Vi passer på klima og vores biodiversitet

Selvom de fleste arkitekter bruger computerrenderinger og 3D-print, når de skal præsentere deres projekter, er det stadig lim og træstykker, der foruden pen og papir er Ole Storgaards foretrukne redskaber.

Hans fokus er på den adopterede hjemby Dragør. For nylig kunne Dragør Nyt fortælle om hans overvejelser om Neels Torv, og modellen, der står på skrivebordet, da avisen kigger forbi, er af en bygning til bådværftsgrunden på havnen.

»Dragør har jo mistet Irma, og det er et problem for alle de mennesker, der bor nede i Dragør, at de skal tage en bus for at komme til en dagligvarehandel. Så jeg vil lave en dagligvarehandel på havnen,« siger han og beskriver bygningens greb.

»Den bliver lavet som et glashus, så når man står på fiskerikajen, kan man se tværs gennem huset og få øje på Stejlerækkerne. Hen over det laver jeg en række træhuse, der enten kan stå som lærketræ, der patinerer, eller man kan male dem hvide eller gule,« siger han.

»I forlængelse kommer der til at ligge en restaurant i to etager, og foran det hus ligger der en glasbygning, således at der bliver dannet et lille torv, hvor man kan kigge gennem glashuset og opleve havnen,« siger han om projektet, der er et af mange fra Ole Storgaards hånd.

Det er arkitektens lod at skabe uden nødvendigvis at se værkerne blive fuldført. Men rundt omkring i Danmark ligger flere bygninger fra Ole Storgaards hånd. Og han bor som nævnt selv i en af dem.

Hele gårdhavebebyggelsen på Hvidtjørnen har netop fået en særlig ære. Dragør Kommune har sat gang i forarbejdet til en bevarende lokalplan for bygningerne. I en kommune, hvor alder og kvalitet ofte står med et stort lighedstegn, er det et nybrud, at en godt 50 år gammel bebyggelse nu skal beskyttes, så dens kvaliteter bliver bevaret for eftertiden. For beboere i området vil det give restriktioner på, hvor meget der må forandres i facader og udtryk.

Materialemæssigt lider det heller ikke under nogle af de udfordringer, der ellers er i byggerier fra 1960’erne og 1970’erne – for eksempel asbest, giftstoffet PCB eller beton af mindre lødig kvalitet.

»De elektriske afbrydere er det eneste plastik, der er i disse huse. Ellers er de lavet i naturmaterialer, hvis man ellers kan kalde tegl for et naturmateriale, og det er det i mine øjne,« siger arkitekten, der havde gjort sig personlige erfaringer med betonbyggeri, inden han flyttede til sit nybyggede hus.

»Min kone og jeg boede i Strandparken i 11 år. Alle væggene er lavet af beton, og hver vinter var vi syge begge to. Jeg havde kæbehulebetændelse og pandehulebetændelse – alle de steder, hvor det gør rigtigt ondt. Siden vi flyttede ind i dette hus, der kan ånde, har vi ikke været syge. Vi har ikke fejlet noget i 60 år ud over det alderdomsbetingede.«

»De elektriske afbrydere er det eneste plastik, der er i disse huse.«

Ole Storgaard

Gennemtænkt

Hvis den bevarende lokalplan bliver vedtaget, kan eftertiden glæde sig over et helstøbt 1960’erværk i relativt uspoleret form – relativt, for køkkenet er blevet forandret i de fleste af husene, fortæller Ole Storgaard.

»Men når jeg så har talt med folk, der har lavet nyt køkken, har de næsten alle sammen sagt, at de fortryder det.«

Ole og Ingrid Storgaard har – naturligvis – stadig det oprindelige køkken. I 1960’erne regnede forskere i den danske stat sig frem til, at det ideelle køkken have 4,8 meter bordplads. Og selvom køkkenet i parrets gårdhavehus ser lille ud, har det netop 2,4 meter køkkenbord i hver side. Der er også tænkt i et flow, fortæller Ole Storgaard, da han viser frem. Næsten som et samlebånd – og med en emhætte, der også favner ovnen. Køkkenet er husets hjerte, men står i sit eget aflukke med skydedøre.

»Man kan åbne ind til stuen, eller man kan lukke af, alt efter behov og gæster,« siger Ole Storgaard.

En del af byens udvikling

Tanken om bebyggelsen opstod i 1960’erne. Parcelhuse var begyndt at skyde op i Dragør Kommune, der dengang endnu ikke var lagt sammen med Store Magleby, og den senere borgmester Jørgen Rosschou fik sammen med et par byplanlæggere lavet en plan for de bygninger, som skulle skyde op på Dragør Sydstrand.

