Dragør Nyt nr. 41
– den 8. oktober 2025
– den 8. oktober 2025
3. Ældrepleje
»Man holder ikke op med at mene noget, blot fordi man bliver gammel, og for mig er værdighed et nøgleord. Min mor modtager hjælp hele døgnet, og vi kender udfordringen i at være afhængig af andre. Vi skal sikre en stabil og kompetent medarbejderstab på både Enggården og i hjemmeplejen, og at Wiedergården kan fortsætte sit vigtige arbejde i samarbejde med gode, frivillige kræfter.«
4. Folkeskoler
»Vi har rigtig gode skoler i Dragør, og den kommende reform giver dem – heldigvis – bedre mulighed for selv at tilrettelægge undervisningen, hvilket forventeligt vil gøre dem endnu bedre. Men der vil altid være børn, som har behov for ekstra omsorg, og dem har jeg et særligt fokus på. Derfor er jeg utrolig glad for, at vores nye specialklasserække er kommet så godt fra start, og både hos dem, og i forhold til børn i almindelige klasser, skal vi altid være obs på trivsel.«
5. Daginstitutioner
»Også Dragør har udfordringer med tiltrækning af arbejdskraft, men vi har rigtig gode institutioner, som gør en stor indsats for, at vores mindste borgere får en god start i livet. Vi har en målsætning om, at 60 procent af medarbejderne skal være uddannede. Der er vi ikke helt endnu, men det er fortsat vores ambition.«
6. Klima og natur
»Jeg arbejder professionelt med grøn omstilling af den globale skibsfart og har stærke holdninger til emnet. Klimaet har brug for et lavere energiforbrug og dermed færre udledninger. Naturen har grundlæggende behov for beskyttelse. SMV-regeringen forsømmer begge dele, og jeg vil gerne bidrage til både lokal omtanke og til, at vi får flere stærke danske løsninger ud i verden for at gøre en reel forskel globalt.«
7. Butikker og erhvervsliv
»Det er velkendt, at det gør en forskel at handle lokalt, hvilket jeg selv er meget bevidst om. Samtidig ser jeg gerne mere erhvervsudvikling, som skaber arbejdspladser og styrker kommunens økonomi. Jeg er fortsat tilhænger af at udvikle A.P. Møllers Allé II med små og mellemstore virksomheder. Vi har samtidig et rigtig godt samspil med vores erhvervsdrivende om vores nye erhvervs- og turismestrategi, for eksempel om lokal gastronomi og iværksætteri.«
8. Fritidslivet
»Lige netop i fritidslivet viser det sig tydeligt, at vores lille kommune er ressourcestærk. Vi har rigtig mange foreninger og fritidsaktiviteter med tilbud til alle aldre og interesser: fra idræt og kultur til spejderarbejde og voksenundervisning. Der er rig mulighed for at blive aktiv både som deltager og frivillig, og vi arbejder på en ny kultur- og fritidspolitik, så vi bedst muligt kan bakke op om alle gode initiativer.«
9. Kulturlivet
»Dragør har en fantastisk kulturarv, som er utrolig vigtig at værne om. Vi har fra C foreslået at styrke vores fastelavnstraditioner med endnu flere aktiviteter, og jeg synes også, at den syngende kommune er et dejligt initiativ fra Musik- og Kulturskolen. Samtidig skal der være plads til ny kultur som events og musikarrangementer, men på en balanceret facon med respekt for beboere i området, ikke mindst i den gamle by.«
10. Ungdomslivet
»Jeg har været med til at søsætte UngDragør, som samlede klubberne og ungdomsskolen og nu har rigtig mange gode tilbud til børn og unge. Storbyen trækker i vores teenagere, men det er vigtigt at komme fra stærke, sociale fællesskaber, hvor man kender og passer på hinanden. Vi har et fælles ansvar for at lære de unge gode vaner – både som kommune og som forældre.«
11. Boligudbuddet i Dragør
»Jeg er meget opmærksom på behovet for flere mindre boliger til ældre og enlige, men vi har en kæmpe udfordring med restriktioner i støjzonen fra lufthavnen, som desværre rækker langt ind i vores boligområder. Vi ønsker hverken at bygge på Engvej eller i Hvidtjørnen, men er åbne for boligudvikling i Rødtjørnen, så snart der ikke længere er behov for flygtningeboliger.«
12. De mest sårbare i samfundet
»De medborgere, som er i denne gruppe, har ofte mange forskellige udfordringer, for eksempel en blanding af psykiske problemer og et misbrug, som kræver en bred indsats. For mig er det vigtigt, at vi, uanset hvad, betragter personen som en ressource, der med den rette hjælp kan leve et værdigt liv til glæde for både ham/hende og de pårørende. Nogle kan arbejde og andre ikke. At favne begge grupper handler for mig om ordentlighed.«
Alder: 53 år.
