Ved en beklagelig fejl kom dødsannoncen for Jørgen Elimar Petersen ikke med i ugen avis.
Jørgen Elimar Petersen bisættes i Dragør Kirke her på fredag den 14. juni kl. 13.00.
Redaktionen på Dragør Nyt beklager fejlen.
Annette Nyvang, der var indkaldt som stedfortræder for Peter Læssøe (T), mindede dog om et enkelt opmærksomhedspunkt.
»Vi stemmer for budgettet. Men jeg kan se, at lokalarkivets fremtid skal op på næste udvalgsmøde. I skal være opmærksomme på, at man ikke hiver for hårdt i museets økonomi, for så har vi ikke statstilskuddet,« sagde hun.
Hun henviste til, at det forholdsvis store statstilskud kræver, at der er en kommunal finansiering på over fire millioner kroner. Så hiver man store dele – som lokalarkivet – ud af museets drift, kan dette komme i fare.
»Det er en god pointe, Annette. Og det er helt rigtigt, at det er noget, vi skal være opmærksomme på. Det hedder Museum Amager. Men det er vores museum, og derfor skal vi støtte det,« lød det fra Jan Madsen (C).
Når vi taler om børn og unge, taler vi om vores fælles fremtid. Nationale analyser peger på stigende mistrivsel blandt børn og unge og et øget pres på både almen- og specialområdet. Det stiller krav om tydelige prioriteringer og langsigtet ansvarlighed.
Stærke fællesskaber i dagtilbud og skole er en vigtig del af den forebyggende indsats. Trivsel skabes dog ikke alene i undervisningen, men også gennem sociale relationer og venskaber, herunder i fritidslivet, som spiller en væsentlig rolle for børns og unges udvikling og tilknytning.
Den eksisterende specialklasserække spiller en central rolle i indsatsen og bidrager til, at eleverne får et undervisningstilbud, der er tilpasset deres behov og samtidig har en høj faglig kvalitet. Udvidelsen med en specialklasserække i Hollænderhallen er et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af specialområdet og i arbejdet med at styrke trivsel for denne elevgruppe. Det peger samlet set på, at den indsats, der er sat i gang, bevæger sig i den rigtige retning.
Oplæg på Børn og Unge Topmødet, herunder ved Lene Tanggaard, professor ved Aalborg Universitet og medlem af Trivselskommissionen, understregede betydningen af tidlig og sammenhængende indsats samt klare rammer og stærke relationer som fundament for både trivsel og faglig udvikling.
Klare forventninger og en fælles retning er afgørende for en velfungerende hverdag i skole og dagtilbud. Når roller, ansvar og rammer er tydelige, skaber det ro og forudsigelighed og bidrager til trivsel for både lærere, øvrige medarbejdere samt børn og elever.
I perioden 2026–2029 prioriteres tidlig indsats, styrkelse af både almen- og specialområdet samt ansvarlig anvendelse af kommunens ressourcer.
Som led i det videre arbejde udarbejdes der i 2026 en ny skolepolitik, som skal sætte en klar og fælles retning for de kommende år. Skolepolitikken skal understøtte både faglig udvikling og trivsel, og den følges op af en faglig strategi med fokus på læringsparathed, samarbejde mellem skole og hjem samt respekt for lærerens professionelle rolle.
Der er behov for at skabe en bedre balance mellem rettigheder og ansvar i folkeskolen. Det forudsætter et tæt samspil mellem kommunalbestyrelsen, forvaltningen, skolebestyrelser, forældrebestyrelser samt skole- og institutionsledere. Tydelige rammer og forventninger er afgørende for at sikre ro, tryghed og gode læringsbetingelser i hverdagen.
Det er konservativ politik i praksis at værne om fællesskabet og tage ansvar for både nutidens og fremtidens generationer.
Men området er stadig udpeget til skov, og planerne kan blive ført ud i livet på et tidspunkt, hvis handlen går i orden, fortæller Cecil Lundme Olausson, der er byplanlægger hos Center for Plan, Teknik og Erhverv i Dragør Kommune.
»Der ligger en politisk beslutning, og forvaltningen ser stadig et potentiale i området, men afventer Naturstyrelsens dialog med den private lodsejer,« siger byplanlæggeren.
Naboer til området har også været kritiske over for skovprojektet. Her har frygten især været en skovbyggelinje. Let forenklet må man nemlig ikke bygge tæt på en skov. Men der er sandsynligvis løsninger på den problematik, siger Cecil Lundme Olausson.
»Som kommune skal vi overholde skovbyggelinjen, men vi har lyttet til borgerne og holdt møder dem. Vi forstår deres bekymring, og vi er indstillet på at søge staten om reduktion af skovbyggelinjen,« siger han og forklarer, at man ikke kan søge om reduktionen, før Naturstyrelsen har indsendt sin ansøgning om fredsskov på området.
Selv hvis der ikke bliver givet mulighed for en reduceret skovbyggelinje, er der en del undtagelser i loven, der gør, at man som beboer i en eksisterende bolig ikke bliver ramt – heller ikke, hvis man vil rive sit hus ned og bygge et nyt.
»Vi forstår bekymringerne, men der er mange muligheder for at blive omfattet af undtagelserne,« siger han.
Når de to skove bliver plantet på Fælledvej og Rytterager, håber Cecil Lundme Olausson på, at mange vil deltage.
»Det er en vigtig begivenhed, for man kan få en følelse af medejerskab til skovene. Vi håber, at borgerne tager det til sig og måske selv er med til at plante et træ. Det kan jo blive et træ, familien kan besøge gennem generationer,« siger han.
