Sådan udbrød mit femårige barnebarn, da hun fik læst en bog højt om en mormor, der blev ældre og ældre – først for gammel til at gå, så for gammel til at huske, og til sidst – stod der i bogen – blev hun for gammel til alting.
Men mit kloge barnebarn protesterede højlydt. Hun huskede sin oldemor – min mor – som boede sine sidste to et halvt år på plejehjem, indtil hun døde som 94-årig. Hun blev aldrig for gammel til kærlighed. Hun havde hunden hos sig, familien omkring sig og oldebørnene tæt på.
Hunden Sofus og hverdagen på Enggården
Da min mor flyttede ind på Enggården her i Dragør, stod vi med en udfordring. Hendes højtelskede hund, Sofus, havde aldrig været vant til at være alene. Hun måtte ikke have ham boende, men han måtte heldigvis gerne komme på besøg. Derfor afleverede jeg Sofus hos hende hver morgen, inden jeg tog på arbejde, og hentede ham igen om aftenen. Det gav hende – og faktisk også de andre beboere – stor glæde.
Fordi jeg kom så tit, fik jeg et godt indblik i hverdagen på Enggården. Jeg mødte de sødeste, elskelige og dygtige medarbejdere, som, på trods af et hårdt tidspres, skabte livsglæde – eksempelvis med fælles grillaftener. De gjorde også den daglige frokost til dagens absolutte højdepunkt med fællessang, oplæsning og hyggesnak om gamle dage. Som en medarbejder så rørende sagde: »Det skal jo ikke bare være opbevaring – vi er også lidt i underholdningsbranchen.«
Bagsiden af medaljen
Men jeg så også en bagside, især i weekenderne. Medarbejdere, der løb alt, alt for stærkt. Beboere, der ikke blev hentet ind til frokost. Manglende ledelsesopbakning. Sygemeldinger, der førte til dyre vikarer uden kendskab til beboerne. Tøj, der blev stjålet. Småfejl med medicin, der blev glemt eller givet forkert. Medarbejdere og visitatorer, der glemte at spørge den enkelte beboer, hvad han eller hun selv gerne ville og kunne.
I Dragør vil vi gerne have, at vores ældste bliver længst muligt i eget hjem. Men når de til sidst flytter på Enggården, har de brug for langt mere hjælp og pleje end før – og pengene til flere medarbejdere er ikke fulgt med.
I mange år har både pårørende og medarbejdere råbt op, men hverken politikere, administration eller ledelsen har lyttet.
Man skal ikke på hospitalet for at dø
Jeg oplevede også, at beboere på Enggården i deres allersidste tid blev sendt frem og tilbage mellem hospital og plejehjem. Det skaber utryghed, netop når man har mest brug for ro, tryghed og kendte ansigter.
Da min mor fik tilkaldt en ambulance på grund af »forhøjet puls«, måtte jeg fysisk stoppe ambulancen. Hverken hun eller jeg ønskede, at hun skulle indlægges. Hun fik heldigvis lov til at få sine sidste dage på Enggården med de kendte, dejlige og omsorgsfulde medarbejdere, med hunden i sengen, som hun lå og klappede, og med os i familien omkring sig – med sang, med kærlighed og oldebørnenes kys, leg, tårer og latter.
Penge er ikke nok
Mine oplevelser med Enggården har overbevist mig om, at vi må tænke ældreplejen anderledes. Først sidste år fik vi udarbejdet en konsulentrapport, som viste, hvor galt det stod til.
Heldigvis viste rapporten også, at vi trods et kæmpe arbejdspres er velsignet med dygtige og omsorgsfulde medarbejdere. Den forråelse, som man har set andre steder, har vi ikke i Dragør. Rapporten betød, at vi politikere endelig bevilgede flere penge og besluttede en »genopretningsplan«.
Men penge er ikke nok. Senest har vi set tragiske hændelser og tre ledere, der har sagt op. Vi har brug for både flere medarbejdere og dygtig faglig ledelse – og ikke mindst for tid.
Jeg har meget stor respekt for vores medarbejdere på Enggården og er dybt taknemmelig for den omsorg og pleje, min mor fik. Vi har alle muligheder i Dragør for at gøre Enggården til det dejligste sted at bo for vores ældste.
Vi har brug for Enggården som lokalplejehjem
For nogle måneder siden afviste et flertal i kommunalbestyrelsen at søge puljemidler til at få omdannet Enggården til et kommunalt lokalplejehjem. Jeg tror, at det vil være den helt rigtige vej.
Som lokalplejehjem vil Enggården stadig være kommunalt ejet. Men i stedet for at det er administrationen på rådhuset, der har ansvaret for plejehjemmets ledelse, vil det være en professionel, politisk udpeget bestyrelse af lokale borgere med de nødvendige kompetencer.
Kommunen vil stadig stå for økonomi og visitation af plejeboligerne, mens bestyrelsen, i tæt dialog med plejehjemmets daglige leder, sikrer, at kvalitet, værdighed og fællesskab står øverst i den daglige drift.
Trivslen i fokus
Vi har brug for, at både beboernes og medarbejdernes trivsel bliver taget alvorligt. Vi har brug for en ældrepleje, hvor medarbejderne får tid til omsorg frem for brandslukning. Og vi har brug for et langt stærkere samarbejde med pårørende, med vores mange aktive foreninger og med hele lokalsamfundet – som eksempelvis når Cykling uden alder giver beboerne vind i håret, når børnehavebørn kommer på besøg, eller når vores unge får fritidsjob på plejehjemmet – så mærkes kærligheden i praksis.
Når systemerne ikke hænger sammen
Selv oplevede jeg, at min mor efter en indlæggelse med lungebetændelse kom til Enggårdens midlertidige afdeling, samtidig med at jeg lå underdrejet med corona. Da jeg igen kunne besøge hende, var hun meget konfus, syg og svimmel i en grad, at hun på et tidspunkt faldt og brækkede armen.
Først efter en måned opdagede jeg, at hun var blevet udskrevet fra hospitalet med en daglig dosis sovepiller og afføringsmiddel, som plejehjemmet skulle give hende. Det var præparater, hun tidligere selv havde taget efter behov med flere ugers mellemrum. Da vi fik stoppet det, fik hun det markant bedre.
Sådan noget må ikke ske. Det viser, hvor vigtigt det er, at sundhedssystemet hænger sammen, og at vigtige oplysninger ikke forsvinder mellem hospital, læge og kommune.
Bro mellem kommune og region
Derfor stiller jeg ikke kun op til kommunalbestyrelsen, men også til regionen.
Når ældre udskrives fra hospitalet, når unge kæmper med mistrivsel, eller når forebyggelse skal styrkes – så kræver det samarbejde på tværs.
Som moderat ønsker jeg at bygge bro mellem det nære, kommunale sundhedsvæsen og de regionale tilbud. Vores velfærd hænger kun sammen, hvis systemet gør det.
I dag oplever alt for mange borgere, at hjælpen stopper dér, hvor ansvaret skifter. Det skal laves om. Vi fortjener alle et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor ingen falder mellem to stole.
Mit barnebarn havde ret. Man bliver aldrig for gammel til kærlighed.
Derfor kæmper jeg for en ældreomsorg i Dragør og i regionen, hvor kærlighed, værdighed og fællesskab går forud for systemets begrænsninger.
