Afskeden med Dragør blev ikke helt, som Henning Sørensen havde håbet det.
Den 64-årige leder af Dragør Lokalarkiv havde forventet at bruge sine sidste aktive arbejdsår på det arkiv, der gennem 18 år har været omdrejningspunkt for hans professionelle virke. Men sådan blev det ikke. For nylig blev han præsenteret for en fratrædelsesordning, der indebærer en fritstilling.
»På et tidspunkt skulle der ansættes en til at overtage arkivet, men jeg havde regnet med en glidende overgang, så det ikke blev så svært for den næste at tage over,« fortæller Henning Sørensen.
Den bratte afsked til trods er det et kærligt blik, han sender ud over de tre bysamfund, der tilsammen udgør Dragør Kommune.
»Vi har rigtig mange, der bakker op om arkivet. Det kunne vi blandt andet mærke, da kommunen omkring 2019 ville sælge bygningen, arkivet holder til i.«
Hjemstedet på Stationspladsen er da også noget særligt. Det er Dragørs gamle rådhus, der var centrum for byens liv, indtil kommunereformen i 1974 rykkede den nye »storkommunes« rådhus til Kirkevej i Store Magleby.
»Vi har et markant hus, vi har en kikkenborg, det er et sted, folk kender,« siger han og fortsætter:
»Det afspejler, at man har en kæmpe veneration for sin historie herude. Arkivet har altid været et produkt med befolkningens store historiske interesse.«
Globalt udsyn
Det globale udsyn i både Dragør og Store Magleby har altid været en af de store kilder til fascination for Henning Sørensen.
»Man har den hollandske indvandring i 1500-tallet, hvor folk udefra bringer noget nyt med sig, og man har folk fra Dragør, der har sejlet ud i verden og er vendt hjem med nye oplevelser og idéer. Man har kunnet rumme mange ting, også da luftfarten kom, og en hel del piloter og stewardesser flyttede til Dragør. Mit indtryk er, at det både var, fordi man ikke havde langt på arbejde, og fordi Dragør var et fristed for dem. Men det var stadig folk, der rejste ud i den store verden.«
UNESCO-nejet spøger
Det verdenssyn har ændret sig, vurderer Henning Sørensen. Han var stærkt involveret i forsøget på at få Dragørs gamle by på UNESCO’s verdensarvsliste. Listen er en samling over steder i verden, der har umistelig værdi for den globale kultur.
Men som noget nærmest uhørt sagde Dragørs kommunalbestyrelse nej tak til at fortsætte forsøget med at komme på listen, efter at adskillige borgere havde kritiseret overvejelserne.
»Man har tidligere kunnet rumme mange ting, og derfor undrede det mig, at man reagerede så voldsomt mod denne fantastiske chance,« siger han.
»Det var en voldsom kovending, fra at der var næsten fuld opbakning, og til at der var store modstand. Der undrede jeg mig over, at man ikke var stolte af sin by, men måske har alle ikke den veneration for byen, som vi tidligere har set,« siger han og udelukker ikke, at det modsatte også kan være årsagen – at folk holder af deres by og ikke ønsker, at den skal myldre med turister.
»Der er mange grunde til, at man flytter til Dragør. Nogle flytter hertil, fordi det er en forstad til København, andre vil være en del af et historisk miljø, og nogle vil også gerne være i fred og ikke være en del af en turistby. Men jeg har været rundt i Europa for at se en del af verdensarvsstederne, og rigtig mange af stederne kommer der stort set ingen turister. Man kan kontrollere det, hvis man planlægger omkring det. Dragør by har lukket sig mere om sig selv, end man historisk set har gjort. Om den forandring er sket i mine 18 år herude, eller om den har været her før, ved jeg ikke,« siger han.
Han understreger dog, at historiebevidstheden stadig er stærkere end mange andre steder, han har oplevet.
»Jeg har været både forbavset og imponeret over den forbindelse tilbage, som folk føler. Jeg har mødt folk, der har ranket ryggen og sagt, at de nedstammer fra hollænderne. Det ville man ikke nødvendigvis gøre i alle indvandrersamfund, og det er så vigtigt, at man passer på det, både gennem museet og et arkiv, der kan fortælle om traditionerne og passe på kilderne,« siger han.
»Der er en særlig historisk kraft herude. Noget andet, jeg har været dybt imponeret af, er dragttraditionen. Man kan helt bogstaveligt iklæde sig sin historie. Da jeg kom hertil for 18 år siden, syntes jeg, at det var lidt folkedanseragtigt. Men da jeg lærte de folk, der bevarer traditionen, at kende, gik det op for mig, at det er, fordi de har noget, der helt er deres eget. Det er noget, man skal passe på, og derfor skal man også passe på de frivillige på både museet og arkivet,« siger han og nærmer sig dermed en problematik, der stadig er ganske frisk i erindringen hos arkivets nuværende og tidligere frivillige.
Frivilligstriden
Grundlæggende var der en strid om, hvor meget og hvad de frivillige på lokalarkivet skulle inddrages i og bestemme over. Det handlede blandt andet om tavshedspligt i forhold til indholdet af arkivalier, hvilke arkivalier der skulle gemmes, og om balancen mellem frivillighed og professionalisme.
