»Hvis ikke De hører til de naturer, der trænger til omskiftelse, bliv da ved at tage det samme sted hen hver sommer, i det mindste en årrække. Der er omtrent ens kønt allevegne og ved at komme igen, får De til sidst lidt forrettigheder. De kan endog opnå at sidde på hæderspladsen ved bordet og få en slags førerstilling,« lyder det gode råd.

Det gode selskab

Men derefter begynder formaningerne – for nok skal man smigre sig ind, men man skal også holde lidt distance. Feriebekendtskaber har ikke nødvendigvis en lang holdbarhed, påpeger hun.

»Vær forsigtig med at stifte så intime venskaber på sommerhoteller, at de skal fortsættes som omgang om vinteren. Tilfældige sommerbekendtskaber, som man har syntes glimrende om i klitterne, tager sig som oftest ikke ud i byen, og passer sjældent ind i ens kreds, der desuden på den måde let bliver for stor,« skriver hun.

Alligevel skal man udvælge sit selskab. Der var faste pladser ved middagsbordene, og det kunne være en prøvelse i det forkerte selskab – som man selvfølgelig selv skulle undgå at være en del af.

»Sørg for, at Deres plads ved bordet er ved siden af en personlighed, De synes om. Meget afhænger af, om man under måltiderne kan få en behagelig samtale … Før ikke højrøstet tale over bordet med en klike, De måske er medlem af, således at De dominerer samværet. De oparbejder derved en stærk misstemning imod Dem blandt de udenforstående gæster.«

Den slags gælder også børnene. Emma Gad kommer med en opfordring, som alle os, der er blevet mentalt prøvede af andre folks børn på feriesteder, gerne vil have husstandsomdelt til alle, der overvejer at tage på ferie.

»Gør alt hvad De kan for, at Deres børn ikke bliver ubeskedne og fordringsfulde under et hotelophold. Et sådant nærer egoismen mere end noget andet, fordi alt er en betalingssag, og er ret skadeligt i længden for børns elskværdighed.«

Og alt det der med ferieflirts og gnistrende blikke i solnedgangen skulle man også gerne passe på.

»Forlov Dem helst ikke i en sommerferie på et badehotel. Husk, der er så godt som ingen konkurrence, og De kan blive frygtelig skuffet ved at se genstanden for Deres hurtigt opståede passion under mere civiliserede forhold. Se hellere tiden lidt an,« hedder det i bogen, hvor Emma Gad også slår et slag for de unge pigers dyd.

»Hvis De har unge døtre med, pas da en smule på dem og hold lidt stand overfor heftige ønsker om måneskinsture, bådudflugter ved aftentid o. l. Den tone, der let opstår ved sådanne ture, er ikke altid klædelig eller egnet til at hæve en ung dames omdømme,« skriver forfatteren, der runder af med en opfordring, der også kan vække genklang hos nogle charterturister:

»Vis Dem, af hensyn til de andre gæster, altid net påklædt ved måltiderne. Sandaler, strandtørklæder og forblæst hår bør være bandlyst fra en fælles spisesal. Bring heller ikke denne løsslupne form for påklædning med ind til hovedstadens asfalt ved hjemkomsten.«

Ventede på toget

Dragørs placering tæt på hovedstaden og med en vidtstrakt kyst var et oplagt sted, og byen havde da også kro og andre overnatningssteder.

Men først i 1906 gik en københavnsk hotelejer Poul Møller i gang med at bygge det, der skulle blive til Dragør Badehotel. At det skete så sent, er der to årsager til; dels skulle engen, som hotellet ligger på, frigives til byggeri – og dels kom der togforbindelse fra København og til Dragør. Den åbnede 17. juli 1907, og tusinder af københavnere lagde vejen om Dragør de efterfølgende søndage. Faktisk i en grad, så bagere og købmandsforretninger løb tør for varer.

Poul Møller må have bandet voldsomt – for hans badehotel var ikke klar til at åbne, da det første tog ankom. En snedkerstrejke var ifølge dragoerhistorie.dk kommet i vejen – og selv om hotelejeren fik flikket en løsning sammen, så der kunne komme gæster i restauranten, blev hotellet først officielt indviet 8. maj året efter. Da kunne gæsterne gøre brug af 21 værelser, rigtige toiletter – og de kunne mødes under gaslys i restauranterne.

Turistliv

Dragør havde haft gæster fra København i mange år – de blev blandt andet tiltrukket af egnsdragterne og den helt særegne kultur, der fandtes få kilometer fra hovedstaden. Velhavere i bil havde fra århundredskiftet lagt vejen omkring Sydamager.

Men hotellet blev bygget i en periode, hvor masseturismen så småt var begyndt. Selv om mylderet af fremmede næppe blev mødt med glæde hos alle, var det vigtigt for byen. Dragør var på den tid inde i en alvorlig nedgangstid, fordi sejlskibene havde mistet deres betydning – og havnen ikke var egnet til de dampskibe, der havde taget over. »Dragørboernes smertensbarn,« kaldte Illustreret Tidende havnen i 1907 i en reportage fra »den lille morsomme by, der med sine sære krinkelkrogede gader og med den mere end farlige brolægning, gør et pudsigt gammeldags indtryk.«

Men selv om byen var køn, befolkningen helt særlig både sprog og tøjstil og gæssene myldrede i byen – i en grad, der har været lige dele skræmmende og eksotisk for mange af gæsterne – var kysten den store tiltrækning.

