»Det fredede Krudthus 2 kunne renoveres via fondsmidler og danne hovedkvarter for UngDragør«

Det fortæller hans yngste lillesøster Marchen Passer, der bor på Øresunds Allé sammen med sin mand Palle. Ægteparret har selv et langt liv som antikvitetshandlere bag sig, men den tidligt afdøde Dirch fylder også mellem kunst og klassiske møbler i hjemmet.

I et af værelserne hænger blandt andet et par plakater af den berømte og stadigt savnede bror.

Men før vi kommer til komiklegenden, skal vi længere tilbage i tiden.

Gammel Dragør-slægt

Dirchs og Marchens far Vilhelm var af gammel sømandsslægt, der gennem generationer holdt til i Dragør.

»Hans mor døde, da han var fem år gammel, og han fik en hård opvækst efter det. Han kom ud og sejle, da han var blevet konfirmeret. Under Første Verdenskrig måtte de sejle i konvoj, så de kunne hjælpe hinanden, hvis et af skibene ramte en mine. Han måtte hjælpe med at trække andre op af vandet, efter at det skete. Det må have været meget vildt at opleve, men man talte jo ikke om det bagefter,« siger Marchen Passer, der kalder forældrene for store modsætninger:

»Han var meget bøs, og alt, han sagde, var i kommandosprog. Men min mor var så kærlig, at hun fik afbødet det meste. De var egentlig som ild og vand, men det gik jo udmærket mellem dem. Det hjalp nok også, at han var hjemmefra i nogle måneder ad gangen, indtil han efter krigen fik stilling som styrmand på Sverigesbådene, der sejlede fra København.«

Før det havde faderens erhverv en kort overgang sendte familien Passer retur til slægtens hjemby fra København, hvor børnene kom til verden, og hvor familien boede i store dele af barndommen.

»Under krigen blev handelsflåden lagt op, og min far blev reservelods herude, fordi han var blevet arbejdsløs. Så lejede de sig ind nede på Strandlinien,« fortæller Marchen.

Marchen Passers minder fra den tid er flygtige glimt, som minder er fra de tidligste barndomsår.

»Jeg kan huske en ting. Jeg skulle ned og bade, og så stod jeg i tang overalt, og det kan jeg huske, at jeg ikke kunne lide. Man kunne ikke kigge ned i vandet,« fortæller hun.

Om børnenes far selv kunne lide vandet, fortalte han aldrig. Men uanset var tanken også, at Dirch skulle sejle.

»Jeg kan huske, at da han skulle over på søfartsskole – der stod han med den sæk, man havde sine ting i, og min mor stod og græd. Hun syntes, det var frygteligt,« siger Marchen, der på grund af aldersforskellen ikke var så meget sammen med sin bror i barndommen.

Tæt knyttet til mor

Alligevel spillede Dirch en rolle i dagligdagen – og det var helt frem til hans død. For Dirch havde en umådelig tæt tilknytning til sin mor, der også tilbragte sine sidste mange år i Dragør.

»Han var altid til stede, selv når han havde mest travlt. Kommunikationen gik gennem mor. Han ringede altid til hende. ‘Hvordan går det med Kirsten? Hvordan går det med far og Marchen?’ og så videre. Han vidste alt, hvad der foregik,« erindrer Marchen Passer.

Det var da også moderen, der sikrede, at Dirch kunne følge sin drøm om at blive skuespiller. Sømandslivet var ikke nemt for den unge mand. Han var det modsatte af søstærk, og selv om faderen i første omgang var imod det usikre karriereskifte, fik moderen sin vilje igennem.

»Når vi var sammen med den del af familien, var der altid nogle, der skulle optræde med sang eller med tryllekunster, det var en rigtig gøglerfamilie,« siger Marchen.

»Når han havde haft premiere på ABC-teatret, skulle han altid som det første ringe til mor og spørge, hvad hun syntes«

Marchen Passer

Moderen havde også selv optrådt i de unge år, og hun brugte senere kreativiteten som billedkunstner. Hendes sidste hjem, på Dragørhjørnet lige over for kirkegården med sønnens grav, var kreativt dekoreret, så det nærmest var uigenkendeligt som et efterkrigstidsbyggeri.

Forholdet til moderen betød også, at Dirch satte hendes vurderinger højt.