Da ansøgningsfristen udløb, skulle menighedsrådet tage stilling til ansøgningerne. I tilfældet med Store Magleby ønsker Carsten Brink ikke at fortælle, hvor mange ansøgninger der kom.
»Men det er jo en speciel stilling uden bopælspligt og på 60 procent. De fleste vil være nødt til at have aktiviteter ved siden af,« siger han.
Menighedsrådets medlemmer gennemgik ansøgningerne hver især – det foregik på grund af GDPR-regler på kirkekontoret – og valgte deres favoritter. Derefter var der møde med biskoppen, som gennemgik, hvem han syntes, at man burde tale med.
»Han kender jo mange af dem i forvejen og kan måske fortælle, at han har haft gode samtaler med nogle af dem, og at han finder dem teologisk velfunderede,« siger Carsten Brink.
»Efter mødet med biskoppen skulle vi tage stilling til, hvem der skulle til prøveprædiken og samtale. Heldigvis har vi i menighedsrådet nogle kompetencer gennem medlemmer, som har prøvet at holde ansættelsessamtaler før i deres erhvervskarriere.«
Efter endnu et møde om det rent lovgivningsmæssige blev de tre udvalgte inviteret til prøveprædiken. Det er, hvad det lyder som – en minigudstjeneste, hvor præsteaspiranterne skal prædike over ugens tekst og vælge salmer, der passer til.
»Så havde vi to aftener med kandidaterne. Det er sjovt at høre tre prædikener over den samme tekst, for der er forskellige takes på dem,« siger menighedsrådsformanden.
Efter prøveprædikerne var der almindelige samtaler – og en enkelt kandidat blev sorteret fra, selvom de alle tre ifølge Carsten Brink både havde gode samtaler og prøveprædiker.
»De to tilbageværende blev inviteret til at holde en skumringsgudstjeneste, og så tog vi endnu en samtale,« siger Carsten Brink.
Kirkens to andre præster var med til samtalerne, men har ikke stemmeret, når det bliver besluttet, hvem der skal indstilles til embedet. Faktisk skal præsterne forlade rummet, når der er afstemning.
Da menighedsrådet havde valgt Freja Bondgaard som deres foretrukne kandidat, blev hun indstillet til biskoppen.
I Freja Bondgaards tilfælde skulle en enkelt formalitet mere på plads. Hun har ikke haft et præsteembede før, og derfor skulle hun ordineres i Københavns Domkirke. Det skete søndag – og den 8. februar bliver hun indsat som præst i Store Magleby Kirke ved højmessen.
»Jeg har været glad for de muligheder, jeg har haft. Men efter at have været i en kulturboble og en etikboble virkelig længe har jeg trængt til at komme ud og tale med mennesker i kød og blod,« siger hun.
Præsteembeder er i sagens natur fordelt over hele landet. Men selvom Freja Bondgaard kan forblive i sin lejlighed i København og blot tage buslinje 250S til sit nye embede, er det ikke alene beliggenheden, der har drevet hende til Store Magleby.
»Jeg kendte ikke meget til Store Magleby, og jeg havde kun været her én gang. Men jeg var meget nysgerrig på den særegne og ret unikke kultur, der er herude, og den lokale forankring tiltaler mig meget,« siger hun.
»Jeg var meget nysgerrig på den særegne og ret unikke kultur, der er herude, og den lokale forankring tiltaler mig meget.«
Freja Bondgaard
Freja Bondgaard fik embedet, og søndag overvandt hun den sidste formelle hindring for at stille sig på prædikestolen i Store Magleby. Hun blev ordineret – altså udnævnt til præst – ved en ceremoni i Københavns Domkirke.
Vejen dertil begyndte i ungdommens Randers.
»Da jeg var teenager, begyndte jeg selv at gå i kirke, mest fordi jeg var nysgerrig på, hvad der skete inde i det kirkerum, og fordi jeg havde mange spørgsmål. Jeg søgte efter en forklaring på, jeg ved ikke, om man skal kalde det meningen med menneskelivet,« siger hun.
Turen gik omkring en frikirke, der »ikke lige var stedet for mig«, som den ny sognepræst formulerer det.
»Man blev taget meget godt imod, men det var meget fromt, sådan noget med åbne håndflader og lovsang. Jeg hørte senere, at man taler om den kolde folkekirke, og det kan jeg egentlig ret godt lide. For mig betyder det, at man kan komme ind i kirken, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra. Alle er lige meget velkomne. Man kan sætte sig på bagerste række og lytte, eller man kan gå til nadver og synge med på salmer, hvis man vil. Så begrebet den kolde folkekirke er noget ret positivt for mig, fordi det netop betyder, at man ikke skal præstere, men at man bare bliver taget imod som den, man er. Der er ikke et fromhedskrav, som man kan se i nogle frikirker,« uddyber Freja Bondgaard.
Da den unge Freja Bondgaard stod i valget mellem frikirke og folkekirke, var det dog stadig langt fra sikkert, at hun ville læse teologi.
»Min vej til teologien gik gennem litteratur og filosofi. Mange har nok været igennem en periode, når de er 17–18 år, hvor de bliver meget optaget af fransk eksistentialisme. Det var spændende med Camus, og det var spændende med Sartre. Men da jeg begyndte at læse Kierkegaard, skete der virkelig noget. Han fik mig til at føle mig meget blottet – og meget set og meget genkendt. Han præsenterer en mening og et håb for mennesket. For mig var det opløftende og spændende,« siger hun om den kristne – og kirkekritiske – teolog, som blev den endelige inspiration til, at hun søgte ind på teologistudiet på Aarhus Universitet.
