Prisdifferentiering på søbadet er droppet

Ret hurtigt blev der dog etableret mere tilgængelige baner, og tennisklubber skød op rundt omkring i landet. I 1920 fik Danmark sit tennisforbund, og i 1926 var det så blevet Dragørs tur til at få tennisfaciliteter.

Der blev stiftet en tennisafdeling under Dragør Boldklub – den blev senere skilt ud i Dragør Tennis – og i 1927 kunne de første tennisbaner i Dragør blive indviet på Engvej, hvor de stadig ligger.

Tennis er blevet en breddeidræt

I dag har klubben omkring 550 medlemmer – men faktisk har antallet været højere. Op gennem 1970’erne og 1980’erne blev tennis en massesport, båret frem af ikoner som Björn Borg, John McEnroe og Martina Navratilova, og det kunne mærkes lokalt.

»I vores prime i slut-80’erne var vi oppe på 800 medlemmer. Men det så man i hele Danmark i den periode, siger klubbens nuværende formand Joakim Thörring, der selv har taget mere end halvdelen af klubbens eksistens med. Den nu 58-årige formand blev medlem som seks-årig.

»Men det er blevet mere tough for tennissporten, for tilbuddene er mange. Da golf blev etableret herude, kunne vi mærke det, men de senere år har vi set en stille og rolig stabilisering og en mindre opblomstring på forbundsniveau,« siger formanden, der til trods for, at tennis for længst er blevet en breddeidræt, stadig oplever, at nogen kobler det op på at være en overklassesport.

»Tennissporten har ikke helt vristet sig ud af det. Jeg har også siddet i Tennisforbundet, og der var vi meget optaget af det. Vi har altid forsøgt at kommunikere, at der bliver spillet tennis på kryds og tværs af alle sociale lag, men der er stadig et strejf af den anden opfattelse tilbage,« siger han.

Det ændrer ikke på, at han forventer at møde hele bredden fra foreningen, når der i grundlovsweekenden bliver fejret 100-årsjubilæum med fest og arrangementer. Det ser han frem til.

»Det er kendetegnende for klubben, at vi gør meget for fællesskabet. Sloganet for vores jubilæum er ‘Sammen siden 1926’,« siger Joakim Thörring.

Klubben har ni almindelige baner og tre U/10-baner, som bliver brugt til træning og turneringer for de yngste spillere. Desuden har klubben et klubhus, der nok vinder mere på charme end på faciliteter – men som er et populært sted at holde til før og efter besøgene på banen. Og så har klubben en økonomi, der tillader, at der kan ansættes trænere.

»Det gør, at vi kan have et meget bredt træningstilbud til vore medlemmer,« siger formanden, som tilføjer:

»Vi har træning fem dage om ugen til alt fra juniorer og til veteraner.«

Egne trænere

Klubben har stærkt fokus på fastholdelse af medlemmer – og på at engagere medlemmerne mest muligt i klubbens arbejde. Juniortrænerne findes således i egne rækker, så tennishobbyen kan også give et supplement til lommepengene.

»Det er vigtigt, at vi har et setup, så nogle af dem kan have et fritidsjob hernede. De får et stort ansvar, og det er en ret fin ting rent udviklingsmæssigt for de unge at skulle formidle og tage ansvar for de yngre spillere,« siger formanden, der også glæder sig over, at engagementet kan ses på medlemstallet.

»I den sidste statistik fra Dansk Tennisforbund lå vi som nummer tre-fire stykker på landsplan, når det handler om medlemstal i forhold til indbyggertallet,« fortæller han.

Det betyder dog ikke, at træerne vokser ind i himmelen. Som i andre klubber oplever Dragør Tennis også udfordringer med frivilligheden.

»Når man har et ambitionsniveau, hvor vi prøver at udvikle klubben hele tiden, kan det være en udfordring. Vi er gode til at få både bestyrelsesmedlemmer, udvalgsmedlemmer og frivillige til at hjælpe i forbindelse med turneringer og den slags. Så jeg synes ikke, at det er et reelt problem. Men det er helt åbenlyst de samme, der for alvor tager fra og lægger et kæmpe stykke arbejde. Så klubbens udvikling er betinget af de her måske otte folk, som af forskellige årsager lægger et stort stykke frivilligt arbejde. Men vi forsøger at løse noget af det ved at arbejde med et frivilligkorps, så man ikke behøver at møde op til udvalgsmøder og drikke kaffe og spise brød. Man kan nøjes med at byde præcis ind med det, man gerne vil. Det er en god løsning, men det kræver et stort koordinerende arbejde for at få det til at hænge sammen rent praktisk,« forklarer Joakim Thörring.

