Som journalist er det altid mest fristende at rette blikket mod fremtiden; mod næste avis, næste deadline, næste historie, der skal opdyrkes eller aflives, hvis den ikke viser sig levedygtig.
Men et årsskifte er en god anledning til også at kigge bagud – på de historier, der fyldte i bevidstheden, i spalterne og nogle gange også i debatten. Nogle har været legende lette, nogle har været hårdt slid, de fleste har været både interessante og sjove at dykke ned i.
Her er et overblik over nogle af de historier, jeg har været gladest for i årets løb. Hvis du, kære læser, har overset dem her i vores velvoksne avis, kan du heldigvis gå ind på dragørnyt.dk og finde dem ved lidt kreativ søgning – eller i vores e-paperarkiv.
God fornøjelse med læsningen!
Partikler, PFAS og støj – den evige saga om lufthavnen
Der er noget modsatrettet i lufthavnens interesser og i naboernes. Lufthavnen skal tjene penge og fungere som knudepunkt – og skal derfor tiltrække flest mulige kunder. Naboerne har en begrundet forventning om, at lufthavnen støjer og sviner mindst muligt. Nogenlunde sådan udlagde en kilde kernen i problematikken om det tætte naboskab med lufthavnen for mig tidligere år.
2024 sluttede, og 2025 begyndte med nogle tunge aktindsigter, der klarlagde, at samarbejdet mellem Dragør, Tårnby og lufthavnen om en større rapport om PFAS-forurening havde været umådelig trægt, inden rapporten endelig landede.
Dermed var et år, der bød på masser af skriverier om lufthavnen, skudt i gang. PFAS – en flourforbindelse, der ganske lovligt blev brugt i brandskum, men viste sig at være miljøskadelig – har fyldt meget, for selvom lufthavnen har gjort en stor indsats for at rydde op efter fortidens synder, er der udfordringer.
Et rensningsanlæg, der blev lovet klar til sommer for at stoppe udledning i Øresund, er blevet forsinket og kommer nok først i sommeren 2026. Og i Dragør har man i løbet af året mistet sine egne vandboringer og har brugt en mindre formue på at rense PFAS op fra Hovedgrøften og få det brændt under kontrollerede forhold.
PFAS er ikke den eneste udfordring. I valgkampen lovede alle de partier, der nu er valgt ind, at man ville skærpe kursen over for lufthavnen i forhold til både PFAS, støj fra specielt natteflyvninger og udledning af ultrafine partikler, og i Folketinget har lufthavnen også været på programmet, uden at der dog er sket ændringer til det bedre. Imens afventer vi en undersøgelse af eventuelle langtidsskadevirkninger af partikelforurening, som Kræftens Bekæmpelse udfører for staten – der også blev ejer af lufthavnen i 2025.
I den mere forretningsprægede del af enden kan man glæde sig over, at Amagers største arbejdsplads skovler penge ind. Der er stort set ikke gået en måned, uden at lufthavnen har sat passagerrekorder, og på landjorden sker der også små ryk, som når vognparken går fra klassisk brændstof til mere miljøvenlige midler.
2025 er i øvrigt også året, hvor lufthavnen fyldte 100 år. Jeg fik derfor mulighed for at skrive en stribe lange historiske artikler, der viser, at naboskabet altid har været udfordrende og på et tidspunkt var tæt på at få jævnet hovedparten af Store Magleby med jorden. De artikler kan du – sammen med de andre – finde på Dragør Nyts hjemmeside.
Det omstridte erhvervsområde
Erhvervsområde Nord – ak ja. Kommer det? Kommer det ikke? Og er der overhovedet brug for det?
Diskussionen om det mulige erhvervsområde på en mark ved Ryvej har bølget i flere år og fik en ny dimension, da Dragør Nyt i januar kunne fortælle, at lufthavnen ikke ønskede at bidrage til at sikre adgangsveje til området.
Politikerne – altså dem, der støtter erhvervsområdet – måtte i tænkeboks. Det endte med, at tanker om en lokalplan blev skrinlagt, så der i stedet bliver udarbejdet en mere overordnet plan for området.
Der flyver i øvrigt mange myter rundt, så lad os lige få slået fast; erhvervsområdet kommer ikke til at rumme cargoterminaler og andet, der kræver store mængder tung trafik, hvis de politiske tanker føres ud i livet.
I stedet er tanken, at der skal være små håndværks- og produktionsvirksomheder, og at det hele i øvrigt skal være så grønt som muligt. Men det kan selvfølgelig ændre sig mange gange, inden erhvervsområdet bliver endeligt vedtaget – eller skrinlagt, alt efter, hvordan det går.
