
At alting blomstrer og er grønt – især med den megen regn i slutningen af maj – er nok det mest iøjnefaldende, når man bevæger sig rundt i naturen i Dragør i juni. Men derudover er noget af det rareste nok, at der er rigtig meget at naturen, der kan spises i juni. Sådan lyder det fra naturvejleder Martin Sleimann fra UngDragør.
»For det første er der stadig masser af ramsløg i Kongelunden og ved spejderhytten, som kan bruges til pesto og salat og meget andet godt. Man skal huske, at man både kan spise stængel, blade og blomster,« siger han.
Ramsløg bliver beskyldt for at være nem at forveksle med den giftige liljekonval. Men den er faktisk nem at genkende i skovbunden med sin meget karakteristiske og kraftige hvidløgsduft, som du straks mærker, hvis du gnider de grønne, ellipseformede blade mellem fingrene. Derudover har den hvide, stjerneformede blomster – ikke klokkeformede blomster som liljekonvallen.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Få fat på strandarve til salaten
Hyldeblomst er en anden dejlig ting, man kan nyde synet af i naturen i juni og tage med sig ind i køkkenet. Den kan der – som de fleste nok ved – komme smagfuld saft ud af, ligesom blomsterne kan friteres og spises.
»Man skal selvfølgelig ikke plukke flere hyldeblomstskærme, end man selv skal bruge – og man skal være nænsom ved hyldebusken. Men så tager den heller ikke skade af, at man plukker hyldeblomsterne,« siger Martin Sleimann.
Elsker man hyldebærsaft mere end hyldeblomstsaft, skal man selvfølgelig lade skærmene sidde og vente, til der i stedet dukker modne hyldebær op.
Hvis du går en tur på Dragørs lange kyststrækning, vil du også kunne sanke urter og tage med hjem til madlavningen.
»Der vokser meget strandarve, som smager af agurk, og som man kan spise rå, bruge i salat eller en god gin og tonic,« lyder det fra naturvejlederen.
Strandarve bliver som regel 5–15 centimeter høj og har sæt af fire små blade, der sidder over for hinanden op ad stænglen. Den ligner på den måde et sukkulentagtigt minijuletræ. Blomsterne er hvide og gule og sidder i hvert hjørne af de øverste blade.
Svalerne følger insekterne
Dyreunger er der også mange af i juni, og man kan møde dem allevegne.
»Svaleungerne begynder at flyve i juni, men de er stadig afhængige af at kunne komme hjem og spise hos mor. Et fun fact er i øvrigt, at et svalepar med unger kan spise op mod en million insekter på en sæson,« forklarer Martin Sleimann.
At det er tegn på regn, når det blæser op, og svalerne flyver lavt, har faktisk også noget med insekterne at gøre. Det er nemlig ikke, fordi der er noget vejrmæssigt, som får dem til at flyve lavere.
»Når man oplever, at det blæser op lige før en regnbyge, søger insekterne nedad. For de er små og kan nemt blive blæst omkuld. Svalerne er ligeglade med vinden, men de følger efter insekterne,« forklarer Martin Sleimann.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Ligustersværmere, oldenborrer og mariehønelarver
Rålam kan man også være heldig at skimte i højt græs på markerne i juni. En anden slags dyreunger, du skal længere ned i græsset og buskene for at få øje på, er sommerfuglelarver, natsværmelarver og mariehønelarver, der også boltrer sig i det grønne gennem hele juni måned.
»Mariehønelarverne har faktisk ben og minder mere om en lille sort bille med orange prikker. De kan kravle rundt og guffe løs, men ikke flyve,« fortæller Martin Sleimann.
Oldenborren kan man også høre brumme rundt. Især på varme sommeraftener, hvor det lyder som en lille helikopter, der er ved at lande. Man kan også være heldig at få øje på ligustersværmeren, som er en af Danmarks største natsværmere.
»Den har et vingefang på ni til ti centimeter, så den er en ordentlig krabat og kan selvfølgelig mest ses om aftenen. Senere på sommeren lægger den larver i vores ligusterhække, deraf navnet,« forklarer naturvejlederen.

Græsavn er farlig for hunde
Der er dog også nogle ting, man skal passe på i naturen i juni. Ud over at man skal tjekke sig selv, sine børn og hunden for flåter, når man har gået tur i højt græs, skal man også tjekke hunden for græsavn, især omkring poterne, ørerne og andre sårbare steder – og især på langhårede hunde.
»Græsavn er hårde, skarpe græsskaller med modhager, som klæber sig fast til pelsen og arbejder sig ind i øregange, øjne og poter på hundene og give betændelse, hvis man ikke får dem fjernet. Så de er faktisk vigtige at få kigget efter,« siger Martin Sleimann.
Aktiviteter i naturen i juni
• Kig efter junis dyreunger – som rålam og svaleunger.
• Nyd, at alting blomstrer.
• Tag på stranden eller på skovtur.
• Pluk ramsløg og strandarve og brug det i maden.
• Pluk hyldeblomstskærme, og lav saft.
• Nærstuder sommerfuglelarver og mariehønelarver.
• Pluk buketter af vilde blomster.
Om Naturoplevelser i Dragør
13 kilometer kyst. Godt 242 hektar skov. 165 hektar strandenge. Derudover kommer så moser, overdrev og åbne marker. Dragør Kommune er fyldt med natur, og mange nyder omgivelserne alene, med venner, familie, børn eller børnebørn.
Men ved du, hvilke fugle, dyr og planter du skal holde særligt øje med hvornår? Og hvilke aktiviteter i naturen indbyder de forskellige årstider særligt til?
Det giver Dragør Nyt dig fremover en guide til hver måned. Naturvejleder Martin Sleimann fra UngDragør er vant til at tage kommunens børn og unge med ud på en oplever i naturen, men nu tager han os alle sammen med.





















