Ingen undskyldninger for ikke at tage snakken om alkohol

Alkohol kan føles som en ven, som en fest og som en måde at få mod og energi på.

Men i virkeligheden skader halvanden genstand din krop og din hjerne – ikke mindst når du er teenager. Alkohol kan overtage dig. Ødelægge dig og din familie. Give ar på sjælen, der aldrig kan hele. Og du kan dø af det.

Så tydeligt var budskabet torsdag aften i aulaen på Dragør Skole. På scenen sad Laust Sonne, der er musiker, trommeslager i D-A-D og forfatter; Marie Brixtofte, psykolog og foredragsholder; Frederik Dirks Gottlieb, journalist, forfatter og podcastvært; og Henrik L. Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget i Dragør Kommune, der havde inviteret dem.

Helt usentimentalt fortalte de deres historier. Om forældre, der valgte alkoholen over dem, så de selv måtte finde ud af barndommen. Om selv at flygte fra traumer og problemer gennem misbrug af alkohol og stoffer, som endte i psykoser, panikangst og selvhad.

Det kan lyde voldsomt, og det var det også. Ingen gik upåvirkede derfra. I hvert fald var der ofte stille blandt publikum; en blandet flok af forældre, politikere og folk, der arbejder med børn og unge. Hovedoverskriften på de spørgsmål og kommentarer, som kom fra dem efter de intense historier fra scenen, var entydigt:

»Hvorfor ser vi det – i Danmark, og ikke mindst i Dragør – som en selvfølge, at der skal vin og øl på bordet, hver gang vi skal hygge os? Hvorfor er det naturligt, at vores børn drikker, så snart de er konfirmerede, og cykler fulde rundt sidste skoledag i 9. klasse? Og hvorfor skal det være så svært at stille spørgsmålet: Kan vi ikke gøre det lidt anderledes?«

Drak, skulle tisse og druknede

Som indledning på historierne og debatten denne aften, hvor unge, forældre og alkohol var i fokus, fortalte Henrik L. Kjærsvold-Niclasen om sine bevæggrunde for at gå ind i debatten.

Om hans kammerat, der elskede Love Shop, elskede sit arbejde som restaurantchef, men som også elskede alkohol. Det fik fatale konsekvenser en aften, da han skulle tisse på vej hjem fra byen. For han faldt i Nyhavn og druknede. 32 år gammel.

»Jeg tænker på ham, når jeg hører Love Shop. Jeg tænker på ham, hver gang jeg hører om drukneulykker. Og jeg tænker på ham, når vi taler om unge og alkohol og det faktum, at vi bor et sted med meget vand. Derfor deltager jeg i debatten,« forklarede Henrik L. Kjærsvold-Niclasen.

Han understregede, at der fra scenen ikke var løftede pegefingre, men blot et ærligt ønske om, at vi alle kigger indad og overvejer, om det ikke godt kan betale sig at prøve at ændre på tingene. For 20 år siden var det utænkeligt, at man havde en røgfri bar. Nu er det en selvfølge. Det samme kan man arbejde for i forhold til alkohol.

»Jeg stoppede med at drikke for et par år siden. Jeg har aldrig haft et misbrug af noget, men kunne mærke, at alkohol bare ikke var godt for min krop. Jeg var teenager i 90’erne og natklubejer i 00’erne, så jeg har prøvet det meste og skal ikke spille hellig. Men jeg mener, at vi skylder os selv og vores børn at tage en debat om, hvorfor alkohol fylder så meget i vores kultur,« sagde han.

De følgende tre historier blev fortalt i en samtale, men her er de delt op, så det bliver nemmere at læse og forholde sig til.

Marie Brixtoftes historie

Marie Brixtofte voksede op med Peter Brixtofte som far. Han var ikke bare en karismatisk politiker, men også dybt alkoholiseret og endte med at dø af livstilsrelaterede sygdomme. Hun fortalte, hvordan hun som barn og teenager forsøgte at gemme hans sygdom væk. Skammede sig. Tilpassede sig. Følte sig uden for alt i forsøget.

