
Her fortæller Ole K. Svendsen, hvad han vil arbejde for, hvis han bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen.
1. Økonomi
»Vi skal holde fast i den gode økonomi, vi har fået i kommunen. Vi skal ikke tilbage til tiden med uendelige sparerunder – det går altid ud over de svageste. Men der er plads til forbedringer af velfærden, som skal bruges på børn/unge og de ældre. Socialdemokratiet skal tage medansvar for økonomien, som vi har gjort i over 20 år.«
2. Kystsikring
»Vi skal kombinere sikringen af vores kyster med udvidede, rekreative arealer til gavn for hele Dragørs befolkning. Vi skal naturligvis have et stort fokus på økonomien, men vi må ikke gå på kompromis med et forsvarligt sikringsniveau. Og så skal vi arbejde for, at staten tager et større finansielt ansvar for kystsikring.«
3. Ældrepleje
»Tilbagerulle effektiviseringspuljen og tilføre økonomi til ældreområdet. Den nye ældrelov skal implementeres med fokus på de ældre, ikke på systemet. Udviklingsplanen for Enggården skal følges til dørs, og om nødvendigt må der tilføres flere midler.«
4. Folkeskoler
»Skolerne skal både sikre høj trivsel og høj faglighed. Vi har gode folkeskoler i Dragør, og det skal vi holde fast i. Det kræver også udvikling, for eksempel efteruddannelse af lærere og etablering af specialklasser, så vi kan sikre et relevant og kvalificeret tilbud i nærmiljøet, også til børn med særlige behov.«
5. Daginstitutioner
»Vi skal sikre en høj kvalitet i vores daginstitutioner, blandt andet ved at tilbyde efteruddannelse til vores pædagogmedhjælpere, så vi kan opfylde 60/40-normen for uddannet personale. Gode arbejdsforhold for personalet bør være en selvfølge – også af hensyn til børnene.«
6. Klima og natur
»Jeg vil arbejde for mere vild natur og biodiversitet. Kommunens klimaplan skal realiseres, og vi skal undersøge mulighederne for solceller på kommunens bygninger. Kommunens eget CO₂-udslip skal reduceres, og vi skal elektrificere kommunens bil- og maskinpark, hvor det giver mening.«
7. Butikker og erhvervsliv
»Vi skal understøtte det lokale erhvervsliv, og vi skal også udvikle det yderligere. Jeg er derfor tilhænger af det nye erhvervsområde A.P. Møllers Allé II på Nord, forudsat at vi kan finde tilfredsstillende løsninger på trafik- og miljøforholdene, herunder støjgener for de nærmeste naboer. Kravet om miljøklasse 2 og 3 skal fastholdes.«
8. Fritidslivet
»Sikre et velfungerende fritidsliv for alle, ikke mindst ved at understøtte det store arbejde, der gøres af foreninger og frivillige. Mulighederne for en ekstra hal ved Hollænderhallen skal undersøges.«
9. Kulturlivet
»Vi skal i gang med drøftelser om etablering af et nyt bibliotek, og jeg støtter også, at vi skal have et aktivitets- og kulturhus. Begge disse projekter kræver et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen, da både økonomi og placering rejser en række udfordringer, og hvor løsningerne rækker mange år frem.«
10. Ungdomslivet
»Vi skal støtte og udvikle det arbejde, der udføres af UngDragør, Friluftsskolen og SSP. Vi skal inddrage ungerådet i en løbende dialog om relevante muligheder for et aktivt, rummeligt ungdomsliv.«
11. Boligudbuddet i Dragør
»Vi skal udnytte de – desværre få – muligheder, der er for at øge boligudbuddet i Dragør med særlig fokus på almene boliger. Jeg er positiv over for etablering af et seniorboligfællesskab. Vi skal fortsat bevare Dragør Gamle By og Store Magleby Landsbys kulturværdier.«
12. De mest sårbare i samfundet
»At tage hånd om de mest sårbare i samfundet er en socialdemokratiske kerneværdi. Det skal vi blandt andet opnå ved at gøre vores kommunale system så let tilgængeligt som overhovedet muligt og sikre, at den enkelte borger får den rigtige hjælp og støtte. De svageste må ikke lades i stikken.«
Om Ole K. Svendsen
Alder: 76 år.
Uddannelse og job: Uddannet elektriker. Arbejdede som bygningselektriker i 20 år og afsluttede med 30 år i lufthavnen.
Familie: Gift med Lisbeth. Har to voksne børn og to børnebørn.
Fritidsinteresser: Aktiv i det lokale foreningsliv.
Erfaring fra kommunalbestyrelsen i Dragør: Blev i 2009 valgt ind i kommunalbestyrelsen. Sad i Økonomi- og Planudvalget, i Børne-, Skole- og Socialudvalget samt i Folkeoplysningsudvalget.
Om kandidatrunden
I Dragør Nyt vil vi gerne levere så meget faktuelt input til valgkampen hen mod kommunalvalget 2025 som muligt.
Vi har været igennem alle spidskandidater, og nu er vi i gang med at præsentere alle de andre kandidater, der stiller op til KV25, som har svaret på vores spørgsmål.
Vi har bedt dem om at komme ind på, hvad de vil arbejde på inden for områder som skoler, erhvervsliv, ældrepleje og kultur.


