Senere blev det pastoralseminariet – og nu venter embedet i Store Magleby.
»Jeg håber at blive sådan en, hvor menigheden synes, at jeg møder dem med åbne arme. Jeg håber selvfølgelig at kunne få sagt noget, der sætter menneskeheden i relief, eller som taler ind i deres livsverden på en måde, der er meningsgivende, når jeg forkynder og prædiker,« siger hun.
»Noget af det, som præsten kan hjælpe med, er at sige, at man kan give slip på sin forestilling om, at man skal skabe hele tilværelsen selv. Kristendommens budskab er, at rigtig meget allerede er givet. Det skal man tage imod.«
Mere lavpraktisk er planen at starte en litteraturkreds op.
»Det ville være godt at læse en masse gode klassikere, Pontoppidan og Selma Lagerlöf, for eksempel, og så er jeg i gang med at planlægge mit første torsdagsmøde,« siger hun med henvisning til de formiddage med fællesskab og foredrag, der bliver holdt i graverboligen bag kirken.
Som præst kommer Freja Bondgaard til at møde mennesker i deres lykkelige stunder – for eksempel barnedåb og bryllupper – men også i deres sværeste situationer, når de søger sjælesorg for at bearbejde personlige problemer og sorger, eller når de skal planlægge bisættelser få dage efter at have mistet en nærtstående.
»Det er vigtigt at vide, at man ikke er alene om det. Der er nogle ritualer, som er med til at bære igennem, og som har en kæmpestor kraft og betydning. Der er et væld af salmer, der udtrykker de almengyldige følelser som sorg, angst og frygt,« siger hun.
»Men som præst skal man også være på det rene med, at der ikke er løsninger her og nu. Man må møde mennesker der, hvor de er, og lytte og prøve at forstå. Være der med omsorg og nærhed og prøve at få skabt en accept af, at vi som mennesker ikke kan ordne alle ting, men nogle gange må slippe kontrollen og bare være i en situation. Man skal ikke tro, at noget bare kan fikses. Vi skal kunne tale om, hvordan man kan lære at være i de svære situationer, som de fleste af os lander i på et eller andet tidspunkt.«
For mange af folkekirkens medlemmer spiller kirken ikke den store rolle dag for dag. Men kirken er en vigtig faktor ved livets store begivenheder – for eksempel juleaften. Som præst kommer man til at møde mennesker, der for eksempel vil giftes af tradition mere end af tro. Og det har Freja Bondgaard ikke det store problem med.
»Traditionen er en slags kulturel hukommelse. Selvom alle måske ikke helt kan formulere hvorfor, har mange en stærk fornemmelse, af at kirken er vigtig, både som en kulturbærer, der beskytter mod tilfældighed, men også som et sted, hvor der kan blive sat ord på det, man ikke altid kan sige sig selv. Kirken er ikke kun et rum for de allerede troende, men den er også et rum for det menneskelige og for de søgende, spørgende og nysgerrige.«
»Kirken er ikke kun et rum for de allerede troende, men den er også et rum for det menneskelige og for de søgende, spørgende og nysgerrige«
Freja Bondgaard
Freja Bondgaard bliver indsat i embedet i Store Magleby Kirke søndag den 8. februar ved gudstjenesten klokken 10. Alle er naturligvis velkomne.
For bus- og togpassagerer, kan der også være god grund til at holde øje. Selv om busserne til og fra Dragør kører fredag morgen, kan der være en god grund til at holde øje med rejseplanen.dk.
DSB melder blandt andet om, at der kører færre supplerende myldretidstog mellem Helsingør og København H samt mellem København H og Kalundborg fredag morgen samt eftermiddag på grund af sneen.
Cyklister bør nok også udvise en vis agtpågivenhed, selv om de store cykelstier umiddelbart ser velryddede ud. Og fodgængere? Et par fornuftige støvler er nok tilrådeligt – her er man under både kommunens og grundejernes nåde, hvis man vil færdes på de lokale fortove.
Herunder kan du se en stribe billeder fra torsdag aften og fredag morgen. Alle foto: Tim Panduro
God tur!
Trods justeringerne møder taksstigningernes system fortsat skarp kritik i Dragør. Kommunen peger på, at systemet er svært at gennemskue og kan gøre det ekstra svært for pendlere, unge og pensionister at finde den rette billet og undgå ekstratillægget.
»Det er vigtigt, at vi laver et fælles høringssvar. For det er vigtigt at sende et stærkt signal til Københavns Kommune og ministeriet om, at det rammer superskævt. Jeg er kommet til at kalde det københavneri, og det mener jeg også, det er. Det er fornuftigt at finansiere udbygningen af metrolinjen via billetpriser, men det må kunne løses på en meget enklere og bedre måde. Alle, der har med kollektiv at gøre, ved, at hvis det skal være et reelt alternativ, skal det ikke bare være billigt, men også enkelt,« lød det fra Nicolaj Bertel Riber (A), da sagen blev behandlet på januars kommunalbestyrelsesmøde.
Også Mia Tang fra Det Konservative Folkeparti kaldte lovforslaget for københavneri.
»Det virker politisk tonedøvt fra Folketingets side, at man laver noget, der rammer så skævt,« sagde hun.
Liste T bakkede også op om et fælles høringssvar.
»Vi vil gerne tiltrække både borgere og turister til Dragør. 20 kroner kan være meget for den enkelte, og der er risici for fejl og bøder. Selvfølgelig skal vi råbe højt om, at dette ikke er fair,« lød det fra Ann Harnek.