Hun forsøgte sammen med sin familie at støtte ham i afvænning. Skar forbindelsen til ham. Optog den igen. Forsøgte sig med intervention. Men rødvinen kom altid tilbage på bordet. Ikke bare hendes barndom, men også hendes voksne liv blev dybt påvirket. En spiseforstyrrelse, et misbrug, psykose og angst var blot nogle af de ting, hun gik igennem.

»Det var først, da jeg blev 32 år og startede i pårørendebehandling, at det gik op for mig, at alt, jeg har bøvlet med i mit liv, ikke var, fordi der var noget galt med mig, men fordi jeg var et pårørende barn til en alkoholiker. Senere har jeg arbejdet med mange børn og unge, der har forældre, som er alkoholikere, og jeg må bare sige, at de kommer med fuldstændig den samme pakke – med få variationer: ufattelig dårlig samvittighed, ensomhed, pleaser-gen, imposter-syndrom (tvivler på egne evner, red.). Og det var her, at jeg begyndte at se på vores alkoholkultur. Dykke ned i statistikker og fakta. Og det var her, at jeg tog beslutningen om, at min datter ikke skulle drikke alkohol, før hun var færdig med 9. klasse. Vi lovede hende en MacBook, hvis hun holdt det. Og ved I, hvad hun sagde: ‘Tak, så har jeg en god undskyldning for at sige nej til at drikke,’« forklarede Marie Brixtofte.

Maries gode råd

Marie Brixtofte har på grund af sin egen baggrund og historie forsket meget i alkohols påvirkning på kroppen og hjernen, og hun er blevet komplet ligeglad med at ødelægge den dårlige stemning ved at begynde at tale om, at alkohol er dårligt for alle, og at det er utrolig vigtigt, at vi tager snakken med vores børn og unge om det. Sammen med skuespiller Mia Lyhne kæmper hun en kamp med at få Christiansborg til at hæve aldersgrænsen på salg af alkohol – og i øvrigt få Sundhedsstyrelsen til at ændre deres anbefalinger og gå i retning af Canada, der siger, at det bedste sundhedsråd er nul genstande om ugen.

Marie Brixtofte misser heller ikke en chance for at tale til forældre og forklare dem, at de har et kæmpe ansvar.

»Du skal først og fremmest forstå, at du har et ansvar som rollemodel. Det nytter ikke at drikke rosé hver aften, mens du fortæller dine børn, at de ikke må drikke. Og du skal ikke være fuld foran dine børn. For du ændrer personlighed, og det er skræmmende for dem, uanset hvad du fortæller dig selv om, at du er skide charmerende efter et par glas vin. Har du lyst til et glas vin, så vent, til børnene er gået i seng,« sagde hun.

Marie Brixtofte forklarede også, at alle undersøgelser viser, at to helt bestemte ting hjælper.

»Jo tidligere man starter med alkohol, des større risiko er der for, at man får et misbrug. Og jo flere regler man sætter for sine børn, des mindre drikker de. Derfor udskyd, udskyd, udskyd deres alkoholdebut. Og lav nogle klare rammer. Du skal ikke være ven med dine børn. Du skal være en autoritet. Du tror, at det ikke hjælper, hvis du siger, at de maksimum må drikke to genstande. Men det gør det. Det viser al forskning. Det kan godt være, at de drikker lidt mere end to genstande, men så drikker de ikke ti som deres venner, der har fået frie tøjler,« sagde hun.

Frederik Dirks Gottliebs historie

Frederik Dirks Gottlieb kom fra en familie, hvor alt så godt ud på overfladen. De første år af hans liv gik det også godt. Men da de flyttede til Nordsjælland i et stort hus, begyndte det hele at gå galt. Der var pres på livet og på økonomien. Hans far, der var kreativ chef på et reklamebureau, begyndte at drikke mere og mere. Han var en såkaldt funktionel alkoholiker, der klarede sit job med stor succes.

