
Måske har du set ham.
Når han sidder for enden af Nordre Mole og skuer ud over vandet og en fremtid, som skal være anderledes end hans fortid.
Eller når han sidder på en bænk uden for Dragør Kirke, hvor han har udsigt til den skillevej, han stod ved for bare et års tid siden. Med gravstenene og dødens nærvær til den ene side og livet udenfor med fortov, cykelsti og vej. Og tankstationen, som minder om den evige fristelse. Den første øl, som altid bliver til flere.
58-årige Mikael Swenson er alkoholiker. Det er han ikke bange for at indrømme. Nu. Men vejen hertil har været lang.
At han er kommet så langt, at han i disse dage står frem – ikke bare i Dragør Nyt, men også i TV 2-dokumentaren Hvorfor drikker jeg? – skyldes, at han havnede helt derude, hvor han enten ville dø af druk eller måtte række ud efter hjælp. Heldigvis valgte han det sidste.
Men lad os spole tiden tilbage til dengang, det hele begyndte.
Voksede op med druk, vold og overgreb
Misbrug skal ikke undskyldes med en dårlig barndom, mener Mikael Swenson. Men når man skal forstå sig selv og ikke mindst tilgive sig selv, er det vigtigt at gå tilbage.
»Jeg kommer fra en meget dysfunktionel familie med alkohol, rødvinsskænderier, der nogle gange førte til vold og seksuelle overgreb. Jeg er født og opvokset i den gamle bydel i Dragør, hvor alt forandrede sig, da jeg gik i 2. klasse, og min mor forelskede sig i min bedste vens far. Min far flyttede ud om lørdagen, og min bedste vens far flyttede ind om søndagen,« fortæller Mikael Swenson.
Det nyforelskede par glemte alt om Mikael og hans lillesøster. De så kun hinanden og de mange flasker vin, som de delte om dagen. I begyndelsen virkede det som en lang fest.
»Men så begyndte alkoholen at få djævlen frem i dem. Jeg husker, hvordan jeg som tiårig brugte mange af mine aftener og nætter på trappen til førstesalen, hvor jeg sad og lyttede. Blev det en stille aften eller en voldsom aften, hvor de råbte og måske blev korporlige?« forklarer Mikael Swenson.
Han måtte tage et ansvar, en tiårig aldrig skal tage. Han passede på sin søster, og ofte var det ham, der fik hende op og sendt afsted i skole med madpakke i tasken og tøj på koppen. Han intervenerede i slagsmålene mellem moren og stedfaren og jagtede den gode stemning.
»Jeg gjorde alt for at please og gøre alle glade for at undgå det næste slagsmål, alt det voldsomme,« siger han.

Vil ikke trække traumekortet
Men det voldsomme fortsatte. Endda i så ekstrem en grad, at han blev udsat for seksuelle overgreb i hjemmet. Noget, der har betydet, at han har haft store problemer med intimitet hele sit liv. Og skylden og skammen gravede et kæmpe hul i ham, som han har forsøgt at lukke med det værktøj, han var nødt til at bruge hele barndommen: at please alle omkring ham og at overskride sine egne grænser og sige ja, selv når han mente nej.
»Jeg vil ikke trække traumekortet, når vi taler om mit misbrug. Men det er en del af pakken, og det er derfor, jeg er nødt til at fortælle det og tale om det. Det giver mig også en frisættelse. Så skal jeg ikke længere bære alt det lort alene,« forklarer Mikael Swenson.
Han fik allerede som 14-årig et forkvaklet forhold til alkohol, for han blev rolig af at drikke. Det dulmede den evige følelse af at være på vagt, hvivlket dannede et mønster, som han gentog det meste af de næste 40 år. Han drak for meget. Han lovede altid sig selv, at »på mandag stopper jeg«. Det gjorde han bare aldrig.
Almindeligt på overfladen
Det lykkedes ham dog at føre et liv, der så ret almindeligt ud på overfladen. Han blev uddannet kok. Han blev uddannet lærer. Han blev gift og fik en søn. Han blev skilt. Han tjente penge. Var aktiv i Dragørs foreningsliv. Havde designermøbler i stuen. Selvom han nogle gange havde en 70 timers arbejdsuge, sagde han altid ja til at fikse en have eller hjælpe med at male et hus.
»Det gav mig en falsk følelse af anerkendelse, når jeg kunne hjælpe. Når folk var taknemlige. Men jeg blev træt. Meget træt,« fortæller han.
Alkoholen – øllene – fulgte ham altid. Men han var helt sikker på, at andre ikke opdagede det.
Han var skibskok i mange år, og det fungerede perfekt, at han var ædru, fokuseret, trænet og pligtopfyldende. Men når han afmønstrede, »fik den fuld gadaffi«. Den ene øl tog den næste, og øldåsebunkerne voksede, indtil han skulle til søs igen.
Det eskalerede mere og mere, og det begyndte at gå helt skævt, da han endegyldigt gik i land for et par år siden. Så havde han ingen pauser i drikkeriet. Han havde fået job som køkkenfaglærer på en skole, hvor han underviste udsatte unge.
