I 2022 fik kommunen af regeringen i opdrag at vurdere, om fjernvarme var en mulighed for borgerne, og såfremt den var det, skulle vi tilbyde det – og ellers fortælle borgerne, hvilken varmekilde der vil være den primære i kommunen.
Regeringen ønskede denne proces i kommuner, hvor den primære varmekilde var naturgas, da regeringen meldte ud, at gas til rumopvarmning af boliger ikke vil være en mulighed fra 2035.
Processen i Dragør
Vi kender alle processen. En lang forberedende proces med tekniske og økonomiske forundersøgelser, etablering af fjernvarmeselskab og efterfølgende en tilmeldingsperiode fra 15. januar 2025 til udgangen af juni måned.
For mig og resten af kommunalbestyrelsen har det været vigtigt, at vi i hele perioden både agerer økonomisk ansvarligt og samtidig har fuld transparens i vores beslutninger. Derfor besluttede et flertal i Dragørs kommunalbestyrelse i december 2024, da alle undersøgelser var tilendebragt, at vi ikke ville påbegynde gravearbejde og dermed hæfte for op til 600 mio kr. i gæld, hvis ikke der var tilstrækkelig tilslutning.
Det førte til informationskampagnen, så alle borgere har kunnet træffe deres eget valg på et oplyst grundlag. Ultimo maj måned – og dermed i slutningen af kampagnen – blev der fra Tårnby Forsyning udtrykt en bekymring for, om budgetterne alligevel holdt. Og da vi ingen chancer har ønsket at tage, valgte vi at igangsætte en revisionsvurdering.
Hvorfor lukker vi projektet
Projektet lukkes af to årsager. Det ene er, at der har været tilmeldte svarende til ca. 35% af det nuværende gasforbrug. Målet var 65%. Det andet er, at vores revisorundersøgelse har vurderet, at økonomien ikke hænger sammen, hvis ikke vi hæver priserne yderligere.
Vi har valgt som kommunalbestyrelse at have en åben og ærlig kommunikation om tilmeldingsbehovet. Det har vi gjort, fordi vi ikke kan forpligtige Dragør Kommune på en stor gæld, hvis ikke der er tilstrækkelig opbakning fra borgerne. Og det er der ikke.
I forhold til økonomien er det utilfredsstillende, at vi først så sent i et informationsforløb får en melding fra Tårnby Fordsyning om, at de er bekymrede. Vi har haft et vedtaget projektforslag, som er godkendt af alle, herunder også Tårnby Forsyning. Forsyningsselskabet, som har ansvaret for udrulningen, ser først sent, at der måske var udfordringer.
Derfor er jeg glad for, at kommunalbestyrelsen traf en beslutning om at få det ekstra undersøgt. Og resultatet har desværre vist, at den økonomiske usikkerhed er så stor, at det vil være helt uansvarligt over for Dragørs borgere at fortsætte udrulningen.
Hvad så nu?
Da vi gik i gang med udrulning af fjernvarme, var der også en melding fra Tårnby Kommune om, at hvis Dragør ikke gennemfører fjernvarme, vil Tårnby Kommune arbejde videre med anden løsning af fjernvarmeledning til deres borgere. Det medvirker til, at der fremadrettet ikke vil være økonomi i at lave en fjernvarmeledning til Dragør på et senere tidspunkt.
Derfor skal vi alle til at finde ud af, hvilken anden varmekilde vi skal have individuelt, når gassen udfases. Mulighederne er beskrevet i den nuværende varmeplan, og det er hovedsageligt varmepumper, jordvarme og el-varme.
Derfor har udvalgene også anbefalet kommunalbestyrelsen, at forvaltningen kommer retur med en sag om revidering af varmeplanen, og hvordan kommunen kan informere borgerne om muligheder for varmeformer, når gassen udfases.
Politisk betragtning
Regeringen gav kommunerne en opgave og sagde i 2022, at det hastede – med henvisning til, at gassen skal udfases. Dragør har i lighed med andre kommuner løst opgaven. Efter denne opgave blev givet, har der været udlagt mange benspænd for kommunerne. En rodet og problematisk ansøgningsproces til midlerne til udrulning.
Tilsynsafgørelser der forringede vilkårene for kunderne og efterfølgende blev ændret. Efterfølgende har klima, energi- og forsyningsministeren og regeringen skabt tvivl hos mange borgere, om gassen udfases. Mange borgmestre har i fællesskab rejst politiske forespørgsler til regeringen om at melde klart ud.
Ministeren har stadig uld i mund, hvorimod klimakommissær Dan Jørgensen har meldt klart ud, at der kommer et forbud mod køb af russisk gas fra 2025. Hvad det får af konsekvenser for Danmark, vil tiden vise.
I Dragør har vi valgt et højt informationsniveau med faglige eksperter på borgermøderne. Knap 1400 borgere har deltaget, og alle har haft mulighed for at se informationsmøderne på kommunens hjemmeside. Den politiske opgave med udrulning af fjernvarme har været som et hækkeløb, hvor regeringen løbende har flyttet det, man skal springe over, hver gang man er nået frem.
Det er ikke lykkedes at skabe tilstrækkelig opbakning til fjernvarmen i Dragør, og det respekterer både jeg og kommunalbestyrelsen. Men det stiller os i en helt ny situation, hvor vi nu skal løse varmeforsyningen individuelt. Jeg og resten af kommunalbestyrelsen havde gerne set en kollektiv løsning. Men nu tager vi nyt arbejdstøj på, og vi vil gøre, hvad vi kan for, at der kan findes gode løsninger, når ikke den kollektive løsning er valgt.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester



