Men drikkeriet førte til højlydte skænderier med moren, der til sidst skred med lillesøsteren. Frederik Dirks Gottlieb var 17 år og sad tilbage på sit kælderværelse uden at vide, hvor moren var. Til gengæld kunne han høre sin far ovenpå. Han blev bare fuldere og fuldere og ramte færre og færre toner på sin guitar.

»I mange år tænkte jeg slet ikke over, at der var noget galt med, at han drak så meget – eller at det var forkert, at han gav mig min første joint som 12-årig. Det var bare lidt sjovt, og det var sådan, det var. Men da jeg sad der i kælderen og hørte ham, mens jeg selv røg en joint med en kammerat, fik jeg mit første angstanfald. Jeg kunne ikke trække vejret og troede, at jeg skulle dø. Jeg kravlede ovenpå og kastede mig ned foran min far, der bare klappede mig på hovedet og sagde: ‘Bare rolig, det er er bare et angstanfald.’ Og så talte vi aldrig mere om det,« fortalte Frederik Dirks Gottlieb.

Kort tid efter flyttede Frederik Dirks Gottlieb hjemmefra. Han følte sig forladt og fortvivlet. Kunne ikke rumme sin fars ensomhed, forfald, druk og ligegyldighed. Faren solgte huset og flyttede op i et sommerhus i Asserbo, hvor han stille, men sikkert drak sig ihjel. Han fik kræft i svælget. Og det var først lige inden, han røg på hospice, at det gik op for ham, at han var alkoholiker.

»Det har sat dybe spor i min personlighed. Jeg har arbejdet meget med mig selv og er kommet af med min angst. Men ligegyldigt hvor meget succes jeg har, føler jeg mig ikke god nok. Jeg arbejder stadig på det hver dag,« forklarede Frederik Dirks Gottlieb.

Frederiks gode råd

Frederik Dirks Gottlieb har gravet sig ned i både sin egen og farens historie og en hel masse fakta om alkohol. For han vil forstå, hvad der skete med faren, han vil forstå sig selv, og han vil forstå, hvorfor vi i Danmark er så bange for at hygge os uden alkohol. Derfor har han blandt andet lavet en række podcasts, hvor han har interviewet forskere og eksperter i alkohol. Interviews, der har skræmt ham – men som også har givet ham en mission.

»Først og fremmest tror jeg, at der er et kæmpe informationsproblem. De fleste ved slet ikke, hvor meget skade alkohol kan gøre på kroppen. Hvis du følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, drikker du allerede langt over, hvad der har konsekvenser for dit helbred. Hvis du drikker mere en halvanden genstand om ugen, så skader det faktisk din krop. Få ved, at der er større risiko for kræft alle de steder, alkohol rører, for eksempel i svælget og nede i maven. For alkohol er jo ethanol – flydende gift. Og jeg er ked af at ødelægge det for folk, men nej, rødvin er ikke sundt og forlænger ikke livet,« sagde han.

Frederik Dirks Gottlieb mener derfor, at alle bør tage ansvar og turde tage den svære snak. Især i folkeskolen og på gymnasierne, for man skal starte et sted.

»Vi klapper alle af de her studentervogne, hvor de unge mennesker oplever et enormt pres for at drikke. De skal bare give den gas. De skal have lov, siger vi, mens de falder af vognen, og der sker alt muligt. Det er jo helt utænkeligt, at vi laver en alkoholpolitik for den dag. Hvis man foreslår det, bliver man kaldt røvkedelig. Men vi skal have lov at tale om det. Vi skal tale med vores børn. Det er løgn, at de unge drikker mere, hvis vi siger til dem, at de ikke må. Tal med de andre forældre i klassen. Jeg har en tro på, at hvis vi bliver ved med at snakke om det, så kan vi ændre noget,« var hans råd.

