Budgetmappen er kommet, og forhandlingerne om Dragørs kommunale budget for de kommende år går i gang.
Vi besluttede på kommunalbestyrelsesmødet den 27. februar 2025 proceduren for budgetprocessen – og Moderaterne stemte for.
I beslutningen stod der blandt andet:
»Er der politisk ønske om driftsforøgelser og anlægsforslag (D- og A-forslag) skal disse på linje med reduktionsforslag (R-forslag) fremsættes i maj, jf. tidsplanen.«
Misforståelse
Men der er sket nogle misforståelser – eller måske er det kun Moderaterne, der har fremsendt ønsker til budgetmappen.
Misforståelsen er sket, fordi de politiske budgetønsker åbenbart i modsætning til alle tidligere år også skulle have været forbi udvalgene.
Det fremgår bare ikke entydigt af indstillingen til budgetprocessen, at denne nye ændring er blevet indført. Og om det så også betyder, at politiske ønsker til budgetmappen nu kan stemmes ned, er ikke helt klart.
Men nu er vi her – og hvad betyder det så for os?
Det betyder, at forvaltningen ikke har forholdt sig til den økonomiske konsekvens af vores forslag.
Det har de så lovet at gøre på bagkant – og tak for det.
Desværre betyder det også, at vi ikke får nogen tilbagemelding på forslagene i den igangværende høringsproces, og det ville vi jo rigtig gerne have haft.
Faktisk går vi politikere rigtig højt op i de forskellige høringssvar, som også kan give os en bedre og bredere forståelse for konsekvenserne af eventuelle budgetændringer.
Derfor får I her de tre ønsker til budgetmappen, som Moderaterne sendte ind den 5. maj 2025:
- At der udarbejdes et D-skema for en omdannelse af Enggården til lokalplejehjem herunder forholdene omkring økonomi, forvaltningens administration under omdannelsen og i forbindelse med fremtidig drift samt selve lokalplejehjemmets organisering inklusiv bestyrelsens nedsættelse, prokura, økonomi og forslag til honorar.
- Moderaterne ønsker et budgetskema, som indeholder en opdatering og kvalitetssikring af tidligere udført gennemgang af daginstitutionernes køkkenforhold – økonomisk som byggeteknisk – i forbindelse med at gennemføre en opgradering af samtlige institutionskøkkener til produktionskøkkener, så forældrene får et reelt og gennemførligt valg, hvis de ønsker, at barnet eller børnene skal kunne få fuld kost i børnehaven.
- Moderaterne ønsker et D-skema med forslag til økonomi og organisering i forhold til en yderligere administrativ understøtning og yderligere anerkendelse af Dragørs frivillige.
Bare til orientering betyder et A-skema en anlægsudgift og et D-skema en driftsudvidelse, hvor driftsudvidelsen både kan være en engangsudgift i det kommende år (for eksempel kursuspenge til kompetenceudvidelse af vores medarbejdere) eller en driftsudvidelse (for eksempel flere ansatte medarbejder på et område i alle årene frem).
Og vi i Moderaterne modtager meget gerne borgeres og medarbejderes uforbeholdne mening om vores forslag.
Hvem deltager?
Når budgetforhandlingerne går i gang, vil Moderaterne under alle omstændigheder deltage.
Vi ved på forhånd, at der er kameler, som vi kommer til at sluge – for eksempel det ene af budgetmodellens fire ben, hvor et underskud et sted skal dækkes af træk inden for samme område. Det betyder, at hvis for eksempel en daginstitution har et stort underskud, som de ikke selv kan indhente – det kan være flere langtidssyge, dyre afskedigelsesaftaler, uheldig administration med videre – så bliver det alle områdets institutioner, der skal dække underskuddet. Men skulle der af den ene eller anden grund komme et overskud, så ryger pengene direkte ned i den store kommunekasse. Det er samme mekaniske som ses i Dragør-modellen på skoleområdet.
Selvom der vil være kameler at sluge og nogle kompromisser, der er sværere at indgå end andre, vil Moderaterne med vores pragmatiske tilgang altid gerne deltage.
Det betyder nemlig også, at vi er med i de fortrolige drøftelser, at vi bliver lyttet til indimellem, og det også sker, at vi får nogle af vores ønsker med i den endelige aftale.
Så vi vil hermed opfordre liste T og Sydamagerlisten til – i modsætning til sidste år – om at gå med i budgetforhandlingerne og påvirke resultatet, hvor de synes, at det er med til at gøre Dragør til et endnu bedre sted at leve, at vokse op og at blive gammel.
Med venlig hilsen
Lisbeth Dam Larsen
Spidskandidat for Moderaterne
Medlem af Dragørs kommunalbestyrelse

























