De sidste låger

Udfordringerne er kendt i stort set alle landets kommuner, men Dragør skiller sig alligevel ud. Andelen af ældre på 67 eller derover er 24 procent – mod 19 procent på landsplan – og samtidig har Dragør en af landets højeste gennemsnitslevealdre.

Andelen af ældre i Dragør forventes desuden at stige, mens det generelle indbyggertal falder. Det stiller krav til blandt andet øget fokus på velfærdsteknologi – altså teknologi, der kan aflaste og i nogle tilfælde delvist erstatte plejepersonale.

Nødvendig teknologi

Det er dog ikke løsninger, der altid modtages positivt. Det seneste års debat om robotstøvsugere i hjemmeplejen er et godt eksempel. Men Jan Madsen mener, at løsningerne er nødvendige.

»Robotstøvsugerne har fyldt en del, men det er jo egentlig en ret lille ændring, som bare er meget synlig,« siger han.

»Der bliver allerede brugt teknologi, som ingen tænker over. Der findes automatisk medicindosering, og det er reelt mere effektivt, end når mennesker gør det, for andelen af fejl er mindre. Teknologi vil blive mere almindeligt, for vi bliver nødt til at tage det ind på nogle områder, så vi kan bruge personalets ressourcer på den rigtige måde,« fortæller han.

»Men det skal gøres i det rigtige tempo, og heldigvis har Kommunernes Landsforening sat et kæmpeprojekt i gang, hvor de kigger på, hvilke muligheder der er. Vi skal også kigge på andre kommuner, for vi kan som en lille kommune ikke sidde og finde på alle løsninger selv. Jeg plejer at bruge udtrykket steal with pride. Det gælder om at bruge det, der allerede er udviklet.«

Ud over medicindosering forventer Jan Madsen, at basal rengøring og mere basal pleje med tiden kan suppleres med teknologi.

»Det håber jeg i hvert fald, for uanset om vi kan lide det eller ej, bliver vi nødt til at sige, at vores personale skal bruges til det, de er uddannede til, nemlig at pleje vore ældre. Så kan opgaver, som ikke nødvendigvis har med plejen at gøre, løses teknologisk.«

Andre modeller for Enggården

Et andet område, der har fået stor opmærksomhed, er Omsorgscenteret Enggården.

Dragør skiller sig ud fra de fleste kommuner ved kun at have ét plejehjem – og netop Enggården har været stærkt omdiskuteret de seneste par år.

En kritisk gennemgang af plejecenteret førte til, at der i foråret sidste år blev vedtaget en genopretningsplan. Siden har en ubehagelig sag med en beboer, som blev glemt gennem flere vagtskifter samt adskillige lederes opsigelser skabt røre.

I valgkampen markerede borgmester Kenneth Gøtterup – der som konservativ er Jan Madsens partifælle – med et oplæg, hvor han opfordrede til, at Enggården i fremtiden skulle drives af en landsdækkende organisation, hvis ikke der kom styr på forholdene. Det gav fornyet uro blandt personalet og krisemøder imellem plejehjemsledelsen, borgmesteren og forvaltningen, men det har ikke ført til, at tankerne er lagt helt i graven.

Jan Madsen fortæller, at forvaltningen er i gang med at afsøge forskellige modeller, der vil blive præsenteret for Ældre- og Sundhedsudvalget i løbet af foråret. Om det bliver som en orienteringssag – altså en sag, hvor forvaltningen blot giver et overblik over kommunal drift sammenlignet med for eksempel en privat virksomhed, en nonprofitorganisation eller et lokalplejehjem – eller en beslutningssag, ved han ikke.

»Men det er en sag, der skal behandles politisk. Indtil videre har diskussionen kun foregået i debatindlæg og ikke i det politiske system,« siger han og antyder, at Enggårdens egen fremdrift er afgørende for, hvordan sådan en sag vil lande.

»Vi har en handlingsplan for Enggården, og så længe vi ser den fremdrift, som vi forventer, tror jeg ikke, at der er tanker om at gøre det anderledes. Men både forvaltning og politikere har en pligt til at kigge rundt og se, hvad man gør andre steder. Det er ikke nødvendigvis, fordi vi skal gøre det, men vi skal udvide vores horisont,« siger Jan Madsen.

Udvalgsformanden er ikke blind for de udfordringer, der ligger i at være en lille kommune – for eksempel at der kun er ét plejehjem – men han ser også store fordele.