Flere andre i salen pegede på, at tillæg på billetter vil ramme både kommunens og erhvervslivets muligheder for at rekruttere ansatte, hvilket i forvejen ikke er nemt. Ligeledes vil det også kunne gøre det sværere at tiltrække turister, fordi billetterne til Dragør bliver dyrere for dem.
Borgmester Kenneth Gøtterup (C) udtrykte dog en vis optimisme. Han henviste til, at der allerede er ændret i lovforslaget, efter at kommunalbestyrelsen sendte et brev til Københavns Kommune og Transportministeriet i sommers.
»Så mon ikke, at vi også her kan påvirke det i den rigtige retning,« sagde han på kommunalbestyrelsesmødet.
Udpluk af Transportministeriets lovforslag, som Dragør Kommune nu sender høringssvar til:
Lov om ændring af lov om en Cityring og lov om trafikselskaber
(Anlæg af metrolinje M5 til Lynetteholm og justering af takster m.v.)
§6a
Stk. 2. På alle rejser til og fra Københavns Lufthavn med offentlig servicetrafik tillægges taksten et lufthavnstillæg på 20 kr. (2025-pl) pr. rejse. Der pålægges ikke lufthavnstillæg på pendlerprodukter, herunder ungdomskort og pensionistkort. Der ydes rabat på lufthavnstillægget svarende til den rabat, der ydes på standardbilletter for kundetyperne barn, ung, pensionist og handicap.
Stk. 3. På alle rejser til takstzone 4 foretaget på standardbilletten enkeltbillet tillægges taksten et lufthavnstillæg på 20 kr. (2025-pl) pr. rejse. Der pålægges ikke et lufthavnstillæg på enkeltbilletter til takstzone 4, hvis den rejsende har bopælsadresse i Tårnby eller Dragør Kommune. Der ydes rabat på lufthavnstillægget på enkeltbilletter til takstzone 4 svarende til den rabat, der ydes på standardbilletter for kundetyperne barn, ung, pensionist og handicap.
Stk. 4. Lufthavnstillægget pristalsreguleres efter takststigningsloftet.
Som lovforslaget ser ud nu, vil det betyde:
Et tillæg på 20 kroner per rejse, når du tager med offentlig transport til/fra Københavns Lufthavn og til/fra takstzone fire (hele Dragør Kommune og dele af Tårnby Kommune).
Lufthavnstillægget pålægges ikke pendlerprodukter, herunder ungdomskort og pensionistkort, samt enkeltbilletter til takstzone fire, hvis den rejsende har bopælsadresse i Tårnby eller Dragør Kommune.
Ansatte i virksomheder i Dragør Kommune, som ikke bor i Dragør eller Tårnby, vil dog skulle betale de 20 kroner ekstra hver vej, hvis de køber en enkeltbillet.
Det samme gælder turister, som tager en bustur med enkeltbillet til Dragør Kommune.
Rejsende til og fra Dragør Kommune, som bor i Dragør, og som bruger stationen i lufthavnen i forbindelse med cykling eller et lift, kan undgå lufthavnstillægget, hvis de køber en enkeltbillet. Men hvis de anvender rejsekortappen, kommer de til at betale de 20 kroner ekstra.
Et særligt væsentligt punkt vedrører huslejestigningerne, der er oplyst til mellem 29 og 44 procent. I den tidlige fase af helhedsplanen – som har været undervejs i næsten ti år – blev det over for beboerne oplyst, at disse stigninger først ville blive iværksat, når hele renoveringen var afsluttet.
På informationsmødet blev det imidlertid oplyst, at huslejestigninger i stedet vil blive indfaset proportionalt undervejs i projektet. Denne ændring blev af projektlederen fremstillet som værende uden fortilfælde i kommunikationen, hvilket flere beboere ikke kan genkende og bestrider på baggrund af tidligere møder og materiale.
For mange beboere – herunder ældre og økonomisk sårbare – har denne ændring stor betydning for deres mulighed for at blive boende.
På den baggrund efterlyser beboerne fortsat klare svar på følgende spørgsmål:
Engparken står over for et af de største renoveringsprojekter i Dragørs nyere historie. Netop derfor er gennemsigtighed, ensartet information og respekt for beboerne afgørende, hvis projektet skal gennemføres med tillid og opbakning.
(Indlægget bygger på det officielle informationsmateriale fra mødet samt beboernes egne noter og tidligere fremsendt materiale.)
Disse og mange andre tanker havde Leif Nielsen gjort sig før sit første kommunalbestyrelsesmøde i 2026, hvor de 15 nyvalgte skulle samles og træffe beslutninger ud fra deres første dagsorden. For han er ikke en mand, der ser tingene i sort-hvid. Han er bevidst om nuancerne. Bevidst om det ansvar, han nu har på skuldrene. Det handler ikke kun om børn, ældre og sundhed, som naturligt ligger øverst på hans prioriteringsliste, men også om huller i vejen og diger.
»I sidste ende er alt jo velfærd. Og det er ikke så enkelt, som man skulle tro, at prioritere pengene. For vi har jo kun de penge, vi har,« lyder det fra Leif Nielsen, der allerede kan fornemme de mange dilemmaer, han kommer til at stå i, når noget skal vælges fra, så andet kan vælges til.
For nu sidder han her. I byrådssalen. Med 4,8 procent af stemmerne i Dragør ved kommunalvalget i november hapsede han nemlig et enkelt SF-mandat. Partiet blev således valgt ind i kommunalbestyrelsen for første gang siden 2009.
