Diger kommer til at slynge sig gennem hav og landskab

»Lige nu træner vi mandag og onsdag morgen og mandag, tirsdag og fredag aften. Derudover spiller vi kampe hver weekend,« ridser hun op.

Træningen foregår i Hvidovre, hvor hun er tilknyttet curlingklubben, og Hvidovre-holdet er også identisk med OL-holdet.

»Selvom man udtager spillere til OL inden for curling, er vi så godt sammenspillede, at det ikke ville give mening at udtage andre til holdet,« siger hun og tilføjer, at samspillet ikke kun drejer sig om evnerne på isen.

»Vi har et godt socialt fællesskab på mit hold. Jeg glæder mig til at køre klokken seks om morgenen, fordi jeg skal være sammen med dem.«

Den tætte relation bliver ikke mindre af, at Denises søster Madeleine også spiller på holdet. Hun var fanebærer ved forrige vinter-OL, så Dupont-familien kan nu prale af en meget sjælden track record inden for fanebærerdisciplinen.

Med siden 1998

De to søstre har fulgtes ad på curling-isen siden 1998. Det var året, hvor et forbavset Danmark med en blanding af beundring og morskab kunne følge det danske OL-hold tage sølvmedaljen i japanske Nagano – den eneste medalje, Danmark nogensinde har fået ved et vinter-OL.

Curlingholdet blev ikke mindre populær af satiregruppen Gramsespektrums hyldestsang »Vi kaster med sten og fejer med koste«, og holdets modtagelse på rådhuset i Hvidovre var da også et lokalt triumftog.

Blandt tilskuerne stod Denise og Madeleine sammen med to veninder.

»Jeg har dyrket alt andet – spejder, håndbold, skøjteløb – men da jeg stod foran rådhuset i Hvidovre sammen med min søster og mine to veninder og så vinderne komme hjem, blev vi enige om, at det var noget, vi skulle prøve.«

Det var ganske succesfuldt. Alle fire blev senere OL-deltagere, og selvom de to veninder stoppede efter et enkelt OL, optræder Madeleine og Denise Dupont stadig sammen på isen.

Og nu følger Denise Dupont efter søsteren som fanebærer.

»Jeg blev ringet op i det sene efterår og fik at vide, at de havde siddet i komiteen og peget på mig til at gå forrest med fanen. Jeg tænkte, at der er så mange andre derude, men de sagde, at jeg ville være en god repræsentant,« siger hun.

Selve disciplinen kræver ikke meget øvelse – hun får grundlæggende en fane stukket i hånden og skal gå ind. Men mentalt har det en stor betydning, fortæller hun.

»Det handler om, at jeg repræsenterer danskerne. Det er helt vildt at få lov til at bære Dannebrog,« siger hun.

Det er ikke den eneste ære, hun får. Med OL-deltagelsen skriver hun sig ind på en meget kort liste over danske kvinder, der har været med i OL fem gange.

»Det er helt vildt at få lov til at bære Dannebrog.«

Denise Dupont

»Det er meget særligt. Det er samme antal som legender som Jeanette Ottesen og Mette Jacobsen, som er nogle, jeg har fulgt til OL og set som sportsikoner. Tænk, at jeg kan være med der,« siger hun og fortæller med noget, der minder om ærefrygt, at OL er noget helt særligt – selv efter så mange gange.

»Det er stadig lige specielt at være med. Det er lidt fedt, at det er i Italien. Det er som at komme hjem, for mit første OL var også i Italien i 2006,« siger hun.

Mere praktisk er der også gode grunde til, at hun glæder sig over, at Italien lægger is til vinter-OL i år.

»Det gør en forskel i forhold til tidszonen, at det er i Europa og ikke i Asien eller Canada, hvor vi også har været.«

Stoppet – og begyndt igen

Med sine 41 år er Denise Dupont ældre end de fleste aktive elitesportsfolk. Men alder er ikke en hindring i curling, fortæller hun.

»Der er curlingspillere, der er ældre end mig. Man kan blive ved, så længe kroppen kan. Det er ikke som gymnaster, der dyrker en meget intensiv sport, som slider på dem,« siger Denise Dupont, der faktisk har forsøgt at trække sig fra elitesporten.

»I 2019 stoppede vi, fordi vi ikke syntes, vi kunne følge med de andre. Der er en drivkraft i at se resultater. Det er sindssygt hårdt at tage ud og tabe igen og igen, selvom man gør alt for at kunne følge med. Så vi besluttede os for at nøjes med at spille for sjov. Men det er svært at lægge elitetankegangen, og så blev vi enige om at samle et nyt hold. Det er de piger, vi er sammen med i dag, og det er vores andet OL sammen.«

På deltid

Curling er ikke en levevej. Denise Dupont er lærer på Dragør Skole, og dette OL er det første, hvor der har været økonomi til at gå på deltid – med støtte fra Team Danmark – i den intensive periode op til den store begivenhed.

»Så nu er vi et sted, hvor nogle af vore konkurrenter har været længe, og vi kan mærke på resultaterne, at det har haft betydning. Men vi skal stadig have vores hverdag til at hænge sammen. I lande som Tyskland og Schweiz er spillerne ansat af militæret. Det giver dem ikke en kæmpe løn, men det hjælper dem en del,« siger hun og konstaterer, at økonomien som dansk curler »løber rundt«, selvom lønningerne ikke just kan måle sig med dem, man ser i professionel fodbold eller tennis.

