Inklusion og Dragør-modellen

»Jeg har været glad for de muligheder, jeg har haft. Men efter at have været i en kulturboble og en etikboble virkelig længe har jeg trængt til at komme ud og tale med mennesker i kød og blod,« siger hun.

Præsteembeder er i sagens natur fordelt over hele landet. Men selvom Freja Bondgaard kan forblive i sin lejlighed i København og blot tage buslinje 250S til sit nye embede, er det ikke alene beliggenheden, der har drevet hende til Store Magleby.

»Jeg kendte ikke meget til Store Magleby, og jeg havde kun været her én gang. Men jeg var meget nysgerrig på den særegne og ret unikke kultur, der er herude, og den lokale forankring tiltaler mig meget,« siger hun.

»Jeg var meget nysgerrig på den særegne og ret unikke kultur, der er herude, og den lokale forankring tiltaler mig meget.«

Freja Bondgaard

Nysgerrig på kirken

Freja Bondgaard fik embedet, og søndag overvandt hun den sidste formelle hindring for at stille sig på prædikestolen i Store Magleby. Hun blev ordineret – altså udnævnt til præst – ved en ceremoni i Københavns Domkirke.

Vejen dertil begyndte i ungdommens Randers.

»Da jeg var teenager, begyndte jeg selv at gå i kirke, mest fordi jeg var nysgerrig på, hvad der skete inde i det kirkerum, og fordi jeg havde mange spørgsmål. Jeg søgte efter en forklaring på, jeg ved ikke, om man skal kalde det meningen med menneskelivet,« siger hun.

Turen gik omkring en frikirke, der »ikke lige var stedet for mig«, som den ny sognepræst formulerer det.

»Man blev taget meget godt imod, men det var meget fromt, sådan noget med åbne håndflader og lovsang. Jeg hørte senere, at man taler om den kolde folkekirke, og det kan jeg egentlig ret godt lide. For mig betyder det, at man kan komme ind i kirken, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra. Alle er lige meget velkomne. Man kan sætte sig på bagerste række og lytte, eller man kan gå til nadver og synge med på salmer, hvis man vil. Så begrebet den kolde folkekirke er noget ret positivt for mig, fordi det netop betyder, at man ikke skal præstere, men at man bare bliver taget imod som den, man er. Der er ikke et fromhedskrav, som man kan se i nogle frikirker,« uddyber Freja Bondgaard.

Kierkegaard

Da den unge Freja Bondgaard stod i valget mellem frikirke og folkekirke, var det dog stadig langt fra sikkert, at hun ville læse teologi.

»Min vej til teologien gik gennem litteratur og filosofi. Mange har nok været igennem en periode, når de er 17–18 år, hvor de bliver meget optaget af fransk eksistentialisme. Det var spændende med Camus, og det var spændende med Sartre. Men da jeg begyndte at læse Kierkegaard, skete der virkelig noget. Han fik mig til at føle mig meget blottet – og meget set og meget genkendt. Han præsenterer en mening og et håb for mennesket. For mig var det opløftende og spændende,« siger hun om den kristne – og kirkekritiske – teolog, som blev den endelige inspiration til, at hun søgte ind på teologistudiet på Aarhus Universitet.

Senere blev det pastoralseminariet – og nu venter embedet i Store Magleby.

»Jeg håber at blive sådan en, hvor menigheden synes, at jeg møder dem med åbne arme. Jeg håber selvfølgelig at kunne få sagt noget, der sætter menneskeheden i relief, eller som taler ind i deres livsverden på en måde, der er meningsgivende, når jeg forkynder og prædiker,« siger hun.

»Noget af det, som præsten kan hjælpe med, er at sige, at man kan give slip på sin forestilling om, at man skal skabe hele tilværelsen selv. Kristendommens budskab er, at rigtig meget allerede er givet. Det skal man tage imod.«

Mere lavpraktisk er planen at starte en litteraturkreds op.

»Det ville være godt at læse en masse gode klassikere, Pontoppidan og Selma Lagerlöf, for eksempel, og så er jeg i gang med at planlægge mit første torsdagsmøde,« siger hun med henvisning til de formiddage med fællesskab og foredrag, der bliver holdt i graverboligen bag kirken.

De svære situationer

Som præst kommer Freja Bondgaard til at møde mennesker i deres lykkelige stunder – for eksempel barnedåb og bryllupper – men også i deres sværeste situationer, når de søger sjælesorg for at bearbejde personlige problemer og sorger, eller når de skal planlægge bisættelser få dage efter at have mistet en nærtstående.  

»Det er vigtigt at vide, at man ikke er alene om det. Der er nogle ritualer, som er med til at bære igennem, og som har en kæmpestor kraft og betydning. Der er et væld af salmer, der udtrykker de almengyldige følelser som sorg, angst og frygt,« siger hun.

»Men som præst skal man også være på det rene med, at der ikke er løsninger her og nu. Man må møde mennesker der, hvor de er, og lytte og prøve at forstå. Være der med omsorg og nærhed og prøve at få skabt en accept af, at vi som mennesker ikke kan ordne alle ting, men nogle gange må slippe kontrollen og bare være i en situation. Man skal ikke tro, at noget bare kan fikses. Vi skal kunne tale om, hvordan man kan lære at være i de svære situationer, som de fleste af os lander i på et eller andet tidspunkt.«

Tro og tradition

For mange af folkekirkens medlemmer spiller kirken ikke den store rolle dag for dag. Men kirken er en vigtig faktor ved livets store begivenheder – for eksempel juleaften. Som præst kommer man til at møde mennesker, der for eksempel vil giftes af tradition mere end af tro. Og det har Freja Bondgaard ikke det store problem med.

»Traditionen er en slags kulturel hukommelse. Selvom alle måske ikke helt kan formulere hvorfor, har mange en stærk fornemmelse, af at kirken er vigtig, både som en kulturbærer, der beskytter mod tilfældighed, men også som et sted, hvor der kan blive sat ord på det, man ikke altid kan sige sig selv. Kirken er ikke kun et rum for de allerede troende, men den er også et rum for det menneskelige og for de søgende, spørgende og nysgerrige.« 

»Kirken er ikke kun et rum for de allerede troende, men den er også et rum for det menneskelige og for de søgende, spørgende og nysgerrige«

Freja Bondgaard

Freja Bondgaard bliver indsat i embedet i Store Magleby Kirke søndag den 8. februar ved gudstjenesten klokken 10. Alle er naturligvis velkomne.