
Det næsten 34 grader varme vand smyger sig om de bløde babylår og spjættende arme og får øjnene til at stråle hos de syv babyer, som ben og arme tilhører.
Ført rundt i vandet af en forælder danner de en rundkreds om svømmeunderviser og livredder Christina Raagaard. Og så synger de hinanden i gang med dagens babysvømning. Fem af dem har mor med, og to har far med.
Det sker, imens et hold ældre borgere er i fuld gang med noget vandgymnastik i det store bassin inde ved siden af – til tonerne af Bruno Mars og Rosés sang med det umulige navn »Apateu Apateu«. Det er på alle måder livsbekræftende at være her i Hollænderhallens svømmehal.
Smilemusklerne arbejder
Christina Raagaard elsker at guide babyerne og deres forældre igennem en række legende øvelser i vandet. Smilemusklerne er på arbejde, for det er utrolig vigtigt at skabe en god og glad stemning som grundlag for, at både babyer og forældre føler sig trygge i vandet.
»Gennem årene er jeg blevet mere fokuseret på, at det ikke bare er babyerne, jeg underviser. Det er i lige så høj grad forældrene. For mange kommer faktisk og er selv lidt utrygge ved vand eller kan i hvert fald ikke lide at få hovedet under vandet og har derfor heller ikke lyst til, at deres baby skal have det. Den frygt kan gå lige i børnene,« forklarer Christina Raagaard og fortsætter:
»Så hvis forældrene er bange, spørger jeg, om jeg skal tage det første dyk i vandet med babyen, og så spørger jeg også, om vi ikke skal udvikle deres eget forhold til vand. Så får de dykkerbriller på og kan følge med under vandet og se, hvordan deres baby som det mest naturlige bevæger sig under vandet og ikke selv har den frygt, som de måske selv har.«

Behov for tryghed ved vandet
Det er Dragør Kommune, der står bag babysvømmeholdene. Lige nu er der fire hold hver tirsdag formiddag, og snart kommer der også hold for de et- til toårige torsdag eftermiddag.
Christina Raagaard har været med helt fra start og nyder at arbejde med det vigtige mål for øje: at gøre babyerne vandtrygge og dermed ruste dem til at blive gode til at begå sig i vandet. Det skaber nemlig grundlag for, at de nemmere kan lære at svømme, når de bliver lidt større.
»Det er jo noget, der fylder meget for forældre i Dragør. Jeg er selv født og opvokset her, og når man er omgivet af vand, er det bare ekstra vigtigt at være tryg i vandet og at lære at svømme og begå sig i vandet, fra man er helt lille,« forklarer Christina Raagaard.
At det hedder babysvømning, betyder selvfølgelig ikke, at der er en hel flok babyer, der pludselig rygcrawler om kap. Det handler om leg. Men leg man kan lære noget af.
»Trygheden i vandet er en læring, der kommer gennem leg. Men der er en idé med øvelserne. Så når vi dykker babyerne ned under vandet lige ved kanten, tager dem op igen og lader dem finde kanten, så handler det faktisk om at lære dem nogle reflekser. Så de ved, at de skal komme op igen og finde kanten, hvis de for eksempel falder i en pool,« forklarer Christina Raagaard.

