Blandt årets faste juletraditioner har Levende Låger en helt særlig plads, når folk og fæ trodser mørke og vejr i byens gader. Foto: TorbenStender
Dragørs hyggelige juletradition, hvor man klokken 17 hver dag med udgangspunkt fra Badstuevælen kombinerer en rask gåtur med julehygge, er nu for alvor godt i vej.
Dragør Gospel Kor giver den gas i Dragør Kirke. Foto: TorbenStender
Gospel i Dragør Kirke
Tirsdag den 2. december vandrede Levende Låger vestpå til Dragør Kirke, hvor Dragør Gospel Kor øver hver mandag. Dirigenten Louise Kofoed bød velkommen og annoncerede et par af højdepunkterne fra mandagens koncert, blandt andet en gospeludgave af salmen »Kimer i klokker« samt »A Child is Born«.
Dirigenten efterlyste nye medlemmer til koret – især mandlige medlemmer vil være meget velkomne. Senere fik deltagerne lov til at synge med…
Julevinduet hos Glasseriet. Foto: TorbenStender
Besøg hos glaspusteren
Målet for dagens vandring onsdag den 3. december var Glasseriet i Magstræde, hvor glaspuster Rikke Bruzelius tog imod vandrerne.
Der var fuld gang i ovnen, hvor hun henter den smeltede glasmasse. Det blev demonstreret, hvordan glaspustningen foregår, og Rikke Bruzelius fortalte om ovnens temperaturer og processen med at fremstille de forskellige glastyper.
Deltagerne blev inviteret ind for at kigge på de smukke, farvestrålende glas, og flere benyttede sig af lejligheden til at erhverve en af de fine ting med hjem.
Glaspuster Rikke Bruzelius demonstrerer. Foto: TorbenStenderJohn Lapain viser og fortæller ved sit skur i Skurbyen. Foto: TorbenStender
»Kom bare nærmere – vi er ikke så farlige, som vi ser ud til«
Folkene i Skurbyen har introduceret ovenstående slogan, og det gjaldt også for de 88 gæster, der trodsede regnen torsdag den 4. december. Der blev budt velkommen af Tom Pedersen, som fortalte generelt om Skurbyen, der gennem 125 år har udviklet sig til det, man ser i dag.
Første låge var hos XPilot, hvor foreningen bag den gamle lodsbåd har et skur. De havde i dagens anledning sat det gamle lodsflag – et dannebrogsflag med en hvid kant omkring. Derefter gik turen til fisker John Lapains skur, hvor han fortalte om fiskeriets udvikling – i dag nærmest afvikling – og om, hvad der ellers foregår i Skurbyen.
Til slut besøgte deltagerne Dragør Rygelaug, hvor Jan Lek Larsen fortalte laugets historie. Man begyndte i 2009 og har nu 30 medlemmer.
Der blev trakteret med æbleskiver, varm kakao med flødeskum og rom til de voksne. Og en fin og spændende tur i Skurbyen blev toppet op med smagsprøver på friskrøgede popkorn og flæskesvær.
Julevinduet i Kampensgade 4. Foto: TorbenStender
»Alting handler jo om Grønland i år …
… så det synes vi også, at vores julevindue skal.« Sådan indledte Bente Walløe Poulsen årets historie i Kampensgade 4, da Levende Låger nåede frem fredag den 5. december.
Hun fortsatte:
»Vi, der er glade for Grønland, har svært ved at høre på, at der skaltes og valtes med øen – især fra USA’s præsident. At det så giver et opsving i interessen for Grønland her i Danmark, kan vi kun være glade for.«
I huset bor hun sammen med Palle Cranil, og de har boet i huset siden 2004, hvor de overtog huset fra hendes moster.
Julevinduet viste gengangere fra tidligere år – små nisser og strikkede grantræer – samt en papstjerne, som Bente Walløe Poulsen købte i Grønland, hvor hun boede i fire år og arbejdede i sygehusvæsenet.
Det første år på Grønland skulle hun vænne sig til, at solen dykkede ned bag fjeldene om vinteren, men første søndag i advent lyste alle husene op, fordi man havde tændt en julestjerne i et eller flere vinduer. Stjernerne sendte et dejligt, varmt lys ud over snelandskabet.
I år er det 30 år siden, hun kom hjem fra Grønland, og derfor synes parret, at det skulle fejres med den grønlandske stjerne i deres julevindue.
