Dragør Nyt nr. 49

»Jeg fulgte en statslig arbejdsplads, der blev flyttet fra København til Nakskov torv. Og selv om min forskning ikke skulle handle om handel, kom den til det. For det blev en kæmpe del af, om det lokalt blev erfaret som en succes at udflytte en statslig arbejdsplads. I lokalsamfundet havde man en forventning om, at nu kom der ikke bare flere arbejdspladser til Nakskov, men også medarbejdere, der skulle få mad fra de lokale spisesteder og købe kontorartikler lokalt. I stedet fik de en statslig arbejdsplads til nabo, der var bundet af statslige indkøbs- og serviceaftaler og fik printerpapir og kuglepenne leveret fra ISS i hovedstaden i stedet for at købe fra den lokale kontorforsyning på torvet, få meter fra dem selv,« forklarer Birgitte Romme Larsen.

Intet lokalt engagement er ligmed dårligt ry

At den statslige arbejdsplads også var bundet af forskellige regler, der betød, at de ikke kunne sponsorere lokale events eller være med til at finansiere den lokale julebelysning i bymidten, hjalp heller ikke på det nye naboskab med arbejdspladsen. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for de butikker og banker i byen, der var en del af større kæder og dermed bundet op på regler centralt fra, som måske ikke lige passede ind i Nakskov.

»De her kædebutikker fik simpelthen ofte et dårligt ry blandt de lokale borgere. Folk ville ikke arbejde der. De ville ikke handle der. De købte ikke argumenter med, at ‘vi er en del af en kæde’ eller ‘vi er underlagt centrale regler og har hovedkontor et andet sted’. Hvis man ikke viste interesse for at bidrage lokalt til fællesskabet, blev man heller ikke en del af det,« forklarer Birgitte Romme Larsen.

Grunden til, at hun synes, iagttagelserne er dybt interessante og også kan bruges i mange andre småbyer som eksempelvis Dragør, er, at de så tydeligt viste den direkte sammenhæng mellem den sociale sammenhængskraft og handels- og erhvervslivet.

At være fælles gavner alle

Det lokale handelsliv er en fælles organisme – et cirkulært kredsløb – som kræver, at alle tager ansvar. Når de gør dette, lykkes alle. Når de ikke gør, har det mange negative effekter, der skubber til hinanden som dominobrikker.

»Når det virker – som det faktisk gjorde i Nakskov – så ser man sig selv som en sum af butikker. Vi sælger hver vores, men vi er også fælles om noget. For eksempel om at pynte op på en særlig måde til jul og have en særlig form for fælles julebelysning. For det betyder, at vi skaber mere hygge og dermed et bedre incitament for en god julehandel,« forklarer hun.

Den statslige arbejdsplads, hun fulgte, var nødt til at finde egne løsninger på at kunne handle mere lokalt og at være med til at støtte op om bymidtens julebelysningsplan. For ellers risikerede de simpelthen at blive betragtet som dårlige naboer.

»Og logikken er jo simpel. Støtter du ikke julebelysningen, støtter du ikke handelslivet – og så lukker butikkerne. Så er der ingen steder lokalt at købe julegaver. Og så er du med til at lukke byen. For hvis tilpas mange falder ud af kredsløbet, hænger byens fælles organisme ikke sammen,« lyder det fra Birgitte Romme Larsen.

Usolidarisk ikke at bidrage

Hun mener derfor, man kan drage en parallel til, at handelsstandsforeninger og erhvervsforeninger kun gør en forskel, så længe flertallet bakker op. Hvis alle spytter i kassen til fælles arrangementer og pynt. Hvis alle deltager i events, holder åbent eller laver aktiviteter.

»Set ud fra et naboskabsperspektiv virker det i en mindre by usolidarisk ikke at bidrage. For dem, som ikke er med til at bidrage til byfesten eller julemandsshowet på torvet, har også fået noget ud af det. For det er sådan nogle oplevelser, som både får flere lokale og turister til at møde op og handle mere,« siger Birgitte Romme Larsen.

Omvendt ser hun, at det giver en kæmpe styrke til byen, hvis alle i et lokalt handels- og erhvervsliv sørger for at føde ind i den fælles fødekæde.

»At handelslivet bruger hinanden internt, er lige så vigtigt, som at borgerne handler lokalt. For hvis du køber dine kuglepenne hos mig, så går jeg også ind i din salon for at blive klippet. Det betyder noget, om man stiller op til markedsdagen eller står for popcornmaskinen til havnefesten. Derfor er jeg også helt sikker på, at de nationale kædebutikker, der gør sig umage for at sno sig udenom hovedkontoret og centrale regler for at bidrage til lokale tiltag, er dem, der har det bedste ry i et lokalsamfund, mens de, der ikke gør, kommer til at stå lidt udenfor og ikke omtales som lokale,« forklarer Birgitte Romme Larsen.

Ud over at handelslivet skal bruge hinanden internt, mener hun også, at staten og kommunerne skal have mere fokus på, hvordan de også kan bruge deres penge lokalt. For selvfølgelig er det en god idé med fælles og økonomisk fordelagtige indkøbs- og serviceaftaler, når man forvalter skatteborgernes penge. Men at bruge pengene lokalt er altså også en investering, der kommer tilbage lokalt til skatteborgerne. Derfor er det nødt til at være et fremtidigt fokuspunkt, mener Birgitte Romme Larsen.

Vift kunderne videre i et kredsløb

Også under et forskningsprojekt i Jelling – en mindre by uden for Vejle i Jylland – opdagede Birgitte Romme Larsen, hvordan den cirkulære tankegang gavnede alle. Her var der et meget velfungerende naboskab i det lokale handels- og erhvervsliv.

»Det, man var gode til i Jelling, var, at man altid sørgede for at skubbe kunderne og turisterne videre til hinanden. Hvis Kongernes Jelling (historisk oplevelsescenter, red.) eksempelvis holdt et event, lagde de helt bevidst en flyer for den lokale café. Og i caféen lagde de måske en rabatkupon til lokalmuseet eller Jelling Kro. Så kunderne og turisterne blev hele tiden viftet videre i kredsløbet og kom på den måde hele vejen rundt i byen. Noget, man kan gøre under alt fra festivaler og fastelavn til markedsdage og Black Friday,« lyder det fra Birgitte Romme Larsen.

»Alle brikkerne får mere ud af det hver især, hvis de arbejder sammen i stedet for at kæmpe om kunderne. I Dragør kunne man måske på det lokale museum få at vide, at man kan få rabat på en is ved havnen, hvis man viser sin billet fra museet. Og på isbaren får man en brochure fra museet og samtidig rabat på en frokost på en af byens caféer. Det giver mere lokal sammenhængskraft og er win-win for alle,« slutter antropologen.