Springet er for Morten Pedersen spændende og vemodigt på samme tid.
Alle skal prøve noget nyt
Logistikken fra hjemmet på Vesterbro, hvor han bor med sin kone og deres to børn, bliver utvivlsomt nemmere. Og han synes, der er noget særligt over at skulle arbejde i en kirke, hvor hans egen kone er konfirmeret og senere har begravet sine forældre. Derudover er der mange fagligt spændende ting i det nye job, for eksempel et større og nyere orgel samt et dygtigt kor med baggrund i DR’s pigekor.
Men det betyder ikke, at han synes, det er sjovt at skulle sige farvel til sine nuværende kollegaer og kor.
»Alle har brug for at prøve noget nyt en gang imellem, men det er da frygteligt at forlade noget trygt og godt – og dybt vemodigt at skulle sige farvel til kor, jeg har brugt mange år på at bygge op. Og præsterne, de andre medarbejdere i kirken og menighedsrådet, jeg har haft et utrolig godt samarbejde med. Ja, og de mange medlemmer af menigheden, jeg har drukket en kop kaffe med gennem årene.«
Når han skal gøre status på den kirke og det kor, han efterlader, føler han sig dog ret rolig. Både fordi han føler, at han har sat nogle fingeraftryk, han kan være stolt af. Men han er også helt tryg ved, at både gamle og nye medarbejdere nok skal komme godt videre og finde på nye spændende ting uden ham.
»Også for dem bliver det da godt at få en ny ind, der måske gør tingene på en anden måde,« siger han med et skævt smil.
Superfedt at drive koret
Et af de fingeraftryk, flest nok vil huske ham for, og som han også selv er mest stolt af, er børne- og ungdomskoret. Et kor for elever fra 3. til 9. klasse, der eksploderede under corona, og som siden da har haft mellem 50 og 60 medlemmer hvert år.
»Jeg har brugt utrolig meget tid på koret – også fordi jeg jo også selv har arrangeret meget af musikken. Men det har været superfedt og enormt tilfredsstillende at arbejde med de her børn og unge. Det er jo ikke et klassisk kirkekor, jeg har opbygget, men måske mere et højskole- eller efterskolekor. Koret synger mange forskellige genrer, men meget pop, singersongwriter-ting og stykker af unge salmedigtere og komponister. Det handler om kærlighed og identitet. Det er noget, de unge kan se sig selv i. De føler det virkelig,« forklarer Morten Pedersen.
Kor åbner for andet publikum
Ud over at han mener, at sådan et børne- og ungdomskor giver meget til livet i kirken, lægger han heller ikke skjul på, at det også har været et værktøj til at åbne op for et publikum, der måske ikke er kommet så meget i kirken.
»Et kor på 60 unge er jo også lig med 60 familier, der har lyst til at komme og høre deres børn synge,« forklarer organisten.
Han har også syntes, at det har været vigtigt med et stort aldersspænd i koret, fordi de mindste i 3. klasse kan lære meget af de store. Samtidig lærer de store meget af at skulle tage ansvar, hjælpe de mindre og få lov til at tage flere soloer.
Hvordan koret skal køre videre nu, vil Morten Pedersen dog ikke blande sig i. Som sagt synes han altid, at det er sundt, at der kommer ny og frisk energi til noget – også selvom det har kørt godt.
Hans eneste input er, at han håber, at der altid vil være et kor. Også selvom der ligger meget arbejde i koret, når man samtidig skal være kirkens organist, der spiller til alle højmesser, begravelser, barnedåb, bryllupper og så videre.
»Mange har gennem årene spurgt, hvad jeg egentlig laver som organist, og hvad jeg bruger resten af ugen på. Deres tanke er, at man kun sidder ved orglet søndag formiddag. Men jo, der har været rigeligt at lave for mig. En idé kunne måske være at dele organistjobbet og korledelsen op. Men det er jeg sikker på, man finder en god løsning på,« siger Morten Pedersen.
Rytmisk og klassisk kan gå hånd i hånd
Et andet fingeraftryk, Morten Pedersen er glad for at efterlade sig, er, at han sammen med præsterne har været med til at udvikle en moderne og nutidig folkekirke. Her spiller musikken en stor rolle. Han har kunnet bidrage med sin baggrund, der er lidt anderledes end for mange andre organister. Ud over at have en orgeluddannelse, er han nemlig uddannet rytmisk pianist og musikpædagog, har undervist på MGK (musikalsk grundkursus, red.) og været freelance jazzmusiker.
»At blive organist i Dragør Kirke er faktisk mit første rigtige fuldtidsjob,« griner Morten Pedersen og fortsætter:
»Så jeg var helt grøn, da jeg startede her, og skulle virkelig arbejde for at finde min stemme – også fordi jeg vidste, hvilken klassisk kapacitet Erik Kolind er som organist i Store Magleby Kirke. Men jeg blev jo netop ansat, fordi jeg havde en lidt anderledes baggrund, og jeg fandt ud af at holde fast i det, jeg kunne – at kombinere det klassiske med mange andre genrer. Og det har jeg fået rigtig god respons på.«
Har kvalt kløften mellem det klassiske og rytmiske
Han understreger i øvrigt, at han og Erik Kolind har haft et supergodt samarbejde, som han også kommer til at savne, fordi de har respekteret hinandens forskellige kvaliteter og dermed også sammen har kunnet arbejde for at kvæle den kløft, der nemt kan opstå mellem det klassiske og det mere rytmiske og moderne.
»Det ene udelukker ikke det andet. Og vi har også forsøgt at koordinere koncerter, så vi ikke lægger dem oveni hinanden og konkurrerer, men i stedet forsøger at supplere hinanden med gode og forskellige tilbud. Blandt andet har jeg især fyret den af med mange koncerter for børn og haft fokus på at aktivere koret i spændende samarbejde med andre kunstnere,« forklarer Morten Pedersen.
Så ja, han siger farvel til Dragør og glæder sig til en ny kirke, nye udfordringer, nye koridéer – men ikke uden at vippe med hatten og sige kæmpestort tak til alle for både samarbejdet og opbakningen.