Der er højt humør foran roklubben. Foto: TorbenStender
Familiehygge og motion
Lørdag den 6. december trodsede 150 personer vintermørket og drog ned til Dragør Roklub i Madsens Krog. Et af klubbens medlemmer, Bente Walløe Poulsen, bød velkommen og fortalte om roklubben, som blev stiftet i 1969.
Klubben er en familie- og motionsklub, hvor flere generationer kan ro sammen. Om sommeren ror man på vandet i 2-åres og 4-åres robåde samt i nyere modeller – coastalbåde, som giver nye og spændende udfordringer til roeren.
Om vinteren og i dårligt vejr kan man holde formen ved lige i et motionsrum med romaskiner og andre motionsredskaber. Der blev sunget to vers af klubbens slagsang, og så var der fri bar med drikkevarer og snacks i bådehuset – og med mulighed for at gå på opdagelse i roklubbens faciliteter.
Der var lækkerier til store og små ved roklubben. Foto: TorbenStender
Et mulighedsregister skal øjensynligt give inspiration til et forøget samarbejde med Tårnby. Det er da tosset at afskære Dragør fra andre samarbejdspartnere.
En kommune skal løse en række opgaver på vegne af borgerne, men det er jo ikke nødvendigvis kommunen, som selv skal stå for løsningen. Man kan udbyde en opgave til en privat eller ekstern kommunal aktør. Det kan der være både økonomiske og faglige gode grunde til, og det har Dragør også jævnligt gjort tidligere.
Men at begrænse mulighederne til bare at omfatte Tårnby er da tudetosset. Tårnby kan muligvis være den bedste samarbejdspartner…
Tillid er godt – kontrol er bedre
Som Stalin skulle have sagt i en anden anledning.
Når en kommune outsourcer en opgave, ændrer det ikke ved ansvaret for økonomien og udførelsen. Dragørs lovpligtige modersmålsundervisning for indvandrere ligger for eksempel i Hvidovre.
Da Dragør blev pålagt modersmålsundervisning, gennemgik vi en lang række muligheder. Selv at ansætte sproglærere ville være særdeles dyrt, så vi kiggede på eksterne muligheder. Her lå Hvidovre langt bedre end Tårnby. Flertallet måtte dog gå i skænderi med forvaltningen. Den mente, at eleverne skulle transporteres i taxi frem og tilbage.
Jeg mente selv, at det var cirka 25-årige mænd, som havde klaret at rejse gennem 16 forskellige lande fra Afghanistan til Dragør; de burde med et kommunalt buskort selv kunne tage turen mellem Dragør og Hvidovre. Det måtte vi forklare forvaltningen.
Dragør har også outsourcet den løbende udbedring af gadebelysningen i stedet for at ansætte egne elektrikere. I dag er det et privat elfirma, som via et fast beløb bliver betalt for at fejlrette slukkede gadelys. Kontrakten indeholder et krav om maksimalt ti dages frist for at udbedre et slukket gadelys.
En frist på ti arbejdsdage var et kompromis. Ti dages frist kan opfattes meget relativt. For en virksomhed, som skal modtage en anmeldelse og derpå lægge opgaven ind i deres agenda for deres folk, kan det virke som kort tid. For en niårig skolepige, som i decembermørke skal cykle til skole gennem en totalt mørklagt tunnel, er ti dage ret lang tid.
Men bliver fristerne overholdt? Det kræver grundlæggende, at kommunen som ansvarlig har fuld kontrol over, at tiderne holder. Erfaringerne viser desværre, at det ofte ikke sker.
Hvad vil udvalgsformanden gøre?
Ser man på dagens modtagelse af pakkepost, har man her løst problemet med tidsfrister. Modtageren får løbende besked om, hvor pakken/opgaven befinder sig. Og modtageren får straks en afsluttende melding en time efter, at sagen er endeligt løst. De har kontrol over opgaven.
Har kommunen kontrol over eksterne og egne leverandørers overholdelse af aftaler? Det synes desværre ikke altid at være tilfældet. Hele problemet med Omsorgscenteret Enggården grunder i, at reelle, berettigede klager blev frasorteret. I bedste mening naturligvis. Men den manglende information gjorde, at intet blev rettet i god tid.
Outsourcing er kommet for at blive
Fremover skal et byråd magte at navigere blandt opgaverne. Hvilke opgaver kan bedst løses i eget regi, og hvilke opgaver skal løses hos private eller i andre kommuner? Og hvordan sikrer kommunen, at servicen opfyldes? Men når kommunen har fundet en løsning, er det jo ikke en evig beslutning for al fremtid.