»Det er en kæmpe styrke i Dragør, at vi ikke er større end, at vi kender hinanden. Det giver et stærkt civilsamfund, hvor virkelig mange mennesker tilbyder deres hjælp på frivillig basis. Det er en stærk tradition, vi har,« siger han og fremhæver Dragør Aktivitetshus på Wiedergården som et eksempel.

»Der er så mange forskellige tilbud, som næsten 200 frivillige står bag. Der er 1.700 borgere, der kommer der en gang imellem,« siger Jan Madsen, der ser tilbuddene som et vigtigt værn mod den ensomhed, en del ældre oplever.

»Det løser ikke alle udfordringerne med ensomhed, men det er et skridt på vejen til at få løst et problem, vi som ressourcestærk kommune bør kunne tackle.«

Problemtænder

Ældreområdet er kun den ene halvdel af udvalgets arbejde. Sundhed fylder også noget, og her er der også udfordringer, som skal tackles.

Jan Madsen peger straks på børnetandplejen og bøjletandplejen som områder, der vil komme til at fylde meget.

»Der har været et stort efterslæb, fordi der ikke har været kapacitet på bøjletandplejen og børnetandplejen. Specielt bøjletandplejen er et problem i næsten alle kommuner, og det har vi forsøgt at løse ved at købe ydelserne ude,« siger han.

Selvom skoletandplejen netop er rykket tilbage til Dragør Kommune, betyder det ikke, at udfordringerne er overstået.

»Sundhedsloven siger, at vi skal tilbyde tandeftersyn inden for en bestemt tidshorisont, og hvis ikke det er muligt, må vi spørge private klinikker eller andre kommuner, om de vil hjælpe. Det er det, vi har gjort, og det har kostet nogle penge, men det er nødvendigt,« siger Jan Madsen, som forventer, at der vil komme forslag til varige løsninger fra forvaltningen i løbet af foråret.

Alkohol og unge

Dragør er ikke præget af store sociale forskelle, men der er en del hverdagsproblematikker, for eksempel i form af stress og alkoholforbrug, som i Dragør ligger højere end gennemsnittet for regionen.

»Generelt er forbruget nok for højt. Det har vi en forpligtelse til at kigge på. Min aldersgruppe kan man nok ikke redde, men vi skal sætte ind, hvor vi kan i forhold til de unge mennesker,« siger den 68-årige udvalgsformand.

»Det er jo lykkedes meget godt inden for rygeområdet, selvom der er begyndt at være en stigning på andre tobaksprodukter.«

Jan Madsen mener ikke, at forbud er vejen, men alligevel kan man godt påvirke de unge til en sundere alkoholkultur.

»Vi skal give oplysning, og vi skal rådgive. Det har vi blandt andet gjort gennem UngDragør, og vi har også holdt alkoholfri sidste skoledag, så vi er i gang. Men forældrene har også en opgave her. Det er jo dem, der skal opdrage deres børn,« siger Jan Madsen, som peger på en paradoksal tilgang til alkohol hos mange mennesker.

»Hvis man siger, at man prøver at leve sundt, så bliver folk begejstrede. Men hvis man siger, at man ikke drikker, bliver der set på en, som om der er noget galt. Heldigvis er der begyndt at komme mere alkoholfri øl, vin og spiritus, der kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning.«

De overordnede linjer

Som politiker – specielt i en lille kommune – har man en stor berøringsflade med vælgerne. Det betyder også, at man af og til oplever, at folk henvender sig direkte med en sag, de gerne vil have behandlet.

»Men vi skal ikke gå ind i enkeltsager som politikere. Det er opgaver, der ligger i forvaltningen, og som vi ikke skal og må blande os i. Vi skal holde et helikopterperspektiv. Jeg plejer at sige, at jeg gerne vil fortælle om, hvordan man får kontakt, klagemuligheder, regler og den slags, men at jeg ikke kan gå ind i enkelte sager. Det har folk heldigvis en forståelse for,« siger den konservative politiker, der ridser de mest presserende sager op som værende rekruttering og fastholdelse, kvalitet inden for ældreplejen og udfordringerne med tandplejen.

Men nøglen til det hele findes i de kolde tal.

»Uanset hvilke emner vi taler om, er det altoverskyggende, at der er styr på økonomien. Det har været politikken i de seneste fire år, og vi skal fortsætte med at have styr på vores penalhus, ellers har vi ikke styr på noget som helst.«

Udvalgsformanden understreger, at det ikke betyder, at man skal spare, men at man skal vide, hvad ting koster, og hvad pengene bliver brugt på.

»De skal bruges på de rigtige ting. Det er ligesom i privatøkonomien – man træffer nogle valg og tager det, der giver mest værdi.«