Her kunne han bruge både sin kokke- og læreruddannelse, og han elskede at se de unge rykke sig. Og han var god til det.
Men ansvaret sled også på ham. Han kunne godt lade være med at drikke om morgenen, og mens han var på arbejde. Men når han kom hjem om eftermiddagen, kunne han ikke vente med at høre det lille »tsst«, når dåsen blev åbnet, og den første slurk bølgede ned gennem svælget.
»Når jeg kom ind ad døren, nåede jeg slet ikke at tage jakke, støvler eller min rygsæk af. Jeg løb bare hen til køleskabet. Sugede den første bajer i en køre, og så åbnede jeg den næste og tog en slurk. Først dér var jeg parat til at hænge jakke og taske på plads, tage støvlerne af og tørre gulvet af, efter at jeg var løbet ind med våde støvler,« forklarer Mikael Swenson.
Udtænkte strategier for ølkøb
Et voldeligt overfald på arbejdet, hvor en udadreagerende ung truede ham på livet, førte til en sygemelding. Og det blev begyndelsen på det, der nemt kunne være blevet enden på Mikael Swenson. For nu var han hjemme hele tiden og kunne drikke hele tiden. Han lavede smarte strategier, syntes han. Han købte aldrig øl det samme sted to dage i træk.
»Det var Lidl den ene dag, tanken den næste, Føtex den tredje, Netto den fjerde. Hvis jeg mødte nogen, jeg kendte, købte jeg en agurk eller et eller andet, som ofte havnede i skraldespanden udenfor bagefter. Mødte jeg ingen, købte jeg en ramme øl,« fortæller Mikael Swenson.
Han perfektionerede en disciplin, han selv kalder for »at legelyve«. Han fandt på en masse legeløgne, som han ikke troede, at nogen kunne gennemskue. Meldte afbud til alt. Bildte sig selv ind, at ingen opdagede, at noget var galt.
»Jeg isolerede mig mere og mere. Min søn havde meldt ud, at jeg aldrig måtte ringe til ham fuld eller have drukket, når jeg mødte op. Jeg ville jo heller ikke møde fuld op hos vennerne. Så jeg aflyste gang på gang. Jeg ringede ikke, for så kunne de jo høre det på stemmen. Jeg sendte en sms. Så jeg skubbede mine relationer længere og længere væk. Når folk har ringet 27 gange, hvor man ikke har taget den, så stopper de jo med at ringe,« fortæller Mikael Swenson og fortsætter:
»Jeg fik mere og mere dårlig samvittighed over at isolere mig og aflyse, og så drak jeg bare endnu mere. Det var som en selvkørende motor. Jeg prioriterede bajerne over alt og alle. Min nærmeste relation var en Tuborg Classic.«
Så hans pæne hjem var ikke længere så pænt. Han fik ikke noget at spise. Han gad ikke barbere sig eller børste tænder. Dåserne hobede sig op overalt, og han gemte dem i sorte sække i haven og i skuret.
Indtil han en dag i november sidste år kunne fyldte 29 sorte sække og køre ud i Fields’ parkeringskælder, hvor han diskret kunne pante fire måneders ølforbrug og få 3.100 kroner ind på kontoen.

Lå på bunden af det hul, han havde gravet
Selvom ingen havde set pantfesten, fik han selv øjnene op. Fire dage efter kapitulerede han.
»Jeg ringede til Dragør Kommune og sagde: Enten begår jeg noget kriminalitet, så jeg kommer i fængsel, eller også skal jeg i døgnbehandling. Der er nogen, der er nødt til at passe på mig,« fortæller han, og understreger, at det kun var ikke-personfarlig kriminalitet, han havde i tankerne.
Heldigvis ville Dragør Kommune godt passe på ham.
Det blev anerkendt, at han var kommet til det punkt, hvor han kunne bede om hjælp. Alle de mange velmenende, men helt fejlslagne »Nu skal du tage dig sammen« havde ikke virket. Men nu lå han på bunden af det hul, han selv havde gravet. Og han ville op.
»I løbet af 24 timer fik jeg bevilget ni ugers døgnbehandling på Ringgården i Middelfart, og det er jeg evigt taknemlig for. Derudover blev jeg tilknyttet en udgående medarbejder i kommunen, som stadig kommer og besøger mig en gang om ugen,« forklarer Mikael Swenson.
Ringgården er et specialiseret behandlingssted for misbrugere, og der fik han den hjælp, han havde brug for, men så længe havde undgået. Han blev afruset, deltog i gruppeterapi og individuel terapi. Lærte at leve igen.
Turen tilbage til hverdagen har ikke været uden bump på vejen. Og – ærligt talt – heller ikke uden et par kortvarige tilbagefald. Men nu er vi tilbage ved bænken uden for Dragør Kirke.
Hver dag er et valg
Her sidder Mikael Swenson mange gange om ugen og minder sig selv om det valg, han har hver dag.