Vand, vand og mere vand
Nu, hvor vi er ved de årelange sagaer, vil det være en skam ikke at nævne kystsikringen.
I år landede en længe ventet og længe forsinket plan om kystsikring af hovedstadsområdet. Dragør var i første omgang ikke en del af planen, men det lykkedes borgmesteren og forvaltningen at få vores lavtliggende og langkystede kommune med alligevel.
Sideløbende har kommunen kørt sine egen projekter. I år er planerne blevet lagt for blandt andet Søvang-strækningen, og der er lavet forarbejde til de nødvendige undersøgelser ud for Dragør.
Samtidig arbejder staten på et dige langs lufthavnen – et dige, der vil ændre landskaberne markant omkring Store Magleby og også kan byde på udfordringer i forhold til de helt store oversvømmelser, hvis diget lever op til sit formål og inddæmmer vand foran lufthavnen.
Her er der mange ubekendte, der ikke just blev belyst på et borgermøde, som Sund & Bælt arrangerede i december – for eksempel placeringen af diget, om folk vil blive sat fra hus og hjem for at give plads til jorddyngerne, hvor meget støj selve opbygningen vil give, og om Dragør overhovedet er tænkt ind i den fremtidige sikring af Storkøbenhavn, når lufthavnen får sit eget dige.
Våde fødder, tørre lommesmerter eller et kystnært paradis? Følg med i Dragør Nyt i 2026 … og 2027 … og 2028 …
Havfruebabser og mangfoldighedsbænk
Det vakte opsigt – både positiv og negativ – da Klima-, By- og Erhvervsudvalget sidst på foråret godkendte, at en af bænkene foran rådhuset på Kirkevej skulle skifte farve fra københavnergrøn – undskyld, dragørgrøn – til regnbuekulører, som repræsenterer støtte til køns- og seksualminoriteter.
Flertallet for bænken gik uden om Det Konservative Folkeparti, og borgmester Kenneth Gøtterup meldte blandt andet ud, at det ikke var en kommunal kerneopgave at sætte den slags bænke op, og at han ikke mente, at der var problemer med tolerance i Dragør. Den sidste holdning ændrede han – meget offentligt og klart – efter at bænken blev ramt af hærværk hele fire gange i løbet af kort tid.
En frivillig gruppe tilbød kommunen at male bænken, hver gang det skete, og nåede også at svinge penslerne en enkelt gang – inden bænken og dens omgivelser blev overmalet med nynazistiske symboler. Man kan gætte på, at det fik nogle af de tidlige hærværksmænd til at reflektere over, hvem de havde sat sig i meningsfællesskab med, eller også var det en borgmesterlig melding om mulig videoovervågning, der fik dem til at sætte malerbøtterne tilbage i garagen. I hvert fald har der 7–9–13 ikke været hærværk mod bænken siden.
Hærværket mod regnbuebænken fik medieomtale uden for lufthavnstunnelen. Men det er intet imod den omtale, som en granitstatue på Dragør Fort fik i løbet af året.
Den store havfrue blev erklæret uønsket, først på fortet, fordi den ikke passer ind i et fredet militæranlæg, og siden i Dragør, hvor Klima-, By- og Erhvervsudvalget sagde nej tak med henvisning til, at statuen var svær at indpasse i Dragørs bymiljø.
Det faldt havfrueskaber Peter Bech for brystet – han havde nemlig tilbudt den store frue kvit og frit til Dragør.
Siden blev havfruen et tema i valgkampen, hvor den delte vandene blandt politikerne.
Fortællingen nåede verden rundt, og Dragør Nyt fik en ret usædvanlig oplevelse for en lokalavis, nemlig at se en historie, der først blev rapporteret her i avisen, nå hele raden rundt fra Danmark over Tyskland og helt til Kina og Vietnam. De flinkeste af medierne citerede endog den lokale avis.
Historien fik ikke et punktum, men et pausekomma, da den næsten – og kun næsten – lige så yndige kystby Lemvig skulle tage stilling til, om havfruen skulle blive nordvestjyde. Det blev til et rungende måske – for i stedet for en politisk beslutning skal spørgsmålet nu i borgerhøring.
Historien har taget sit eget liv og har bevæget sig temmelig langt væk fra virkeligheden. Når udenlandske medier har kastet sig over den i bund og grund meget lokale fortælling, skyldes det to ting: referencen til den lille havfrue og den store havfrues gigantiske attributter. Det gav selv pæne medier mulighed for at vise bryster – ganske vist af granit – og den slags er der klik i.
