge, der mødtes og festede med alkohol. Blandt andet var flere af vores skoler ramt – ligesom området ved det gamle færgeleje og bådelavet. Vores indsats kan have bidraget til at mindske problemerne. Desuden har vi i kommunen, når sommeren nærmere sig, generelt opfordret forældrene til at tage en snak med deres unge,« forklarer han.
De unge drikker mindre i offentligheden
Data fra Ungeprofilundersøgelsen 2024/2025 viser et betydeligt fald i unges alkoholdebut og -forbrug i Dragør Kommune og en stigning i antallet af forældre, der ikke tillader deres børn at drikke alkohol.
SSP i Dragør Kommune kan også se dette fald, når de bevæger sig rundt i nattelivet.
»Ved de offentlige arrangementer i byen har vi været i løbende dialog med folkene bag havnefesten og Fortet Young og har blandt andet appelleret til bedre kontrol af alder inden udskænkning. Derudover er det også noget, vi taler systematisk om på forældremøder i 7. klasse. Sidste skoledag inviterede vi til afslutningsfest – uden alkohol,« lyder det fra Peter Henriksen.
Forældre skal sikre gode rammer
Han understreger dog, at arbejdet med fokus på alkohol selvfølgelig fortsætter. For der kan være en fare for, at de unge i stedet bare drikker til private fester. Her kan SSP ikke blande sig direkte, men det kan forældrene.
»Det er vigtigt at holde for øje, at forældrene er ansvarlige for deres børn og unge ved private fester. Vores tilgang er, at vi naturligvis spørger målrettet og nysgerrigt ind til de unges oplevelser til de privatfester, de har været til. Men ellers har vi ikke nogen direkte snitflade med de unge, når de fester hjemme privat. I min optik er det bedre, at de unge fester hjemme privat, end at de hænger på gadehjørnet, og så fokuserer vi på at gå i dialog med forældrene om, at de skal sikre nogle gode rammer for de unge, når de åbner deres hjem for ungdomsfester,« forklarer Peter Henriksen.
Gratis hjælp til nikotinstop
I forhold til nikotinprodukter viser den nyeste undersøgelse et lille fald i brugen af nikotinposer og snus blandt 7.-klasseelever i Dragør. Men der er sket en stigning i brugen af e-cigaretter, puffbars og vapes blandt 9.-klasseelever.
Lægger man tallene sammen, er der ikke sket den store udvikling på området. Men det fortsætter med at være et fokuspunkt i 2026.
»Udviklingen i kommunen er status quo fra sidste år, og vi ligger nogenlunde stabilt på niveau med tallene på landsplan. De unge skal have oplysning om, at nikotinprodukterne ikke er ufarlige, ligesom forældrene skal være klædt på til at tage snakken med deres børn. Det er noget, SSP arbejder med i forvejen, og det vil vi også styrke gennem flerkommunesamarbejdet ‘Klar Livet’ i 2026. De unge skal vide, at der er gratis hjælp at hente til at stoppe med at bruge nikotinprodukter og til at komme ud af afhængighed. Det indebærer også at skabe et overblik over, hvordan andre faggrupper i kommunen bidrager. For eksempel har sundhedsplejen (over for 8.-klasserne) og UngDragør også forebyggende indsatser for unge,« slutter Peter Henriksen.



















































































