Men en fælde var det – Operation Möwe, der skulle stække det danske politi, var gået i gang. Så godt som samtlige politistationer i København og landets øvrige storbyer blev besat. Herunder stationen på Amager Landevej, hvor Jørgen Emil Thers arbejdede de dage, hvor han ikke var landbetjent i Store Magleby med udgangspunkt i den tidligere skole på Hovedgaden 32.

Bror sneg sig ind

Den 34-årige overbetjent blev tilbageholdt på politistationen sammen med sine kollegaer.

»Vi hørte om det ad bagveje, for der kom ikke en officiel melding om det,« fortæller hans datter Ellen Thers Egesberg, der var halvandet år gammel i september 1944.

»For at finde ud af, om det var rigtigt, cyklede min 12-årige bror ind til Amager Landevej. Han kunne se, at politistationen var omringet af tyskere, men han sneg sig ind ad en kældertrappe og op på gangen, hvor han kunne høre, at betjentene var blevet spærret inde i et enkelt rum. Ingen vidste, hvad der skulle ske med dem.«

Allerede samme dag blev de arresterede politifolk fra København kørt på lastbiler til Københavns Frihavn og læsset ombord på troppetransportskibet M/S Cometa. Klokken 23 begyndte rejsen til helvede for de cirka 1.700 københavnske betjente, der blev sendt via koncentrationslejren Neuengamme til Buchenwald, hvor de fik selskab af et par hundrede jyske og fynske politifolk.

Danmarksmesteren

Den hårde rejse foregik under dæk frem til havnen nær Lübeck og derfra i overfyldte kreaturvogne stort set uden mad og kun med en smule vand. Først til Neuengamme nær Hamborg, inden turen få dage senere gik videre til midttyske Buchenwald.

Det idylliske navn til trods – det betyder bøgeskov – var forholdene brutale. Fire mand måtte dele to tæpper og en køje på 130 centimeter i bredden. Maden var elendig og utilstrækkelig, og efter en tre uger lang karantæne ventede hårdt arbejde, enten i lejrens stenbrud eller med at slæbe murbrokker fra en udbombet fabrik eller byggematerialer til nye barakker i lejren, der ved danskernes ankomst husede i omegnen af 60.000 mennesker.

De første dødsfald

Forholdene, kombineret med chokket over pludselig at have skiftet et normalt arbejds- og familieliv ud med den umenneskelige tilværelse i en koncentrationslejr, trak sine spor. Dødsfaldene kom hurtigt. Den første, en 54-årig betjent, var allerede død af et hjertestop, mens skibet lå til kaj i Frihavnen. Kort efter ankomsten til Buchenwald døde en betjent af ubehandlet diabetes, to andre fulgte hurtigt efter, og den ellers så veltrænede atlet Jørgen Emil Thers død som nummer fire af de deporterede 2. november, blot 34 år gammel.

Forinden havde han nået at skrive et enkelt brev hjem, hvor han – på tysk, som det var krævet, så censuren kunne læse med – bedyrede, at han havde det godt, og at han havde modtaget en pakke fra familien. I brevet udtrykte han også håb om, at han snart kom hjem. Da brevet med de tre frimærker med Hitlers ansigt og hagekorsstemplet landede på Hovedgaden, var han allerede død.

Kilderne er uklare – nogle siger, at årsagen var lungebetændelse, andre, at det var en epidemi. Men han var næppe død uden koncentrationslejrsystemets mishandlinger, sult, elendige hygiejne og chokket over pludselig at befinde sig så langt borte fra hverdagen. Han var sund og rask, da han blev deporteret, udstyret med et atletisk talent, der havde ført til en mængde mesterskaber – blandt andet et dansk mesterskab i diskoskast i 1930’erne.

»Jeg talte siden med flere af hans kollegaer, og de fortalte, at det var et chok for dem. Han var en af de stærkeste blandt dem. Men de kunne også fortælle, at det var de stærkeste, der bukkede under først, fordi de ikke havde fedt på kroppen,« siger hans datter Ellen Thers Egesberg.