»På Dragørs flade strandbredder udfolder der sig om sommeren et morsomt børneliv, smådrenge og piger bader sammen med største ugenerthed, mens mødrene sidder vagtsomme og sludrer inde på sandet,« skriver magasinet, inden det også fortæller, at de ældre også kan være med.

»Der kan være fest i Dragør som få steder, umiddelbart og ungt som i gamle dage. Når en flok københavnske ynglinge kommer til kros, og der bliver en smule dans, så tropper pigerne op og lader sig med hengivelse svinge til enkevalsens toner.«

Hårde år

Selve hotelbygningen vidner om det helt særlige formsprog, turismen var med til at skabe. Bygningen er i en stil, som nærmest kan kaldes turistarkitektur med massiv brug af træ i en stil, der allerede, da de blev opført, trak på fortidens landlige måder at bygge på – en slags bondsk historicisme.

I Nationalmuseets bog »Historiske huse i Dragør« beskrives bygningen som værende med »Åbne træbalkoner, oprindeligt rødmalede bræddevægge og hvide vindskeder samt en lille lokal morsomhed i form af en ligeledes hvidmalet tagrykningsplanke med gennembrudte buer, i gavlene afsluttet med gåsehoveder.«

Samme bog fortæller, at arkitekten er ukendt, mens andre kilder peger på Thorvald Gundestrup, der ellers især har tegnet villaer og en stribe etageejendomme på blandt andet Islands Brygge.

En anden bog, Dines Bogøs »Dragør Badehotel« fra 1999, ridser de første, hårde år op. Hotellet havde nemlig ikke en let fødsel. Den store have blev ødelagt af en oversvømmelse i en af de første vintre. Og for at det ikke skal være løgn, begyndte staten at opføre Dragør Fort i 1910 – lige i synsfeltet på badehotellet og med flere års anlægsarbejde i området. Hotelejeren reagerede ved at skrive hotellets navn på taget, så det i det mindste stadig kunne ses fra havet. Siden fulgte flere oversvømmelser – med til historien hører, at kystlinjen dengang lå tættere på hotellet.

Mindre fint i Dragør

Hotellet i Dragør har nok haft flere daggæster end mere fjerntliggende hoteller. Men generelt var et ophold på et badehotel en langstrakt affære. Familier slog sig ned for en måned eller mere, selv om man må gå ud fra, at familiefædrene måtte tage damptoget ind til kontoret i hovedstaden på hverdage – sådan var det i hvert fald med sommergæsterne langs Øresundskysten nord for København.

Kun de rigeste familieforsørgere kunne trække en måned helt ud af kalenderen, og ifølge bogen »Sommerglæder«, der blev udgivet af Dansk Kulturhistorisk Museumsforening i 1985, tog de ikke til Dragør.

»Omkring århundredskiftet skete der lidt efter lidt en social graduering af de forskellige fiskerlejer. Det blev for eksempel finere og mere mondænt at holde ferie i Hornbæk, Skagen og Løkken end i Dragør og Faxe Ladeplads,« hedder det i bogen.

Mad og havvand

Omdrejningspunktet på badehotellerne var rutine og afslapning.

»Livet formede sig meget enkelt på badehotellerne,« hedder det i bogen »Sommerglæder«:

»Man badede, hvilede sig, spiste godt og hyggede sig med de øvrige gæster med enkle fornøjelser så som lidt klaverspil og sang samt enkelte danseaftener i sommerens løb. Ensformigt og stillestående kan man være tilbøjelig til at mene, men kontinuiteten gav ro og tryghed.«

Under krigen blev Dragør badehotel beslaglagt af tyskerne, der blandt andet byggede et garageanlæg, og efter krigen blev det mere tydeligt, at badehoteller nok hørte fortiden til. Haven blev solgt fra som byggegrunde, og der blev skruet op for fester, hvor alle kunne komme og lægge penge i baren, mens hotellet løbende blev renoveret til nye behov – blandt andet med en bowlingbane, som senere blev ombygget til diskotek »Lunten«.

Tæt på nedrivning

I 1990’erne var hotellet i alvorlig fare. Der blev givet nedrivningstilladelse, skriver Dines Bogø i sin bog om hotellet, og der blev lavet planer for 79 ferielejligheder i tre forskudte etager. Før det havde der været planer om en total ombygning til en kursusejendom, og der var også snak om at lave det om til vandrehjem eller flygtningecenter. Men i 1993 blev hotellet købt af en iværksætter, der fik sat det sat i stand, så det kunne køre videre som hotel.

Det var også planen for de nuværende ejere, der først ville renovere hotellet, så erstatte de gamle bygninger med rækkehuse – for nu igen at ville se på, hvordan hoteldrift kan realiseres i fremtiden. Det ser således ud til, at badehotellet indtil videre kommer til at bestå.