»Jeg har tænkt mig at blive 100 år. Så jeg har 39 år til at skrive i. Det skal nok lykkes«

Et uhyrligt overfald i et byhus i Von Ostensgade. Voldsomme konfrontationer i en villa på Øresunds Allé. Barske sammenstød på Dragør Strandhotel og Dragør Søbad. Og en meget dramatisk begravelse i Dragør Kirke.

Alt sammen er heldigvis fiktion. Scener i den psykologiske thriller Låsesmeden, som udkommer mandag den 16. februar.

Men bor man i Dragør eller er stedkendt i byen, vil alt fra de menneskelige relationer mellem hovedpersonerne – kantinebestyreren Jannie og arkitekten Torsten – til ondskaben i låsesmeden Daniellas gerninger stå lige et my skarpere, fordi alle rammerne i bogen er så genkendelige.

For i romanen køber man sit tøj i Charlotte R, møder sin udkårne ved en havnefest, sælger sin bolig hos EDC Living, spiser på Café Espersen, har stambord på Dragør Strandhotel og skriver debatindlæg til Dragør Nyt.

At forfatteren – Glenn Enrico Buhl Liwervall – selv bor i Dragør, er derfor nemt at gætte. Han har dog udgivet seks digtsamlinger og endnu flere noveller om alt fra barnløshed til arbejdsforholdene i psykiatrien, inden han gjorde Dragør til omdrejningspunkt for et barskt krimiplot. Og han har gjort sig mange overvejelser om fordele og ulemper ved at bruge et meget virkeligt sted som ramme for en fortælling.

»Når man bruger et rigtigt sted som kulisse for en handling, har det været ekstra vigtigt for mig at beskrive Dragør rigtigt. Jeg har siddet ved bord 65 på Dragør Strandhotel for at se, om man kunne se ud til molen på præcis den måde, jeg beskriver. Og jeg har siddet inde i Dragør Kirke og noteret udsmykningen. Når rammerne er så virkelige, skal der heller ikke være noget at komme efter. Så skal detaljerne være på plads,« fortæller Glenn Enrico Buhl Liwervall.

Elsker Dragør

Han elsker Dragør. Roen. Nærheden til vandet. Den venlige atmosfære. Det lille samfund. Og han mener, at han har fundet det sted, hvor han skal blive boende til sine dages ende.

Derfor vil han også gerne ære Dragør i sin første roman. Selvom der godt nok bliver kradset godt og grundigt hul på Dragør-hyggen i romanen, så har han gjort meget ud af at omtale alle steder og institutioner i Dragør positivt. For det synes han, de fortjener.

Og så har han i øvrigt fået supermeget hjælp af mange forskellige Dragør-borgere til at gøre mange andre detaljer i romanen så faktuelt korrekte og virkelighedstro som muligt.

Men det vender vi tilbage til. Først går vi lige et par skridt tilbage for at høre, hvordan Glenn Enrico Buhl Liwervall overhovedet endte med at blive forfatter.

Forfatterskab lå ikke i kortene

»Det lå absolut ikke i kortene, at jeg skulle skrive eller være forfatter. Men jeg har flere uddannelser, en masse livserfaring og har arbejdet med utrolig mange forskellige ting. Det er det, jeg skriver ud fra,« forklarer Glenn Enrico Buhl Liwervall.

Han har blandt andet arbejdet flere år i både beredskabet, inden for psykiatrien, som sikkerhedsvagt og som ambulancefører. Nogle af hans mange jobs har givet ham masser af glæde – andre har givet ar på sjælen.

Men alt i alt betragter han sit mangfoldige arbejdsliv som en gave, han nu kan bruge i sit skriveri, som han bruger al sin energi på i dag.

»At jeg fandt ud af, at jeg kunne lide at skrive, hang faktisk sammen med, at jeg blev skilt. Vi havde begge brug for at kunne komme videre – og det fik mig til at skrive nogle digte om det, vi stod i. Og efterhånden kom der bare flere og flere digte i skrivebordsskuffen,« siger Glenn Enrico Buhl Liwervall.

Lever for at skrive

Han fik sin første digtsamling udgivet i 2013 og har nu i alt udgivet seks digtsamlinger. Blandt andet Bag ligusteren, som beskriver de ting, der kunne foregå bag ligusterhækken i en barndom i 1960’erne. Og Vikariat i helvede, som er et kritisk indspark til debatten om arbejdsforholdene i psykiatrien. Derudover tæller hans forfatterskab alt fra erotiske noveller til noveller om barnløshed.

Låsesmeden er dog hans første roman. Den tog ham otte måneder at skrive, men næsten lige så lang tid at redigere. Han havde hele stuebordet plastret til med gule post its, så han kunne rykke rundt med karakterer, plotlinjer og faktuelle detaljer. Og den sorte lædersofa har en tydelig fordybning, hvor han som regel sidder med computeren og arbejder.

Skriveprocessen kan være lang og nogle gange opslidende. Ikke mindst når man er en forfatter, der trods mange udgivelser stadig er en lille fisk i et meget stort hav og ikke bare får Gyldendal til at trykke »print« med et enkelt opkald. Men han elsker det. Og når folk spørger, om han kan leve af at skrive, svarer han som regel:

»Jeg kan i hvert fald ikke leve uden. Jeg lever for at skrive.«

De gav mig et kvarter af deres liv

Helt på linje med skrivefasen ligger researchfasen for ham. Han elsker det. Og i forhold til Låsesmeden er det noget, han har brugt allermest tid på.