Der blev blandt andet holdt et borgermøde på Skolen ved Vierdiget. Her deltog Ole Storgaard som almindeligt interesseret borger, men folk omkring ham opfordrede ham til at udforme bygningerne.

Planerne blev forandret en del undervejs, men Ole og Ingrid Storgaard besluttede sig hurtigt for selv at blive en del af projektet – og de er nu de beboere, der har boet længst på Hvidtjørnen.

Byggeriet har da også vist sig at være udmærket at blive ældre i. Husenes indervægge er alle flytbare, så de kan tilpasses forskellige livsfaser – ægteparret har selv flyttet rundt på væggene, da deres børn flyttede hjemmefra – og gulvene er lavet uden trin og overgange.

Omtanken strækker sig også udenfor. Havemurene er lave nok til en hilsen, når man står op, men høje nok til at hindre indkig i de ellers tætliggende nabohuse, og stier og udearealer er nøje udtænkt i forhold til både beplantning – hvidtjørne naturligvis – og fællesarealerne og deres funktion for de enkelte huse.

56 arkitekter

En del af løsningerne blev til i fællesskab med de 27 andre grundejere, der sluttede sig til det første projekt.

»Blandt andet diskuterede vi, om adgangen til husene skulle ske fra Hvidtjørnen, eller om vi skulle åbne en sti ned igennem midten, og vi blev så enige om, at vi skulle spejlvende husene. Adgangen skulle ske ude fra Hvidtjørnen for at sikre, at haverummene blev fredelige, så postbud og mælkemand og alle mulige andre ikke skulle gå ned mellem husene.«

I det hele taget var der mange diskussioner.

»Jeg plejer at sige, at der var 56 arkitekter på,« siger Ole Storgaard.

»Jeg plejer at sige, at der var 56 arkitekter på.«

Ole Storgaard

Men de mange diskussioner har været med til at skabe et byggeri, der har vist sig populært og levedygtigt.

Folk bliver boende i årtier, og beboernes alder er generelt i den høje ende af skalaen. Mange vil gerne ind – husene når ikke altid at blive offentligt udbudt, før de bliver solgt videre. Ole Storgaard er som nævnt også en trofast beboer.

»Da vi flyttede ind for næsten 60 år siden, sagde min kone, at hun kun ville bæres ud med fødderne først. Da jeg fyldte 70, ville jeg ellers gerne tilbage til Sønderborg, hvor jeg er opvokset, for jeg savnede skovene, der danner skovbryn ned mod de åbne strande, og jeg savnede terrænet med bakker. Jeg havde hjemve. Jeg nævnte det for Ingrid. Hun sagde ikke noget, men hun tog vores hund og gik en tur langs stranden i halvanden time. Så kom hun tilbage og sagde: ‘Jeg flytter ikke fra Dragør. Der er her, jeg har mine venner, og dem, du kender i Sønderborg, de er sgu døde alle sammen.’ Det var jo rigtigt nok, og så blev vi boende.«

Døde to gange

At han kan fortælle den historie her 20 år efter, er ikke en selvfølge. En times tid inde i interviewet må Ole Storgaard lede efter et ord et øjeblik. Så kommer det nærmest nonchalant som en forklaring på en dagligdags trivialitet.

»Jeg skal lige sige, at jeg har været død. Jeg afgik ved døden for nogle år siden. Det første, man mister ved den lejlighed, er korttidshukommelsen.«

Det var en blodprop i hjertet, der var tæt på at sende ham i graven. For 14 år siden dejsede han pludselig om på ægtesengen.

»Ingrid gik i gang med mig med det samme, samtidig med at hun ringede 1-1-2. Falck må have været ude og køre i området, for de kom fire minutter efter. Ingrid fik liv i mig. Så overtog falckmændene, og så døde jeg igen.«

»Jeg skal lige sige, at jeg har været død. Jeg afgik ved døden for nogle år siden.«

Ole Storgaard

Turen til Rigshospitalet blev kørt med blå blink og politieskorte. En stent i hjertet senere kunne han udskrives fra 14. etage på hospitalet på Blegdamsvej. Og bortset fra den drilske korttidshukommelse er der intet at mærke.

»Jeg har indtil videre fået 14 år ekstra,« siger han.

Arkitektsønnen

Arkitekturen ligger i blodet – eller i hvert fald i slægten. Faren var arkitekt i Sønderborg, og Ole Storgaard kom i lære på hans tegnestue.

»Han beskæftigede sig mest med socialt boligbyggeri, og han lavede blandt andet nogle bydannelser i Sønderborg, som fik international interesse,« siger han.

Ole Storgaards eget første projekt skulle da også have været gode boliger til arbejdere, men sådan kom det ikke helt til at gå, da en rig fabriksejer i nordtyske Rendsborg hyrede ham til en opgave.