»Jeg var så tæt på at ende lige derhenne til venstre. Under en gravsten. Af en sprængt lever eller en blodprop. Min krop var ødelagt. Men kigger jeg til højre ser jeg på fortovet, hvor du kan gå langsomt og roligt. På cykelstien, hvor man kan cykle lidt hurtigere. Og på vejen, hvor jeg har kørt som en Ferrari, men hvor jeg nu allerhelst vil køre i en stille og rolig Ford Mondeo,« fortæller han og fortsætter:
»Jeg ser også tanken, hvor jeg har købt mange bajere. Fristelsen vil altid være der. Mine traumer vil altid være der. Men jeg har blikket stålfast rettet mod nul øl. For jeg ved nu, at jeg ikke kan styre det. En øl vil altid føre til flere. Og det er en dæmon, jeg skal bokse med resten af mit liv. Men jeg tror på, at jeg kan. Jeg føler mig ikke længere som en taber, for jeg har rakt ud, og jeg får hjælp. At jeg står frem, er jo også en strategi til at holde mig fast.«
Noget andet, der holder ham fast, er helt firkantede rammer. 18 timers arbejde om ugen som faglærer, hvor han kan arbejde med unge og med mad og bruge sit hoved og sine evner, men i et omfang, der sikrer, at han ikke brænder ud.
18 timers arbejde om ugen som banemand i Dragør Tennisklub, hvor han arbejder udenfor i al slags vejr og får brugt sin krop. Faste sengetider og stå op-tider. Fast træning. Daglige gåture både alene og sammen med venner, bekendte og professionelle støttepersoner som præsten Jens og vejledningssamtaler med en alkoholrådgiver. Tænkepauser på bænken og molen.
Drop løgnene – stil krav
At han står frem og fortæller om sin historie og det alkoholmisbrug, han har skammet sig og dækket over i så mange år, handler dog også om noget andet end at holde sig selv fast. Han vil så gerne have, at både de mange funktionelle alkoholikere og deres pårørende, der findes alle vegne – og også (ifølge statistikkerne i højeste grad) i Dragør – kommer ud af skabet.
»Jeg har brug for at fortælle, at det aldrig er for sent at række ud. Legeløgnene må stoppe. For jo, folk ved det. Og jo, det er ødelæggende. Og hvis du har en relation til en, der har et misbrug, skal du ikke sige: Tag dig sammen. Men sig: Kan vi ikke prøve at være sammen på en anden måde, uden at du drikker? Fortæl dem, at du ser deres misbrug. Du risikerer at skubbe dem fra dig. Men jeg kan fortælle, at hvis du ikke siger noget, ikke sætter grænser, så mister du dem alligevel eller bliver selv trukket ned i mørket,« lyder det fra Mikael Swenson.


Mikael Swensons råd til andre
Hvad gør du som (funktionel) alkoholiker?
∎ Husk, at det aldrig er for sent at bede om hjælp.
∎ Se dig selv i spejlet, og drop legeløgnene: Jo, folk ved, at du drikker. Nej, du kan ikke styre det.
∎ Ræk ud efter hjælp: Kontakt Dragør Kommune, som har pligt til at hjælpe dig inden for 14 dage.
∎ Ring til Alkolinjen på 80 20 05 00 eller en døgnåben hotline som Dansk Misbrugsbehandling på 70 10 03 03.
Hvad gør du som pårørende til en (funktionel) alkoholiker?
∎ Sæt grænser, og vær tydelig.
∎ Sig aldrig: »Nu skal du tage dig sammen.«
∎ Stil ikke ultimatummer. Ni ud af ti alkoholikere vil vælge alkoholen over dig. Men stil krav som: »Hvis du vil have vin, må du selv købe den – jeg gør det ikke for dig. Hvis du vil drikke, skal du ikke gøre det, når du er sammen med mig.«
∎ Accepter ikke løgnene – afslør dem i stedet for at leve med dem.
∎ Dæk ikke over din alkoholiker.
∎ Ring til Alkohol & Samfund, der kan give gode råd om, hvordan du skal håndtere situationen som pårørende.
∎ Vær nysgerrig på, hvad alkoholmisbruget bunder i.
∎ Vær klar med konkrete råd og vejledning om, hvordan man får hjælp til at komme ud af misbruget.
Misbrugets væsen
De fleste, der har et alkoholmisbrug, bruger rusmidlet til at kunne være i sig selv og verden. For langt de fleste – inklusiv Mikael Swenson – handler det om at regulere følelser:
Jeg er ked af det = Alkoholen giver mig trøst
Jeg er irritabel = Alkoholen beroliger mig
Jeg er frustreret = Alkoholen forløser mig
Jeg har pt en faglig succes, jeg har performet = Alkohol er min belønning
Jeg er bare glad i dag = Så jeg fortjener alkohol
Jeg er så vred = Alkoholen dæmper vreden
Vi er på vej i en intim situation = Alkoholen virker »præstationsfremmende« for mig








