Striden førte til, at kommunalbestyrelsen måtte sammensætte et regelsæt – og til, at en gruppe frivillige forlod arkivet og lavede deres egen indsamlingsgruppe.
»Vi havde en gruppe frivillige, som havde været der i mange år og havde en anden opfattelse af, hvordan man skal drive arkiv, end vi professionelle har. Det er altid svært at finde balancen i mødet mellem professionelle og frivillige, og jeg havde ikke gennemslagskraft nok til at stå imod med. Når en arbejdsplads er præget af mange frivillige, får man en bestemt kultur, og hvis den kultur går imod institutionens formål, er man nødt til at gøre noget,« siger han.
»Arkivet er en kommunal institution, så er der blandt andet hensyn til GDPR, som man måske ikke har i samme grad i en lokalhistorisk frivillig forening, og samtidig skal man holde nogle principper for, hvad man indsamler. Man skal vælge de kilder, der giver mening for engang at kunne fortælle historien. Det blev også en politisk diskussion, hvor jeg fik forbud mod at kassere. Det var ubehageligt at stå skoleret over for nogle, der mente, at de var bedre til at drive et arkiv, end jeg var, på trods af at jeg har været i branchen i 40 år.«
Fra Vestegn til Dragør
Laver man matematikken, var Henning Sørensen 24 år, da han trådte ind i et liv med gamle dokumenter i brune æsker. Han giver selv dygtige lærere og tilfældet skylden for, at karrieren tog den drejning.
»Jeg er uddannet som gammeldags bogbibliotekar. Da jeg blev uddannet, var vejen frem at komme ud på et folkebibliotek. Jeg havde haft nogle fantastiske lærere, der havde gjort mig interesseret i arkivarbejde, og da jeg var nyuddannet, fik jeg et vikariat på lokalarkivet i Herning, og så blev det den vej, jeg gik.«
Fra Herning gik turen til Albertslund og Brøndby kommuner, hvis historiske tyngde ligger i efterkrigstiden. Selvom det ifølge Henning Sørensen var en interessant historie at arbejde med, havde han også lyst til at prøve noget nyt.
»Da Lis Thavlov stoppede som arkivar i Dragør, overvejede jeg at søge, men jeg havde en fornemmelse af, at man skulle være meget dygtigere end mig. Så jeg søgte ikke i første omgang, men da stillingen blev ledig igen efter et halvt år, gav jeg den et skud. Jeg tog herud en tidlig forårsdag for at mærke stemningen Jeg sad på en bænk ved Gåserepublikken og tænkte, at det var et sted med en helt særlig historie og en helt særlig atmosfære. Her ville jeg gerne være,« siger han.
»Jeg landede på et arkiv, der var meget veludbygget og meget veldrevet, og som havde satset meget på formidling. Man udgav bøger, man holdt foredrag, og man lavede udstillinger. Jeg fulgte i de fodspor: Jeg har holdt hundredvis af byvandringer i både Dragør og Store Magleby, og jeg har også haft plads til og fået lov til at formidle historien, specielt i de første år,« fortæller arkivaren, som også var – og er – imponeret af den rolle, historien har i Dragør.
»Man siger, at Dragør er den kommune, der har flest museer per indbygger. Museumsforeningerne har over 1.000 medlemmer, så der er en fantastisk interesse. Det var et godt sted at være, for der var grobund for nogle af de idéer, jeg havde.«
Arkivalierne skal leve
Selv efter 18 år i Dragør er ikke alle idéer ført ud i livet. Men selvom Henning Sørensen slipper Dragør professionelt, har han ikke sluppet byen som interesse.
»Jeg har planer om at skrive en bog om Dragør og Store Maglebys historie. Der er skrevet en masse om enkelte dele af historien, men der mangler den samlede fortælling,« siger Henning Sørensen, der også vil fortsætte som formand for Sammenslutningen af Lokalarkiver, der er hovedforening for de danske arkiver.
Han peger også på det enorme mængde kildemateriale, som andre kan kaste sig over.
»Alle arkivkilder er døde, indtil nogen tager dem frem og bruger dem til noget. 90 procent af det, vi har på hylderne, kommer ingen til at bruge, men vi ved ikke, hvilke ti procent der bliver interessante,« siger han.
»Der er potentiale for både forskning og udforskning i arkivet. Der er rigtig mange af de temaer, som ligger i vores historie, som venter på at blive taget op og undersøgt nærmere. Jeg får nogle gange dårlig samvittighed over alt det, vi ikke ved, fordi ingen har undersøgt det,« siger Henning Sørensen, der kærligheden til trods ikke bor i Dragør. Hjemmet ligger nær Christmas Møllers Plads længere inde på Amager.
»Jeg har altid joket med, at det kan tage halvanden time for mig at gå fra arkivet og ned til havnen, fordi så mange vil tale med mig. Det er også fint, men man skal kunne træde ud af sin rolle en gang imellem. Så det passer mig godt at bo, hvor jeg bor. Jeg er også glad for mit lokalområde,« siger Henning Sørensen, der ikke har et klart råd til sin efterfølger på posten.
»Men jeg håber, at man vil fortsætte det arbejde, der er blevet gjort i mere end 60 år. Og så håber jeg, at folk fortsat vil bakke op om vores arkiv som et sted, hvor man passer på vores fælles historie.«