Uddannelse og job: Uddannet cand.mag. og journalist og videreuddannet inden for strategisk kommunikation og psykoterapi. Arbejdede i mange år som nyhedsjournalist på blandt andet Christiansborg og har senere været presse- og kommunikationschef i en kommune og et ministerium. Arbejder nu som chef for public affairs og kommunikation hos Danske Maritime (den maritime industris brancheorganisation).
Familie: Gift med Klaus og mor til Victor på 16 år og William på 14 år. Vi har boet i Søvang siden 2004, hvor familien også omfatter kat og høns.
Fritidsinteresser: Vi har motorbåd liggende i den nye havn og elsker at sejle. Nærheden til naturen i Dragør – både skov, hav og marker – betyder i det hele taget meget og var en af årsagerne til, at vi bosatte os netop her. Derudover holder vi meget af at rejse og opleve nyt i både ind- og udland, ligesom jeg også forsøger at få læst nogle gode bøger og benytte mig af diverse kulturtilbud, når tiden tillader det.
Erfaring fra kommunalbestyrelsen i Dragør: Har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2021.
I Dragør Nyt vil vi gerne levere så meget faktuelt input til valgkampen hen mod kommunalvalget 2025 som muligt.
Vi har været igennem alle spidskandidater, og nu er vi i gang med at præsentere alle de andre kandidater, der stiller op til KV25, som har svaret på vores spørgsmål.
Vi har bedt dem om at komme ind på, hvad de vil arbejde på inden for områder som skoler, erhvervsliv, ældrepleje og kultur.
»Jeg havde engang en træner, der sagde, at man altid skal træne det, man er dårligst til. Og det er jo ikke vildt sjovt hele tiden at træne noget, man ikke er ret god til. Men når det så klikker, og det fungerer, så er det jo også bare noget af det bedste,« lyder det fra Oscar Holm Bredkjær over telefonen.
Få dage efter at Oscar Holm Bredkjær er landet i South Carolina, kommer nyheden om, at han – sammen med en anden Dragør-dreng, Mikkel Tingsted Blum – er udtaget til landsholdstruppen i 2026.
Han træner minimum seks dage om ugen og holder normalt kun fri dagen efter en turnering. Uanset om det så er VM eller en collegeturnering. Golf er ikke en meget fysisk sport, men følingen med kølle og golfbold, det perfekte slag og sving – det får man kun, hvis disciplinen er helt i top.
»Jeg har da ikke lyst til det hver eneste dag. For at være helt ærlig. Der er forskel på at gå og hyggespille golf med vennerne – det kunne jeg godt hver dag – men træning er noget andet. Og det er lidt skørt, for træning er en af de ting, jeg nyder mest ved golf, men det kan også være det, man nyder mindst,« siger Oscar Holm Bredkjær.
En træt eller dårlig dag en gang imellem piller dog ikke ved det store billede af, at han synes, at det er en helt fantastisk og særlig oplevelse at gå på college i USA, møde mennesker og golfspillere fra hele verden, spille golf i ét væk og samtidig få en uddannelse.
»Det er næsten mere, end man kan bede om. Der er ikke meget at klage over,« siger han beskedent.
Selvfølgelig var det hele ikke nemt i begyndelsen. Det var vildt ikke bare at skulle flytte hjemmefra, men at flytte om på den anden side af Atlanterhavet.
»Heldigvis havde jeg en af mine gode venner fra Dragør med det første år. For det var da vildt at vænne sig til skolen, at snakke engelsk hele tiden, at savne sin familie og så samtidig at skulle performe i en sport. Det er mange ting at balancere på en gang, men man vænner sig hurtigt til det. Det er virkelig en stor oplevelse, og jeg prøver at nyde det så meget som muligt,« forklarer Oscar Holm Bredkjær.
Drømmen er at komme til at leve af golfen. Han ved, at det er svært, for der er mange om buddet. Og ud over perfekte slag kræver det også gode sponsoraftaler.
»Men en oplevelse som VM giver motivation til at arbejde videre, for at det kan blive en levevej,« fortæller han.
Uanset hvordan det går, slipper han ikke Dragør Golfklub helt. Både VM i Singapore og golfturneringer i USA er jo kæmpestort, men alligevel er det en helt særlig følelse, der rammer ham, når han går en runde ved de velkendte huller i Dragør.