Snublestenen

Ellen Thers Egebjerg har taget initiativ til, at hendes far skal mindes ud for familiens daværende hjem i Store Magleby. Det sker med en såkaldt snublesten – en messingbrosten, der er et mindesmærke, som bærer hans navnetræk, titel samt fødsels- og dødsdag. Hun forventer, at organisationen bag, Snublesten Danmark, lægger stenen engang i efteråret.

Familien havde ellers ikke en lang historie i Store Magleby, da Jørgen Emil Thers blev deporteret til Tyskland.

»Vi flyttede til Dragør i 1942, hvor min far havde fået arbejde på politistationen på den gamle skole. Vi boede på Vestgrønningen, og min far skulle blandt andet bevogte havnen,« siger hun.

Vagt på havnen

På det tidspunkt var den såkaldte samarbejdspolitik stadig aktiv. Det betød, at det danske samfund fungerede relativt uberørt af besættelsesmagten – blandt andet med selvstændigt retsvæsen, en fungerende regering og et politi, der som sådan fungerede uafhængigt af tyskerne. Dog skulle politiet holde øje med og deltage i opklaringen af modstandsarbejde, når aktiviteterne stred imod den danske lovgivning. Men Jørgen Emil Thers vendte ifølge familiehistorien det blinde øje til den slags aktiviteter. Ikke mindst, da Dragør i oktober 1943 blev en af de store udskibningshavne for jøder, der skulle sejles i sikkerhed i Sverige, efter at tyskerne havde indledt arrestationen af dem i Danmark.

»Jeg fik fortalt, at min far var meget obs på at advare de fiskere, der skulle afsted i deres kuttere, hvis der var tyskere i nærheden. Min mor fortalte, at hun ikke vidste noget om det, mens det skete, men mange år efter, når vi gik på gaden i Dragør, kom der folk over og fortalte, at min far havde reddet deres liv,« siger datteren.

Mistede indtægten

I 1943 flyttede familien til en tjenestebolig i Skolegade 32 i Store Magleby, hvor Jørgen Emil Thers dels blev landbetjent, og dels skulle arbejde på politistationen på Amager Landevej. Ifølge fortællingen i familien skaffede han falske legitimationspapirer til folk, der havde behov for det, men han var ikke dybt involveret i modstandsarbejde. Han blev alene arresteret på grund af sit erhverv.

Selv om samfundet kørte på pumperne i slutningen af besættelsen, fungerede dele af bureaukratiet. Da meldingen om Jørgen Emil Thers død nåede Danmark, stoppede lønudbetalingerne fra politiet. Men der blev ikke sat i gang i pensionsudbetalingerne til enken før en måned efter befrielsen i maj 1945. Foruden chokket og sorgen skulle Gunhild og hendes tre børn derfor klare sig igennem den pludselige fattigdom.

»Hun modtog ingen indtægt i alle de måneder. Jeg tror ikke, at hun ville være bekendt at søge hjælp hos sognerådet. Min storebror var bud hos slagteren, og han fik nogle gange kødben med hjem til hunden. Dem tog min mor og kogte for at skrabe alt kødet af. Vi havde kaniner, som vi slagtede, og heldigvis boede vi et lille samfund, hvor man altid kunne få hvidkål, mælk og kartofler. Men i den kolde vinter kunne vi ikke købe koks eller noget. Når der kørte en lastbil fyldt med koks forbi til gasværket i Dragør, stod min mor på hjørnet ved Kirkevej, fordi hun vidste, at der altid faldt lidt af ladet, når den drejede,« fortæller Ellen Thers Egesberg.

Enken tog forskellige småjob i området, for eksempel med at gå i marken og plante eller tage kartofler op. Men hjemmet fyldte det meste.

»Hun var husmor på fuldtid. Vi boede med en vandpumpe og lokum i gården, og hun havde tre børn, så der var meget at gøre,« siger hun og uddyber de primitive forhold.

»Vi havde kun en enkelt kakkelovn, så der blev koldt. Om vinteren var der is på dynen fra vores ånde, når vi vågnede. Det blev værre, da vores mor skiftede brændekomfuret ud med kosangas, for det gav ikke lige så meget varme. Men det gør, at vi aldrig har været kuldskære.«

Far var med

Ellen Thers Egesberg husker naturligvis ikke den far, hun mistede, da hun var halvandet år gammel.