»Hun var af dansk oprindelse, så hun ville have en dansk arkitekt til at lave en lille bebyggelse. Hun ville have arbejderboliger, men hun havde også en stor stab af ingeniører, og det var alle dem med penge, der flyttede ind i husene,« siger han om det første projekt, der affødte det næste.

»Det var en bankdirektør i Flensborg, som ville have et dansk hus. Men det typisk danske hus er en havebolig, hvor alle rummene er åbne i forbindelse med haven, og det kunne ikke rigtigt lade sig gøre i Tyskland på den tid, fordi der mod gaden skulle være gitter for vinduerne, og alt skulle være hegnet og låst inde. Det kom til at se meget tysk ud.«

Arbejde i København

Ole Storgaard trak væk fra grænselandet og mod København, hvor han fik en stilling hos arkitektfirmaet Hoff & Windinge. Det var en meget aktiv tegnestue, der både arbejdede med socialt boligbyggeri, byudvikling og såmænd også kirker – og plejeboliger.

Dengang var De Vanføres Boligselskab banebrydende for at skabe nye boligformer til folk med handicap, og gennem Hoff & Windinge fik Ole Storgaard mulighed for at arbejde med de boformer. Det var her, han skabte det, han efter nogen tøven selv udpeger som sit hovedværk: et kollektivhus og plejehjem i Herning.

»Det var en kombineret øvelse med et plejehjem med udvidet dagcenter og omkringliggende boliger for handicappede. Senere lavede jeg også et i Vejle. Det var nytænkende, for den form for plejehjemsbyggeri, som man lavede dengang, var med længer med en lang gang og værelser til begge sider. Det var mere tænkt som en arbejdsplads for sygeplejersker. Så jeg lavede et plejehjem uden gange, således at man bevægede sig fra rum til rum, og hvert rum var en oplevelse for sig, idet de var orienteret mod nogle gårdhaver,« fortæller han.

Den form for arkitektur blev med tiden fremherskende inden for plejebyggeri.

»Det var mig, der startede det,« fortæller Ole Storgaard.

»På et tidspunkt mødte jeg en arkitekt fra Boligministeriet, der kunne fortælle, at der var seks andre plejehjem, som var kopieret efter mit byggeri, og at der kom interesse så langt væk som fra Japan.«

De senere år har det været Dragør, der har stået forrest i Ole Storgaards arkitektoniske virke. Selvom tanken om en tilbagevenden til barndommens Als altså spøgte i en periode, vedbliver Dragør at være hans hjem.

Strandparken – uden udsigt

At han havnede her, skyldtes i høj grad et tilfælde.

»Da jeg var fattig studerende, var min kone fulgt med mig fra Sønderborg og havde fået en stilling i Arbejderbo,« siger han med henvisning til en organisation under fagbevægelsen, der op til 1960’erne arbejdede for at skaffe flere almene boliger i Danmark.

»Hun stillede som betingelse for sit ansættelsesforhold, at de skulle skaffe hende en lejlighed, for jeg boede på Egmontkollegiet, og hun boede på et værelse i byen. De sagde, at det ikke var noget problem, og at hun kunne vælge mellem Ballerup eller Dragør. Hun sagde, at hun ikke ville til Ballerup, men at vi kunne tage en tur til Dragør og kigge på det. Da var Strandparken nyopført, så de stod for at skulle udleje flere hundrede lejligheder og havde indrettet en prøvelejlighed på anden sal, der havde udsigt over Køge Bugt. Til den ene side havde du Sverige, og til den anden side havde du Stevns. Det var en dejlig udsigt, og det faldt jeg for. Da vi så fik tildelt en lejlighed, lå den i stuen.«

Bygger videre

Den uheldige start til trods blev Dragør hans hjem i nu foreløbigt syv årtier. Krudthusene, Neels Torv, havnen, Kongevejen har haft – og har – hans bevågenhed. Men det har Hvidtjørnen også, for der er stadig enkelte elementer, som ikke er på plads.

Ved et fortov ligger et lille prøveområde med klinker. Stierne er nemlig belagt med mursten som en midlertidig løsning tilbage omkring 1970.

»Jeg fik et sættevognstræk med 40.000 mursten, som jeg måtte kassere på stedet, fordi de ikke passede med det, der var bestilt. Teglværket måtte tage dem tilbage, men jeg endte med at købe dem til belægninger, velvidende at de ville holde i 30 år eller sådan noget. De var billige, og vi havde ikke råd til klinker. De ligger der endnu, men nu vil vi gerne have dem skiftet, og vi er i gang med at finde de rette klinker,« slutter Ole Storgaard.