Fjernvarme i Dragør

I dag er han 23 år, går på CBS, hvor han læser HA matematik, og så er han på rugbylandsholdet. I løbet af få år blev han opdaget som et kæmpe rugbytalent og var den første fra Dragør Rugby Klub til at repræsentere Danmark, da han kom på U19-landsholdet.

Og nu er han så både på herrelandsholdet XV – den nok mest kendte rugbyform med 15 spillere på hvert hold – og på Sevens-landsholdet, som er syvmandsrugby, hvor to hold med hver syv spillere konkurrerer i to gange syv minutter.

Alle har en værdi

Men hvorfor fængede den lidt ukendte sport Christian Wøldike Kilsdal? Og hvordan blev han så god?

»Jeg fik med det samme rigtig gode venner. Mine bedste venner i dag er også fra rugby. Selvfølgelig er en del af rugby det, at man får nogle skrammer, og jeg var da også lidt bange for den hårde fysiske kontakt i begyndelsen, for det kræver gåpåmod. Men jeg lærte at være tryg i det og fandt ud af, hvor sjovt det bare var,« fortæller Christian Wøldike Kilsdal.

Hans far, Jens Holger Wøldike Jensen, er en central del af fortællingen, fordi han også selv har spillet rugby som ung og var meget involveret i opstarten af Dragør Rugby Klub. Så han er også med, da Dragør Nyt møder det unge landsholdshåb fra Dragør på en Teams-forbindelse.

»Jeg var træner i de første år, og jeg kan bare fortælle, hvor fantastisk det var at se børn stå og måbe, når jeg sagde, at de skulle løbe ind i en kæmpe pude, jeg stod med, for fuld fart. Må jeg det? spurgte de. Nogle skulle da lige vænne sig til at bruge kroppen på den måde, mens andre fra start var helt lykkelige over, at de endelig fik lov. Og det er faktisk noget af det bedste ved rugby, synes jeg. Der er plads til alle, og alle kan bruges uanset højde og drøjde. Man har en værdi og en vigtig placering på banen, uanset hvordan kroppen er skruet sammen. Og både drenge og piger kan spille,« forklarer han.

Ikke glamour og pokaler

Det var dog ikke glamour og pokaler fra dag ét for den unge Christian Wøldike Kilsdal. De tabte stort set alle kampe det første år, han trænede med Dragør Rugby Klub. Men både han og de andre rugbykammerater mødte troligt op til træning efter hvert eneste nederlag. Så glædede de sig over en god aflevering eller tackling.

»Vi havde så meget fokus på fællesskabet, at resultatet var underordnet,« forklarer Jens Holger Wøldike Jensen.

For Christian Wøldike Kilsdal var det dog ikke helt nok. Jo, fællesskabet var det bedste, men han ville samtidig gerne vinde. Blive bedre. Blive bedst, faktisk.

Så selvom han fortsatte med at spille og træne de mindre spillere i Dragør Rugby Klub, begyndte han efter et par år også at træne og spille med i Rugbyklubben Speed i Tårnby, der er Danmarks ældste rugbyklub og har en meget udvidet ungdomsafdeling.

»Jeg var en splejs på 13 år, da jeg begyndte i Speed. Men jeg havde nogle virkelig passionerede trænere, der pressede os på en god måde. Her fik jeg for alvor smag for at blive god, og jeg begyndte på at træne mere fysisk med armbøjninger. Jeg fik mentaltræning. Jeg stræbte efter hele tiden at blive bedre,« forklarer Christian Wøldike Kilsdal.

