Kære borgmester
Stop nu fjernvarmeidéen, inden det bliver pinligt. Af en artikel i seneste udgave af Dragør Nyt (»Gøtterup til Frederiksen: Borgerne fortjener klart svar« på side 4 i Dragør Nyt nummer 20, red.) kommer man nemt til at tænke på tiden som barn: »Når jeg ikke kan få min vilje ved far, så spørger jeg blot mor.«
Man kunne også få den tanke, at det ligner lidt, hvad vi bliver udsat for fra USA: »I think we will get it, one way or the other.«
Tror borgmesteren virkelig, at det vil nytte eller ændre på noget at spørge statsministeren om vejen frem for fjernvarmeudrulning i Danmark? Tror borgmesteren, at Troels Lunds Poulsens udtalelser ikke er afstemt eller koordineret med statsministeren?
Borgmesteren efterlyser en klar udmelding fra regeringen. Hvori består det uklare? For de fleste står det klinkende klart. Er det, fordi uklarheden består i, at borgmesteren ikke er enig i Troels Lund Poulsens udmelding?
Kommunalbestyrelsen har fredag den 16. maj vedtaget at forlænge fristen for at lokke flere med på fjervarmeidéen ved at tilbyde en abonnementsordning.
Forventer kommunalbestyrelsen virkelig, at der kommer radikalt nyt under solen, der kan få folk til at ændre mening? Jeg må sige, at det er ikke høje tanker, kommunalbestyrelsen har om Dragørs indbyggere.
Jeg vil lige benytte muligheden for at rette blikket mod Odsherred. Jeg tror ikke, at det er gået nogen forbi (måske Dragørs kommunalbestyrelse), at fjernvarmeprojektet er kørt helt af sporet. Her er lige nogle tal, som jeg synes, at man skal tænke en anelse over. Ifølge DR den 27. februar anslås det, at den årlige varmeudgift vil stige med 76 procent til 28.000 kroner. Desuden vil det koste omkring 212.000 kroner for 130 kvadratmeter bolig at komme ud af en fjernvarmeaftale.
For de, der gerne vil læse mere om Odsherreds fjernvarme, så brug lige ti minutter på Odsherred Forsynings hjemmeside.
Kære kommunalbestyrelse og borgmester, tag nu og respekter Dragørs indbyggeres beslutning. Vi vil ikke have fjernvarme og stavnsbindes.
Hvor mange indlæg skal vi skrive, før I forstår vores valg?
Jeg ser frem til svar fra borgmesteren og gerne fra kommunalbestyrelsen på mine spørgsmål.
Med venlig hilsen
Erik Jacobsen
Spættevænget
Svar fra borgmester Kenneth Gøtterup
Kære Erik Jacobsen
I denne uges Dragør Nyt efterlyser du svar fra undertegnede på hele sagen om fjernvarme.
I dit indlæg peger du på flere ting:
- At du oplever, at jeg og kommunalbestyrelsen opfører os som børn, idet vi afkræver svar fra regeringen.
- At du oplever, at fjernvarmesagen henfører tankerne til amerikansk politik.
- Om jeg tror, at Venstres formands udtalelser ikke er afstemt med statsministeren.
- Om kommunalbestyrelsen tror, at der er kommet noget nyt i sagen, der gør, at borgerne vil tilmelde sig, med henvisning til at vi forlænger tidsfristen.
- Om der er en sammenhæng mellem Odsherred-sagen og Dragør Kommune.
- At du mener, at vi skal respektere alle de borgere, der siger nej, og stoppe tilbuddet om fjernvarme.
Inden jeg svarer på dine konkrete spørgsmål, skal vi starte med at se på vilkårene og opgaven for Dragør Kommune.
Regering og KL (Kommunernes Landsforening, red.) indgik den 29. juni 2022 aftale om fremskyndet varmeplanlægning. Aftalen udmønter klimaaftalen om grøn strøm og varme, som regeringen indgik med en bred kreds af partier.
Aftalen indebærer, at vi inden udgangen af 2022 skulle fortælle borgerne, hvilken varmeform de kan anvende, når gassen udfases, og såfremt det samfundsøkonomisk er rentabelt at tilbyde fjernvarme, skal vi tilbyde dette.
Dragør Kommune har på den baggrund opfyldt punktet om at give borgerne klar besked om varmeplanlægningen i kommunen.
I december 2022 vedtog en enig kommunalbestyrelse, at borgerne i Dragør skal tilbydes fjernvarme, hvilket er årsagen til, at vi tilbyder det.