»Vi har været til turnering i Sverige for nylig, og vi vandt det hele. Vi fik 20.000 svenske kroner i præmie. Det er kun, så det løber rundt, når vi skal sørge for transport, hotel og træner,« siger hun.

Det er altså ikke pengene, der driver værket, men den rene kærlighed til sporten og en lyst til at konkurrere – med andre og sig selv.

»Jeg synes, at det er fedt at sætte et mål og jagte det. Jo flere år, der går, desto mere jagter jeg de små procenter,« siger hun.

Curlingfamilien

Når Denise Dupont drager til Milano, bliver det uden hendes to børn på 11 og 17 år. Dels skal de passe deres respektive skoler, og dels bliver der ikke meget tid til at være sammen i de intense dage i Norditalien. Og Denise Dupont erkender da også, at hendes nærmeste familie nok har en anden definition af curlingbørn end den gængse.

»De ved godt, at de kommer i anden række, når vi nærmer os OL. Mantraet er: Det ser vi på efter OL,« siger hun om børnene.

Som lærer har Denise Dupont også en ekstra familie – børnene på Dragør Skole.

»De synes, det er spændende, men de er kede af, at jeg er væk fra dem,« siger hun.

Møder verdens bedste

Når curlingholdet drager til Italien i denne uge, sker det med et ganske almindeligt rutefly til Venedig. Herefter skal de gennem en stor verificeringsproces, inden de kan drage de sidste tre en halv time videre til åbningsceremonien. Planen var, at holdet skulle tage hjem til Danmark for at træne inden kampene.

»Men vi har lige fået en istid to en halv time væk, så vi kan træne frem til vores første kamp,« siger hun.

Her får Danmark en temmelig markant modstander – Canada, der regnes for verdens førende curlingnation.

Det kan lyde nervepirrende, men Denise Dupont ser også fordele i et tidlige møde.

»Det kan være godt at møde favoritten på første dag. Man skal lige tilpasse sig isen, som kan være en smule anderledes fra sted til sted,« siger hun.

Selvom det er professionelle ismagere, der skaber underlaget, kan man nemlig ikke opnå et hundrede procent ensartet resultat fra arena til arena. Vandets hårdhed og ph-værdi betyder noget, og det kan antallet af tilskuere også – for det kan påvirke temperaturen i hallen, som så igen kan påvirke isen.

»Så det er altid spændende, når man skal spille i en ny arena,« siger hun.

Spil, spis, sov – og gentag

Selv hvis Danmark får canadiske klø, betyder det ikke, at OL-holdet må drage hjem til Danmark. Curlingkonkurrencens opbygning gør, at det danske hold skal spille ni kampe, uanset hvordan resultaterne bliver. Efter kampene bliver der tildelt point, som afgør, om man kommer i finalen.

Men ni kampe – og forhåbentlig semifinale og finale – gør også, at hele processen bliver meget intens. Der bliver ikke meget tid til at hilse på kollegaer i den olympiske by.

»Man kan blive ved, så længe kroppen kan. Det er ikke som gymnaster, der dyrker en meget intensiv sport, som slider på dem.«

Denise Dupont

»Dagene bliver meget ens. Der er forberedelse, så er der kamp, så er der evaluering, så spiser vi, og så sover vi – og så går vi på isen igen,« ridser hun op.

Netop spisningen kan være et svagt punkt. Den olympiske by byder på mad fra alle verdenshjørner i den fælles spisesal, så der skal bruges disciplin, når tallerkenerne skal tømmes.

»Vi bruger meget energi på den rigtige kost, og når man så er i spisesalen, kan man hurtigt komme til at overspise. Så vi forsøger at holde vore vaner med at spise vores havregrød og vores rugbrød, selvom vi er i Italien,« fortæller hun.

VM venter

Naturligvis er der medaljedrømme på det danske hold. Men præstationen er det vigtigste, understreger Denise Dupont, der sammen med resten af holdet kan trække på en idrætspsykolog, som hjælper med at finde fokus på isen. Netop det fokus er altafgørende – både for præstationen og for stemningen efterfølgende.

»Vi er ikke herrer over, om de andre stiller med et godt hold. Og vi ved, at det er et superstærkt felt. Så uanset om vi vinder eller taber, er det vigtigt for os at vide, at vi ikke kunne have gjort det bedre. Vi må ikke fortryde noget, når vi forlader banen,« siger Denise Dupont, der ikke ved, om dette OL skal være hendes – og holdets – sidste.  

»Det må vi se på bagefter. Vi ved ikke, hvordan det går. Måske vil vi stoppe, hvis vi taber alle kampene. Men det kan også være, at vi vil stoppe på toppen, hvis vi vinder guld.«

»Vi må ikke fortryde noget, når vi forlader banen.«

Denise Dupont

Selv, hvis karrieren skal stoppe, bliver det dog ikke med et træk i nødbremsen.

»Vi har også lige et verdensmesterskab i marts,« siger den lokale elitesportskvinde.