Vi har netop overstået fastelavn, og igen i år har byen summet af liv med fastelavnsarrangementer – både søndag og mandag med flotte fastelavnsoptog og tøndeslagning på henholdsvis Blushøj og på Hovedgaden.
Fastelavnsmandag tog jeg og alt personale på rådhuset imod rytterne til punch på rådhuset. Og om eftermiddagen er det en fast tradition, at jeg sammen med den hollandske ambassadør besøger Amagermuseet og ønsker tillykke til tøndekongen.
Enggården
Som der har været meldt ud og skrevet om i lokalpressen, har vi som kommune fået foretaget en sundhedsfaglig ekstern analyse af organisering og indsats af Enggården.
Analysen peger på forbedringsmuligheder. Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte i februar analysen, og på udvalgsmødet i marts tages der stilling til tillægsbevillinger til Enggården.
Der skal blandt andet gives tillægsbevillinger til både mere personale og mere ledelse for, at vi kan komme i mål med at løfte den faglige kvalitet.
Flot udvikling for erhvervslivet
Hvert år laver konsulentvirksomheden Iris Group en undersøgelse af lokal erhvervsudvikling.
I 2024 har erhvervslivet i Dragør taget et kæmpe spring. Vi er flyttet fra en plads som 93. kommune til en placering midt i feltet på plads nummer 53.
Der måles på lokale erhvervspræstationer, hvor arbejdspladser, indkomst og produktivitet omfatter otte indikatorer, der blandt andet måler antal private arbejdspladser, erhvervsindkomsten samt andelen af højproduktive virksomheder i kommunen.
Det er en rigtig flot udvikling i vores kommune.
Fjernvarmen
Kampagnen med udrulning af fjernvarmen er i fuld gang. Der holdes borgermøder i Hollænderhallen, og der er heldigvis rigtig mange borgere, som møder op. Tak for det.
Der er håndholdte møder mellem fjernvarmeselskabet og erhvervslivet og boligselskaber. Ligeledes er der en række arrangementer, hvor fjernvarmeselskabet er til stede rundt om i Dragør.
Det er vigtig kommunikation, men det er også en svær kommunikation. På sociale medier er der mange holdninger – ikke mindst er der også mange, der beskriver, hvad der kommer til at ske i fremtiden med gas, grøn omstilling, priser med videre.
Jeg har en stor respekt for og er meget glad for det store engagement i debatten. Det er vigtigt. Men jeg vil også komme med en opfordring til den enkelte borger: at søge sin viden de rigtige steder. For eksempel kan man se eller gense professor Brian Vad Mathiesens oplæg fra borgermøderne om de forskellige varmeformer. Det findes på kommunens hjemmeside.
Hvis man vil vide mere om, hvordan fjernvarme produceres, ligger der også et videoklip fra april 2024 på kommunens hjemmeside, hvor direktøren for Centralkommunernes Transmissionsselskab fortæller om, hvordan fjernvarme produceres.
Kultur- og fritidspolitik
Vores nuværende kultur- og fritidspolitik er meget gammel og trænger til fornyelse. Derfor har vi i kommunalbestyrelsen vedtaget en proces for udarbejdelse af ny politik, og det vil blive med en stor inddragelse af foreningslivet i Dragør.
For mig er det meget vigtigt, at vi værner om vores foreningsliv og kulturtilbud i Dragør. Både foreningslivet og kulturtilbud er en stor del af det, der binder os sammen og skaber sammenhold i kommunerne.
Jeg glæder mig til at følge de mange gode idéer, der vil komme i processen. Og en kultur- og fritidspolitik er vigtig nu, så den kan sætte retningen for kommunalbestyrelsen i den kommende valgperiode.
Arbejdsgruppe til udvikling af bådeværftet
En enig kommunalbestyrelse har valgt at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af ni borgere, der skal komme med et oplæg til anvendelse af det gamle bådeværft.
Arbejdsgruppen blev på kommunalbestyrelsens møde udpeget og kommer til at bestå af: Søren Houen Schmidt, Martin Borg, Jens Chr. Petersen, Gitte Rosholm, Lars Winding, Anne Skare, Carsten Olesen, Malin L Kadijevic og Michael Busk.
Gruppen er sammensat, så der er kompetencer inden for bevaring, byudvikling, erhvervsudvikling, samfundsudvikling, turisme, kulturliv og havnens brugere.
Jeg vil gerne sige stor tak til jer, der har sagt ja til at deltage og inspirere og rådgive os i kommunalbestyrelsen.
Arbejdsgruppen har op til 12 måneder til at pege på løsninger, og mens gruppens arbejde pågår, kan værftet lånes gratis til aktiviteter, der ikke er profitorienteret.
Lufthavnen dialogforum
Københavns Lufthavn har nedsat et dialogforum med 16 repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, organisationer og borgere fra både Dragør og Tårnby.
Dragør Kommune fik tilbudt to pladser, og fra kommunalbestyrelsen vil Jan Madsen (C) og Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen (V) være kommunens repræsentanter.
Dialogforummet vil have til opgave at drøfte lokale idéer, udfordringer og løsningforslag.
Jeg tror, at det vil være godt for dialogen om lufthavnen, at der nedsættes et sådant dialogforum med interessenter, der spænder bredt i deres repræsentation.
Cafeteria i Hollænderhallen
Vi har været i udbud med cafeteriaet i Hollænderhallen, og det er også besluttet, at vi genåbner det gamle cafeteria på første sal. Det kan drives som en lille restaurant, ligesom der vil kunne serveres mad og fortæring til møder, og forpagteren får mulighed for at drive catering.
Ved udbudsrunden var der kun én, der bød – og som efterfølgende ikke ønskede at indgå kontrakt. Vi har derfor besluttet at gå i nyt udbud, og vi har i den forbindelse besluttet at have en professionel restaurationsmægler, som kan hjælpe med at finde eventuelle bydere.
Samtidig giver vi mulighed for, at hvis for eksempel en lokal erhvervsdrivende, forening eller andet kunne tænke sig at drive cafédrift eller lignende, indtil udbuddet er tilendebragt, vil vi give mulighed for, at man kan byde ind på en midlertidig aftale.
Jeg ved, at der er udfordringer i flere kommuner for at få forpagtere til deres restauranter. Jeg håber, at det lykkes i Dragør, for det vil være godt for alle brugere af Hollænderhallen og kunne skabe endnu bedre vilkår. Så kender du nogle, der kunne være interesseret, så prik dem gerne på skulderen.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester



