Stiger prisen, kommer der nye metoder, eller stilles der andre krav til løsningen, skal man være klar til at ændre reglerne og måske flytte ansvaret for løsningen.
Jeg har sagt det før, men gentager gerne: at være politiker er som at være bonde. Hver eneste dag begynder med, at man skal skovle møg en times tid.
Julen var også i 1730’ernes Leipzig en periode med travlhed, trængsel og alarm, og det gjaldt naturligvis også for Johann Sebastian Bach. Som byens kantor havde han ansvar for musikken i flere af Leipzigs kirker. Dertil kom forventningen om, at han hvert år skulle præsentere ny musik til både juleaften, juledagene og de øvrige helligdage, der fulgte.
Så kalenderen var tæt pakket, men netop i disse år fandt Bach alligevel tid til at skrive nogle af de værker, der i dag regnes blandt musikhistoriens mest betydningsfulde. Johann Sebastian Bach skrev sit juleoratorium i 1734.
De seks kantater rummer tilsammen 64 satser, som skildrer hele fortællingen om Jesu fødsel – fra Josef og Marias rejse til Betlehem, over hyrderne på marken, til omskæringen, navngivningen og de tre vise mænds hyldest til Jesusbarnet.
Søndag den 21. december klokken 16.00 optræder Københavns Kantatekor i Store Magleby Kirke.
Se annoncen på side 9 i denne avis.
Johann Sebastian Bachs originale manuskript fra anden del af Juleoratoriet. Foto: Bach digitale arkiv, Leipzig
Store Magleby Skole har været uden skoleleder siden den 1. marts i år, hvor Jens Nellemann Charpentier stoppede for at tiltræde et nyt job. Men nu har et enigt ansættelsesudvalg ansat Kasper Stoholm, der overtager skolelederjobbet den 1. januar 2026.
Afdelingsleder Steen Nielsen var konstitueret leder frem til sommerferien. Siden sommerferien har det været Claus Peter Andersen, der i en overgangsperiode har ledet både Nordstrandskolen og Store Magleby Skole, fordi man ikke har kunnet finde den rigtige kandidat til stillingen. Men det har man så nu.
I en melding til forældrene på skolen fra Claus Peter Andersen lyder det, at Kasper Stoholm er blevet ansat, fordi han har en tydelig ledelsesstil, solid faglig indsigt og fokus på et godt og tillidsfuldt samarbejde med både medarbejdere og forældre.
Kasper Stoholm kommer fra en stilling som afdelingsleder og souschef på Søndersøskolen i Furesø.
Det ambitiøse kystsikringsprojekt i Dragør – med planer om diger, forland og andre beskyttelsestiltag langs kysten – er inde i en afgørende fase.
Midt i faglige rapporter, digelinjer og tilskudsansøgninger vokser en dyb usikkerhed blandt borgerne: Hvad vil det koste, og hvem skal i sidste ende betale?
To modeller
I princippet arbejder Dragør Kommune med flere mulige modeller for kystsikring: en ydre sikring, hvor diger eller forlandsdiger placeres ud mod vandet, og en mere indre sikring, hvor man beskytter baglandet eller lavtliggende matrikler med barrierer, lukker ind- og udløb, eventuelt kombineret med…
Valget af løsning har store konsekvenser – både for landskab, adgang til vand, natur og infrastrukturen, men også for økonomien, og hvem der skal betale.
Økonomien
Ifølge kommunens eget materiale estimeres anlægsomkostningerne for delstrækningerne ved Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden (Fase 1 – delområde 4, 5 og 6) til omtrent 111 millioner kroner eksklusivt moms (2024-priser). Men det er klart understreget, at beløbet kan ændre sig, efterhånden som linjeføring, materialesammensætning og det præcise omfang af kystbeskyttelsen defineres, og det kan sagtens ende på 200 millioner kroner.
Fase 2 (Nordstranden, Dragør Gamle By og havn samt Sydstranden) kan løbe op i 1,7–2,1 milliarder kroner. Samlet en estimeret udgift på cirka 2,3 milliarder kroner.
Der lægges op til, at finansieringen af projektet ikke udelukkende skal hvile på private grundejere. Der kan også være medfinansiering fra statslige puljer, fonde eller centrale samarbejdspartnere.
Men klarest står det, at kommunalbestyrelsen i Dragør har besluttet, at udgifterne – eller i hvert fald en del heraf – skal fordeles efter det såkaldte nytteprincip, hvor dem med mest gavn af sikringen skal betale.
