
Det bliver ikke med hjælp fra Forsvaret, at Dragør lever op til sin del af målsætningerne i den grønne trepart – en storstilet national aftale, der skal sikre bedre forhold for natur, klima og vandmiljø i Danmark.
Det er frivilligt for lodsejere, om de vil være med – og tre af de store adspurgte i Dragør Kommune har sagt nej tak til deres tiltænkte rolle i planerne, som er udarbejdet og vedtaget af de lokale grønne treparter, der består af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, landbruget og kommunerne.
Dragør Kommune spiller kun en lille rolle i den samlede grønne trepart. Blandt andet skal der laves skovrejsning på 8,3 hektar – eller under en halv procent af kommunens samlede areal. Desuden er der fokus på udledning af kvælstof og udtagning af lavbundsjorde, der kan mindske udledning af CO2.
Blandt overvejelserne har været at omlægge dele af Forsvarets arealer foran den kommende kystsikring til natur. Men det er man ikke meget for, hedder det i et svar fra Forsvarets Etablissements- og Terrænkommando.
»På baggrund af den nuværende sikkerhedssituation, hvor Forsvaret på kort tid skal genopbygge kampkraft og øge aktivitetsniveauet, må det antages, at aktivitetsniveauerne på Forsvarets etablissementer tilsvarende vil stige i de kommende år, hvorfor det er særdeles vigtigt, at den operative brug af etablissementerne ikke begrænses,« hedder det. Der skal med andre ord være plads til at forberede sig på krig.
Ganske kort fra Forsvarets områder i Dragør Kommune ligger Kongelunden. Og her har Dragør muligvis ikke kunne se skoven for bare træer – i hvert fald kalder skovfoged Sven Norup sig »lidt uforstående« over meldingen fra kommunen i et svar til rådhuset.
»Jeg troede, at Naturstyrelsen ret tydeligt havde tilkendegivet, at vi ikke ønsker, at den fine skovnatur i den gamle del af Kongelunden skal ændres til anden natur. Det er også en del af regeringens plan for, at 75.000 hektar statsskov skal være urørte,« skriver han i svaret.
Bekymret gartneriejer
Endelig skriver landbrugsrådgivningsvirksomheden Agrovi et brev på vegne af gartner Hans Raagaard på Nordre Dragørvej, at »en omlægning/ekstensivering af det udpegede område vil fuldstændig fjerne eksistensgrundlaget for Hans Raagaards virksomhed« og peger dels på, at udledningen er meget begrænset fra virksomheden, samt at den har værdi for lokalområdet.
»Der har været dyrket grøntsager på ejendommen i generationer, og det burde være indlysende, at det er af historisk værdi, at der på Amager fortsat produceres frugt og grønt. Cirka 2/5 af det dyrkede areal er desuden udlagt til brak, hvorved vi mener, at Hans Raagaard i høj grad allerede bidrager til den grønne omstilling.«
Trods udmeldingerne er der ingen bekymring på rådhuset.
»Alt bygger på frivillighed, og vi har afsøgt potentialet. Dragør kommer mere i mål med det her, og der er ingen tvang på nogen måde,« understreger Helle Barth, der er formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget i Dragør Kommune.
»Det er ikke meget, Dragør skal bidrage med i det samlede billede. Men det er vigtigt, at vi i Danmark har fokus på omlægninger. Bare fordi vi gennem flere hundrede år har kunnet opdyrke hvad som helst, er det ikke ensbetydende med, at vi skal blive ved med at gøre det. Vi skal passe på vores grundvand og holde øje med vores udledning,« siger hun.
Vedtaget
Afvisningen af de frivillige indsatser betyder ikke, at den grønne trepart bliver lagt ned i Dragør. Dragør Kommunalbestyrelse vedtog 18. december 2025 enstemmigt den såkaldte omlægningsplan, som peger på potentialer for natur, klima, skovrejsning og vandmiljø. Vedtagelsen omfatter de dele af planen, der ligger i Dragør Kommune. Kommunen beskriver planen som et dynamisk styreværktøj, som løbende opdateres. Når alle kommuner i de lokale treparter har vedtaget planen i december 2025, offentliggøres den samlede plan.
Omlægningsplanen er en del af udmøntningen af Aftale om et Grønt Danmark og bidrager til de nationale mål om blandt andet 250.000 hektar ny skov og beskyttelse af 20 procent af Danmarks areal som natur.



















































