Laust Sonnes historie

Laust Sonnes familie gik i opløsning, allerede da han var tre år. Moren flyttede, og faren blev depressiv og drak konstant. Han tog altid øl med i seng. Ingen – heller ikke Laust – undrede sig. Faren havde brug for sine øl for at falde i søvn. Og når han vågnede, bange og ked af det, havde han brug for at kunne tage en tår mere for at kunne sove videre. Sådan var det bare. Da Laust voksede op, var både alkohol og stoffer derfor også noget, der kom helt naturligt. For sådan var det jo bare.

»Jeg begyndte at drikke som 11-årig. Jeg var utrolig generet og indadvendt, og jeg fandt ud af, at jeg kunne ændre adfærd ved at drikke. Så blev jeg spændende, farlig og sjov at være sammen med. Alkohol blev min hjælper. Fra jeg var 19 år, blev svampe, kokain og andre stoffer en del af min hverdag. Trods at det gik godt for mig som musiker, kæmpede jeg med enormt lavt selvværd, så jeg følte, at jeg havde brug for stofferne og alkoholen. Jeg endte med at være heftig misbruger af både alkohol og kokain. Jeg endte på den lukkede afdeling med en stofpsykose, der var ved at slå mig ihjel. Jeg troede, at jeg var blevet forbandet, forhekset og var i en helt anden verden,« fortalte Laust Sonne.

Efter mange dage på medicin, der fik ham til at sove og sove, kom kroppen og hjernen tilbage til sig selv igen. Langsomt kom han ud af psykosen. Men psykiateren kunne fortælle ham, at han havde været tæt på at dø.

»Han var meget direkte: ‘Du kan vælge at tage kokain igen, og så dør du, eller også får du en endnu voldsommere psykose end den, vi næsten ikke kunne få dig ud af, og så mister du dine børn og din kone. Du kan også vælge at give dig selv en ekstra chance.’ Jeg var heldigvis så fucking bange for at få en psykose igen, fordi det havde været så skræmmende, at jeg valgte det sidste,« fortalte Laust Sonne.

Det tog dog stadig lang tid for ham at forstå, at han var både alkohol- og narkotikamisbruger. Han havde i så mange år bildt sig selv ind, at han havde styr på det. At han jo ikke sad alene på en bænk og drak – han tjente penge, havde kone og børn. Og han spillede i øvrigt meget bedre med vodka og kokain i blodet.

»Da det gik op for mig, at jeg var misbruger, og at jeg havde været ved at slå mig selv ihjel og ødelægge min familie, følte jeg mig helt alene i verden. Jeg skammede mig over at have fucket mit liv så meget op. Det gik op for mig, at jeg havde et hul indeni, som jeg havde forsøgt at fylde op med narko og alkohol. Nu var jeg nødt til at forholde mig til mit hul i stedet,« fortalte han.

Da han endelig kom i behandling og ikke mindst gruppeterapi, ramte en bølge af lettelse ham, da han mødte andre, der havde det præcis ligesom ham. Han lærte at åbne op, rumme sig selv og andre. Og så lærte han i øvrigt, at han selvfølgelig kunne være en meget bedre mand, far og musiker uden alkohol og kokain i blodet.

»Jeg opdagede, at det at dele min historie var helende i sig selv. Jeg tror, at vi alle har brug for at dele. Og det er blevet en mission for mig nu, fordi jeg ved, at man kan komme ud af det. Vi er nødt til at dele, nødt til at tale om alkoholen, og hvad den gør ved os,« sagde Laust Sonne.

Lausts gode råd

Også Laust Sonne understregede vigtigheden af forældrenes rolle i at ændre alkoholkulturen i Danmark.

»Jeg tror på dialog og samtale. Vi skal turde være sårbare over for vores børn. Og vi skal fortælle vores børn, hvad alkohol er, og hvad det gør ved dem. Det er jo en syg kultur, vi har. Det er jo vildt, at jeg skal fortælle folk, at jeg er misbruger, og at det er derfor, at jeg takker nej til alkohol. At det er så mærkeligt, hvis man ikke drikker. Så vi skal sørge for at give de unge mere information. Der er ingen undskyldning for ikke at tage snakken med dem,« sagde han.