»Men jeg har en enorm hukommelse, så selv om jeg kun har været godt to år gammel, kan jeg huske, at jeg var med til højtideligheden, da urnen skulle nedsættes på Bispebjerg Kirkegård,« siger hun med henvisning til en ceremoni, hvor urner med hjemført aske af de omkomne politifolk fra Buchenwald blev sat i jorden i 1946 på årsdagen for deportationen. Det skete ved en højtidelighed i Grundtvigskirken, der ligger ved den københavnske kirkegård. Her var 37 urner stillet op i et blomsterhav i kirkens midtergang, inden de i et optog med orkester og ridende politi blev overført til kirkegården, hvor de stadig er nedsat i en særlig gravlund for krigens faldne.

Barndomshjemmet var kærligt, fortæller Ellen Thers Egesberg, og da pensionen endelig kom, var de værste økonomiske problemer forbi, selv om moren passede godt på ikke at rutte med pengene. Men det var også præget af den afdøde far, der på den ene side var meget nærværende, men på den anden side var et tabu.

»Vi talte ikke om min far derhjemme, for så græd vi. Specielt min søster og min mor, mens det slog mere indad hos min storebror. Men min søster var syv år, da han døde, og hun græd stadig, når vi talte om ham, efter at vi blev voksne,« fortæller hun.

»Vi tog ud og besøgte hans grav på hans fødselsdag i april, den 4. maj og 19. september hvert år. Der var forfærdelig langt til Bispebjerg, syntes vi børn.«

Ordentlig opførsel

Morens liv var også præget af den afdøde mand. Hans mange pokaler og medaljer fra atletikkarrieren blev pudset hver 14. dag, og han blev også brugt i opdragelsen.

»Min mors opdragelse gik ud på, at vi skulle opføre os ordentligt, være ranke og gå ordentligt på fødderne. Hvis der var det mindste, sagde hun »Det ville din far ikke bryde sig om«. Det er naturligt, at vi var prægede af det. Min søster sagde en gang i en tale til mig, at det var godt, at jeg var der, for jeg vidste ikke så meget om det, der var sket, så jeg snakkede hele tiden,« siger hun.

Moren flyttede sammen med Ellen, der som den yngste stadig boede hjemme, til det nyopførte Strandparken i 1959, og derefter begyndte moren så småt at slippe fortiden.

»Specielt da vi børn var blevet gift og flyttede, løsnede hun meget op. Hun begyndte at rejse rundt med en god veninde og blev meget udadvendt,« siger hun om moren, der døde som 93-årig.

Et vigtigt minde

Ellen Thers Egesberg har også indirekte været præget af fortællingen. Hun blev en del af først Hjemmeværnet og siden Danske Kvinders Beredskab – organisationer, der opstod i kølvandet af eller under besættelsen – og hun endte som landschef for det nu nedlagte Danske Kvinders Beredskab.

Sideløbende har hun interesseret sig for familiehistorien, og i 1990’erne besøgte hun endelig Buchenwald, der i dag er et mindested.

»Der er pænt og velfriseret, men det var meget forstemmende. Jeg havde det på den ene side rigtig skidt mens jeg var der, men på den anden side var jeg glad for at gå rundt i området, hvor jeg også fandt det sted, barakkerne med politiet havde været,« siger hun.

Nu har hun så taget initiativ til, at faren skal mindes med en snublesten.

»Jeg følte, at det ville være godt for både familien og historien, at der blev gjort opmærksom på, at politimænd også blev sendt i koncentrationslejr. Jeg ringede til hende, der står for snublestenene i Danmark, og hun tog forslaget med på et bestyrelsesmøde. De ville egentlig lægge stenen foran politistationen, men den er revet ned, så jeg foreslog, at det skulle være foran hans hjem,« siger hun.

»Der er så mange, der ikke kan huske noget, de ikke selv har oplevet, og det er måske ikke så kendt, at mange mistede livet, blot fordi de passede deres arbejde.«

Ud over interview med Ellen Thers Egesberg trækker artiklen blandt andet på oplysninger fra en række bøger, herunder »Helvede har mange navne« af Jørgen Barfod samt »Deporteret« af Rasmus Jørgensen.