»Det er da specielt at sidde her første gang. En ting er at blive valgt. Det var bare wow, for det er jo kæmpestort, at nogen har stemt på en. Men pludselig er det alvor. Og det er da en stejl læringskurve, for der er utrolig meget materiale og meget at læse op på. Særligt er der rigtig meget omkring budgetter og finansiering, jeg vil blive skarpere på,« forklarer Leif Nielsen, da det første møde er slut.
Han meldte sig på talerlisten til flere sager undervejs på mødet. Han havde forberedt sig godt med sin gruppe og vidste, hvad han ville sige.
»Det er første gang, jeg siger noget. Men det bliver helt sikkert ikke sidste gang,« som han bemærkede, da han trykkede sig ind første gang.
Som SF’s enmandshær kommer han til at være ordførende på alt, hvad SF gerne vil have gennemført. Men han er i fuld gang med at øve sig i at sige »vi«, selvom han kun er én mand. For han har et stærkt bagland og er sig meget bevidst om, at han taler på fleres vegne.
»Det er jo ikke mig, der mener noget. Det er SF. Så det er jo et ‘vi’, når jeg skal udtrykke noget,« siger han.
Og SF’s mærkesager vil hele tiden være boldene, han har for øje at slå til. Tid og kvalitet til gamle fru Jensen. Overholdelse af minimumsnormeringer. Fokus på trivsel og mere voksenstøtte i folkeskolen. Og kystsikring, inden det bliver for sent, og vi står i vand til knæerne.
Men han er meget opmærksom på, at det ikke bliver nemt for SF at få alt igennem med et absolut flertal til Det Konservative Folkeparti og fagudvalg, hvor De Konservative sådan set kan tromle igennem det hele, hvis de vil.
»Reelt kan De Konservative gøre, hvad de vil. Det har de sådan set demokratisk ret til. Men de siger alle, at de vil det brede samarbejde, og det tror vi på. Vi tror også på, at vi i SF kan komme langt på en dialogbaseret måde. Vi kommer ikke til at sætte os i et hjørne og sige ‘øv bøv.’ Vi vil dialogen og kan se nødvendigheden af kompromiser. Selvfølgelig har vi vores bekymringspunkter og vores grænser, men fordi man ikke er enige, behøver man ikke være vrede på hinanden,« lyder det fra Leif Nielsen.
Han oplever dog også en forvaltning, der har gjort meget for at klæde ham på til opgaven, både med seminarer og oplæg om, hvordan man læser dagsordener, knuser budgetter og får overblik – og ikke mindst fra de mere garvede kollegaer i kommunalbestyrelsen.
»De siger jo alle, at jeg bare skal sige til. Jeg har følt mig meget velkommen og godt modtaget. Vi er her jo alle – på trods af vores forskelligheder – for at gøre det bedste for Dragør,« siger Leif Nielsen.
Ud over at sparre meget med sit bagland sparrer han også meget med sin kone. For hun kan prikke lidt til ham, når han snakker for meget, eller hvis han bliver for forsigtig.
Han er slet ikke i tvivl om, at han skal få kam til sit 72-årige hår de næste fire år i kommunalbestyrelsen. Og at hans kone, fem børn, tre børnebørn, elskede vovse og jobbet i Københavns Borgerservice får kamp til stregen. Der bliver nok at tage sig til og kæmpe for.
Men han føler, at det hele nok skal gå. Det er nu engang hans tilgang til livet. At han kommer til at lære meget, er han slet ikke i tvivl om. Heller ikke om, at SF også kommer til at sætte sit aftryk.
»De andre prikker allerede til mig – at de vil have SF med i budgetforhandlingerne – og det vil vi gerne. Det er ikke sikkert, at vi kan blive enige. Men vi går til det på en konstruktiv måde. Og så vil jeg sige, at hvis jeg indgår en aftale med nogen, så står jeg på mål for den. Det bliver vigtigt for mig. Ikke noget med at bakke ud af det, der er svært,« lyder det fra Leif Nielsen.
Hvordan havde du forberedt dig?
»Jeg synes, jeg var godt forberedt. Dels havde forvaltningen introduceret os til afstemningsprocedurerne. Forvaltningen har helt overordnet været en stor støtte, sparringpartner og hjælp til hele introduktionen som nyt medlem af kommunalbestyrelsen. Derudover har min egen gruppe været meget informative og gode til at give råd og hjælp. Der er også en enorm tryghed i, at vi har seks dygtige medlemmer, der har fire års erfaring. Vi drøfter utrolig meget skriftligt, hvor vi vender de politiske dagsordner. Derudover så har vi haft gruppemøde, hvor vi debatterede de forskellige punkter i de forskellige fagudvalg og KB-dagsorden.«
Hvad håber du at kunne få indflydelse på fra din stol i salen de næste fire år?
»Vi har mange store og vigtige emner de næste fire år, og der vil komme flere til. Men vi har jo hele kystsikringsprojektet, som er enormt kompleks og spændende. Det glæder jeg mig utrolig meget til, da det jo – uanset om det bliver et landdige eller fremskudt dige – kommer til at ændre Dragør, som det ser ud i dag. Og så hele den del af konstitueringsaftalen, der omhandler skoleområdet, glæder jeg mig til at arbejde videre med – både i min gruppe, men også i Børne,- Borger – og Velfærdsudvalget, som jeg sidder i. Derudover glæder jeg mig bare til at være med til at udvikle og sætte retning for Dragør.«
Hvordan var det at være til det første kommunalbestyrelsesmøde?