Bygger billeder – og arbejder henimod dem

Arbejdet gav pote, og i 2019 blev han for første gang udtaget til U19-landsholdet og kom som nævnt senere på både herrelandsholdet i rugby XV og på Sevens-herrelandsholdet, og her har han fået succes. Efter at have spillet i den lidt lavere europæiske division – Conference Divisionen – var Christian Wøldike Kilsdal med til at sikre, at Danmark Sevens i 2024 rykkede tilbage op i Rugby Europe Sevens Trophy. Med Danmark XV tilskrives han en stor andel i de tre sejre i træk over henholdsvis Letland, Norge og Moldova, som foråret har budt på, og i slutningen af juni skal de spille en vigtig europæisk turnering i Moldova.

Hans meget stolte far, mener, at der altid har ligget en fighter i Christian, og at han altid vil være den bedste.

»Han har altid bygget nogle billeder inde i hovedet, og så arbejder han henimod dem. Han kæmper for tingene. Der er noget dybt i ham, der siger, at det her kan jeg kæmpe mig ud af, og at der er et link mellem indsats og resultat,« lyder det fra Jens Wøldike.

Christian Wøldike Kilsdal er mere afdæmpet om sine egne præstationer, men han vil gerne stå ved, at når han sætter sig noget for, så lykkes det som regel.

»Et lidt skørt eksempel er, at jeg var så frustreret over, at jeg ikke kunne løse sådan en Rubiks terning. Så brugte jeg tre timer til min mormors 80-års fødselsdag på det, og så kunne jeg. Når det gælder de større udfordringer, kan jeg også godt lide at danne mig nogle delmål. På den måde arbejder jeg mig stille og roligt hen mod målet,« fortæller han.

Meget tid – men fantastisk tid

Selvom Christian Wøldike Kilsdal studerer lige nu og dermed har travlt, skal formen holdes ved lige, hvis han gerne vil fortsætte med at blive udtaget til landsholdskampe. Og det vil han. Så han sørger for at følge de to klubtræninger og to til tre fitnesstræninger om ugen, og derudover spiller han kamp eller tager til landsholdstræning i weekenden. Men selvom det kræver meget af ham at blive ved, så føles det hverken som et pres eller noget, der er træls på en grå tirsdag.

»Det tager da megameget tid, men jeg nyder det. Det er jo min fritid og noget, jeg aktivt selv vælger. Når jeg tager til træning, så tager jeg jo hen for at være sammen med mine bedste venner, og samtidig laver vi noget aktivt sammen og får rørt os. Det er da fantastisk,« lyder det fra Christian Wøldike Kilsdal.

Ingen penge eller berømmelse

Selvom han bruger mange timers træning på rugby, spiller i en god klub, er på landsholdet og tager kost, træning og alt andet ved spillet meget seriøst, er der hverken penge eller berømmelse gemt i sporten.

»Vi betaler jo selv for turneringer med både klubhold og landshold, hvis der ikke er sponsorater på. Jeg har nogle venner, der spiller semiprof i Frankrig, men rugby er ikke noget, du kan leve af i Danmark. Det kræver, at du tager til udlandet, og det har jeg faktisk aldrig haft lyst til. For mig er det venskaberne, fællesskabet og det at være fysisk aktiv, som tæller. Når det er sagt, så ville jeg altid søge hen i den lokale rugbyklub, hvis jeg skulle bo i udlandet i forbindelse med arbejde eller studier, for jeg ville vide, at jeg ville føle mig velkommen her, og at vi ville forstå hinanden,« lyder det fra Christian Wøldike Kilsdal.

Hans mål inden for rugby går derfor mere på hele tiden at være med til at udvikle sig selv og det niveau, det danske rugbylandshold har. Der er ingen aldersbegrænsninger på, så man kan blive ved, så længe krop og hoved kan holde til det.

Og han vil gøre meget for at blive ved med at være i landsholdstrænernes bøger, for det giver noget helt særligt at få lov til at repræsentere sit land – at kæmpe for sit land.

»Når man står der med Dannebrog, og nationalsangen lyder, så får jeg gåsehud. Der er en stor stolthed i at repræsentere dit eget land i det, du elsker,« slutter Christian Wøldike Kilsdal.