Repetition og sang skaber ro
Hun plejer i øvrigt tit at sige til forældrene, at de skal forvente, det kan være lidt kedeligt at gå til svømning med deres babyer. For børn elsker repetition, og derfor skal der stort set ske det samme hver gang.
»Vi synger også meget, for sammen med det varme vand gør det børnene rolige,« fortæller Christina Raagaard.
Nogle babyer kan med det samme klare 30 minutters babysvømning, mens andre måske har fået nok efter ti minutter. Der er plads til, at alle kan tage det i deres eget tempo.
»Vi arbejder også meget med flydemidler (skumplader eller skumorme, red.). For så får man hjælp til at holde sig oppe, men samtidig har man den rette stilling i vandet og lærer at bruge arme og ben. Svømmevinger giver faktisk falsk tryghed, så dem bruger vi ikke,« lyder det fra Christina Raagaaard.
En dum ble kan ødelægge festen
Derudover er der dog ikke mange regler til babysvømning. Det handler om, at alle skal have det sjovt og trygt. Én regel kan dog ikke omgås. At alle – også forældre – vasker sig grundigt, inden de går i vandet.
»Vi kører med et lavt klorniveau her i Hollænderhallen, fordi det er godt for miljøet, men også for vores hud. Det kræver dog, at vi alle vasker os godt. Ikke fordi vi er vildt beskidte, men fordi vi også kan have bodylotion eller hårlak på os, som ikke skal havne i vandet, så vi må skrue op for klorniveauet. Det er også derfor, babyerne skal bruge de her stramme badeblesbukser. For hvis vi oplevede et uheld, måtte vi lukke bassinet hele dagen,« forklarer Christina Raagaard.
Babysvømningen er slut for i dag. Og syv glade, men trætte babyer er klar til at komme op af vandet, under bruseren og blive tørret og få tøj på – og helst inden de bliver for sultne eller trætte. Så forældrene, der også ser glade og trætte ud, haster ud i omklædningsrummet.
De, der har tid og overskud, samles dog til en kop kaffe ude i forhallen bagefter. Christina Raagaard har nemlig sørget for, at der er kaffe på kanden.
»Jeg synes, det er vigtigt, at man lige har mulighed for at kunne slutte af sammen og måske tale om de oplevelser, man lige har delt,« forklarer hun.

Babysvømning er noget særligt
Christina Raagaard glæder sig dog allerede til næste hold, for det er noget særligt at stå for babysvømning. Det har hun gjort nu i otte år. Først i Kastrup og siden i Hollænderhallen. I begyndelsen på deltid, mens hun samtidig fortsatte sit arbejde som stewardesse og et helt tredje job som blomsterdekoratør.
»Så nogle dage havde jeg en flyvning om formiddagen, og så underviste jeg i babysvømning bagefter, og næste dag skulle jeg måske binde blomster. Det var sjovt, men også lidt skørt nogle gange. Nu er jeg kun her, og jeg er superglad for det. Babysvømningen er noget særligt. Jeg føler, jeg bliver ved med at have små børn, selvom mit eget barn er blevet større. Men jeg er også glad for, at jeg underviser mange andre hold og har andre opgaver. For man skal være på på en helt særlig måde med babyerne og deres forældre,« fortæller Christina Raagaard med et stort smil, der dog ikke forsvinder, selvom babysvømmetimen er forbi.


Foto: Kirsten Marie Juel Jensen

Vidste du, at …
• Der starter nye hold op i begyndelsen af januar – og er stadig ledige pladser. Du tilmelder dig og din baby på Dragør Kommunes hjemmeside.
• Der er visioner om at oprette graviditetshold og afholde wellnessaftener i svømmehallen.
• Både Dragørs Aktivitetshus og AOF har svømmehold for forskellige aldre og på forskellige niveauer i Hollænderhallen. Blandt andet er varmtvandsbassinet populært, fordi man her kan føle sig helt vægtløs og smidig i det varme vand. Tjek deres hjemmesider for info.
• Alle Dragørs 4. klasser får svømmeundervisning i Hollænderhallen, og de starter altid op med havsvømning nede ved Dragør Søbad.
• Dragør Svømmeklub har masser af forskellige svømmehold, der alle svømmer i Hollænderhallen (tjek deres hjemmeside for info). Men derudover er der offentlig adgang til svømmehallen mandag, onsdag og fredag klokken 7–15, tirsdag og torsdag klokken 8–21 og klokken 8–4 både lørdag og søndag.
• Der nu også er åbent i caféen ved siden af svømmehallen fra klokken 16.30 på hverdage.

























