»De havde en symbiose,« siger Marchen Passer.

»Når han havde haft premiere på ABC-teatret, skulle han altid som det første ringe til mor og spørge, hvad hun syntes. Hun kunne godt være ærlig og komme med kritik, men generelt var hun begejstret for det, han lavede,« fortæller hun.

Marchen og Palle mødte hinanden, da de under uddannelse gik på den kongelige skuespilskole. Marchen var blandt andet inspireret af sin da temmelig succesfulde storebror, men selv om det blev til et par filmroller, gjorde ingen af de to uddannelsen færdig. I stedet blev det til 50 år som antikvitetshandlere på den pæne side af Nyhavn.

For flere årtier siden flyttede parret til Dragør fra Tårnby, hvor Palle voksede op og hvor de to boede. Parret forelskede sig i Dragør og købte et hus i den gamle by. Øresunds Allé er det tredje sted, de to bor i Dragør.

Søskendeflokkens mor blev også antikvitetshandler – og det var hende, der oprindeligt drev butikken på Nyhavn, inden Marchen og Palle overtog den.

Mor flyttede til Dragør

Men også moderen havnede i Dragør. I 1975, samme år som faderen døde, købte Dirch Strandgade 21 til moderen. Da havde Marchen og Palle allerede boet i byen i tre år.

»Men hun boede der ikke så længe. Hun kunne ikke lide, at han skulle betale et hus for hende. Så hun flyttede til en lejlighed i Nørregade,« fortæller Marchen.

Dirch Passer lagde vejen omkring Dragør så tit, det var muligt for at besøge moderen. Men det kom også byen til fordel. I 1980, samme år som han døde, optrådte han på Dragør Badehotel ganske gratis.

»Det gjorde han blandt andet, fordi mor boede herude. Der var en konstant ubrudt linje livet igennem mellem ham og mor. Det var på den allerbedste måde. Vi andre følte os ikke forfordelte,« siger Marchen.

»Dirch kom tit herud med nogle øl og nogle sodavand, og nogle gange hentede han brød hos bager Iversen, selv om det var en udfordring for ham at være i fred på gaden,« fortæller hun.

»Når han var sammen med den nære familie, behøvede han ikke at posere. Så kunne han være sig selv. Han kunne godt virke lidt tungsindig«

Marchen Passer

Tungsindig

Den offentlig Dirch Passer var en munter mand, der stillede op til en masse ting. Men privat var det meget anderledes.

»Han dukkede ikke op til fester og sådan noget. Det var ikke lige hans kop te,« siger Marchen, der ikke afviser, at det kunne skyldes et underliggende krav om, at han skulle være den sjove mand.

»Det var han ikke privat. Når vi var sammen med ham, tror jeg, han ladede op til aftenens forestillinger. Han havde jo aldrig ferie. Han optrådte altid. Så når han var sammen med den nære familie, behøvede han ikke at posere. Så kunne han være sig selv. Han kunne godt virke lidt tungsindig. Han faldt ligesom ind i sig selv og var ikke helt til stede. Men han kunne godt lide at være sammen med os. Han nød at køre far og mor rundt, når de skulle se på antikviteter på Sjælland. Så sad han ude i bilen og ventede på dem og nød, at han både kunne gøre det for dem og have tid for sig selv,« erindrer hun.

Arbejdslivet trak hårde veksler på ham. Dirch Passer var en venlig mand, der påtog sig opgaver – også for mange, mener Marchen:

»Han var næsten for god på en eller anden måde. Det var hans karakter. Han kunne ikke lide at sige nej til noget.«

Ædru hjemme

Dirch Passer var – lige som så mange andre folk fra film- og musikbranchen i den generation – kendt for at tage for sig af alkohol. Men Marchen oplevede ham ikke fuld nogensinde.

»Han var altid ædru, når han kom og besøgte familien. Altid. Han holdt det i to forskellige dele. Specielt har han taget nogle ture, men i det daglige, når han skulle på scenen, så rørte han ikke noget. For han vidste, at han skulle arbejde seriøst. Så har han taget nogle whiskyer og sådan noget bagefter,« siger hun og tilføjer, at han nok havde en vild tid i sit makkerskab med Kjeld Petersen.