Men reelt handler det mest af alt om en skulptur, der ikke må stå på et fredet fortidsminde, og som Dragørs politikere i hvert fald i første omgang har vurderet ikke passer ind i bybilledet.
Damer med køller – nej tak
Det var ikke granitdamer, men kvinder af kød og blod, der var omdrejningspunktet i en stor diskussion i Store Magleby i årets første måneder. Her var to kvinder blevet indstillet til at blive medlemmer af Vennekredsen Store Magleby.
Det kræver nok, at man er mere end usædvanligt rodfæstet i den sydamagerske muld for at forstå sagens alvor. For eventuelle ubefæstede sjæle, der ikke har rødder i den hollandske indvandring, skal det siges, at et medlemskab af vennekredsen også giver mulighed for at stille op som fastelavnsrytter og dermed deltage i afviklingen af det op mod 500 år gamle ritual på Hovedgaden fastelavnsmandag.
Kvindelige fastelavnsryttere har man haft i Dragør i årtier. Men i Store Magleby har det kun været mænd, og det blev der ikke ændret på sidste år.
Selvom Vennekredsen er temmelig tæt på ikke at kunne stille med de 12 ryttere, der kræves for overhovedet at ride fastelavn, sagde kredsens medlemmer nej tak til de to kvinder, som var de første, der nogensinde var blevet indstillet i kredsens historie. Ti mænd, der var indstillet, blev optaget – og årets fastelavnsridt blev gennemført med 15 tilmeldte ryttere.
Cykelsti gav slagsmål mellem venner
Dragør er som bekendt hjemmebane for tv-julekalenderen Tidsrejsen, og tidligere i år kunne det da også føles, som om man var hoppet ind i en tidsmaskine og rejst tilbage til de bilglade 1960’ere. I hvert fald opstod en diskussion, der næppe ville have kunnet finde sted bare 12 kilometer nede af vejen på Københavns Rådhus.
Et forslag om en cykelbane på Vestgrønningen delte nemlig vandene i usædvanlig grad. Konstitueringsparterne Venstre og Socialdemokraterne kunne mødes politisk med deres venner i borgmesterpartiet Det Konservative Folkeparti i spørgsmålet.
Cykelstien blev gennemført med et flertal uden om De Konservative – og i valgkampen så det ud til, at den havde fundet nåde hos Kenneth Gøtterup og hans partifæller, da borgmesteren markerede støtte til en lille udvidelse af stien. Den støtte holdt dog kun til kort efter, at det sidste kryds var talt op, og han kunne konstatere, at han havde absolut flertal i den kommende kommunalbestyrelse.
»Der bliver lovet mange ting i en valgkamp, og det er ikke alt, der efterfølgende bliver gennemført,« som han sagde på det allerførste møde i kommunalbestyrelsen efter valgsejren, da en borger spurgte, om han fastholdt sin støtte til forlængelsen.
Valg, valg og mere valg
Og så var der kommunalvalget, som den skarpsindige læser muligvis nåede at opdage hen over efteråret. Dragør Nyt gjorde i hvert fald sit bedste for at hjælpe med at oplyse borgerne bedst muligt – blandt andet gennem debatter, hvor vi journalister på skift liveopdaterede på Dragør Nyts hjemmeside.
Kommunalvalg kan få hjertet til at banke hurtigere hos de fleste lokaljournalister, og det bliver ikke mindre spændende, når man selv bor i den kommune, man skal dække. Og jeg skal hilse at sige, at den intense dækning ikke gør det lettere at finde ud af, hvor man skal sætte sit kryds.
Enkelte kandidater kunne man relativt hurtigt sortere fra, men tilbage stod en stribe af hårdtarbejdende politikere, der hver især havde deres stærke pointer. Nogle kom ind i kommunalbestyrelsen, andre gjorde ikke – og det endte som bekendt med et absolut flertal til Det Konservative Folkeparti.
Kommunalvalget blev afviklet i fin stil, men det kan man ikke just sige, at efterårets ældrerådsvalg gjorde. Her var der så meget koks i kommunikationen, at to tredjedele af alle stemmer var ugyldige.
Sammenholdt med en styrtdykkende stemmeprocent betyder det, at det nye ældreråd er valgt af under ti procent af de stemmeberettigede. Det til trods er det nye råd nu blevet godkendt – med erfarne folk i spidsen.
Handicaprådet i Dragør foretog også et valg tidligere i år, og det valg var at tage deres gode tøj og gå. Længere tids utilfredshed med det, de opfattede som manglende lydhørhed fra politikerne, førte til, at tre medlemmer forlod rådet, der dermed de facto blev nedlagt.