Der eksisterer en teknisk baggrundsrapport (Dispositionsforslag: Teknisk baggrundsrapport, DF-GEN-RP-003, Rev 1). Her er der defineret, hvilke matrikler der bliver berørte ved 100-årsstormflod i 2075 (K100,2075).
Delstrækning
Antal berørte matrikler
Delstrækning 1
261
Delstrækning 2
416
Delstrækning 3
548
Delstrækning 4
683
Delstrækning 5 og 6
119
I alt
2.027
Juridiske forhold
Kan denne type analyse »gøres gældende« juridisk i forhold til nytteprincippet?
Ja. Efter kystbeskyttelsesloven og tilhørende vejledninger kan kommunalbestyrelsen pålægge ejere af fast ejendom bidrag for kystbeskyttelse, når de opnår beskyttelse eller anden fordel af projektet. Det følger af lovens hjemmel og vejledninger, at kommunen selv skal fastlægge, hvilke ejendomme der opnår nytte, og hvordan udgifter fordeles.
Kystdirektoratets og Miljøministeriets vejledninger til bidragsfordeling beskriver netop, at analyser af, hvilke matrikler der oversvømmes (eller bliver beskyttet), er et centralt datagrundlag i en nyttebaseret fordeling, men at selve fordelingsnøglen – for eksempel matrikelmodel, zonemodel, decilmodel med videre – besluttes politisk eller administrativt og skal kunne dokumenteres fagligt.
Det kan i realiteten omsættes til, at regningen på 2,3 milliarder kroner skal fordeles på de berørte matrikler.
2,3 milliarder kroner fordelt på 2.027 matrikler giver 1.134.682 kroner per matrikel. Dette tal er et gennemsnitstal, som formentlig skal omregnes til matriklernes reelle størrelse og fordeles yderligere efter nytte (det vil sige zone 1–3, direkte nytte, mellem nytte og begrænset nytte). Sagt med andre ord stiger regningen for dem med store udsigtsgrunde og falder for dem med mindre grunde længere væk fra kysten.
Hvordan defineres »gavn«?
Lovgivningen bag kystsikring giver kommunen mulighed for at opkræve bidrag hos grundejere efter nytteprincippet, men der findes ifølge juridisk vurdering ingen eksplicit lovbestemt skabelon for, hvordan bidraget skal fordeles mellem de berørte ejendomme.
Det betyder, at det er op til kommunalbestyrelsen at fastlægge en model: Skal det baseres på, hvor stor risiko en matrikel har ved stormflod? Hvor meget høj værdi ejendommen repræsenterer? Hvor stor fordel sikringen giver i praksis? Eller blot som et fast bidrag per ejendom?
I Dragør har man afvist en fuld kommunal finansiering – altså at kommunen betaler for det hele. Ved beslutningen i februar i år fastholdt et flertal, at nytteprincippet også skal gælde for de kommende etaper.
Solidaritetsløsning og »blødgjort« nytteprincip
I debatten nævnes en solidarisk løsning som alternativ til den strengeste udgave af nytteprincippet. Det betyder, at man deler omkostningen bredere blandt grundejere – også dem, der måske får mindre direkte gavn – med henblik på at lette byrden for de mest udsatte.
Det kan være med til at undgå – i praksis – at nogle ejere skal betale det høje niveau, som fuld nytteberegning kan medføre.
En »blødgjort nytteprincipsmodel« vil kunne betyde, at bidragene for ejendomme med ringe risiko eller lav nytte slet ikke bliver uforholdsmæssigt store, eller at de under visse grænser måske slet ikke opkræves.
Det er en politisk vurdering, ikke noget lovkrav, og heri ligger usikkerheden og politikernes ansvar.
For den enkelte grundejer betyder det alt fra en høj regning – på måske en million kroner – til en relativt beskeden bidragsandel, afhængig af model, forhandling og lokalpolitisk vilje.
Usikkerheden gør salg vanskelig
For mange boligejere i Dragør eller potentielle købere er det vanskeligt at vurdere, hvad et kommende bidrag til kystsikring vil betyde økonomisk. Hvis bidraget ender højt, kan det gøre det mindre attraktivt at købe – eller vanskeliggøre salget. Den usikkerhed har i sig selv værdi for en ejendom.
Derudover er det uden klarhed over omkostninger og fordelingsnøgle svært at budgettere eller sikre lån. Derfor kan problemer med salg, værdiansættelse og finansiering blive reelle, hvis ingen endelig økonomisk beslutning – og besked – kommer snart.
Hvornår kommer beskeden?