Og her er vi så tilbage i Dragør. For forfatteren mener, at Dragør og dens borgere har en stor andel i, at han lige om lidt holder en færdig roman i hænderne og spændt venter på, om nogen vil læse den.

Mange geografiske steder i byen har nemlig inspireret ham, mens menneskerne har klædt ham på rent faktuelt.

»Selve idéen til bogen fik jeg, mens jeg gik tur på Strandstien på Nordstranden. Jeg så sådan en flot arkitekttegnet villa med store glasflader og vidste bare, at min ene hovedperson skulle være en arkitekt. Jeg ville gerne forme en partner til ham, som kunne matche ham, og fandt ud af, at hans kæreste skulle være kantinebestyrer i en stor medicinalvirksomhed. De lever i et cola-forhold (Couples Living Apart, red.), som den ene er tilfreds med, og den anden ikke er,« forklarer Glenn Enrico Buhl Liwervall.

Da han først havde sine hovedpersoner på plads, kom plotlinjerne til ham en efter en. Og meget faldt på plads for ham, da han kunne se sin kvindelige skurk for sig – en låsesmed med psykopatiske træk.

Jeg har spurgt – og fået svar

Men der var stadig mange detaljer, han skulle have styr på for at få det hele til at hænge sammen. Og han forklarer, hvordan han kun har mødt venlighed og hjælpsomhed alle steder. Med åbent sind har han spurgt – og fået svar.

»Min hovedperson Torsten skulle have en Bayliner. Det havde jeg bestemt. Men jeg vidste ikke rigtig noget om både. Så jeg gik ned på havnen og stødte tilfældigt ind i to gutter, der stod og snakkede. Og så gav de mig et kvarter af deres liv på at sætte mig ind i bådmotorer. Det var jo fantastisk for mig,« lyder det fra Glenn Enrico Buhl Liwervall.

Samme oplevelse har han i øvrigt haft med blandt andet en kordegn i Dragør Kirke, der inviterede ham ind i kirken og gav ham alle de faktuelle informationer, han havde brug for. Tjenerne på Dragør Strandhotel har beredvilligt svaret på mange spørgsmål – blandt andet om, hvordan en bryllupsmenu hos dem kan se ud. Lærerne på lærerværelset på Dragør Skole oplyste ham om, hvorvidt de holder gammel elev-fester. Og en sygeplejerske på en privatklinik (i Roskilde, godt nok) klædte ham på i forhold til, hvordan man forbinder en patient, efter at man har fjernet brystimplantater. Og så har medarbejderne på Dragør Bibliotek generelt bare været en kæmpe hjælp i researcharbejdet.

Alle har ondskab i sig

Vi kan ikke afsløre, hvorfor disse detaljer er vigtige, uden at afsløre for meget af handlingen i Låsesmeden. Men pointen er, at Glenn Enrico Buhl Liwervall lægger stor energi i sin research, men også føler, at han får lige så meget positiv energi tilbage ved at gøre det. Og han mener, at hans forarbejde og detaljegraden hjælper ham til ikke bare at få vævet en god læseoplevelse sammen – men forhåbentlig også give stof til eftertanke.

»Låsesmeden skal udfordre læsernes etiske kodeks. Hvor meget ondskab skal et menneske udsættes for, før de ser sig i sin gode ret til at blive både den udøvende og den dømmende magt? Alle har jo ondskab i sig – for det kan jo også udspringe af afmagt,« siger forfatteren.

Ny roman – nye planer

Som nævnt er Glenn Enrico Buhl Liwervall allerede godt og vel inde i sin næste roman; Omkring kapitel 24 for at være helt præcis. Her er vi rykket ind til indre by i København. Omdrejningspunktet er et mord. Scenen er et hotel. Hovedpersonen tæller blandt andet en ukrainsk stuepige og et dansk-fransk ægtepar.

Selvom han brænder for at skrive slutningen først, skriver han altid kapitlerne i kronologisk rækkefølge. For på den måde har både karaktererne og handlingen mulighed for at udvikle sig i nye retninger undervejs – også selvom han altid kender endemålet.

Post it-sedlerne er i øvrigt byttet ud med tre store tavler i lejligheden.

En til karaktererne. Og en til kapitlerne. Dem styrer han efter, mens han skriver. Han ser det hele for sig som en film. Hvis han ikke kan se scenen for sig, stopper han med at skrive og venter til næste dag. Og så har han en tredje tavle til ambitionerne for bogen. For ja, han er måske nok en lille fisk i forfatterhavet. Men han føler sig ret overbevist om, at han kan blive en stor fisk, og det minder tavlen ham om hver dag.

»For nogle forfattere vil det måske være et problem, at man ikke automatisk får sin bog optaget af et stort forlag, fordi man ikke er et kendt navn endnu. Men for mig giver det ekstra benzin. Jeg brænder så meget for det her. Mit ultimative mål er at skrive en roman, der skal filmatiseres. Og det er den roman, jeg skriver på nu, god nok til. Den vil jeg gå hele vejen for. Og jeg har tænkt mig at blive 100 år, så jeg har 39 år til at skrive i. Det skal nok lykkes,« smiler Glenn Enrico Buhl Liwervall.