Kjeld Petersen og Dirch Passer havde et tæt parløb og lavede flere klassiske sketches, inden Kjeld Petersen døde pludseligt som blot 41-årig i 1962.

»Men den slags vilde aftener kommer man jo ikke hjem og fortæller mor om, vel,« konstaterer Marchen.

Døden

Dirch Passer kæmpede med sit helbred i mange år. Da han var i 30’erne, fik han at vide, at han havde et svagt hjerte, men det stoppede ham ikke. Han havde dog en bevidsthed om, at hans livsførelse var farlig, mener Marchen.

»Han tegnede en pension til sin mor. Det er en mærkelig ting, at barnet tegner en pension til sin mor. Så … ja,« siger hun og fortæller om et minde fra 1975:

»Da min far døde, og vi var inde i kapellet på Holmens Kirkegård, sagde Dirch til mig, at det kunne lige så godt have været ham, der lå der. Det var ikke særlig rart at få at vide. Der har han allerede følt sig rigtig dårlig.«

»Vi prøvede meget ofte at sige, at han måtte sige nej til noget og tage det med ro. Men han var ikke til at tale med. Overhovedet ikke«

Marchen Passer

Det svigtende helbred gjorde, at Dirch Passer blev indlagt flere gange i sine sidste leveår. Som Danmarks vel nok største berømthed i den tid var det med fuld opmærksomhed fra pressen.

»Når han lå på Rigshospitalet, fik han telefonen ind til sengen, og den første han ringede til, var mor. Han vidste jo, at det ville stå i aviserne næste dag, så han sagde, at hun skulle tage den med ro, for han havde det godt, men det havde han jo ikke,« konstaterer hun og fortæller, at familien måtte tale for døve øren, når de påtalte hans tilstand.

»Vi vidste, det kunne ende med et brag, sådan som han sled sig selv op. Han så ikke rask ud. Det var ikke godt. Vi prøvede meget ofte at sige, at han måtte sige nej til noget og tage det med ro. Men han var ikke til at tale med. Overhovedet ikke. Han lukkede helt i. Der kunne han godt være bestemt. Det var ikke bare over for mig. Det var også min mor,« fortæller Marchen.

Den 2. september 1980 kollapsede Dirch Passer på scenen i Tivolirevyen. Han kom til tjek på Hvidovre Hospital, men dagen efter ville han alligevel optræde. Idet han skulle gå på scenen, kollapsede han igen.

Skuespilleren og sangerinden Lily Broberg forsøgte, ifølge den ny bog »Dirch 100 år« af Jacob Wendt Jensen, at give hjertemassage. Men Dirch Passer var død.

Hjemme hos Marchen og Palle ringede telefonen. Det var Dirchs kæreste Bente.

»Da Bente har fortalt det, beder hun os om at gå over sige det til mor. Det var ikke nogen sjov tur. Vores yngste datter kom ned og sov hos hende om natten,« siger Marchen.

»Det var en skrækkelig tid. Det var forfærdeligt,« mindes hun.

Begravet i Dragør

Moderen Ragnhild havde ikke kræfter til at gå med til begravelsen. Ifølge »Dirch 100 år« satte hun et skilt op på sin hoveddør med ordene:

»Min sorg er stå stor, at jeg beder alle om at lade mig være alene.«

Familien ønskede en begravelse i stilhed, og både Bente og Ragnhild ønskede sig en gravsten for den afdøde komiker. Valget faldt på Dragør Kirke og Kirkegård.

»Det var min mand og min svoger, der tog sig af det. Så kom Ove Sprogøe, Lilly Broberg, Ulf Pilgaard og en masse andre ned til os på Bymandsstræde. Der var mange i det lille hus,« siger Marchen, der er glad for, at Dirch Passer stadig er i levende erindring, selv om han har været død i 45 år.

»Det har egentlig forbavset os, for vi tænker, at når kunstnere dør, bliver de tit lidt glemt. Men det er som om, at også de helt unge er interesserede stadigvæk. Det er jo lidt pudsigt. Vores børnebørn fortæller, at når de er ude forskellige steder for at spille basket, og de har Passer-navnet på ryggen, så bliver der kommenteret på det. Det er skægt, at han stadig skærer igennem,« fortæller Marchen Passer.