Blandt de store anstødssten var en ny svømmehal, der ikke var videre handicapvenlig, og lukningen af biblioteket i Hollænderhallen, som ellers både havde elevator og handicapindgang.
En dyr besparelse
Dragør har stadig et enkelt bibliotek tilbage – det på Vestgrønningen. Men hvad betød lukningen af filialen i Hollænderhallen for borgerne i Dragør, og var det en fornuftig beslutning i en sparerunde?
Det satte jeg mig for at undersøge med en aktindsigt og en stribe interviews. Det viste sig – vel ikke overraskende – at nedlæggelsen af et bibliotek med automatisk indtjekning, handicapadgang og gratis lokaler til fordel for en fredet bygning med masser af trin og uden automatisk døråbning havde reduceret borgernes mulighed for at benytte biblioteket og reelt havde udelukket ældre og handicappede fra at bruge faciliteterne.
Ekstraregningen for at gøre filialen på Vestgrønningen nogenlunde tilgængelig er høj – og projektet er ikke endeligt gennemført endnu.
Artiklerne krævede et stort benarbejde, og jeg er tilfreds med resultatet, selvom jeg er lidt overrasket over, at de ikke fik større gennemslagskraft. Men sådan er det en gang imellem. Nogle gange kommer der bare et par struttende havfruebabser og stjæler billedet.
Og alt det andet …
Det vil nærmest kræve et særtillæg at fortælle om alt det, der er sket i løbet af året. Dragør Borgerforening og biografforeningen blev for eksempel enige om en aftale, hvor borgerforeningen ejer og biografforeningen driver den gamle biograf. Der mangler stadig en del, før det hele er på plads, men processen er i gang.
Processer er der også nok af på plejecenteret Enggården, der har haft et tumultfyldt år. Siden en rapport først på året viste, at der mildest talt var plads til forbedringer, har plejehjemmet været igennem en genopretningsplan, flere pludselige opsigelser blandt lederne, en større debat om privatisering og en tragisk episode, hvor en beboer blev glemt under adskillige vagtskifter og afgik ved døden kort efter.
Enggården er blevet tilført ekstra millioner fra kommunekassen, og det samme er nødvendigt for bøjletandplejen, der har vist sig at være ekstremt dyr. De skæve tænder bliver ikke længere rettet af en kommunalt ansat tandlæge, men ved private i nabokommunerne, og det kan mærkes i den kommunale økonomi. Noget skyldes muligvis, at der har været en venteliste, som er ved at være afviklet, men regningen per behandling er samtidig blevet 10.000 kroner dyrere end forventet. Så hvordan økonomien endeligt lander, vil de næste års budgetter vise.
Alt skal dog ikke handle om katastrofer.
Blushøjspejdernes nye hytteprojekt nåede efter mange års forarbejde så langt, at lokalplansforslaget kunne sendes i høring. Det samme er sket for en ny lokalplan for Søvang, der blandt andet sætter grænser for byggehøjder, giver mulighed for fredning af træer og buske og øger kampen mod oversvømmelser med grund- og regnvand.
Café Espersen luftede tanken om at bygge en tagterrasse. Dragør Fort markerede en ny begyndelse og rystede posen med både nye restauranter og aktiviteter, da spa-flåden forsvandt.
Endelig blev 2025 også året, hvor ungdomskulturen fik et nyt tilholdssted – sådan da. Ved årets sidste byrådsmøde blev lokalplanen for en skatebane på havnen endeligt vedtaget. Så nu kan byggeriet gå i gang på et projekt, som frivillige har rejst penge til og kæmpet for igennem fem år.
Bygges skal der også i den almene boligforening Engparken, som skal renoveres for over en halv milliard kroner hen over de næste mange år.
Og så skal vi jo heller ikke glemme at kigge i egen navle.
I år fik Dragør Nyt også en ordentlig overhaling med et helt nyt og – hvis vi selv skal sige det – flot layout. Samtidig fik avisen en teknisk overhaling, der gav mulighed for at liveopdatere og streame de valgmøder, vi holdt hen over efteråret og gjorde, at vi kunne liveopdatere hele kommunevalgdagen, fra før valgstederne åbnede, og til rådhuset var tømt for de sidste gæster ved tretiden om natten.
Og så fik vi såmænd også Dragør Nyts Venner, hvor alle kan melde sig ind og dermed være med til at sikre, at der også lander lokale kvalitetsnyheder i postkasserne næste år. Den slags er vigtige – ikke kun for at sikre min løncheck, men for det lokale demokrati.