Han er glad for placeringen på kommunal grund på Engvej, og selv om der tidligere har været tanker om at bygge i området, er han nogenlunde fortrøstningsfuld.

»Op til kommunalvalget i 2021 var der mange diskussioner om boliger hernede, og den forbindelse prøvede vi at finde en løsning med kommunen. Der var tale om at flytte op til Hollænderhallen, men der kan ikke findes jord til det, så vi fik lov til at blive liggende, og vi har fået forlænget vores lejekontrakt på jorden frem til 2058,« siger han og peger på en anden udfordring.

»Man nedlægger jo ikke faciliteterne for en forening som vores fra den ene dag til den anden, fordi man skal bruge jorden til noget andet. Det er politiske helt, helt håbløst,« siger tennisformanden.

Savner vintertræning

Et smertensbarn for tennisklubben er manglen på træningsfaciliteter indendørs. Det betyder, at klubben reelt ligger stille om vinteren, for hverken Hollænderhallen eller Kongelundshallen har baner, hvor underlaget er tilstrækkeligt godt til seriøs træning.

»Vi har særdeles kompetente trænere, som på papiret bør kunne fastholde spillerne. Men de mest ambitiøse juniorer flytter til andre klubber, fordi alt går i stå om vinteren. Vi har også mange motionister, der melder sig ind i andre klubber om vinteren for at få adgang til deres indendørs baner. Men det er ikke kun et problem her. Alt, der ligger inden for fornuftig køre- eller cykelafstand, har hundrede procent belægning. Så folk har banetimer i Vallensbæk, og vi har også folk, der tager til Malmö for at få indendørs banetider. Dansk tennis har i det hele taget et kæmpe kapacitetsproblem på indendørs baner,« siger formanden, der alene efterlyser plads til hallen – omkostninger til opførsel og drift vil foreningen selv stå for.

Alligevel er processen svær – og har en lang historik.

»Da jeg var junior, knoklede en af mine kammeraters far for at få sådan en boblehal herude. Det er i hvert fald 40–45 år siden, og siden har der med jævne mellemrum været forskellige projekter, der er kuldsejlede gang på gang,« fortæller han.

Det betyder ikke, at klubben har opgivet tanken om indendørs faciliteter. De behøver ikke at ligge på Engvej – ja, faktisk er Joakim Thörring end ikke fokuseret på kommunegrænsen, når han lufter det store fødselsdagsønske om vintertræning.

»For at undgå, at vi bliver metaltrætte og fjerner øjnene fra bolden, har vi nedsat et stående udvalg, som arbejder med halspørgsmålet. Her er vi ret grundige i at definere de forskellige muligheder og scenarier,« siger han og betegner jord til en hal ved for eksempel Kongelundshallen som noget, man ville tage imod »med kyshånd«.

Løsningen kan dog også sagtens være mere decentral.

»Vores plan B er et samarbejde med de andre tennisklubber på Amager. De står i fuldstændig samme situation, så hvis vi sammen kan få adgang til noget jord et eller andet sted på Amager, hvor vi kan anlægge et projekt, så ville det være en rigtig god mulighed for at tænke i fællesskab i stedet for kun at optimere sit eget lille område,« forklarer han.

Mere fællesskab

Et er haller og andre større faciliteter. Et andet er den daglige drift og den almene kontakt til kommunen og byens andre idrætsforeninger. Her savner Joakim Thörring et mere fælles fodslag.

»Vi kunne tænke os en fælles dialog med kommunen om, hvordan man udvikler idrætsområdet med klubberne,« siger han og nævner, at nogle kommuner har et idrætsråd, hvor alle foreninger sidder.

»Det gør, at man i fællesskab kan tale om, hvordan man udvikler området, i stedet for at klubberne skal banke på hos kommunen enkeltvis. Det vil give en mere transparent idrætspolitik og en bedre prioritering af midlerne,« tilføjer formanden afslutningsvis.