»Det er i Dragør, jeg føler mig mest tryg på en golfbane, så jeg elsker at komme derud. Når jeg kommer derud, ser jeg barndomsvenner og mennesker, jeg har kendt, siden jeg var 11 år gammel. Det er et superdejligt miljø at komme ud i. Jeg er jo vokset op i den klub og har fået en masse læring med mig,« forklarer Oscar Holm Bredkjær, der derfor også stadig spiller på Dragør Golfklubs divisionshold, når tiden tillader det.

Denne rute drives udelukkende af Region Hovedstaden, og jeg håber, at den nye Region Øst vil fortsætte med driften. Men der er en lille tvivl hos mig. Regionen modtager et årligt beløb til kollektiv trafik, og regionen skal så fordele midlerne. Men regionen har, ud over busserne, andre trafikudgifter. De giver tilskud til flere lokaltog, til metro og nu også til en letbane, hvor anlægsprisen er blevet små to milliarder dyrere end ventet.
Efter nytår skal regionen også stå for busdriften for hele Sjælland. Det betyder, at Dragørs byrådsmedlemmer skal holde tæt kontakt til deres nye partifæller i regionen. Vi kan frygte, at en opgradering af busruter andre steder vil betyde besparelser.
Indtil for seks år siden var det Dragør, som selv finansierede linje 32 fra Søvang til stationspladsen. Det var en ret dyr ordning, som var endt i en reel svikmølle, hvor passagererne blev stedse færre, og afgangene blev tilpasset det. Naturligvis var brugerne berettiget utilfredse.
Som ny udvalgsformand tog jeg et møde med Movias driftschef, Torsten Rasmussen. Vi snakkede forskellige scenarier igennem og fandt på, at hvis linje 32 blev lukket ned, og linje 33 blev forlænget, kunne meget være løst.
Linje 33 er en usædvanlig rute. Gennem byen er den oftest nærmest overbelagt, og længere ude på Amager tynder passagererne ud. Formelt betaler de kommuner, som en busrute kører igennem, en kilometerafgift modregnet billetindtægterne. Det betyder, at linje 33, grundet de mange passagerer, er næsten gratis for kommunerne København, Tårnby og Dragør. Ulempen ved den lange rute er dog risiko for forsinkelser på grund af tæt trafik i byen. Til gengæld er der enkelte natbusser.
Denne rute går fra Sundbyvester Plads ad Kirkevej til lufthavnen. Her deles de tre kommuner om grundbetalingen. For Dragør er den fælles drift ikke nok for borgernes behov.
Dilemmaet er, at linje 35 for både Tårnby og København opfattes som sekundær, hvorimod ruten er vital for Dragør. Det gjorde, at de to kommuner ikke var interesserede i en udvidelse af afgangene. De sparede penge på linje 32 kunne i stedet bruges på ekstra afgange på linje 35 mellem lufthavnen (metro) og Dragør Stationsplads.
Jeg havde helst set, at de ekstra afgange skulle gå til rådhuset. Men problemet var, at busserne ikke kunne vende.
Shuttlebus fra Fields via Sydstranden til lufthavnen, som nu foreslås igen og igen, er dødfødt. Tårnby har absolut ingen interesse i at bruge penge på det.
Efter valget bør vi sammen med Movia indføre en god kontrol med de leverede ydelser, således at kommunen, der betaler, får en automatisk straksunderretning om uregelmæssigheder. Derved kan forvaltningen dagligt følge med i, om trafikselskabet leverer den aftalte service, og handle til glæde for brugerne.
Forrige år var der adskillige udfald af linje 33 ved Søvang. Flere unge skrev flere gange til forvaltningen om det, uden at noget konkret skete. Det var først, da de direkte henvendte sig til borgmesteren, at det blev rettet. Tak til Kenneth.
Men det er uholdbart, at Movias håndtering af deres egne fejl skal afvente en lang række procedurer – klage til borgmester/forvaltning/Movia/lokal entreprenør/chauffører – og derpå retur i omvendt rækkefølge. Vi skal kunne forvente, at hvis Movia svigter deres opgaver, bliver det straks rapporteret.
En kommune kan outsource mange ting, men ansvaret kan trods det aldrig fraskrives.
Som Venstre-politiker i Dragør går jeg til valg på at give borgerne mere frihed og flere muligheder i ældreplejen.
For Venstre handler det om frihed under ansvar – også i den tredje alder.
Derfor ønsker jeg:
Ældrepleje handler ikke kun om at overleve – det handler om at leve. Det handler om at bevare sin værdighed og sine vaner, selvom man har brug for hjælp.
Vi skal bruge pengene klogt, ikke nødvendigvis flere af dem. Venstre i Dragør har vist, at økonomisk ansvarlighed og menneskelighed kan gå hånd i hånd. Når vi styrer fornuftigt, får vi råd til det, der virkelig betyder noget – flere medarbejdere, bedre pleje og mere frihed til borgerne.
