
»Hvor er du egentlig henne i verden lige nu? Vi går og roder lidt med en idé om at lave Danmarks bedste pizzaer i Dragør. Kunne du ikke tænke dig at hjælpe os med det?«
Nogenlunde sådan lød det, da Rasmus Tindahl Kirkegaard, som de fleste i Dragør kender fra Gabriel Jensens Traktørsted på Sydstranden, ringede til Antonietta Pacifico for et halvt års tid siden.
Født i Napoli og opvokset i Firenze havde Antonietta tilbragt godt ti år i Danmark, men var lige flyttet tilbage til Italien, da Rasmus ringede. Hun havde en plan om at starte forfra i sit hjemland. Men hun savnede – tro det eller lad være – det danske vejr, København og ikke mindst danskerne. Frem for alt sagde Rasmus det magiske ord »Pizza«.
»Jeg har altid været vild med pizza, men i Italien har det traditionelt været et mandejob at være pizzabager. Men fordi jeg gerne ville ud i verden og tænkte, at det ville gøre det nemmere at finde arbejde, hvis jeg kunne lave pizza, fandt jeg mig en praktikplads. Her var jeg et år for at lære at lave pizza på den traditionelle italienske måde. Og så rejste jeg til København. Efter en uge havde jeg fået job på et pizzeria, og så har det bare udviklet sig derfra. At lave pizza er det bedste,« forklarer Antonietta Pacifico, der til daglig kun bliver kaldt Anto.
Snoede sin egen pizzavej
Stille og roligt arbejdede hun sig opad og snoede ligesom sin egen pizzavej. Hun har arbejdet med nogle af de bedste pizzamagere i København, blandt andet Giuseppe Oliva, der står bag de berømte surdejspizzaer på BÆST og Surt.
»Jeg har været heldig og arbejdet med nogle virkelig dygtige mennesker. De har lært mig så meget, og jeg har lavet så mange spændende ting. Men alligevel var jeg altså flyttet tilbage til Italien og tænkte, at det nu var der, jeg skulle være. Men jeg kendte Rasmus fra Tivoli, hvor vi begge arbejdede på et tidspunkt, og jeg vidste, hvad han stod for. Og så tænkte jeg bare, ja. Ja, det skal jeg,« fortæller Antonietta Pacifico.
Og sådan gik det altså til, at pizzabageren fra Napoli havnede i Hollænderhallen i Dragør – i øvrigt som medejer af Pizzaria Estadio sammen med Rasmus Tindahl Kirkegaard, Rasmus Hjeds Fisker og Mathias Bang Højgaard.

Pizza skal laves med kærlighed
Rasmus havde længe arbejdet med at udvikle den helt perfekte dej. En blanding af dansk og italiensk mel tilsat surdej. Da Antonietta Pacifico sagde ja til at være med i projektet, hoppede på et fly og landede midt i udviklingen af Pizzaria Estadio, var hun med til at sammensætte menuen de toppings, som de skulle starte med.
Pizzaerne kommer dog helt sikkert til at udvikle sig flere gange, for hun og »Rasmusserne« kaster hele tiden rundt med idéerne.
»Pizza skal laves med kærlighed, og du kan bruge din kreativitet. Selvom jeg er italiener, har jeg det ikke sådan, at en pizza kun må være på en bestemt måde. Jeg elsker, at vi udvikler noget nyt og kombinerer det traditionelle italienske med noget nordisk,« lyder det fra Antonietta Pacifico.
Cool at arbejde i sportshal
Hun var ikke skræmt over, at idéen om at lave Danmarks bedste pizzaer skulle udfoldes i en gammel sportshal. Hun syntes, at tanken lød cool – og svømmer nu i øvrigt de fleste dage i Hollænderhallen, inden hun går i gang med dagens pizzaer.
Den 650 kilo tunge pizzaovn står foreløbigt i produktionskøkkenet på førstesalen, og så er der udlevering i den gamle cafeterialuge i stueetagen. På sigt skal der også bages pizzaer hernede.
Når Antonietta åbner køkkenet og går i gang med at gøre alle råvarer klar og tjekke, om dagens cirka 200 dejportioner er hævet, som de skal, ligger der allerede en hvid slange af bestillingssedler hen ad gulvet.
Sedlerne bliver taget op, systematiseret efter udleveringstidspunkt og hængt op. Og så er det ellers bare med at gå i gang. Antonietta er køkkenchefen, der dirigerer det hele, men heldigvis har hun otte lokale unge piger og drenge mellem 15 og 18 år til at hjælpe sig.
»Jeg er meget imponeret over dem. De er så nysgerrige og klar på at lære. Jeg deler os op i stationer – hvem der åbner pizzaer, hvem der putter fyld på og så videre – og de er ivrige efter at flytte station og rykke op i pizzahierarkiet,« griner Antonietta Pacifico.

Det gør os stolte
Hun elsker selv alle stationer. Fra at jonglere med dejen og få den til at folde sig ud på den der helt utroligt svære måde, som ser utroligt let ud, når hun gør det. Fordele fyld, placere den på pizzaspaden i ét hug og sørge for, at dejen bobler op og bliver bagt på den perfekte måde. Sprød udenpå og chewy indeni. Gode, enkle råvarer – ikke for meget og ikke for lidt af dem.
»Jeg synes selv, at de er crazy good. Men vi er alligevel overraskede over, at folk har taget så godt imod dem. Det gør os da meget stolte,« siger Antonietta Pacifico, der ikke i sin vildeste fantasi havde drømt om, at de ville nå op på 1.000 solgte pizzaer den første uge.

Ingen stress – men fuldt fokus
Men slangen af hvide bestillingssedler, som har ligget der hver dag, siden Estadio åbnede den 31. oktober, stresser hende på ingen måde.
»Jeg elsker, at det er travlt, elsker det dynamiske i det. Jeg har det så sjovt med de unge, vi hører musik, synger og laver bare de bedste pizzaer. Og så synes jeg, at Rasmus, Rasmus og jeg er et supergodt team. Vi finder på så mange skøre ting og har alle lyst til at prøve alt muligt af. Det bliver aldrig kedeligt,« siger hun, inden hun må videre med sine pizzaer.
Med musik i ørerne nynner hun videre og bruger rytmen til at forme pizzaerne.
Nok er det sjovt, men der er samtidig fuldt fokus på at overholde bestillingstiderne så godt som muligt, og at hver eneste pizza, de laver, skal være den bedste, de nogensinde har lavet – som det står skrevet på væggen bag dem.

Hvordan og hvorfor?
Hvordan tør man åbne et madsted i en sportshal, når halcafeteriaer landet over har svært ved at overleve?
»Ved at tænke det helt anderledes. Vi droppede tanken om, at det skulle være et traditionelt cafeteria. Vi tænkte i stedet over, hvordan vi kunne lave noget, der ikke var afhængigt af hallens gæster, men som kunne leve i sig selv og så samtidig fungere godt i en hal.«
Hvorfor pizza?
»Pizzaer fungerer perfekt til stedet, fordi du kan tage dem med dig hjem, når du henter børnene til svømning. Man kan også sætte sig her med en flok venner og dele en pizza efter træning. Og så synes vi også, at denne del af Dragør savnede noget takeaway, så man bare bestiller online og kommer her og henter.«
– Rasmus Tindahl Kirkegaard og Rasmus Hjeds Fisker, der allerede driver Gabriel Jensens Traktørsted sammen og nu har åbnet Pizzaria Estadio i Hollænderhallen.
Se en af Antonietta Pacificos egne yndlingspizzaer blive til – med tomat, mozzarella, rødløg, pikant pølse og honning.







































