»Nu har jeg siddet i byrådet før med fast plads og desuden i mange perioder været førstesuppleant. At genindtræde som fast byrådsmedlem efter nogle perioder ude er derfor en særlig glæde. Jeg føler et stort ansvar for Dragørs videre udvikling de kommende fire år, ikke mindst på mine udvalgsområder: ældre, børn, skole, sundhed og velfærd.«
»Jeg synes, at debatten i Dragør altid har været seriøs med fokus på emnet. Personfnidder findes ikke i byrådssalen, og de valgte respekterer hinanden som repræsentanter for hver vores vælgergrupper, og vi vil alle det bedste for borgerne i Dragør. Det er vores opgave og vores pligt.«
Hvordan havde du forberedt dig?
»Som folkevalgte får vi god introduktion til afstemningssystemet og reglerne, og det er jo ikke ukendt for mig. Sagerne forbereder vi i ugerne forinden, så snart dagsordenen frigives til udvalgsmøderne. Den konservative gruppe holder møder og diskuterer alle sagerne, og der er meget skriftlig kommunikation foruden fysiske møder. Vi er ret godt forberedt på, hvad der skal stemmes i de enkelte sager. Ved dette møde var der ikke behov for møder med parter i sagerne, men disse møder kommer jo oven i det øvrige, hvis sagerne kræver det.«
Hvad håber du at kunne få indflydelse på fra din stol i salen de næste fire år?
»Før byrådsmødet havde vi det første temamøde med status på kystbeskyttelsen af Dragør. Det er en af de store og meget vigtige sager, og vi kommer snart til at træffe beslutning om løsning for Dragør Nord, havnen og Sydstranden. Der er bestemt en sag, jeg ser frem til at få indflydelse på. Ældrepleje, sundhed, børnepasning og skoler er emner, jeg kommer til at arbejde indgående med de kommende fire år, og jeg vil gøre mit for at bidrage til store og små forbedringer i borgernes hverdag. Løsningerne skal skabes i det bredest mulige samarbejde i byrådssalen. Det ligger mig meget på sinde, så jeg kan ikke låse mig fast på de konkrete tiltag endnu.«
Hvordan var det at være til det første kommunalbestyrelsesmøde?
»Kommunalbestyrelsesmødet var berigende og en stor oplevelse med gode relevante informationer, som vil være brugbare i min kommende periode som kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Dragør.«
Hvordan havde du forberedt dig?
»Min forberedelse til mødet er gennem min interesse for Venstrepolitik gennem mange år.«
Hvad håber du at kunne få indflydelse på fra din stol i salen de næste fire år?
»Det er mit ønske de kommende fire år at træffe liberale beslutninger på et oplyst grundlag til gavn for borgerne i Dragør.«
»Lige nu træner vi mandag og onsdag morgen og mandag, tirsdag og fredag aften. Derudover spiller vi kampe hver weekend,« ridser hun op.
Træningen foregår i Hvidovre, hvor hun er tilknyttet curlingklubben, og Hvidovre-holdet er også identisk med OL-holdet.
»Selvom man udtager spillere til OL inden for curling, er vi så godt sammenspillede, at det ikke ville give mening at udtage andre til holdet,« siger hun og tilføjer, at samspillet ikke kun drejer sig om evnerne på isen.
»Vi har et godt socialt fællesskab på mit hold. Jeg glæder mig til at køre klokken seks om morgenen, fordi jeg skal være sammen med dem.«
Den tætte relation bliver ikke mindre af, at Denises søster Madeleine også spiller på holdet. Hun var fanebærer ved forrige vinter-OL, så Dupont-familien kan nu prale af en meget sjælden track record inden for fanebærerdisciplinen.
De to søstre har fulgtes ad på curling-isen siden 1998. Det var året, hvor et forbavset Danmark med en blanding af beundring og morskab kunne følge det danske OL-hold tage sølvmedaljen i japanske Nagano – den eneste medalje, Danmark nogensinde har fået ved et vinter-OL.
Curlingholdet blev ikke mindre populær af satiregruppen Gramsespektrums hyldestsang »Vi kaster med sten og fejer med koste«, og holdets modtagelse på rådhuset i Hvidovre var da også et lokalt triumftog.
Blandt tilskuerne stod Denise og Madeleine sammen med to veninder.
»Jeg har dyrket alt andet – spejder, håndbold, skøjteløb – men da jeg stod foran rådhuset i Hvidovre sammen med min søster og mine to veninder og så vinderne komme hjem, blev vi enige om, at det var noget, vi skulle prøve.«
Det var ganske succesfuldt. Alle fire blev senere OL-deltagere, og selvom de to veninder stoppede efter et enkelt OL, optræder Madeleine og Denise Dupont stadig sammen på isen.
Og nu følger Denise Dupont efter søsteren som fanebærer.
»Jeg blev ringet op i det sene efterår og fik at vide, at de havde siddet i komiteen og peget på mig til at gå forrest med fanen. Jeg tænkte, at der er så mange andre derude, men de sagde, at jeg ville være en god repræsentant,« siger hun.
Selve disciplinen kræver ikke meget øvelse – hun får grundlæggende en fane stukket i hånden og skal gå ind. Men mentalt har det en stor betydning, fortæller hun.
»Det handler om, at jeg repræsenterer danskerne. Det er helt vildt at få lov til at bære Dannebrog,« siger hun.
Det er ikke den eneste ære, hun får. Med OL-deltagelsen skriver hun sig ind på en meget kort liste over danske kvinder, der har været med i OL fem gange.
»Det er helt vildt at få lov til at bære Dannebrog.«
Denise Dupont
»Det er meget særligt. Det er samme antal som legender som Jeanette Ottesen og Mette Jacobsen, som er nogle, jeg har fulgt til OL og set som sportsikoner. Tænk, at jeg kan være med der,« siger hun og fortæller med noget, der minder om ærefrygt, at OL er noget helt særligt – selv efter så mange gange.