Jeg vil arbejde for, at Dragør fortsat er en kommune i balance, hvor hver skattekrones værdi kan mærkes i hverdagen – ikke i bureaukratiet.
Som kandidat til både kommunal- og regionalvalget vil jeg også kæmpe for, at ældre ikke falder mellem to stole, når de udskrives fra hospitalet.
Der skal være sammenhæng i hele forløbet – fra hospital til genoptræning og videre til hjemmepleje.
Det kræver samarbejde, tillid og lederskab, og det er præcis det, jeg vil bringe ind i arbejdet.
Dragør viser allerede, at frihed, tillid og ansvar virker. Men jeg tror på, at vi kan gøre det endnu bedre.
Vi skal skabe en ældrepleje, hvor borgeren bestemmer, medarbejderen har frihed, og systemet støtter i stedet for at styre.
Det er den retning, jeg vil arbejde for – både i Dragør Kommune og i Region Hovedstaden.
Generelt er linje 35 dækket godt ind med fire afgange i timen i myldretiden, men kun to uden for myldretiden. Linje 250S har fem afgange i timen det meste af dagen, mens Søvang primært har én afgang i timen. Der er således forskelle på busbetjeningen alt efter, hvor i Dragør man bor.
Vi er desuden udfordret af den lovgivning, der gælder for bestilling af busbetjening, hvor udgangspunktet er, at kommunerne skal være enige om busruterne.
Derfor er jeg glad for, at vi har sat flere initiativer i gang på området. Først og fremmest har vi fokus på, at Søvang har en dårligere dækning end resten af kommunen. Vi har derfor bedt om en særskilt undersøgelse af, hvilke muligheder der findes for at styrke busbetjeningen i Søvang – så det bliver lettere at komme til arbejde og uddannelsessteder med bus.
Derudover mener jeg og Det Konservative Folkeparti, at vi løbende – sammen med Movia – skal have fokus på, hvordan behovet i Dragør udvikler sig. Vi skal se på, om vi kan omlægge buslinjerne, så de i højere grad afspejler borgernes reelle behov, og drøfte med Movia, hvordan vi kan skabe en mere fleksibel busbetjening. Vi har tidligere ikke anvendt Movias data om rejsemønstre strategisk – det skal vi ændre på.
Endelig vil jeg have et stærkt fokus på, at linje 250S ikke forringes. Det er Region Hovedstaden, der driver og finansierer linjen, men vi skal kæmpe for, at den bevares. Linjen har tidligere været lukningstruet, og det må ikke ske igen.
Mange borgere i Dragør har brug for bilen hver dag – til arbejde, for at hente børn og for at få hverdagen til at hænge sammen. Det skal vi som samfund respektere. Derfor skal fokus være på at sikre god fremkommelighed på vejene.
Flere politikere i Københavns Kommune arbejder for at begrænse privatbilismen. Venstrefløjen ønsker færre biler i byen, og overborgmesteren har foreslået roadpricing for kørsel gennem København. Det skal vi modarbejde – for borgerne i Dragør skal kunne bevæge sig frit på tværs af kommunerne uden at blive beskattet yderligere.
Jeg deltog for nylig i et vælgermøde i Rotary Amager med mine to borgmesterkolleger, Allan Andersen fra Tårnby og Line Barfod fra København. Et af temaerne var netop trafik. Her foreslog jeg, at vi efter kommunalvalget sætter os sammen for at udarbejde en samlet trafikplan for Amager.
En plan, der skal sikre fremkommelighed for bilisterne, skabe de bedste busforbindelser mellem vores kommuner og resten af København – og sørge for gode parkeringsmuligheder ved metrolinjerne.
Det må og skal være en opgave, vi løser i fællesskab. Jeg går gerne forrest for at samle borgmestrene på tværs af Amagers kommuner om en fælles plan, som vi alle kan bakke op om.
Lad os sammen skabe en trafikplan, der binder hele Amager bedre sammen – til gavn for alle borgere.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, borgmester (C)

En 79-årig kondiløber blev fundet livløs lørdag formiddag i Kongelundsskoven nær Dragør Golfklub. Golfspillere, der var i området, fandt manden og slog alarm.
Ambulance, akutlæge og politi ankom kort efter til stedet, og der blev forsøgt førstehjælp. Men mandens liv stod desværre ikke til at redde.
Vagtchefen ved Københavns Politi understreger over for TV2 Kosmopol, at det er et tragisk dødsfald uden mistænkelige omstændigheder.
De pårørende er underrettet.
