Peter Bech var vant til jord under neglene og hårdt arbejde, da han i slutningen af 1940erne og op gennem 1950erne voksede op i de dengang meget landlige københavnerforstæder Hvidovre og Ishøj.
Som ældste søn i en gartnerslægt, der strakte fire generationer tilbage, var der en klar forventning om, at han skulle overtage gartnerierne – og at han skulle have kræfter til at udføre det hårde arbejde, der forventedes af ham.
»Jeg blev opdraget til at holde mig travl og til at klare mig. Jeg måtte for eksempel gå til skole i snestorm, mens mine søskende blev kørt,« fortæller han om barndommen.
Peter Bech har på det seneste gjort sig bemærket som skaberen og ejeren af den nu forviste kæmpehavfrue på Dragør Fort. Men det er snørklede omveje, der har ført ham til livet som havfrueforsvarer og beboer i Sydamagers kystidyl, hvor han mandag kunne markere sin 80-års fødselsdag i hjemmet på Kongevejen. Et hjem, han har givet navnet Havfruehuset, og som han deler med hustruen Sytte.
Direktør ved et tilfælde
Men før vi kommer så langt, skal vi tilbage til teenageårene. Her handlede han på Grønttorvet med familiens gartnerivarer, og ved siden af begyndte han med sine egne forretninger.
»Da jeg var 12 år, cyklede jeg ud til Høje-Taastrup Ægpakkeri og købte kyllinger, som jeg tog med i bussen, der blev kaldt ‘Den Røde Orm’ ind til Toftegårds Plads i København. Der kunne vel være 15–20 kyllinger i sådan en kasse. Jeg købte dem for fem kroner stykket og solgte dem for seks. Det var jo ikke mange penge, men jeg solgte rødvin ved siden af, som jeg købte for 15 kroner og solgte for 25. På den måde tjente jeg mere på mine kyllinger, end slagterne i området gjorde. Derfra begyndte min interesse for handel for alvor,« siger han.
På det tidspunkt var tankerne om et liv uden for gartnerierne begyndt at dukke op. Først ville den unge Peter Bech læse medicin.
»Men min families advokat sagde, at jeg ikke kunne tjene nok som læge. Jeg skulle hellere interessere mig for jura,« fortæller han.
Peter Bech kom da også i gang med jurastudiet og fik et studiejob hos en ejendomshandler på Østerbro. Da selskabets direktør blev sat i spjældet for bedrageri i en anden virksomhed, fik Peter Bech tilbudt en stilling, der hurtigt udviklede sig til direktørstillingen.
Peter Bech var ansat i virksomheden i 55 år frem til 2021, og sideløbende passede han sine egne forretninger. Dem var der mange af. Det begyndte i det små med opkøb af lejligheder, som han satte i stand om aftenen – godt hjulpet af, at han kan klare sig med fire timers søvn om natten. En lejlighed blev til flere, og med tiden opstod også en interesse for restaurantdrift med et par caféer og spisesteder på Strøget i København. Senere kom adskillige garager og et diskotek i Frankrig også til.
Uddannelsen blev aldrig gjort færdig, ej heller en senere uddannelse som ejendomsmægler, men »jeg lærte nok til, at jeg kunne bruge det i mit arbejde«, som han siger.
Til lands, til vands og i luften
Arbejdet krævede meget af tiden, men som 40-årig blev han gift og fik to sønner. Ægteskabet gik i opløsning ved årtusindskiftet, mens forretningerne fløj afsted – også i en mere bogstavelig forstand.
I 2002 købte han Middelgrundsfortet – en fjern fætter til Dragør Fort, der også blev opført som en del af Københavns Befæstning – for fem millioner kroner. Samtidig forpagtede han Trekronerfortet. Den slags kræver transport, og Peter Bech købte sig en helikopter og en katamaranfærge til det formål.