»Det er stadig lige specielt at være med. Det er lidt fedt, at det er i Italien. Det er som at komme hjem, for mit første OL var også i Italien i 2006,« siger hun.
Mere praktisk er der også gode grunde til, at hun glæder sig over, at Italien lægger is til vinter-OL i år.
»Det gør en forskel i forhold til tidszonen, at det er i Europa og ikke i Asien eller Canada, hvor vi også har været.«
Med sine 41 år er Denise Dupont ældre end de fleste aktive elitesportsfolk. Men alder er ikke en hindring i curling, fortæller hun.
»Der er curlingspillere, der er ældre end mig. Man kan blive ved, så længe kroppen kan. Det er ikke som gymnaster, der dyrker en meget intensiv sport, som slider på dem,« siger Denise Dupont, der faktisk har forsøgt at trække sig fra elitesporten.
»I 2019 stoppede vi, fordi vi ikke syntes, vi kunne følge med de andre. Der er en drivkraft i at se resultater. Det er sindssygt hårdt at tage ud og tabe igen og igen, selvom man gør alt for at kunne følge med. Så vi besluttede os for at nøjes med at spille for sjov. Men det er svært at lægge elitetankegangen, og så blev vi enige om at samle et nyt hold. Det er de piger, vi er sammen med i dag, og det er vores andet OL sammen.«
Curling er ikke en levevej. Denise Dupont er lærer på Dragør Skole, og dette OL er det første, hvor der har været økonomi til at gå på deltid – med støtte fra Team Danmark – i den intensive periode op til den store begivenhed.
»Så nu er vi et sted, hvor nogle af vore konkurrenter har været længe, og vi kan mærke på resultaterne, at det har haft betydning. Men vi skal stadig have vores hverdag til at hænge sammen. I lande som Tyskland og Schweiz er spillerne ansat af militæret. Det giver dem ikke en kæmpe løn, men det hjælper dem en del,« siger hun og konstaterer, at økonomien som dansk curler »løber rundt«, selvom lønningerne ikke just kan måle sig med dem, man ser i professionel fodbold eller tennis.
»Vi har været til turnering i Sverige for nylig, og vi vandt det hele. Vi fik 20.000 svenske kroner i præmie. Det er kun, så det løber rundt, når vi skal sørge for transport, hotel og træner,« siger hun.
Det er altså ikke pengene, der driver værket, men den rene kærlighed til sporten og en lyst til at konkurrere – med andre og sig selv.
»Jeg synes, at det er fedt at sætte et mål og jagte det. Jo flere år, der går, desto mere jagter jeg de små procenter,« siger hun.
Når Denise Dupont drager til Milano, bliver det uden hendes to børn på 11 og 17 år. Dels skal de passe deres respektive skoler, og dels bliver der ikke meget tid til at være sammen i de intense dage i Norditalien. Og Denise Dupont erkender da også, at hendes nærmeste familie nok har en anden definition af curlingbørn end den gængse.
»De ved godt, at de kommer i anden række, når vi nærmer os OL. Mantraet er: Det ser vi på efter OL,« siger hun om børnene.
Som lærer har Denise Dupont også en ekstra familie – børnene på Dragør Skole.
»De synes, det er spændende, men de er kede af, at jeg er væk fra dem,« siger hun.
Når curlingholdet drager til Italien i denne uge, sker det med et ganske almindeligt rutefly til Venedig. Herefter skal de gennem en stor verificeringsproces, inden de kan drage de sidste tre en halv time videre til åbningsceremonien. Planen var, at holdet skulle tage hjem til Danmark for at træne inden kampene.
»Men vi har lige fået en istid to en halv time væk, så vi kan træne frem til vores første kamp,« siger hun.
Her får Danmark en temmelig markant modstander – Canada, der regnes for verdens førende curlingnation.
Det kan lyde nervepirrende, men Denise Dupont ser også fordele i et tidlige møde.
»Det kan være godt at møde favoritten på første dag. Man skal lige tilpasse sig isen, som kan være en smule anderledes fra sted til sted,« siger hun.
Selvom det er professionelle ismagere, der skaber underlaget, kan man nemlig ikke opnå et hundrede procent ensartet resultat fra arena til arena. Vandets hårdhed og ph-værdi betyder noget, og det kan antallet af tilskuere også – for det kan påvirke temperaturen i hallen, som så igen kan påvirke isen.
»Så det er altid spændende, når man skal spille i en ny arena,« siger hun.
Selv hvis Danmark får canadiske klø, betyder det ikke, at OL-holdet må drage hjem til Danmark. Curlingkonkurrencens opbygning gør, at det danske hold skal spille ni kampe, uanset hvordan resultaterne bliver. Efter kampene bliver der tildelt point, som afgør, om man kommer i finalen.
Men ni kampe – og forhåbentlig semifinale og finale – gør også, at hele processen bliver meget intens. Der bliver ikke meget tid til at hilse på kollegaer i den olympiske by.
»Man kan blive ved, så længe kroppen kan. Det er ikke som gymnaster, der dyrker en meget intensiv sport, som slider på dem.«
Denise Dupont
»Dagene bliver meget ens. Der er forberedelse, så er der kamp, så er der evaluering, så spiser vi, og så sover vi – og så går vi på isen igen,« ridser hun op.
Netop spisningen kan være et svagt punkt. Den olympiske by byder på mad fra alle verdenshjørner i den fælles spisesal, så der skal bruges disciplin, når tallerkenerne skal tømmes.
