
Sanne Rossen fortæller her, hvad hun vil arbejde for, hvis hun bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen.
1. Økonomi
»Det er vigtigt at have en sund økonomi, men jeg synes, spareiveren har taget over, når kommunekassen vokser og vokser, samtidig med at kvaliteten på eksempelvis børneområdet falder. Vi skal træffe fornuftige økonomiske beslutninger, men jeg mener absolut også, at det er økonomisk fornuftigt at investere i vores børn, så vi kan forebygge mistrivsel. Derfor vil jeg gerne gøre op med de årlige sparekataloger på skole- og daginstitutionsområdet – for vi kan ikke spare os til bedre trivsel.«
2. Kystsikring
»Det her er så vigtigt for Dragørs fremtid! Jeg mener, at vi bør sætte gang i kystsikringen hurtigst muligt, så vi kan forebygge oversvømmelser bedst muligt. Statens projekt er både dyrt og langsommeligt, så jeg tror på, at vi kommer længere ved at klare det på kommunalt plan – vi kan rigtig meget, når vi står sammen.«
3. Ældrepleje
»Det skal være trygt at blive ældre i Dragør Kommune. Jeg så gerne, at vi fik et ensrettet tilbud om faste, forebyggende hjemmebesøg, faste besøg af demensrådgiveren til borgere med en demenssygdom eller deres pårørende og hjemmepleje af høj kvalitet.«
4. Folkeskoler
»Som mor til et skolebarn kunne jeg virkelig ønske, at der ikke var så mange elever i hver klasse her i Dragør. Selvom lærerne er dygtige og gør alt, hvad de kan, for at møde børnenes behov, er det ikke fair over for nogen, at de har så lidt tid til hver elev. Derfor vil jeg arbejde for, at der i fremtiden må være maksimalt 24 elever i hver klasse på Dragørs skoler – og gerne færre.«
5. Daginstitutioner
»Gennem mine børn har jeg stiftet bekendtskab med både vuggestue, dagpleje og børnehave her i Dragør. Her mener jeg, at vi skal gøre mere for at fastholde faguddannet personale. Desuden vil jeg arbejde for, at alle daginstitutioner i Dragør lever op til minimumsnormeringerne, så vi sikrer en høj kvalitet i alle vores daginstitutioner.«
6. Klima og natur
»Naturen er en vigtig ressource, og vi skylder vores børn at passe godt på den. Derfor vil jeg arbejde imod at plastre vild natur til med cement og erhvervsbygninger som ved Erhvervsområde Nord. At ødelægge naturen er i min optik ikke udvikling, men afvikling.«
7. Butikker og erhvervsliv
»Jeg er vild med, at vi har en by med gode butikker og masser af tilbud til lokale og turister. Derfor vil jeg gerne være med til at sikre, at huslejen på Kongevejen ikke stikker af, ligesom jeg som selvstændig erhvervsdrivende her i byen gerne vil være med til at understøtte et godt samarbejde mellem byens erhvervsdrivende.«
8. Fritidslivet
»Vi har rigtig mange gode fritidstilbud i Dragør, og de fleste af dem bliver holdt i live af frivillige ildsjæle. Men det kan være svært at finde nye, unge kræfter til at tage over, når de gamle stopper. Derfor vil jeg gerne indføre en skolepraktik i frivillighed, så det bliver en naturlig del af livet i Dragør at engagere sig i foreningslivet.«
9. Kulturlivet
»Det er vigtigt, at vi har et godt og alsidigt kulturliv i Dragør. Derfor vil jeg gerne være med til at sikre, at vi også i fremtiden har et sted, hvor vi kan opleve og dyrke forskellige facetter af kulturen, eksempelvis i et kulturhus.«
10. Ungdomslivet
»Det er så vigtigt, at vi kan tilbyde Dragørs unge nogle gode aktiviteter. Derfor støtter jeg op om skaterparken på havnen, og jeg så også gerne, at vi lavede endnu flere gode aktivitetstilbud som det. Desuden vil jeg gerne være med til at sikre, at tilbuddet om gratis psykologhjælp til unge bliver mere synligt, så flere kan få glæde af det.«
11. Boligudbuddet i Dragør
»Jeg synes, det er vigtigt, at vi som kommune kan tilbyde boliger, som matcher behovet hos byens borgere. Vi står over for en fremtid med et større antal ældre borgere end hidtil, og derfor vil jeg gerne være med til at sørge for, at der bliver flere seniorbofællesskaber tilgængelige.«
12. De mest sårbare i samfundet
»Jeg synes, vi skal gøre mere for at forebygge, at nogle ender i sårbare situationer som eksempel mistrivsel, misbrug eller ensomhed. Derfor drømmer jeg om, at vi kan skabe gode samarbejder mellem eksempelvis byens skoler, daginstitutioner, erhvervslivet, Dragørs Aktivitetshus og Enggården som for eksempel pensionister, der fungerer som skolevenner eller læsehjælp til børn med læsevanskeligheder, mentorordninger for unge drevet af erhvervslivet, skolebesøgsvenner på Enggården.«
Om Sanne Rossen
Alder: 41 år.
Uddannelse og job: Er uddannet cand.mag. i retorik (Københavns Universitet) og er nu selvstændig retorisk konsulent.
Familie: Bor sammen med Yaser, som er ingeniør. Sammen har vi to skønne piger. Den ældste på otte år går i 2. klasse på Nordstrandskolen. Den yngste er tre år og går i Børnehaven Sansehuset.
Fritidsinteresser: Mange! Jeg kan godt lide at lave keramik og er lærer på et keramikhold på Wiedergården hver tirsdag formiddag (jeg lærer dog lige så meget af dem, som de lærer af mig).
Desuden elsker jeg at svømme, går til aquafitness i Dragør Svømmehal, og så er jeg vild med at se en god film i biografen. Derfor er jeg også en del af bestyrelsen og programudvalget i Dragør Biografteater.
Skinner solen, er jeg helt sikkert at finde i vores nyttehave i Dragør Kolonihaveforening af 1910, hvor jeg har kastet mig ud i at dyrke kartofler, kirsebær og meget andet. Og så har jeg fået en ny og spændende hobby: høns! Jeg deler en lille flok hønsedamer med nogle venner på Gåserepublikken.
Erfaring fra kommunalbestyrelsen i Dragør: Det er nyt for mig at stille op til kommunalvalget.
Om kandidatrunden
I Dragør Nyt vil vi gerne levere så meget faktuelt input til valgkampen hen mod kommunalvalget 2025 som muligt.
Vi har været igennem alle spidskandidater, og nu er vi i gang med at præsentere alle de andre kandidater, der stiller op til KV25, som har svaret på vores spørgsmål.
Vi har bedt dem om at komme ind på, hvad de vil arbejde på inden for områder som skoler, erhvervsliv, ældrepleje og kultur.








