»Den købte jeg af en skibsreder, som så viste sig at mangle den, da han fik koncessionen på færgeruten til Livø. Vi blev enige om at få bygget to nye færger på et værft i Kolding, men pengene i Kolding slap op, da han havde fået leveret sin. Jeg kunne så vælge, om jeg skulle opgive eller lægge tre millioner kroner mere for at få den færdig. Jeg betalte, men skulle have noget til gengæld, og det endte med, at jeg fik værftet.«
Den tilfældige vej ind i værftsejerskabet kom også til at betyde, at Peter Bech endte med en flåde på tre helikoptere.
»Den ene, jeg havde, fløj blandt andet gæster til forterne om sommeren og kendisser, der skulle optræde, til Herning. Om vinteren blev de brugt til at lave eftersyn af elledninger i de svenske skove. Men nu begyndte jeg at bruge helikopteren ret meget, når jeg skulle til Kolding,« siger han.
I 2006 mellemlandede han med sin pilot i Odense for at tanke op. Piloten glemte at sætte benzindæksel på, og de landede hos forhandleren, der havde solgt ham den første helikopter.
»Jeg fik at vide, at der var tre måneders ventetid på et nyt dæksel. Forhandleren tilbød mig at købe en ekstra helikopter i stedet, og jeg havde brug for den, fordi jeg selv brugte den ene så meget på turene til Kolding, så det sagde jeg ja til. Det endte med, at jeg blev tilbudt rabat, hvis jeg købte to, og så havde jeg tre helikoptere.«
På landjorden havde Peter Bech stadig gang i forretningerne. Han drev restaurant på Langelinie, hvor han ofte mødte skuffede turister, som havde kigget forbi Den Lille Havfrue. Idéen opstod til at skabe et værk, der kunne gøre dem glade – både som trækplaster for restauranten og som symbol på en kvindetype, der tør knejse med nakken i modsætning til den lidt mere ydmyge lille havfrue på stenen ved Langelinie.
Den fire meter høje havfrue stod ved restauranten i 12 år – elsket af nogle, hadet af andre – inden den flyttede til Dragør Fort. I dag er den stort set den sidste rest fra Peter Bechs imperium. Ejendomme, helikoptere og katamaranfærger er blevet afhændet gennem årene. I dag ejer han Havfruehuset og en større båd, der ligger i havnen i Dragør.
Kærligheden i Dragør
At han overhovedet havnede i Dragør, skyldes kærligheden.
»En af mine venner sagde: ‘Kom med til Dragør, der bor en kvinde, der kan styre dig.’ Jeg sagde, at han ikke skulle blande sig, men en dag kørte vi herud for at se en ejendom, og han kørte mig ind til hende. Jeg faldt pladask for hende. Senere tog min ven og jeg til en fodboldkamp, jeg kan ikke huske, hvem der spillede, og jeg fulgte slet ikke med. Hun var det eneste, jeg kunne tænke på. Jeg fik hendes nummer og bød på frokost. Hun sagde: ‘Du kan sejle mig en tur i stedet, sømand.’«
Efter et års prøveperiode blev de viet på båden af havnefogeden i Dragør. Det er ti år siden. Sytte havde i forvejen en lejlighed i det, der i dag hedder Havfruehuset.
»Jeg er faldet godt til i Dragør. Jeg meldte mig ind i alt, man kan melde sig ind i, da jeg flyttede herud, og har fået en masse gode venner. Og jeg har Sytte, hun er kvinden i mit liv, en principfast pige med en stor retfærdighedssans. Hun sagde fra begyndelsen, at hun ikke er flytbar, og det kan jeg godt forstå,« siger Peter Bech, der forventer at blive i Dragør sin tid ud – ikke at den venter lige om hjørnet.
»Jeg holder mig i gang, jeg er aktiv sportsmand, jeg har stadig lidt forretninger, og jeg har foreningslivet. Og vi bliver gamle i min familie. Vi havde en begravelse for en 105-årig for et par år siden, en anden blev 102, og i foråret 2024 var det en 99-årig, der blev begravet,« siger han og understreger, at han ikke fokuserer på sit eftermæle.
»Jeg vil hellere have ris og ros, mens jeg lever, end efter døden.«