Regeringens politik
Som svar på dine spørgsmål et til tre kan jeg oplyse, at regeringen sammen med Folketingets partier har givet kommunerne en bunden opgave. Regeringen har ikke meldt ud, at de har trukket denne opgave tilbage fra kommunerne.
Hvis man dykker ned i Venstres udtalelse, handler deres udspil om, at det er i landdistrikterne, at gassen skal bevares, og ikke i de bysamfund, hvor det er samfundsøkonomisk rentabelt. Men ofte bliver den offentlige debat på hovedoverskrifterne, og derfor har mange oplevet, at Venstre har meldt ud, at alle borgere fremadrettet har gas til rumopvarmning.
Da Venstre er et toneangivende regeringsparti, og statsministeren har ansvaret for den opgave, kommunerne er pålagt, og som hun meldte ud i 2022, er det naturligt at bede regeringen bekræfte offentligt, at de stadig mener det samme.
Jeg kan oplyse, at kommunalbestyrelsen på møde fredag den 16. maj 2025 bad mig sende et brev til statsministeren og klima- og energi- og forsyningsministeren.
Jeg synes ikke, at det er barnligt, som du skriver, men ansvarligt at sikre, at borgerne i Dragør får et klart svar og på et så oplyst grundlag som muligt kan træffe sine egne beslutninger.
Er der noget nyt?
Som svar på dit spørgsmål fire, hvor du spørger, om kommunalbestyrelsen tror, at der er noget nyt, som får borgerne til at beslutte sig. Hertil kan jeg oplyse, at der er noget nyt, og en enig kommunalbestyrelse ønsker at give borgerne lidt længere tid til at sætte sig ind i de nye vilkår.
Det nye er, at Energiklagenævnet har omgjort Forsyningstilsynets afgørelse om abonnementsordningen på fjernvarmeunit og givet tilladelse til, at der kan tilbydes en abonnementsordning.
Da vi i Dragør vedtog projektplanen for fjernvarme, var det med en abonnementsordning. Men det var vi nødsaget til at lave om, da Forsyningstilsynet forbød det over for kommunerne. Det skabte meget forvirring, og nu må vi tilbyde det igen.
For at undgå forvirring og usikkerhed om dette er det kommunalbestyrelsens holdning, at borgerne skal have mulighed for at forholde sig til dette, før de enten siger ja eller nej til fjernvarme.
Sammenhæng til Odsherred-sagen
Som tidligere oplyst kan Odsherred-sagen og Dragør Kommune ikke sammenlignes.
I Odsherred begyndte man udbygningen uden at vide, hvor mange borgere der ønsker fjernvarme. I Dragør begynder vi først at grave hullerne i vejen, hvis der er tilstrækkeligt med tilmeldinger. Derfor kommer vi ikke i den situation, at vi har stor gæld og ingen kunder.
Der er ud over det indregnet en følsomshedsfaktor med 100 procent i hele prisberegningen. Det betyder, at vores etableringsomkostninger kan stige med 100 procent, uden at det påvirker den pris, vi har oplyst.
Respekter borgere, der siger nej
Du mener, at vi bør droppe projektet, fordi du og andre ikke ønsker fjernvarme.
Som jeg skrev i indledningen, skal vi tilbyde det. Det er så op til borgerne, om man ønsker en kollektiv fjernvarmeløsning eller en individuel løsning.
Der er borgere, som ønsker en fælles løsning. Der er borgere, som siger nej tak og finder egen løsning. Begge valg er lige legitime.
Man kan stille det omvendte spørgsmål til din udmelding. Er det rimeligt, at vi dropper det for dem, der har tilkendegivet, at de gerne vil have fjernvarme? Og vil det være ansvarligt, at en kommunalbestyrelse ikke løser den opgave, somden er blevet givet?
Svaret fra min og kommunalbestyrelsens side er, at det er det ikke.
Men du kan vælge – ligesom alle andre – at takke nej til fjernvarme. Når gassen ikke længere kan bruges til rumopvarmning, skal du sørge for din egen varmeløsning. Og der er flere gode alternativer til fjernvarme. Det kan du vælge som husejer. Det er væsentligt sværere, hvis man bor i en lejlighed, i Dragørs gamle bydel eller tæt rækkehusbyggeri.
Jeg håber, at ovenstående giver svar på dine spørgsmål, og ellers er du altid velkommen til at komme forbi rådhuset til en snak.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

