»Vi bruger meget energi på den rigtige kost, og når man så er i spisesalen, kan man hurtigt komme til at overspise. Så vi forsøger at holde vore vaner med at spise vores havregrød og vores rugbrød, selvom vi er i Italien,« fortæller hun.
Naturligvis er der medaljedrømme på det danske hold. Men præstationen er det vigtigste, understreger Denise Dupont, der sammen med resten af holdet kan trække på en idrætspsykolog, som hjælper med at finde fokus på isen. Netop det fokus er altafgørende – både for præstationen og for stemningen efterfølgende.
»Vi er ikke herrer over, om de andre stiller med et godt hold. Og vi ved, at det er et superstærkt felt. Så uanset om vi vinder eller taber, er det vigtigt for os at vide, at vi ikke kunne have gjort det bedre. Vi må ikke fortryde noget, når vi forlader banen,« siger Denise Dupont, der ikke ved, om dette OL skal være hendes – og holdets – sidste.
»Det må vi se på bagefter. Vi ved ikke, hvordan det går. Måske vil vi stoppe, hvis vi taber alle kampene. Men det kan også være, at vi vil stoppe på toppen, hvis vi vinder guld.«
»Vi må ikke fortryde noget, når vi forlader banen.«
Denise Dupont
Selv, hvis karrieren skal stoppe, bliver det dog ikke med et træk i nødbremsen.
»Vi har også lige et verdensmesterskab i marts,« siger den lokale elitesportskvinde.
Den støjende bygge- og oplagsplads med tilhørende vejanlæg skulle etableres på en grusfodboldbane lige op og ned ad sfo’en i forbindelse med anlæggelsen af en 7,1 kilometer lang vandledning mellem København og Dragør.
Flere kritiske røster, blandt andet i byrådssalen, har stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er nødvendigt med det enorme vandledningsprojekt, som HOFOR har anslået til 75 millioner kroner, og som vandforbrugerne skal betale.
Efter flere års sagsbehandling har Dragør Kommunes administration nu måttet erkende, at projektet slet ikke er blevet undersøgt grundigt nok, inden administrationen fremlagde det for fagudvalgene og kommunalbestyrelsen på Dragør Rådhus. Sagen er altså blevet behandlet på et uoplyst grundlag.
Administrationen har ført følgende ind i dagsordenen for det nyoprettede By-, Miljø- og Klimaudvalg, der skal behandle sagen den 5. februar 2026:
»Den finansieringsmæssige forudsætning for projektet med vandledningen har været, at det var HOFOR Vand, der skulle finansiere vandledningen. Den forudsætning har der ikke tidligere været tvivl om. I forbindelse med et faseskift i projektet hos HOFOR har selskabet vurderet, at en ny vandforsyningsledning ikke kan finansieres af HOFOR Vand, men at den skal finansieres af HOFOR Dragør Vand A/S fuldt ud. Det vil betyde betydelig stigning i vandtaksten i Dragør. Endvidere peger HOFOR på, at det skal undersøges nærmere, om der skal vedtages et kommuneplantillæg og tillæg til Københavns Kommunes vandforsyningsplan, hvis projektet skal gennemføres.« (Dagsorden for By-, Miljø- og Klimaudvalget, Punkt 5: Alternativer for fremtidig vandforsyning, Dragør Kommune, 28. januar 2026).
I Dragør har vi som private forbrugere allerede en af Danmarks højeste vandtakster, der lyder på 84,48 kroner per kubikmeter vand, mens man i København betaler 49,56 kroner, og i nabokommunen Tårnby betaler kunderne 59,67 kroner per kubikmeter.
Dragør Kommunes administration beder nu HOFOR om at udarbejde en ekstern juridisk vurdering af finansieringsspørgsmålet, hvorefter HOFOR kan fremlægge forslag til mulige alternative løsninger på fremtidens vandforsyning i Dragør Kommune.
Med politikernes fejlslagne fjernvarmekampagne og et ekstremt underfinansieret fjernvarmeprojekt friskt i hukommelsen kan man i nærværende vandledningssag undre sig over, at et simpelt »faseskift i projektet« pludselig kan kaste Dragør Kommune og HOFOR ud i en finansielt limbo.
Det virker, som om der ikke er nævneværdigt styr på finansiering, planlovgivning, trafiksikkerhed og miljølovgivning på trods af den årelange planlægning af projektet.
Den ansøgte hovedbyggeplads fra HOFOR er ikke i overensstemmelse med den lokalplanlagte anvendelse af arealet på Kirkevej 28 og bør derfor ikke imødekommes under nogen omstændigheder.
Selvom der som regel ikke kan dispenseres fra lokalplanens anvendelsesbestemmelser, vil Dragør Kommune alligevel dispensere fra lokalplanen i tre år, hvilket er meget bekymrende.
Det er hensynsløst, at kommunen og forsyningsselskabet vil placere en miljøbelastende bygge- og oplagsplads klos op ad fritidshjemmets børn og de børnehavebørn, som er på besøg flere gange ugentligt og opholder sig på legepladsen.
Allerede nu er der som bekendt et markant tryk fra støj og luftforurening på fritidshjemmet på grund af hovedfærdselsåren Kirkevej og Københavns Lufthavn.
Man kan ikke hovedløst blive ved med at tilføje røg, støj og møg til lokalområdet, hvor børnene opholder sig i mange timer til hverdag. Det er ganske enkelt uansvarligt.
Vi skal passe godt på hinanden og vores mindste borgere i Dragør, ikke sandt?