Kommunen har tidligere angivet, at en endelig beslutning om digernes udformning, linjeføring og dermed ny økonomisk beregning ville følge, når dispositionsforslaget for etape 1 forelå – med opdateret anlægsoverslag.
Men efter det politiske afslag på kommunal finansiering i 2025 er det uklart, hvornår præcis borgerne får besked på deres konkrete bidrag.
Spørgsmålet må derfor rettes til den, der har overtaget ansvaret: Tillyke med jobbet, Nicolaj Bertel Riber.
Hvornår kan du garantere, at alle matrikler får en realistisk beregning, og at borgere får endelig information om, hvad de skal betale? Og hvilke kriterier lægges til grund i fordelingen?
En åben appel til Nicolaj Bertel Riber
Kære Nicolaj Bertel Riber
Borgerne i Dragør har i lang tid set frem til en mere tryg kystlinje, men den økonomiske usikkerhed tærer på tilliden og boligmarkedets funktionsevne.
Som kommende udvalgsformand er du den øverste politiske ansvarlige for at skabe klarhed. Derfor er her de spørgsmål, som borgerne forventer konkrete svar på:
Hvor mange matrikler i Dragør forventes at skulle betale til kystsikringen?Er det nogle hundrede, nogle tusinde – eller samtlige matrikler i kommunen?
Er det besluttet, om nytteprincippet skal gælde?Altså betaler man efter, hvor meget nytte man får – eller efter en politisk fastsat model, der rammer bredt uden proportional logik?
Hvilken fordelingsnøgle arbejder udvalget konkret med?Ejendomsværdi, afstand til kyst, zoner, areal, risiko eller noget helt sjette?
Hvornårfår de enkelte matrikler en konkret, realistisk beregning af deres økonomiske byrde? Er målet 2025, 2026, 2027, eller er det først, når anlægsprojektet er godkendt?
Hvordan sikrer kommunen, at Dragørs borgere ikke ender med at betale uforholdsmæssigt meget sammenlignet med andre kommuner i stormflodsplanen?
Har Dragør tænkt sig at acceptere en statslig model, hvor en kommune med under to procent af befolkningen i planområdet kan ende med at betale omkring 11 procent af omkostningerne?
Hvordan vil kommunen håndtere de massive konsekvenser for boligmarkedet, hvis usikkerheden fortsætter i årevis?
Kommer de endelige kystsikringsløsninger inklusiv de økonomiske konsekvenser til offentlig afstemning?
Det er tid til, at de mange ord omsættes til konkret handling og klarhed. Ellers bliver vores huse usælgelige i en lang periode.
Der var mange Dragør-borgere til stede ved mødet, der blev holdt i Simgolf på Amager Landevej. Helle Barth ses cirka midt i billedet. Foto: Tim Panduro
»De var ikke gode til at besvare spørgsmål og imødekomme de bekymringer, som borgerne rejste på mødet. De begyndte med at sige, at Dragør havde meldt sig ud. Det blev gentaget undervejs, og det satte gang i flere bekymringer. Jeg oplevede mødet som en kommunikativ katastrofe for Sund & Bælt.«
Sådan lyder det fra Venstre-kvinden Helle Barth. Hun er frem til nytår formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, som blandt andet kystsikring opererer under – og hun har en opfordring til de bekymrede Dragør-borgere, der var til stede på mødet.
»Der blev opfordret til, at man skal sende høringssvar, og…
Helle Barth peger på flere udfordringer, der ikke blev italesat for alvor på mødet. Blandt andet om, hvordan det vil påvirke Dragør i forhold til at skaffe råmateriale til et dige, hvis lufthavnsdiget og andre sikringsprojekter går i gang, før Dragørs eget projekt kan gennemføres.
»Det var en fejl, at de ikke forholdt sig til spørgsmålet om, hvor digeprojektet efterlader Dragør Kommune. Vi risikerer, at vi ikke har mulighed for at få fat i råstoffer til vores dige,« siger hun og opfordrer til, at projektet gentænkes landspolitisk.
»Jeg kan godt se, at man skal sikre kostbar infrastruktur. Men jeg er stærkt forbavset over, at man siger, at det skal holde til en 10.000-årshændelse. De nævnte 1872-stormfloden som udgangspunkt for beregningerne, og hvis det er den værste stormflod, man har oplevet i København, er lufthavnsdiget at gå med livrem og seler 1.000 gange,« siger hun og understreger, at hun ikke har dyb indsigt i beregningsmodellerne bag.
