Kæmpe ros til foreningen Borgere mod lufthavnsforurening, initiativtagerne, alle deltagerne og det principielle i sagen, for hvem kan være uenig i, at vi skal passe på vores liv og kunne trække vejret? De gjorde et flot stykke arbejde med at sætte fokus på, hvordan støj, partikeludledning og PFAS-forurening påvirker både vores sundhed og vores nærområde – helt ud til Øresund og Hovedgrøften U8.
Jeg har selv arbejdet 16 år i lufthavnen – i hangarerne, på lageret og som indkøber af flyreservedele – og jeg ved, hvor mange familier i Dragør der har haft deres dagligdag og forsørgelse derfra. Sterling Airways alene beskæftigede over 2.000 mennesker.
Lufthavnen har skabt tusinder af lokale arbejdspladser og været et vigtigt fundament for vores egn. Det skal vi aldrig glemme. Men jeg har også set bagsiden: støjen, forureningen og flere kolleger, der blev syge og døde af kræft efter mange års arbejde i miljøer, som ikke altid var sunde.
Balancen er væk
I dag er det, som om vægtskålen tipper – mere vækst, mere trafik, mere støj – uden at tage hensyn til naboerne og miljøet.
Det handler ikke om at lukke lufthavnen. Det handler om at få respekt og rimelighed tilbage i forholdet mellem Dragør og Københavns Lufthavn.
Realistiske krav – ikke symbolpolitik
Jeg vil støtte krav om permanente støjmålere i Store Magleby og Søvang, stop for motorafprøvninger om natten, klare regler for natflyvninger – lufthavne i andre byer har restriktioner, det kan vi også få – reelt ansvar for PFAS-forureningen – her må Københavns Lufthavn tage skraldet, ikke borgerne – mere gennemsigtighed og dialog, ikke bare tekniske rapporter, men ærlig information.
Som DF’er i Dragør mener jeg, at kommunen må stå langt mere fast over for lufthavnen og staten. Vi kan ikke bare acceptere flere natflyvninger og større trafikmængder, før der findes løsninger på støj, ultrafine partikler og giftstoffer i jorden og vandet. Der skal måles langt mere systematisk, og resultaterne skal være offentlige, så borgerne får reel indsigt i, hvad vi udsættes for. Men miljøkampen i Dragør handler ikke kun om lufthavnen. Den handler også om vores grønne energi og biodiversitet.
Vi skal insistere på sund luft, rent vand, ro om natten og ansvarligt miljøarbejde med lokal forankring. Dansk Folkeparti siger klart: Nej til flere natflyvninger – ja til grøn fornuft i Dragør.
Vi skal ikke være fjender
Jeg deler ikke helt Liste T’s dommedagsretorik.
Vi skal ikke nedgøre lufthavnen – men vi skal kræve, at den tager ansvar. Dragør skal ikke ofres for, at København kan vokse. Men vi skal heller ikke lukke øjnene for, at tusinder af mennesker har deres job der.
Derfor samarbejde – men på sunde vilkår.
DF-perspektiv
Jeg bakker fuldt ud op om spidskandidat Morten Dreyer, der med sin erfaring og ro repræsenterer Dansk Folkeparti i Dragør, og som opfordrer til sammenhold og samarbejde. Samtidig mener jeg, at vi godt kan være mere fremadskuende og kræve, at myndigheder og lufthavn tager større hensyn til borgernes sundhed og trivsel.
Vi skal ikke »rive muren ned«, som Morten kalder det, men vi skal sørge for, at muren ikke bliver en mur af larm, røg og forurening mellem Dragør og lufthavnen. Vi skal sikre balance. Det skylder vi både dem, som arbejder der, og dem, der bor her.
Dansk Folkeparti står for lokal forankring, sund fornuft og respekt for danskernes tryghed. Tryghed handler også om miljø og sundhed. Vi siger ikke nej til arbejdspladser – vi siger nej til, at mennesker bliver syge af at bo eller arbejde her. Og vi siger ja til at beskytte Dragørs miljø, uden at vi mister luft og jordforbindelsen.








































